Masseprotester ryster Tunesien

En ny kraftfuld massebevægelse er brudt ud i Tunesien. Den økonomiske krise, som har nedværdiget tuneserne til et liv i fattigdom og lidelse, har resulteret i en eksplosion af vrede. Præcis 10 år efter revolutionen i 2011, som væltede diktatoren Ben Ali, er ingen af massernes problemer blevet løst.


[Source]

I ugevis har en bølge af protester mod regeringen oversvømmet Tunesien, i hvad der er blevet kaldt en politisk opstand. Unge i arbejderkvarterer i byerne og i de fattige regioner er gået på gaden, og de forlanger økonomiske og politiske forandringer. Der har også været mange sammenstød imellem demonstranterne og sikkerhedsstyrker.

Bevægelsen udbrød fredag den 15. januar in Siliana, en lille landbrugsby 130 kilometer fra hovedstaden Tunis. Protesterne blev antændt efter en video begyndte at cirkulere af en politibetjent, som mishandlede en uheldig hyrde, hvis får ved et uheld var gået ind i gårdhaven til en regeringsbygning. Den uretfærdige behandling af hyrden blev dråben som fik bægeret til at flyde over for de unge, ikke bare i Siliana men også i resten af landet. Protester spredte sig hurtigt til Tunis og 14 andre byer, især i det centrale og sydlige dele af landet, som lider under et højt niveau af fattigdom og ungdomsarbejdsløshed.

Protestbevægelsen lader ikke til at have en klart etableret ledelse eller program, men fælles for dem alle er et krav om basale forbedringer: arbejde, forbedrede offentlige ydelser og en ende på politivold. Alle sammen ganske beskedne krav. Unge i Tunesien har i årevis udholdt økonomisk depression og ydmygelse fra staten, og har nu ikke nogen anden mulighed end endnu en gang at gå på gaden. Regeringen, der baserer sig på og forsvarer et kapitalistisk system som er dødeligt sygt, er hverken villige eller i stand til at tilfredsstille demonstranternes retfærdige krav.

Krise i tunesisk kapitalisme

Tunesisk kapitalisme var allerede i krise mange år inden coronavirus udviklede sig til en pandemi. Et IMF-finansieret låneprogram har dikteret konstante nedskæringer i offentlige ydelser, og en faldende levestandard har fået frustrationerne til at ophobe sig. Coronavirussen forværrede yderligere situationen eftersom turisme, den vigtigste sektor i Tunesiens økonomi, blev påvirket kraftigt. Tunesiens BNP faldt således med 9% i 2020. Den herskende klasse har placeret regningen for krisen på skuldrene af masserne.

Over de seneste måneder er den økonomiske situation hurtigt blevet forværret. Arbejdsløshed blandt 15 til 24-årige har nået 36%, og den desperate situation har fået mange unge til at migrere. I 2020 rapporterede Italien at de modtog 12.883 migranter fra Tunesien, en stigning fra blot 2.654 i 2019! Unge er tvunget til at vælge imellem et liv i fattigdom i Tunesien eller at efterlade alt og risikere deres liv i krydsningen af Middelhavet. Dette grimme perspektiv er det bedste, som kapitalismen kan tilbyde Tunesiens unge.

Den tunesiske regering har reageret på protesterne ved hjælp af hård repression og ved at forsøge at miskreditere bevægelsen. Efter fem dages protester gik premierminister Hichem Mechichi den 19. januar på tv og adresserede nationen. Han sagde, at han havde forståelse for demonstranterne, men understregede samtidig at ”vi afviser anarki og vil opretholde lov og orden”. Statens handlinger har efterfølgende dog ikke indikeret, at de har stor sympati for demonstranterne, men som levet er lov og orden blevet opretholdt. Massevis af videoer og billeder florerer af politistyrker, der tæsker eller angriber fredelige demonstranter. Mere end 1.000 demonstranter er blevet anholdt, de fleste imellem 15 og 20 år. I mange arbejderkvarterer er militæret blevet indsat for at hjælpe politiet med at slå ned på protesterne. Mandag den 18. januar patruljerede nationalgarden med bevæbnede køretøjer gaderne i Hay Tadhamon, som er et af de største arbejderkvarterer i Tunis.

I et typisk eksempel på elitens arrogante ligegyldighed over for masserne, nægtede ministeren Khaled Hayouni at omtale de arresterede folk som demonstranter, men omtalte dem i stedet som folk involveret i ”kriminelle handlinger og plyndringer”. Regeringen og de tunesiske medier har aktivt forsøgt at miskreditere og isolere bevægelsen fra resten af arbejderklassen. Dette er gjort ved at ignorere demonstranternes krav og i stedet fokusere på voldelige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, samt ved at fremhæve eksempler på plyndringer. Det er ironisk, da det kommer fra embedsfolk, som uden tvivl er dybt involveret i at plyndre statskassen og almindelige menneskers lommer. Desuden er de plyndringer et forståeligt biprodukt af protester, som foregår i en situation med udbredt fattigdom, sult og social desperation. Regeringens politik, som sætter kapitalisternes profit over befolkningens behov, bærer det virkelige ansvar for de plyndringer, som måtte finde sted.

Præsident Kais Saied’s opfordring til demonstranterne om at gå hjem og afstå fra at angribe virksomheder og anden ejendom, illustrerer klart hvor regeringens prioriteter ligger. Som repræsentanter for kapitalisterne, har regeringen ingen intention om at adressere massernes problemer, men er i stedet beskæftiget med at beskytte deres overherrers private ejendom.

Erfaringen fra 2011

Den nye massebevægelse er sammenfaldende med 10-års-jubilæet for revolutionen, der væltede despoten Ben Ali. Hans flugt fra landet den 14. januar 2011 antændte en bølge af revolutionære bevægelser, der strømmede ind over Mellemøsten og Nordafrika. Den tunesiske regering, som har forrådt massernes forventninger, havde håbet på, at de kunne undgå markeringen af 2011-revolutionen. Regeringen kunne føle jorden skælvede under sine fødder, og frygtede at en markering af revolutionen kunne antænde en ny bred bevægelse. Regeringen indførte derfor en fire dages lang national nedlukning fra torsdag den 14. til mandag den 18. med forbud mod at demonstrere.

Denne manøvre forhindrede imidlertid ikke massernes undertrykte vrede i at nå op til overfladen. Umådelig vrede og frustration har opbygget sig i årevis, og før eller siden vil den finde en åbning at udtrykke sig igennem. Igennem de første 10 måneder af 2020 var der alene registreret mere end 6.500 demonstrationer, som rettede sig imod regeringens økonomiske og sociale politik. Valgdeltagelsen indikerer også, at masserne har afvist den politiske elite: i 2014 var valgdeltagelsen på 68%, og i 2019 var den faldet til kun 42%! Tiltroen til systemet ligger tydeligvis på et lavt sted.

I 2011-revolutionen vandt den tunesiske arbejderklasse vigtige demokratiske rettigheder, såsom ytringsfrihed og borgerlig parlamentarisme. Rettigheder, som gav de tunesiske masser nye kanaler at benytte i deres kampe. Disse demokratiske rettigheder forbliver imidlertid begrænsede, så længe det kapitalistiske system forbliver intakt. Tunesisk kapitalisme er for skrøbelig, og den herskende klasse er for svag og afhængig af udenlandsk kapital til at kunne give masserne nogle substantielle indrømmelser. Tunesisk kapitalisme har hverken råd til at give økonomiske indrømmelser eller til at give reelle demokratiske rettigheder til masserne.

At unge og arbejdere lykkedes med at vælte Ben Ali i 2011, var en inspirerende bedrift for de undertrykte masser i regionen og i resten af verden. Men på trods af at diktatoren og hans håndlangere blev væltet af pinden, så forblev økonomien og statsapparatet i kapitalistklassens hænder. De materielle modsætninger, der forårsagede revolutionen i 2011, er derfor forblevet intakte. De sociale og økonomiske problemer er forblevet uløste.

De tunesiske masser er derfor nu tvunget til nu, endnu en gang, at bevæge sig for at ændre deres liv og samfundet omkring dem. Erfaringen fra 2011-revolutionen viser, at kun ved at angribe roden til problemerne, det kapitalistiske system, kan arbejdere og unge ændre samfundet i overensstemmelse med flertallets interesse.

Hvilken vej frem?

10 år er gået siden 2011-revolutionen, og de mellemøstlige og nordafrikanske massers fundamentale problemer er forblevet uløste. Som en demonstrant fortalte en rapporter: ”Hele systemet må væltes… Vi vil vende tilbage til gaderne og vi vil genvinde vores rettigheder og værdighed, som en korrupt elite har grebet efter revolutionen”. En ny generation af unge kaster sig ud i kamp. Denne nye generation har arvet lektionerne fra 2011, og en fremtidig revolution vil derfor ikke blive en gentagelse af den forrige, men vil være på et højere stadie.

Selvom unge kan spille en vigtig revolutionær rolle, så har de behov for at forbinde sig med arbejderklassen. Det er arbejderklassen, som har den økonomiske magt i samfundet på grund af sin rolle i produktionen. Hvis arbejderklassen deltager i bevægelsen med sine egne kampmetoder, strejker og fabriksbesættelser, så vil det efterlade regeringen fritsvævende.

Erfaringerne fra 2011-revolutionen viser imidlertid, at det er utilstrækkeligt med kosmetiske ændringer af staten. Det er nødvendigt at vælte samfundets økonomiske fundament: det kapitalistiske system. Kun ved at arbejderne og unge tager samfundets politiske og økonomiske magt i sine egne hænder og begynder at omlægge samfundet efter socialistiske linjer, så kan flertallets interesser blive tilfredsstillet og et virkelig demokratisk samfund blive skabt. Kun igennem kampen for socialisme kan der gøres en ende på det nuværende systems blindgyde.

Join Us

Join the International Marxist Tendency and help build a revolutionary organisation to participate in the struggle for socialism worldwide!

In order to join fill in this form and we will get back to you as soon as possible.