Overgangen til socialisme i Venezuela

Denne artikel blev skrevet til første udgave af det nye venezuelanske magasin kaldet “Proceso: revista crítica de izquierda” (Proces: kritisk venstre-magasin), udgivet af det politiske uddannelsescenter Escuela de Gobierno Hugo Chavez Frías fra Mérida Amtet i september 2014.

Al historie viser, at det er umuligt at lave en halv revolution. Basalt set vil revolutionen enten blive gennemført til enden, med ekspropriering af bankerne, jordbesiddere og kapitalisterne, eller borgerskabet vil destruere revolutionen. Der er ingen ”tredje vej”, som Hugo Chavez understregede ved mere en én lejlighed.

Lige siden Hugo Chavez blev valgt første gang, har de rige oliarker, som var vant til at styre Venezuela som deres egen private ejendom, med alle midler forsøgt at påtvinge flertallet deres vilje. Det forsøgte de at gøre gennem kuppet i 2002 og senere ved at sabotere olieindustrien i en national lockout. De forsøgte det ved tilbagekaldelsesafstemningen, gennem valgmæssige udfordringer og gennem opstande i gaderne. Men i alle tilfælde led kontrarevolutionen nederlag på grund af massernes beslutsomme handling.

Masserne er revolutionens base

Den bolivariske revolutions virkelige base er massernes aktive støtte. Dét er dens eneste forsvar mod faren for kontrarevolution og det eneste håb for dens endelige sejr. Men massernes støtte kan ikke tages for givet. Arbejdere og bønder er ikke som en vandhane, der kan tændes og slukkes efter forgodtbefindende. Masserne må føle, at ledelsen gennemfører revolutionen, hvilket vil sige, at den tager håndfaste og beslutsomme midler i brug over for kontrarevolutionen, ikke kun i ord, men i gerning.

Arbejderne og bønderne har udvist stor vilje til at kæmpe og yde ofre for revolutionen. Men alting har en grænse. Hvis masserne begynder at føle, at deres retfærdige forventninger ikke opfyldes; at der gives for mange indrømmelser til de rige, mens massernes levestandart falder; at de er ved at miste kontrollen over revolutionen, og at en ny privilegeret kaste af bureaukrater og statsansatte har kapret revolutionen; så vil en stemning af desillusionering og demoralisering spredes med katastrofale følger.

Oligarkiets sabotage

Faktum er, at seksten år efter at Hugo Chavez kom til magten, ejer oligarkerne stadig en stor del af jorden, bankerne og de mest profitable dele af økonomien. Den bibeholder et jerngreb om økonomien, gennemfører systematisk sabotage og forbereder at gennemføre en kontrarevolutionær omvæltning af den bolivariske regering, så snart forholdene tillader det. Tårnhøj inflation, voksende ledighed, økonomisk kaos og sabotage af basale produkter er gunstige midler til at kultivere den kontrarevolutionære bacille. Kun den allermest beslutsomme handling kan stoppe det fra at udvikle sig videre.

Kapitalisterne gennemfører en investeringsstrejke og kapitalflugt, som udgør en dødelig styrtblødning af økonomiens livsblod. De saboterer ethvert forsøg på at bruge olie-penge til at implementere sociale programmer og forbedre livet for masserne, mens de skamløst spekulerer med valutaen for at berige sig selv til stadig større skade for det venezuelanske folk.

Det er ikke muligt at nå et modus vivendi [fredelig sameksistens] mellem en revolutionær regering og kapitalistklassen, sådan som de naive reformister forestiller sig. I en sådan polariseret situation er det tåbeligt at forestille sig, at indrømmelser vil gøre jordbesidderne og kapitalisterne mere medgørlige at forhandle med og mindre indstillet på voldelig aggression. Det er en illusion. Svaghed inviterer altid til aggression. Ethvert skridt tilbage som regeringen under pres fra borgerskabet tager, opmuntrer de kontrarevolutionære til at forlange mere.

Arven fra Chavez

Jeg mødte første gang Præsident Chavez for ti år siden, efter kontrarevolutionens nederlag i 2002. Under en lang samtale spurgte han mig, om jeg havde nogen kritik af den bolivariske revolution. Jeg svarede følgende: ”De to svagheder jeg ser, er manglen på et klart socialistisk program og manglen på et kadre-parti.” Han sagde ingenting men nikkede i enighed. Senere erklærede han, at revolutionens mål var socialisme, og at den bolivariske revolution var uforenelig med kapitalismens eksistens.

Chavez’ program, Planen For Det Socialistiske Fædreland, fortalte folket sandheden. Det sagde: ”Lad os ikke snyde os selv. Den socio-økonomiske formation, som endnu eksisterer i Venezuela, har en kapitalist- og rentierkarakter” og det talte for at gå ”fremad mod en radikal undertrykkelse af kapitalens logik” og tilføjede: ”Det betyder en total pulverisering, af den type statsapparat, som vi har arvet, og som stadig reproducerer sig selv gennem sin gamle praksis.”

Endnu er intet af dette blevet implementeret. Hvorfor ikke? Hvorfor lovpriser ministre, regeringen og borgmestre konstant Hugo Chavez, men gør intet for at gennemføre hans program i praksis? Nogle har argumenteret for, at den venezuelanske revolution er blevet gennemført gennem valgmæssige midler, og at det sætter en grænse for, hvad der kan gøres. En sådan argumentation giver ingen mening.

Staten og revolutionen

Chavez gjorde ret i at understrege spørgsmålet om statsmagten, som et nøgleelement i overgangen til socialisme. Hvordan kan vi bevæge os mod en egentligt demokratisk planlægning af økonomien, mens vi opretholder det gamle bureaukratiske statsapparat? Kan nogen ved deres fulde fem forestille sig, at de gamle bureaukrater, hovedsageligt fra klasser som er fjendtlige overfor socialisme, gennemsyret af borgerlige holdninger og korrupte ind til marven, glædeligt skulle gennemføre et socialistisk program, som betyder en øjeblikkelig undertrykkelse af al deres magt, prestige og privilegier? Det er tilstrækkeligt at stillespørgsmålet for at besvare det.

En regering valgt demokratisk af folket har ikke bare ret, men pligt, til at gennemføre et program i folkets interesse. Argumentet om at regeringen må tilpasse sit program og politik til mindretallets krav er komplet forkert. Flertallets regering ville blive mindretallets regering, hvilket er det modsatte af demokrati.

I realiteten har regeringen magten til at gennemføre et revolutionært socialistisk program. Hvad, der mangler, er ikke den nødvendige juridiske magt. Hvad, der mangler, er den nødvendige vilje til at gennemføre ekspropriering af jordbesidderne og kapitalisterne og at destruere de venezuelanske oligarkers økonomiske magt én gang for alle.

Hvilke tiltag ville føre til en udryddelse af den borgerlige stat? En revolutionær regering må basere sig på støtte fra det arbejdende folk: de millioner af arbejdere, fattige landarbejdere, de arbejdsløse, storbyens fattige, kvinderne, de studerende og de progressive intellektuelle. Den må stole på deres initiativ, deres klassebevidsthed og deres kreativitet, som klart blev demonstreret ved bossernes lockout i 2002-3. Ingen kan køre fabrikkerne bedre end arbejderne (som vil modtage hjælp fra kvalificerede ingeniører og mellemledere, men under arbejdernes demokratiske kontrol).

Socialismen er demokratisk eller den er ingenting. Nationalisering uden arbejderkontrol er et tomt begreb. Bureaukratisk ledelse er en kræftsvulst, som vil underminere den nationaliserede industri og miskreditere dem i arbejdernes øjne og i stadig højere grad også i middelklassens. De som kalder sig bolivarister, men som går imod arbejderkontrol, forråder socialismens mest elementære principper. De er negationen af alt, hvad Chavez stod for. De er ikke andet end den femte kolonne af borgerskabet inde i den bolivariske bevægelse.

Socialismen er moden

Et andet argument som fremføres af de, som ikke ønsker, at revolutionen går fremad er: de objektive forhold for socialisme eksisterer ikke i Venezuela. Dette er kun et sofistisk trick for at undgå, at revolutionen gør, hvad den skal gøre. De russiske mensjevikker brugte nøjagtigt det samme argument imod bolsjevikkerne i 1917. Faktisk var deres sag langt bedre end vores ”21. århundredes (reformistiske) socialisters” i Venezuela. Det tsaristiske Rusland i 1917 var langt mindre udviklet end Venezuela. Faktisk var det langt mere tilbagestående, end Indien er i dag.

Ingen kan argumentere for, at de objektive betingelser for socialisme eksisterede i Rusland I 1917. Men det afholdt ikke Lenin og Trotskij fra at lede de russiske arbejdere og bønder til at tage magten, smide jordbesidderne og kapitalisterne på porten og begynde bevægelsen hen imod socialisme.

Bolsjevikkerne tog magten under unægteligt sværere forhold end de forhold, som eksisterer i Venezuela i dag. Ved at basere sig på arbejderklassens magt og initiativ, eksproprierede de jordbesidderne og kapitalisterne, gennemførte den socialistiske revolution og appellerede til verdens arbejderklasse om at støtte dem.

Eksemplet fra den russiske revolution, som Chavez mange gange henviste til med beundring, viser vejen frem. Betyder det, at Venezuelas arbejdere og bønder slavisk må imitere alle den russiske revolutions detaljer? Nej, det betyder det på ingen måde. Den bolivariske revolution vil følge sin egen vej, ved at følge sine egne kreative initiativer og udarbejde den korrekte vej at følge. Men på samme tid vil den absorbere erfaringerne fra andre revolutioner og anvende dem kreativt og fantasifuldt tilpasset de oprindelige traditioner og lokale forhold. På præcis samme måde lærte Simon Bolivar meget fra den store franske revolution og tilpassede, hvad han havde lært, til latinamerikanske forhold.

Socialistisk verdensrevolution

Lenin og Trotskij var internationalister. De forstod, at selv om den økonomiske base for socialisme manglede i Rusland, var den til stede på verdensplan. Det var derfor de opsatte Den Kommunistiske Internationale og gjorde alt i deres magt for at støtte den tyske revolution. Den bolivariske revolution er lige som den russiske revolution international i sin natur. Den har rejst banneret for et forenet Latinamerika. Men det vil aldrig være muligt, så længe det mægtige kontinent forbliver under jordbesidderne og kapitalisternes herredømme. Den latinamerikanske revolution vil triumfere som en socialistisk revolution, eller den vil slet ikke triumfere.

Ved utallige lejligheder har arbejderne svaret på opfordringen og har besejret reaktionen på gaderne og etableret arbejderkontrol på fabrikkerne. Det vil de gøre igen i fremtiden. Men der er en fare. Vokseværk i bureaukratiet, karrieremageri og korruption kan have fatale følger, hvis det ikke stoppes. Den bolivariske revolutions skæbne vil, som altid blive afgjort af de ejendomsløse mænd og kvinder. Ikke bureaukraterne og karrieremagerne, men almindelige arbejdere, bønder og unge, kan redde den fra kontrarevolutionens trussel og lede vejen frem mod socialisme. Det er disse mennesker, som har støttet revolutionen med deres stemme og også med deres blod. De er de eneste, som har en virkelig interesse i dens succes.

Mens vi skriver disse linjer, befinder den international kapitalisme sig i den dybeste krise i 200 år. Overalt er der massearbejdsløshed, stagnation i produktivkræfterne, fald i levestandarten, krig og kaos, sideløbende med grotesk ulighed og obskøn rigdom. Men som med mekanik, således også med politik, har enhver handling en lige og modsat reaktion. Alle steder gør arbejderne og ungdommen modstand og går i offensiven. Den revolutionære bølge har spredt sig fra Latinamerika til den arabiske verden og nu også til Sydeuropa. Selv i USA er der tegn på en bevægelse.

Kapitalismen befinder sig historisk set i en blindgyde. Masserne begynder at røre på sig og drage konklusioner. Arbejderne er begyndt at bevæge sig. Det eneste, der mangler, er en revolutionær ledelse. Det er, hvad vi må skabe i klassekampens hede. Dét er den eneste vej frem.

London, 10. september 2014

Lagt på marxist.com 9. februar 2015