”De undertrykte får med få års mellemrum lov til at bestemme, hvilken repræsentant fra den undertrykkende klasse, der skal repræsentere og undertrykke dem.” – V.I. Lenin.
Valg kan fortælle meget om et land., og det amerikanske valg er ingen undtagelse. Frem for alt viser det kommende valg i hvor høj grad arbejende amerikanere har brug for deres egen politiske repræsentation. Denne kendsgerning bliver udnyttet kynisk af Barack Obamas kampagneslogan ”Change We Can Believe In” – ”Forandring vi kan tro på”. Selv den ”gamle garde”, som John McCain repræsenterer, har været nødt til at fremhæve ideen om forandring i sin kampagne.
Arbejderne i USA har i årtier oplevet generelle fald i vores levestandard: angreb på faglige rettigheder, stadigt faldende lønninger, længere arbejdstid, dårligere arbejdsforhold, nedskæringer på sociale serviceområder, gæld, tvangsauktioner og den stadig værre tilstand med et sundhedssystem bygget på profit, blot for at nævne nogle af de største problemer. Derudover er der den såkaldte ”krig mod terrorisme”, som har kostet tusindvis af liv og milliarder af dollars. Både Irak og Afghanistan er i kaos og ruiner, og dog er der snak om at åbne nye fronter.
Det er derfor intet under at millioner af almindelige amerikanere desperat ønsker forandring. Imidlertid er arbejdende amerikanere ikke tåber, og de forstår instinktivt den herskende klasses andet parti, det demokratiske partis medskyldighed. Siden 200 har de gået hånd i hånd med Bush i hans imperialistiske krige i udlandet og hans angreb på livskvaliteten herhjemme. Det er ikke så underligt, at Kongressen er endnu mere upopulær end Bush.
En relativt stor andel af folk, der ikke stemmer, er normalt i de amerikanske valg. Ved de fleste valg er valgdeltagelsen 40 procent eller lavere. For eksempel var deltagelsen ved valget i november 2006 kun 29,7 procent. Med andre ord var det omkring 15 procent af landets stemmeberettigede, der bestemte udfaldet af valget. På trods af al deres snak om ”demokrati” passer det dem, der virkelig bestemmer i landet, at holde valgdeltagelsen lav. Og når der er en højere deltagelse benytter de sig som regel af massiv fratagelse af stemmeretten, især for sorte og andre minoriteter, for at sikre at vælgerne foretager ”det rigtige valg” ved stemmeurnerne.
På trods af, at han mere og mere hælder til højre efter at han er blevet nomineret som kandidat, kan der være en højere stemmedeltagelse end normalt på grund af Obamas budskab om forandring og den ophobede modvilje mod republikanerne efter otte år med Bush. Mange ser hvad de ønsker i Obama. Men hans valg er langt fra garanteret.
Selv om Barack Obama er den første sorte kandidat fra et større politisk parti, der har klaret sig gennem primærvalget, en historisk bedrift i USA, passer hans politiske substans i begge arbejdsgiverpartiers kram. McCain er ganske vist den mest åbent grove og imperialistiske af de to – han laver vittigheder om 11. september og at bombe Iran, glemmer hvor mange huse, han ejer – men han og Obama har meget politisk til fælles.
På spørgsmålet om krig, som efter økonomien er det vigtigste emne for de fleste vælgere, har de to kandidater kun lidet forskellige synspunkter omkring den bedste metode til at dominere Mellemøsten. McCain er tilhænger af offensiven i Irak og den generelle kurs, som Bush fører, mens Obama er fortaler for at flytte tusindvis af tropper fra Irak til Afghanistan med mulighed for at åbne en ny front i Pakistan.
Ingen af kandidaterne er tilhænger af en fuldstændig og øjeblikkelig hjemsendelse af alle amerikanske tropper fra Mellemøsten eller at stoppe den såkaldte krig mod terror. I virkeligheden prøver de at overhale hinanden når det handler om at være ”hård mod al-Qaeda”. Sagen er den samme når det kommer til mange andre presserende spørgsmål. Fra deres støtte til et privat, profitdrevet sundhedsvæsen til modstand mod øjeblikkelig og betingelsesløs legalisering af arbejdere og deres familier, der er indvandret, så er deres holdninger næsten identiske, hvis man ser på det, der står med småt.
Den vigtigste ting at fremhæve er, at ingen af disse politikere er vores politiker. Det vil sige, at de ikke er politikere, der repræsenterer arbejderklasse-flertallets interesser, de af os der har et, to eller tre job og stadig har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Demokraterne og Republikanerne er politiske repræsentanter for arbejdsgiverne. Som sådan vil de love, de laver og håndhæver, tjene de riges interesser. De grundlæggende problemer, som vores klasse står over for i dag, vil fortsætte uanset hvilken arbejdsgiver-politker, der vinder i november.
Der vil være et enormt pres fra lederne af fagforeningerne og de reformistiske organisationer, der er indblandet i kampe fra krigsmodstand til indvandrernes rettigheder, for at støtte Demokraterne. Arbejderne og de unge vil blive bedt om at affinde sig med Obama, fordi han er et ”mindre onde” end McCain, og de vil endda få at vide, at McCain som præsident vil betyde fascisme.
Vi må afvise alle forsøg på at få os til at opgive vores klasseuafhængighed og sætte vores lid til den ene eller anden kapitalistiske politiker. Vi må være faste i vores ideer og venlige i vores tilgang, tålmodigt forklare vores kolleger, venner og naboer behovet for at bryde med Demokraterne og for et masse-arbejderparti baseret på fagforeningerne. Her i USA er fagforeningerne vores eneste masseorganisationer. Alene fagforeningerne har den sociale base og de nødvendige ressourcer til at udgøre en ægte effektiv og landsdækkende trussel for de herskende partier. Denne idé får måske ikke endnu et stort ekko. Men på grundlag af deres egne erfaringer vil millioner af arbejdere nå den konklusion, at det er den eneste vej fremad. Mange har allerede nået denne konklusion og søger efter et alternativ.
I mellemtiden, siden et masse-arbejderparti ikke eksisterer endnu, giver vi vores støtte til kampagner som Cindy Sheehans uafhængige kampagne imod Nancy Pelosi, demokrat og formand for repræsentanternes hus, samt Cynthia McKinneys ”Magten til folket” præsidentkampagne. Disse kampagner giver et glimt af, hvad der ville være muligt, hvis vi havde et masse-arbejderparti i USA. Selv et moderat program om faglige rettigheder og en løn til at leve af for alle, gratis sundhedsvæsen og uddannelse samt en øjeblikkelig stopper for krigen, ville hurtigt samle enorm støtte, for ikke at tale om et program for socialistisk omdannelse af samfundet.