Den 15. februar vil der være en vigtig folkeafstemning i Venezuela. Det centrale spørgsmål er, fjernelsen af begrænsningen af antallet af gange præsidenten kan blive valgt.
Borgerskabet og imperialismens hykleri
Borgerskabet har fremført den konstitutionelle ændring, som et diktatorisk skridt hvormed Chavez forsøger at indsætte sig selv som præsident for livstid. Dette er noget fuldkommen vrøvl og stemmer overens med den propagandakampagne af løgne og mistydninger, som de vestlige medier har ført mod den bolivariske revolution fra første færd.
Reaktionære og imperialister har startet et voldsomt påstyr: ”Chavez er autoritær”. Dette er det rene hykleri. I Frankrig, Spanien og Storbritannien er der ikke sådanne begrænsninger. Hvad, der bliver foreslået i denne afstemning, er ikke, at Chavez skal være præsident for livstid eller bare et øjeblik længere, end hans nuværende mandat udløber. Hvad, der bliver foreslået, er, at Venezuelas folk skal have retten til at stemme på Chavez til næste valg. Folket burde have ret til at stemme, på hvilken som helst kandidat de vælger. Dette er en grundlæggende demokratisk rettighed, som vi forsvarer. Desuden vil denne regel også gælde for lokale borgmestre og regionale guvernører.
I et demokrati burde folket have ret til at vælge en præsident efter eget valg. I nogle vestlige lande, som gerne ser sig selv som demokratier, bliver statsoverhovedet aldrig valgt. Det er tilfældet i Spanien, hvor Kong Juan Carlos aldrig er blevet valgt af nogen, men blev udpeget af diktatoren Franco. Alligevel tror denne ikke-valgte reaktionære, at han har ret til at bede Venezuelas præsident, som gentagne gange er blevet genvalgt af det store flertal, om at ”holde kæft”.
Hvad er det for en slags demokrati, hvor statsoverhovedet ikke er valgt ved en afstemning, men på grund af en tilfældig fødsel? Dette er stadig tilfældet i Storbritannien, Belgien og andre lande, der påstår, at de er demokratier. I Storbritannien og andre lande er der heller ikke nogen begrænsning på det antal gange, en premierminister kan opstille til valg. Denne kendsgerning er ukontroversiel, og endog er der ingen, der nævner det. Men når det kommer til Venezuela, gælder der en anden standard. Hvorfor? Svaret er klart: De vil ikke have at Chavez opstiller igen, fordi de frygter, at han vil vinde.
Et afgørende øjeblik
Folkeafstemningen finder sted på et afgørende tidspunkt for den venezuelanske revolution. Efter ti år med revolution er modsætningerne skarpere end nogensinde før. Masserne af fattige i byerne, unge og arbejdere har gang på gang bevæget sig for at redde revolutionen og forsvare dens opnåede sejre. Ved flere lejligheder har deres mobilisering forhindret åben kontrarevolution (statskuppet i april 2002, bossernes lockout i december 2002, osv.).
Til trods for dette er revolutionen ikke blevet fuldført efter ti års uafladelig kamp. Størstedelen af industrien, jorden og bankerne forbliver på private hænder. Kontrarevolutionen fører en vild kamp for at underminere økonomien, ved at organisere en overlagt sabotage, der forårsager mangel på bestemte fødevarer og giver en ekstra tvist til inflationsspiralen. De organiserer kapitalens strejke, der resulterer i standsning af produktion på fabrikker i hele landet.
Selvom revolutionen har opnået betydelige fremstridt, er de stadig ikke irreversible. Den første alvorlige advarsel kom i december 2007 med nederlaget ved afstemningen om konstitutionsreformen. I november 2008 tabte revolutionen vigtige borgmesterpladser til oppositionen. Selvom PSUV [Chavez’ socialistparti] fik 58 procent af stemmerne, var der en høj grad af stemmeundladelse i traditionelle Chavista-højborge. Det var derfor, at strategiske områder så som Miranda og borgmesterposten Caracas blev tabt.
Masserne ønsker handling. De forsvarer revolutionens tilkæmpede sejre, men de er blevet trætte af taler og tom snak om socialisme uden at have nogen fundamentale ændringer af samfundet i syne. Masserne kræver en løsning på inflationen, fødevareknapheden, dårlige boligforhold og korruption. De er trætte af begivenhedernes langsomme gang og skubber med al deres kraft på for en øjeblikkelig ændring. De begynder at forstå, at en ”revolution indeni revolutionen” er nødvendig – ikke kun i ord, men også i handling.
Den venezuelanske revolution er tydeligvis ved en korsvej. Enten går den fremad med opgaven med at ekspropriere kapitalisternes, godsejere og bankchefernes økonomiske magt, ellers vil det før eller siden ende med et nederlag. Det er i dette perspektiv, at vi må se den nye afstemning om konstitutionsændringen.
Et klassestandpunkt
Der er nogen intellektuelle og endda antageligt ”venstreorienterede” organisationer, der vil forblive tavse ved denne afstemning. Ellers vil de prøve at argumentere mod afstemningen, fordi det viser ”disrespekt for de tidligere beslutninger”, eller at det er ”imod den demokratiske tradition i landet” osv. Disse selvudnævnte ”venstrefløjsfolk” og ”demokrater” afspejler presset fra den borgerlige ”opinion”. De ser alt på en legalistisk vis og peger på det ene og det andet som et angiveligt ”demokratisk problem”.
Vi svarede disse folk på forhånd. I december 2007 skrev vi i en artikel, der forklarede afstemningsnederlaget:
"Reformisterne tror, at arbejderklassen altid må observere de legale spidsfindigheder. Men for længe siden sagde Cicero: Salus populi suprema est lex (”Folkets bedste er den højeste lov”). Til det kunne vi tilføje, revolutionens bedste er den højeste lov. De kontrarevolutionære har vist ingen som helst respekt for loven eller for konstitutionen i 2002, og hvis ikke det var lykkedes dem, ville de have afskaffet konstitutionen anno 1999 med det samme. Alligevel skriger de nu alle sammen op om forsvar for den selv samme konstitution".
Det er ikke kun et spørgsmål om formelt demokrati. For arbejderne og de fattige i Venezuela betyder valget af Chavez de sociale reformer og sejre gennem de seneste år – i et miljø af revolution hvori fagforeningerne har blomstret og almindelige folk, som ellers var udelukket fra det politiske liv, har fundet en stemme og et mål. Det er derfor, de vil genvælge Chavez.
Masserne er meget praktiske mennesker. De vil sige: ”Hvis vi mister præsidentembedet, vil højrefløjen smadre alle de sociale projekter og revolutionens øvrige erobringer”. Disse bekymringer er velfunderede. Da guvernørposten i Miranda blev tabt i november sidste år, var det første den nye guvernør, Radonski, gjorde at angribe misiones-projektet og lade fascistiske bander gå amok og true cubanske læger, der arbejdede i Barrio Adentro-projektet. Dette afslører kontrarevolutionens grimme fjæs. Det er også en advarsel om, hvad vi kan forvente os, hvis kontrarevolutionen fik fat i præsidentembedet.
Masserne vil kæmpe for at vinde denne afstemning. Det er et meget konkret spørgsmål. De forstår meget vel, at Chavez er den eneste kandidat, der kan slå højrefløjen i nye afstemninger om præsidentembedet. Derfor ser de afstemningen som en direkte kamp mellem revolution og kontrarevolution. De kontrarevolutionære ser det på præcis samme måde. Kun håbløse småborgerlige og blinde sekterikere er ikke i stand til at forstå dette.
Den socialistiske revolution, ligesom krige mellem nationer, består af en serie slag og delkampe. Kun ved at slås og vinde disse slag kan arbejderne og bønderne få tiltro til deres egen styrke og derfor fortsætte til større slag. Marxister vil derfor stå sammen med arbejderne og bønderne og mod oligarkiet, imperialismen og kontrarevolutionære og vil deltage i kampagnen for et JA.
Spørgsmålet om staten
For nyligt fandt der et angreb sted fra det regionale politi i Anzoategui mod besættelsen af Mitsubishi-fabrikken, hvilket resulterede i to arbejderes død. Det blev senere afsløret, at denne forbrydelse blev begået af korrupte og reaktionære elementer i politiet. De blev efterfølgende suspenderet og anholdt af den bolivariske guvernør, Tarek Saab. Men dette er ikke en isoleret episode. Andre sager er også blevet afsløret, hvor den venezuelanske politistyrke er blevet infiltreret, som for eksempel da otte ubevæbnede unge for nyligt blev dræbt i Mérida af kontrarevolutionære elementer inden for politiets rækker.
Marxisterne har i årevis advaret om, at det er umuligt at bruge det gamle borgerlige statsapparat til at tjene revolutionære formål. De seneste begivenheder er et uigendriveligt bevis for dette! Det er absolut nødvendigt at smadre dette rådne statsapparat, som er arvet fra den berygtede Fjerde Republik. Delvise forholdsregler, så som at udrense i den ene eller den anden institution, kan ikke løse problemet i det lange løb. Men vi må erstatte det af noget nyt. Hvad vil vi sætte i stedet af den gamle rådne og korrupte borgerlige stat?
Svaret blev givet for længe siden i Lenins ”Staten og revolutionen”. Han skitserede en model, som baserede sig på følgende principper:
- Frie og demokratiske valg af alle statsfunktionærer med ret til tilbagekaldelse.
- Ingen embedsmænd må modtage en løn der er højere end den for en faglært arbejder.
- Ingen stående hær eller politi, men et bevæbnet folk.
- Gradvist skal alle administrationsopgaver udføres af alle på omgang: når alle er bureaukrater på omgang, er ingen bureaukrater.
Det er fuldstændig muligt at udføre dette i praksis i Venezuela. Vi har allerede set, hvordan elementer af denne form for organisering har været til stede i kampen mod kontrarevolutionen. I 2004 havde vi UBE (Valgkampsenheder) og senere Commando Maisanta, som var forsamlinger valgt direkte af menige fra bunden med muligheden for tilbagekaldelse af de valgte repræsentanter, hvis de forrådte kampen.
Et andet godt eksempel er fabrikken INVEVAL i Carrizal i staten Miranda, hvor arbejderne besatte fabrikken og gennem en lang kamp opnåede nationalisering. I dag er chefen for fabrikken en arbejder, som er valgt af hans kolleger, og som modtager samme løn som de andre arbejdere på fabrikken. Arbejderne på INVEVAL har også vist, at Lenins tredje pointe (omkring bevæbningen af folket) er fuldstændig mulig. De har organiseret deres egen bataljon i den nationale reservehær, hvilket i praksis viser, at bevæbningen af folket er fuldstændig mulig.
Stem JA og gå videre for at fuldføre revolutionen!
Vi må se sandheden i øjnene og fortælle sandheden: drabene af arbejdere på Mitsubishi viser, at de fundamentale problemer endnu ikke er blevet løst. Revolutionen har stadig masseopbakning, (ved sidste valg vandt Chavistaerne 5,5 millioner stemmer og 17 ud af 23 guvernørposter), men den har mistet terræn. Hvorfor? Fordi masserne har mistet tålmodigheden. De seneste to valg (december 2007 og november 2008) har været alvorlige advarsler. Reformisterne i den bolivariske bevægelse siger, at disse nederlag var et resultat af, at revolutionen er gået for lang, for hurtigt. Marxisterne i CMR siger: Det er modsat. Det er fordi revolutionen, er forløbet for langsomt og ikke er gået langt nok!
Der har været for mange valg, folkeafstemninger og for mange taler, for meget snak om revolution og socialisme, mens den fundamentale opgave med at ekspropriere oligarkiet ikke er blevet fuldført. Der har været reformer, men massernes mest presserende problemer forbliver uløste. Disse problemer vil blive forværret af den verdensøkonomiske krise. Faldet i olieprise vil have en alvorlig effekt på Venezuela. De venezuelanske kapitalister organiserer en investeringsstrejke for at destabilisere situationen. Dette viser reformisternes fejlslagne forsøg på at bygge en ”blandingsøkonomi” på basis af ”oliesocialisme”. Halve løsninger vil ikke løse problemerne, men kun forværre krisen.
Kammerater! Februar-afstemningen er endnu en kamp i den revolutionære krig. Vi må vinde dette slag for at påføre de kontrarevolutionære endnu et nederlag og presse på for de fundamentale opgaver for den socialistiske revolution. Hvad, der er nødvendigt nu, er at føre revolutionen til ende, ekspropriere oligarkiet, styrte den borgerlige stat og appellere til arbejderne og bønderne i Amerika og resten af verden, til at slutte sig til den socialistiske omformning af samfundet.
Af disse grunde siger vi til det arbejdende folk i Venezuela:
- Stem JA ved afstemningen den 15. februar!
- Optrap kampen for den socialistiske revolution!
- Nationaliser jorden, bankerne og industrien under arbejderne kontrol!
- Gå med i CMR (Den revolutionære marxistiske tendens), den marxistiske tendens i PSUV og vær med til kampen for dennes program!
- Længe leve den socialistiske revolution!
Source: Socialistisk Standpunkt