Resultatet af gårsdagens afstemning om forfatningsændringen var en kæmpe sejr for den venezuelanske revolutions kræfter og på samme tid et hårdt slag imod den kontrarevolutionære højreorienterede opposition. Forfatningsændringen, der vil tillade Chavez at stille op som kandidat i fremtidige præsidentvalg, blev vedtaget med rungende 54,36% (6.003.594 stemmer) for og 45,64% (5.040.082) imod. Yderligere var der en massiv valgdeltagelse, hvor næsten 67% af vælgerne stemte.
Med en forskel på næsten en halv million og en margen på 10 procent var sejren større, end de fleste havde forventet. Bortset fra den overvældende sejr i præsidentvalget i 2006, hvor Chavez vandt 7 millioner stemmer, var dette det største antal stemmer for revolutionen i de sidste 10 år. Selv i en region, hvor oppositionen formåede at vinde i November, Carabobo, vandt ”JA” siden med 52,06% mod 47,94%. Også i Distrito Capital (Caracas regionen), hvor de kontrarevolutionære formåede at vinde et overordnet flertal i November, blev forfatningsændringen godkendt med 51,87% for og 48,13% imod.
I Chavista højborgene var sejren selvfølgelig meget større: Amazonas - 71,51% vs. 28,48%; Delta Amacuro – 71,39% vs. 28,61%; Cojedes – 68,17% vs. 31,83%; Monagas – 63,50% vs. 36,5% og så videre.
Det viser niveauet af mobilisering fra den bolivariske bevægelses menige medlemmer. Vi får et lignende billede, hvis vi ser på oppositionens traditionelle højborge. I Nueva Esparta (Magarita Island) formåede ”NEJ” siden kun at vinde med en minimal difference: 49,26% \"JA\", 50,74% \"NEJ\".
Hvis vi sammenligner det samlede antal ”JA” stemmer med tidligere stemmer for Chavez og PSUV, kan vi se en klar stigning i støtten. I de regionale valg i november 2008 fik PSUV og andre bolivariske kandidater 5,5 millioner stemmer, sammenlignet med 6 millioner ”JA” stemmer i gårsdagens afstemning.
Men oppositionen vandt også flere stemmer, de nåede 5 millioner ”NEJ” stemmer sammenlignet med 4 millioner i november. Dette viser en ekstrem polarisering i det venezuelanske samfund. Det skal også tages med i overvejelserne, at vælgerbasen er vokset fra omkring 13 millioner i 2004 til omkring 17 millioner i dag.
Kontrarevolutionens pisk
Hovedgrunden til, at afstemningen denne gang blev vundet i modsætning til i 2007, var mobiliseringen af masserne. Som vi har forklaret i tidligere artikler, så masserne denne afstemning i klare klassetermer. Trods store problemer og mangler i det venezuelanske samfund udgør den ubestrideligt store mængde social velfærd som revolutionen har bragt med sig en magtfuld tiltrækning. Vi kan ikke undervurdere det indtryk, som fremskridt såsom Barrio Adentro og CDI (gratis basal sundhedscentre i de fattige boligkvarterer), missiones (gratis uddannelse og andre sociale service programmer), det Bolivariske universitet, (der giver adgang til tusinder studerende fra hovedsageligt fattige i byerne og arbejderklasseunge, der tidligere var udelukket), osv.
For masserne er disse konkrete sejre produktet af ti års revolutionær kamp. De vil ikke se dem ødelagt af højrefløjen uden en kamp. Dette sås også i praksis i november. Lige efter at Radonski, en semi-fascist fra højrefløjen, havde vundet i de regionale valg i delstaten Miranda, begyndte han at angribe missiones og Barrio Adentro.
I en artikel, som vi skrev på det tidspunkt, skitserede vi nogle af oppositionens trusler og angreb:
”Rent faktisk berettede Chavez i sin tale om en lang liste af angreb imod sundhedsklinikker og uddannelsesprogrammer. Her er nogle af dem:
En Barrio Adentro I, sundhedsklinik blev brændt ned i Los Taladors, Valencia, Carabobo.
I Independencia og Cordoba byråd i Tachira har de studerende fra missiones fået besked på at forlade deres klasseværelser.
I Miranda var der angreb og trusler imod UNEFA universitetsområdet under ledelse af delstaten, (der nu er i oppositionens hænder).
I Los Teques, Miranda var der trusler imod Radio La Voz de Guaicaipuro.
I Miranda blev Integral Diagnostic Centre klinik også truet og måtte beskyttes af politiet.
I Puerto Cabello, Carabobo, truede støtter af den nyvalgte guvernør, Salas Feo, cubanske læger og Barrio Adentro klinikker.
I Guaicaipuro byråd, Miranda blev en gruppe på 10 cubanske Barrio Adentro læger tvunget ud af de huse de boede i.”
Massernes svar kom prompte. I Miranda gik titusinder op gaden, og lignende demonstrationer fandt sted over hele landet. Dette understreger endnu engang et generelt træk i den venezuelanske revolution: hver gang kontrarevolutionens pisk er gået i aktion, har masserne bevæget sig for at forsvare og uddybe revolutionen.
Det forklarer også gårsdagens overvældende sejr. Masserne forstod, at denne afstemning ville være en afgørende faktor i at bestemme revolutionens skæbne. Hvis kontrarevolutionen får fingrene i præsidentposten vil de ødelægge alle revolutionens sejre.
Gaderne tilhører revolutionen
Som det endelige resultat viser, er magtbalancen stadig yderst favorabel for revolutionen. Men tallene viser ikke det virkelige magtforhold i det venezuelanske samfund. Mobiliseringen blandt de menige revolutionære var enorm. Hundreder af bataljoner af frivillige blev organiseret i kampagnen.
I alle de store byer blev der organiseret ”puntos rojos” (røde pladser), hvor der blev opsat permanente boder for at diskutere med folk og uddele agitatoriske løbesedler. De mest militante dele af arbejderklassen organiserede sig selv i ”arbejderfronter for ’JA’”, der organiserede enorme demonstrationer og massemøder over hele landet. Denne mobilisering så vi også da en million demonstrerede til fordel for en ”JA” stemme torsdag d. 12. februar.
Blandt ungdommen var situationen også krystalklar. Mens en lille gruppe af kontrarevolutionære studerende (hovedsageligt sønner og døtre af småborgerskabet) forsøgte at promovere vold, demonstrerede 100.000 bolivariske unge for ”JA”: Mens oppositionens ungdomsorganisationer hovedsageligt er tomme, har PSUV ungdom omkring 140.000 medlemmer.
På valgnatten var gaderne i Caracas fuldstændig kontrolleret af de revolutionære. Hundreder af motorcyklister med røde flag kørte rundt i centrum. Stemningen var euforisk, mens folk ventede på resultaterne. Hundreder af tusinder ventede nervøst omkring Miraflores Paladset for at høre de endelige resultater og jublede og råbte militante slogans, da sejren blev annonceret.
Al dette viser det enorme potentiale, der stadig er til stede i situationen. Selv efter 10 år med revolution er masserne stadig loyale og står fast bag Chavez. Med denne storslåede kraft er det absolut muligt at give oligarkiet det endelige stød og færdiggøre revolutionen ved at ekspropriere bankerne, jorden og industrien.
Kontrarevolutionær vold
Endnu engang har kontrarevolutionen vist sin fuldstændig udemokratiske opførsel. I valgkampagnen brugte de både parlamentariske og udenomsparlamentariske midler. Der var et udbrud af voldelige sammenstød mellem småborgerlige studenter og politiet. I Cagua, i delstaten Aragua, angreb tolv studerende politiet med molotovcocktails under en demonstration imod forfatningsændringen. Lignende begivenheder udfoldede sig i Cumana (Sucre), Mérida og Maturín (Monagas). Det værste tilfælde var i delstaten Táchira, hvor fascistiske bander har lavet vold i gaderne i de sidste to uger.
D. 17. januar blev seks colombianske paramilitære tilbageholdt i Maracay, Aragua med våben, granater og to kilo sprængstof. 27. januar blev yderligere 31 colombianere arresteret, anklaget for at være tilknyttet til en paramilitær gruppe. Et lignende tilfælde så vi i El Vigia, i delstaten Méridae, da fire medlemmer af den colombianske fascistiske paramilitære gruppe ”blokken af sorte ørne” blev fanget med en stor mængde våben, sprængstof, granater og kort med detaljerede planer for terroristiske aktioner. Al dette viser tydeligt desperationen hos oppositionens desperation, der vidste, at de ikke kunne vinde, og med alle mulige tricks forsøgte at blokere afstemningen og skabe en stemning af ustabilitet og kaos.
Polarisering
Men der er også andre farer indbygget i situationen. Afstemningsresultatet viste et stort flertal for revolutionen, men vi så også en mobilisering fra kontrarevolutionen. De 5 millioner stemmer, som ”NEJ” siden vandt, betyder rent faktisk, at oppositionens stemmer er vokset med 700.000 sammenlignet med valgene i november. Proportionelt har oppositionen vundet noget terræn. Mens forskellen mellem revolution og kontrarevolution i november var 58% til 41% var den ved dette valg 54% til 45%.
Dette er en hel klar advarsel, der må tages seriøst. Det viser en ekstrem polarisering i det venezuelanske samfund mellem venstre og højre, revolution og kontrarevolution. Nogle folk vil sige, at regeringen har behov for ”moderation” og ”dialog” for at bygge en bro mellem disse modstående sider.
Men for at vinde de tøvende elementer over til den revolutionære linje er der ikke brug for ”moderation”. Tværtimod: der er brug for modig og beslutsom handling! Årsagen til, at nogle lag af masserne ikke stemte eller stemte ”NEJ”, er, at de er trætte af revolutionens langsomme tempo. De er trætte af tomme fraser om socialismens vidundere, mens deres fundamentale problemer forbliver uløste.
Økonomisk krise
I modsætning til hvad der fremføres af nogle reformistiske elementer i Venezuela, vil kapitalismens internationale krise have en effekt på Venezuela. Man kan faktisk allerede mærke dens skadelige virkning. På bare et halvt år er prisen på en tønde olie faldet fra 147$ til mindre end 40$. Det har fuldstændig undermineret landets økonomi. Prisen på andre råmaterialer, såsom aluminium og stål, som Venezuela producerer en masse, er også faldet dramatisk.
Det kan ikke andet end at underminere revolutionens fremskridt. PDVSA (det nationale olieselskab), der finansierer forskellige sociale projekter, har allerede annonceret en nedskæring på 40% i dettes års budget. Inflationen er også steget enormt. Den er på nuværende tidspunkt på næsten 30%, men fødevarepriserne i Caracas er vokset med 50% på bare et år.
Det skaber alvorlige problemer for tusinder af arbejderfamilier, der ikke kan få enderne til at hænge sammen. Hvis ikke de løses, kan det sætte revolutionens sociale støtte i alvorlig fare. Hovedproblemet er, at den venezuelanske økonomi stadig er kapitalistisk og derfor må følge markedets basale love. For at bryde dette mønster er det nødvendigt at introducere en socialistisk plan for at genaktivere landets produktive kapacitet, og sikre at økonomien kører glat. Men for at gøre dette er det nødvendigt med et brud med den økonomiske magt hos oligarkiet, der stadig har økonomiens vigtigste løftestænger i deres hænder.
”En ide hvis tid er kommet”
I sin sejrstale fra folkets balkon i Miraflores paladset sagde Chavez, at de 6 millioner, der stemte ”JA”, stemte for socialisme. Det er tusinde gange korrekt. Men nu kan ”socialisme” ikke forblive et ord: det må bygges i praksis. Trods den imponerende sejr i afstemningen kan revolutionen stadig rulles tilbage. Oppositionens vækst, og det faktum at mere end en million, der stemte på Chavez i 2006, slet ikke stemte denne gang, er et tydeligt faresignal. Dette sammen med tabet af flere strategiske regioner i novembervalget burde få alarmklokkerne til at ringe.
På valgdagen sendte Chavez et kommuniké ud. I sin pressemeddelelse citerede han Victor Hugo: ”Man kan ikke stoppe en ide, hvis tid er kommet”. Igen, dette er fuldstændig korrekt. Men vi må tilføje endnu en ting: denne ide er den Socialistisk revolution. Man kan ikke stoppe revolutionen, når først den er sat i gang! Revolutionen kan ikke stoppe på halvvejen! Nu er spørgsmålet mere end nogensinde: enten bevæger revolutionen sig fremad og ødelægger bourgeoisiet og imperialismens økonomiske magt, eller den vil gå under i det mest forfærdelige nederlag. Det er på dette spørgsmål, at den venezuelanske revolutions skæbne vil blive afgjort.
Source: Socialistisk Standpunkt