To kandidater stod over for hinanden i det iranske ”valg”, men regimet havde besluttet sig for, hvem der skulle vinde, længe inden stemmerne blev afgivet. På trods af Moussavis ”loyale opposition” benyttede store dele af de iranske vælgere deres stemme til at udtrykke opposition til regimet. Da ”resultatet” endelig blev offentliggjort, udbrød der uroligheder i gaderne, som afslørede vreden og utilfredsheden blandt masserne. Dette markerer en ny fase i den iranske revolutions udvikling.
Den franske historiker Alexis de Tocqueville skrev engang, at det farligste øjeblik for en dårlig regering er, når den forsøger at reformere sig. Men det er endnu mere farligt når et dårligt styre forsøger at reformere sig.
Historien kender til mange eksempler med et råddent despoti, der efter en lang periode ved magten undergår en uafvendelig proces med nedbrydning indefra. I sådan et øjeblik bliver alle de interne modsætninger, der har gemt sig under overfladen, pludselig synlige. Der er altid to tendenser: de, der ønsker at køre en hård linje, og reformisterne. Reformisterne siger: ”vi må reformere fra toppen, ellers bliver vi væltet”. Hard-linerne siger ”vi må gå imod reformer, for hvis vi først begynder på forandringer, bliver vi væltet.” Begge har ret.
Det, der var sandt i Frankrig i 1789, er også sandt i Iran i 2009. Efter årtier ved magten er mullahernes styre dybt upopulært. Analytikerne forventede derfor, at Moussavi, der bliver opfattet som ”reformist”, ville klare sig godt. En debat under valgkampen mellem Moussavi og Ahmadinejad ruskede op i nationen, og i valgkampens sidste dage antændte Moussavis kampagne massive demonstrationer på gaderne i Teheran. Disse demonstrationer viste et brændende ønske om forandring.
Det blev forventet, at Moussavi ville slå sin kontroversielle modstander, hvis der var høj valgdeltagelse – eller i det mindste at han ville klare sig godt nok til at fremtvinge en anden valgrunde. Det, som myndighederne kaldte en hidtil uset høj valgdeltagelse, forventedes af forøge Moussavis chancer for at vinde præsidentvalget. Valgdeltagelsen var ifølge mindst to officielle kilder søndag over 80 procent.
Irans økonomiske rod i løbet af de sidste år har formentlig undermineret Ahmadinejads støtte, selv til en vis grad i landområderne. Alligevel meddelte regeringen, at Ahmadinejad ikke blot havde vundet valget, men havde vundet en jordskredssejr med 62,63 procent af stemmerne over for Mir Hossein Moussavis 33,75 procent. Ifølge det resultat, som blev offentliggjort ualmindeligt hurtigt, tabte Moussavi selv i Teheran, hvor han har sin største opbakning. Den virtuose opvisning i valgsvindel var så åbenlys, at det endda chokerede folk, der kunne opfatte disse ting som normal praksis.
Valgsvindel
Den hast, hvormed resultatet blev offentliggjort, var i sig selv tilstrækkeligt til at indikere en massiv valgsvindel. Iran er fortsat et land, hvor landområderne dominerer, og hvor infrastrukturen ikke gør det muligt at indsamle valgresultatet så hurtigt. Ved et ægte valg ville det tage flere dage at få resultatet ind fra provinserne, landsbyerne og de afsides områder. I stedet erklærede Ahmadinejad omgående, at han havde vundet med et stort flertal. ”Irans folk har givet alle nationer håb og skabt en kilde til stolthed over nationen og skuffet de, som ønsker ilde,” sagde Ahmadinejad i en tale, der blev transmitteret på landsdækkende TV søndag aften. ”Dette valg blev afholdt på et kritisk øjeblik i historien.”
For et despotisk regime, der har alle magtmidlerne i sine hænder, er det ikke vanskeligt at forfalske et valgresultat. Efter valgstederne lukkede, melder rapporter fra Iran om, at svært bevæbnede iranske revolutionære garder kom ud på gaderne. I et område i det nordlige Teheran, en bastion for oppositionskandidaten Moussavi, meldte udenlandske journalister om en konvoj af mindst femten militærkøretøjer, der var fyldt med svært bevæbnede garder. Indenrigsministeriet blev også blokeret, da regimet frygtede, at Moussavi-tilhængere ville samles der for at protestere over stemmeoptællingen.
Ibrahim Yazdi, en ledende iransk dissident og Irans udenrigsminister i den islamiske republiks tidlige dage, fortalte den amerikanske journalist Robert Dreyfuss:
”Mange af os mener, at valget var svindel. Ikke kun Moussavi. Vi har ingen tvivl om dette. Vi mener ikke, at det er legitimt. Der er mange, mange uregelmæssigheder. De tillod ikke kandidaterne at kontrollere valget eller stemmeoptællingen på valgstederne. Indenrigsministeren meddelte, at han ville kontrollere den endelige optælling i sit kontor i ministeriet med kun to medhjælpere til stede.”
Ved tidligere valg har de meddelt resultatet i hvert distrikt så folk kunne følge op og bedømme tallenes ægthed. I 2005 var der problemer: i et distrikt, hvor der er omkring 100.000 stemmeberettigede vælgere, og de meddelte, at stemmetallet var på 150.000. Denne gang offentliggjorde de ikke engang information om de enkelte distrikter.”
”Der var i alt 45.000 valgsteder. Der var 14.000 mobile valgsteder, som kan køre fra sted til sted. Mange af os protesterede over dette. Oprindeligt skulle disse mobile valgsteder bruges i hospitaler og så videre. Denne gang blev de brugt på politistationer, kaserner og forskellige militære områder, hvis blot 500 ekstra stemmer blev lagt i hver af de 14.000 stemmebokse, er det syv millioner stemmer.”
”Moussavi og Karoubi [oppositionens vigtigste kandidater] havde tidligere oprettet en fælles komité for at beskytte folkets stemmer. Mange unge havde meldt sig frivilligt til at arbejder for denne komité. Men myndighederne ville ikke lade det ske. I aftes [dvs. valgaftenen, red.] lukkede sikkerhedsstyrkerne denne komité. Det er ikke muligt at verificere resultatet uafhængigt af regeringen og Vogternes Råd.”
Med et arrangeret valgresultat i lommen kendte Ahmadinejads uforskammethed ingen grænser. Præsidenten sagde, at valget var en ”model for demokrati” og beskyldte ”vestlige undertrykkere” for at kritisere valgprocessen. ”Ved fredagens valg sejrede det iranske folk,” erklærede han. ”Valget i Iran er virkelig vigtigt. Valg betyder konsensus om alle folks beslutninger, krystallisering af deres krav og ønsker, og det er et spring til fremskridtet og aspirationernes høje tinder. Valget i Iran er en aldeles folkeligt baseret bevægelse, der tilhører folket med blik på fremtiden, med det formål at bygge fremtiden.”
Han pegede på fremskridt gennem konsensus og sagde, at reformer indenfor økonomi og infrastruktur kan opnås gennem en kollektiv proces i Iran. ”Vi kan alle samle vore kræfter,” sagde han mens hans bevæbnede bøller smadrede folks ansigter på gaderne. Titusinder af Ahmadinejads tilhængere samlede sig og flagede på Valiasr pladsen til præsidentens sejrstale denne aften mens han håber, at en magtdemonstration vil gøre oppositionens protest tavs.
”Valget den 12. juni var et kunstnerisk udtryk af nationen, som skabte et nyt fremskridt i historien om landets valg,” sagde Ayatollah Khamenei. ”Deltagelsen på over 80 procent og de 24 millioner stemmer på præsidentkandidaten er en virkelig festligholdelse, hvormed den almægtige Gud kan garantere udvikling, fremskridt, national sikkerhed og nationens glæde og begejstring.”
Spontane protester
Nationen var sandelig ”begejstret” – men ikke af glæde. Den reformistiske kandidat Mehdi Karrubi kaldte det erklrede resultat for en ”vittighed” og ”forbløffende”. Mens Ahmadinejad hyldede resultatet og den store valgdeltagelse, kaldte Moussavi og hans tilhængere i hovedstadens gader resultatet for svindel, og der udbrød uroligheder. Lørdag eftermiddag er gaderne generelt stille. Men sidste lørdag udbrød der demonstrationer på gaderne i Teheran. Det afspejlede den enorme ophobning af vrede, afmagt og bitterhed, der er i det iranske samfund, og som er svanger med revolutionære begivenheder.
Khamenei pegede på, at iranerne burde tage en dyb indånding efter valget. ”Lørdagen efter valget bør altid være en dag med hengivenhed og tålmodighed,” sagde han. ”Både tilhængerne af den valgte kandidat og tilhængerne af de andre respektable kandidater bør afstå fra at udøve provokerende eller tvivlsom adfærd. Den respektable valgte præsident er præsident for alle folk i Iran, og alle, herunder gårsdagens rivaler, bør beskytte og hjælpe ham.” Disse ord fra den øverste leder viser regimets frygt for offentlig uro. De har god grund til denne frygt.
Demonstranterne råbte ”præsidenten begår en forbrydelse, og den øverste leder støtter ham”, hvilket er en meget brandfarlig sprogbrug i et styre, hvor den øverste leder, Ali Khamenei, anses for udadlelig. Butikker, offentlige kontorer og virksomheder lukkede tidligt på grund af spændingerne. Forsamlinger samlede sig uden for Moussavis hovedkvarter, men der var ingen spor af Ahmadinejads største politiske rival. Tilhængerne knyttede deres næver og råbte slagord imod Ahmadinejad.
De protesterende satte ild til skraldespande og bildæk, hvilket skabte sorte søjler af røg bladt boligblokkene og kontorerne i det centrale Teheran. En tom bus blev omsluttet af flammer på en sidegade. Politiet slog tilbage med knipler, mobile enheder på motorcykler svingede med køller, og demonstranter kastede sten og flasker på politiet mens de råbte ”Moussavi, giv os vore stemmer tilbage” og ”Valget var fyldt med løgn”.
Over 100 reformister, herunder Mahammad Reza Khatami, bror til den tidligere præsident Mohammad Khatami, blev arresteret ifølge den ledende reformist Mohammad Ali Abtahi. Han fortalte Reuters, at de var medlemmer af Irans reformistiske parti Mosharekat. En talsmand for retssystemet benægtede, at de var blevet anholdt, men sagde, at de var blevet kaldt sammen og ”advaret imod at skabe spændinger” før de blev løsladt. Staten fængsler og torturerer fagligt aktive og tæsker studerende, men borgerlige politikere slipper med et slag over fingrene.
Folk lænede sig ud af vinduer og ud over altaner for at se demonstranterne, hvoraf mange var tilhængere af Moussavi. Senere samlede en vred mængde sig på Teherans Moseni-plads, og folk brød ind i butikker, tændte ild og rev skilte ned. To grupper af folk stod over for hinanden på pladsen, og de kastede sten og flasker og råbte vredt. Øjenvidner mener, at de to sider kan være tilhængere af Ahmadinejad på den ene side, og tilhængere af Moussavi på den anden side.
Protesterne, der klart var spontane, var ikke begrænsede til Teheran. De brød også ud i andre byer, blandt andet Tabriz, Orumieh, Hamedan og Rasht. Det er tydeligt, at ingen har organiseret disse protester, mindst af alle de reformistiske ledere. Den nye teknologi har været en nøgle til politisk at mobilisere unge i Iran, men i de seneste dage har det ikke været muligt at sms’e i Iran, og Facebook er blevet blokeret. Imidlertid fungerer den gamle metode med mund til mund stadig, og de iranske demonstranter troppede stadig op i hobevis forskellige steder i Teheran lørdag.
Søndag fortsatte urolighederne. ”Der var et katten efter musen spil mellem demonstranterne og politiet,” sagde Samson Deste fra CNN, der blev ramt af en af politiets knipler. ”I øjeblikket ser det ud til, at politiet har tingene under kontrol. Men vi talte med mange studerende, og de siger, ’dette vil ikke forsvinde. De kan måske stoppe os nu, men vi vil komme tilbage og sørge for, at vores stemmer bliver hørt’.”
Dette var den anden dag med protester i Teheran. Lørdag råbte tusindvis af demonstranter ”død over diktaturet” og ”vi vil have frihed”, brændte politiets motorcykler, kastede sten gennem butiksruder og satte ild til skraldespande.
Søndag aften sænkede der sig en anspændt ro over Teheran, men BBC’s Jon Leyne i byen rapporterede, at der var udbrudt uroligheder ved IRNA, det officielle iranske nyhedsbureau, og i mindst en forstad. Der var også en række tiltag imod uafhængige medier. Den saudisk finansierede arabiske TV-station al-Arabiyas kontorer blev lukket af ”ukendte årsager”, meddelte kanalen. Det blev igen muligt at bruge mobiltelefoner, men der var rapporter om, at der vedblev at være restriktioner på sms, og der fortsatte med at være blokader af populære hjemmesider, herunder BBC. Disse handlinger viser ikke, at regimet har selvtillid, men tværtimod at de er ekstremt nervøse.
Imperialisternes hykleri
Lande som USA og Canada udtalte efterfølgende deres bekymring over de påstandende om uregelmæssigheder i vælgernes stemmeafgivelse. Men de vestlige regeringer, der ellers har været så udtalte i deres kritik af manglen på menneskerettigheder i Iran, har været meget forsigtige med at udtale sig om den store valgsvindel og vold i Iran.
Ifølge en CNN-rapport, har de amerikanske militærchefer i mellemøsten fået besked på at holde sig i ro, hvis de møder nogle Iranske militærstyrker i forbindelse med den potentielle uro ved det Iranske præsidentvalg. Amerikansk militær gøres opmærksom på ”den højnede Iranske følsomhed, og mulige frygt for interne og eksterne sikkerhedstrusler”, sagde en talsmand.
Kritikken fra Washington har været usædvanlig svag. Hilary Clinton har tiet helt stille, og overladt det til vicepræsident Joe Biden at udtrykke sine ”tvivl” om hvordan ”de undertrykker menneskemængderne, og den måde folk behandles på”. Dog siger han, med meget påpasseligt sprog, at USA ”lige pt.” accepterer Teherans påstand om at Ahmadinejad blev genvalgt med al sikkerhed. ”Der er utroligt mange spørgsmål om hvordan afstemningen blev afholdt”, sagde Biden, ”Men vi ved ikke nok til at kunne dømme klart”.
Den franske udenrigsminister, Bernard Kouchner, sagde at hans regering var bekymret over situationen, og kritiserede ”den ret brutale reaktion” myndighederne havde givet demonstranterne. EU udtalte at man ”var bekymrede over de påståede uregelmæssigheder”.
Imperialisternes høflige tilbageholdenhed er ikke noget tilfælde. Tanken om en revolution i Iran, der kan sprede sig som en steppebrand igennem Mellemøsten og Asien, ryster dem i deres grundvold. Ydermere har Washington en plan om at genetablere gode forhold med Teherans regering, da de skal bruge dennes hjælp at sikre en ordentlig tilbagetrækning fra Irak, og sørge for en sikker forsyningsrute til Afghanistan. Washington skal ligeledes bruge iranernes støtte til deres seneste ”fredsinitiativ” i Palæstina. I det mindste ville de gerne have forsikringer fra Teheran om at det ikke bliver saboteret – selvom Netanyahu allerede er i gang med det, ved at sige at enhver palæstinensisk stat skal afvæbnes og frasige sig retten til de besatte områder.
Det er disse faktorer der bestemmer Obama's forsoningsstrategi overfor den Islamiske Republik, hvilket vi bl.a. forudsagde i denne artikel: The invasion of Gaza: what does it mean?( http://www.marxist.com/invasion-gaza-what-it-means-1.htm). Kun en uge inde i sin præsidentperiode, tilbød Obama Teheran en olivengren, ved at bede dem om at ”løsne næven”. To måneder senere, udsendte Obama en besked til Iran, hvori han for første gang anerkendte ayatollaherne som retmæssige repræsentanter for det Iranske folk. I sidste måned anerkendte Obama Irans ret til at berige uran, og mens han var i Kairo, indrømmede han at USA var involveret i at vælte Mossadegh-regeringen for mere end 50 år siden.
Iranerne har en god hukommelse, og ved nok om imperialisterne til at hade dem med hud og hår. Da premierminister Mossadegh blev væltet ved det kup, som blev organiseret af CIA og den britiske efterretningstjeneste i 1953, erstattede de såkaldte vestlige demokratier det iranske demokrati med Shahens modbydelige diktatur. Hans blodige og korrupte styre var baseret på masseundertrykkelse, hvor det berygtede hemmelige politi, Savak, systematisk udførte tortur og mord på befolkningen. De såkaldte vestlige demokratier bakkede op om imperialismens despotiske marionetdukke, og sagde intet imod den fuldstændige nedtrampning af menneskerettigheder i Iran dengang. Derfor stoler iranerne ikke på imperialisternes gode intentioner, eller lytter til deres hykleriske svada om ”demokrati” den dag i dag!
Splittelser i regimet
Efter valget gik rygterne overalt i Teheran om et muligt statskup. Men det er i virkeligheden ikke nødvendigt. Ahmadinejad har allerede samlet så meget magt til sig, at han reelt har et diktatur, om end ikke på papiret. Udover statens regulære tropper styrer han også Revolutionsgardisterne, som han brugte til brutalt at smadre demonstrationerne i sidste weekend. Ydermere kontrollerer han indenrigs-, informations-, og efterretningsministerierne.
Efter valget, besatte sikkerhedsstyrkerne mange avisers kontorer, for at være sikre på at deres reportager om valget var til deres fordel. De ændrede overskrifterne på mange aviser. Dette er en glimrende måde at sikre sig positiv dækning af valget! Gardisterne overtager alt, inklusiv mange økonomiske institutioner. Indenrigsministeriet strammer sideløbende sin kontrol i alle provinserne.
Der går ligeledes rygter om at Ahmedinejad overvejer at ændre forfatningen så præsidenten kan sidde i mere end to perioder ad gangen, så han kan gøre sin tid i embedet mere eller mindre permanent. Reelt genlever han Louis Bonapartes kup, der kombinerede valgsvindel og parlamentariske intriger med grusom nedslagtning i gaderne, udført af det berygtede Selskab af 10. December, der bestod af bøller, kriminelle og pjalteproletarer. Ahmadinejads sociale base er meget lignende: Tilbagestående bønder, der kan bruges mod de mere progressive byboere.
Teoretisk set ser situationen håbløs ud. Men kun på overfladen. Ahmadinejad og hans støtter har holdt sig på taburetterne, men valget har efterladt Irans hovedstad sydende i bitterhed og vrede. Den nye regering står overfor seriøse problemer på alle niveauer, særligt i økonomien. Bøndernes sidste illusioner vil blive smadret af den økonomiske krises tunge åg.
I det sidste stykke tid har Ahmadinejad holdt sig på magten, delvist ved en kombination af undertrykkelse og anti-amerikansk retorik, men mest ved at bruge Irans olierigdomme på yderst populistisk vis. Dette har sikret ham en vis støtte blandt befolkningen, især blandt bønderne. Men nu kommer den økonomiske krise og de faldende oliepriser til at reducere hans muligheder på dette område. Og samtidig er hans ”anti-imperialistiske” retorik ved at miste styrke. Folk kan ikke leve af atomvåben!
Historien viser med al tydelighed at diktatoriske og autokratiske regimer ikke kan opretholde sig selv, alene ved undertrykkelse. Det øjeblik masserne begynder at flytte sig, kan intet statsapparat, uanset hvor bidske de end måtte være, stoppe dem. Dette er lektien fra Frankrig i 1789, tsarens Rusland i 1917, og for Shahen i Iran i 1979. Louis Bonaparte tog magten ved et kup, og holdt den i to årtier. Men måtte til sidst bøje sig for Pariserkommunen. Ahmadinejad kan ikke engang holde sig til magten lige så længe, pga. de grunde vi allerede har forklaret, og desto længere han klynger sig til magten, desto mere eksplosiv kan situationen gå hen og blive, og desto større bliver de interne modsætninger i regimet.
Selvom de spiller med musklerne, bliver de indre sprækker i regimet dybere og dybere. Der er folk inde i regeringens egne korridorer der udfordrer Ahmadinejad. Det er ikke længere sikkert om han og Sepah (Revolutionsgardisterne) vil være stærke nok til at overvinde dem. Den øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, spiller Bonapartes gamle rolle, og balancerer mellem fraktionerne. De kommende sammenstød og splittelser imellem de forskellige fraktioner, vil tydeligt reflektere regimets alvorlige krise.
I det interview vi citerede tidligere, henviser Ibrahim Yazdi til regimets splittelser:
”Efter sidste valg [2005], hvor Ahmadinejad blev valgt første gang, blev der stillet mange spørgsmål om hvordan Ahmadinejad ville isolere Lederen [Khamenei]. Man talte åbent om det. Denne gang, som del af valgforberedelserne, isolerede de ham endnu mere. F.eks. i de tidligere år har den tidl. præsident Ali Akbar Hashemi-Rafsanjani været ret inflydelsesrig, endda nok mere end Lederen. Denne gang har vi hørt Ahmadinejads støtter råbe slagord som ”Død over Hashemi!”, slagord der har skabt en større kløft end tidligere. Khamenei har også tabt opbakning fra flere højtstående imamer”
Reformisternes kujoneri
De liberale reformister i Iran og i udlandet, er sunket helt ned i kulkælderen. Mousavi har sværget at kæmpe mod resultatet, og han har blandt andet kaldt det ”tyrannisk” og tilføjet ”Jeg vil ikke overgive mig til denne farlige maskerade”. Selv før stemmerne var talt færdig, udsendte Moussavi et skarpt skrevet brev hvori han opfordrede til at stoppe pga. ”voldsomme overtrædelser” og langede ud efter hvad han mente var en uretfærdig proces.
Oppositionslederen sagde at resultaterne de ”utroværdige optællere” afspejler ”svækkelsen af det hellige systems søjler” i Iran, og at det nu var rent tyrannisk styret. Uafhængige valgobservatører blev bortvist fra stemmestederne. ”Resultaterne fra det 10. præsidentvalg er utrolige. Folk stod i lange køer og udmærket godt vidste hvem de stemte på, var lamslåede over TV- og Radiokanalernes stemme-tryllekunstnere,” sagde Mousavi i sin udtalelse.
Mousavis avis, Kalemeh Sabz, eller Det Grønne Ord, blev ikke udgivet i dag. En redaktør, der udtalte sig anonymt, sagde at myndighederne havde været utilfredse med Mousavis udtalelser. Avisens hjemmeside reporterede at mere en 10 millioner stemmer fra fredagens valg, havde ingen ID-numre, hvilket gør stemmerne ”usporlige”.
Alt imens hans tilhængere indtog hovedstadens gader og stræder for at stå imod knipler og tåregas, har Hossein Mousavi indsendt en formel appel mod valgresultatet. Han har appelleret til Vogternes Råd om at erklære resultatet ugyldigt, og opfordrede sine tilhængere til at fortsætte protesterne på en ”fredelig og lovlig måde”. ”Vi har spurgt om vi må afholde en national demonstration, så folk kan få lov til at udtrykke sig mod valgprocessen og resultaterne” sagde Mousavi. Vogternes Råd er en forfatningsindsat gruppe med seks imamer og seks jurister, og fungerer blandt andet som Irans valgmyndighed. Men Ayatollah Ali Khamenei er den øverste leder, og han har tydeligt sagt, at valget blev afholdt retfærdigt, og han har beordret de tre slagne kandidater og deres støtter til at undgå ”provokerende” adfærd.
Oppositionens planlagte massedemonstrationer for at protestere mod valgsvindelen, er blevet forbudte. Således er al mulighed for oprejsning gennem lovlige og forfatningsmæssige udelukket. Den eneste måde man kan vinde demokratiske rettigheder i Iran på, er ved at tage den revolutionære vej. ”Iran,” siger Mousavi, ”tilhører folket, og ikke snyderne”. Der er endda snak om at indkalde til generalstrejke. Men ord er billige, og Irans borgerlige reformistiske ledere, ville være mere bange for en massebevægelse, end for selv Khamenei.
Arbejderklassens rolle
Ligesom de russiske kadetter var det, er de liberale reformister i Iran også bange for en revolution. Ibrahim Yazdi fortalte sin amerikanske interviewer at: ”Selvfølgelig er vi bekymrede for de spontane reaktioner. Rundt om i landet har der allerede været en del voldelige sammenstød. Vi går ikke ind for vold, da vold bare vil give højrefløjen en undskyldning for at undertrykke oppositionen.” Og videre: ”Vores mål er ikke omstyrtelse. Vi vil ikke ændre forfatningen. Vi vil bare skabe en levedygtig politisk styrke, der kan bruge sin indflydelse”. Disse ord indikerer de borgerlige iranske reformisters virkelige intentioner. De kunne have været kopieret fra en hvilken som helst russisk liberal avis i februar 1917.
En mere præcis historisk analogi, er nok nærmere Rusland i 1905, ikke 1917, og måske endda tidligere. Ligesom den russiske revolution før 1905, er den iranske revolution stadig på et meget meget tidligt stadie. Den skal lang vej endnu, men det er ikke nødvendigvis en skidt ting set fra de iranske marxisters perspektiv, der stadig skal bruge noget tid på at opbygge deres kræfter. Ligesom de russiske arbejdere før 1905, er den iranske arbejderklasse stadig ung og uerfaren. Den gamle arbejderaktivist-generation, der hovedsageligt var fra den stalinistiske skole, er mere eller mindre forsvundet, decimeret af undertrykkelse og desorienterede af deres lederes fejlslagne politik.
Det vil både kræve tid og erfaringer, fra både sejre og nederlag, før den iranske arbejderklasse, indser nødvendigheden i at overtage magten. Husk på, at i 1905 kom det russiske proletariat for første gang frem på historiens scene i en fredelig demonstration, anført af en præst, med religiøse ikoner i hænderne, med en appel til zaren. Men ét blodigt sammenstød var nok til at få dem på vej mod revolution indenfor 24 timer. Vi kan forvente lignende pludselige vendinger og ændringer i Iran.
Moussavis kampagne tændte håbet for mange mennesker, især unge fra middelklassen og kvinderne (han har lovet flere rettigheder til kvinderne). Nu er disse håb blevet skudt i sænk. Politiet og revolutionsgardisterne har givet de unge en lektie i det iranske demokratis sande værdier med knipler, kugler og knytnæver. Situationen er fortsat eksplosiv. Men uden et klart program, perspektiv og ledelse, fører planløse protester og optøjer ingen steder hen. Derfor vil den nuværende protestbølge sandsynligvis dø hen i noget tid. Men den vil komme tilbage med endnu større voldsomhed på et senere stadie.
Reformisterne tuder og flæber over valgnederlaget, men i virkeligheden ville dette valg ikke kunnet have løst noget som helst for iranerne, arbejderklassen eller regimet selv. Dette faldefærdige regime er ligesom den gamle havmand (”The Old Man of the Sea”), der klatrede op på Sinbads skuldre og nægtede at klatre ned igen. Dette valg er bare endnu en lektie i livets hårde skole, der til sidst vil overbevise arbejderne og ungdommen om, at den eneste måde man kan ryste den gamle havmand ned fra deres skuldre, er ved meget radikale tiltag.
Bevægelsen for demokratis reelle svaghed er at det magtfulde iranske proletariat endnu ikke har taget kampen til sig på en beslutsom måde, som de gjorde i 1979. Efter de mange års undertrykkelse hvor arbejderbevægelsen reelt har fået kappet hovedet af, skal de bruge tid til at finde fælles grund igen. Ligesom en atlet der har været inaktiv for længe, skal de iranske arbejdere først strække deres muskler og træne, før de tager afgørende skridt ind i kampen. Der har allerede været en hel del strejker om økonomiske spørgsmål. Trykket nedefra stiger. Trykket bliver for tiden endda reflekteret i Labour House, den organisation regimet har opstillet for at kontrollere arbejderne. For nylig udgav Labour Houses officielle journal endda en artikel af Lenin. Som tiderne dog skifter!
Iran er et meget ungt land. Medianalderen er kun på 27 år. De fleste kan ikke huske at der har været en tid, hvor mullaherne ikke var ved magten. For lang tid siden så man til mullaherne som ubestikkelige, modsat det pro-vestlige monarki. Men det er lang tid siden. Efter årtier ved magten, er mullaherne for længst blevet afsløret som korrupte og regimet har tabt den autoritet, de plejede at have. Ahmadinejad har måttet køre ekstra støtter ind med bus for at afholde sin massedemonstration. Hans virkelige base ligger blandt revolutionsgardisterne, men de udgyder slet ikke lige så meget frygt som de gjorde tidligere. Det vigtigste ved urolighederne i weekenden var ikke at de blev undertrykt, men at så mange mennesker var klar til at gå på gaden for at trodse staten og statens undertrykkende styrker. Dette understreger, at regimets dage er talte.
Det vil ende med en krise. Det vil være en kriseregering, der sandsynligvis ikke fuldfører sin embedsperiode. De politiske og sociale skel vil blive udvidet. Arbejdernes kamplyst vil vokse og udtrykke sig selv, først med økonomiske strejker for bedre lønninger og forhold, som vi allerede har set i de seneste par år, og senere som politiske strejker og demonstrationer. Det vigtigste lige nu er at få organiseret arbejderne og forsyne bevægelsen med et sammenhængende program, politik og banner. Dette kan kun være socialismens røde banner.
Det er meget naturligt at studenterne spiller en nøglerolle på dette niveau i revolutionen. Det minder meget om situationen i Rusland i 1901-03 eller Spanien i 1930-31, lige før monarkiets fald. Trotskij skrev dengang:
“Når borgerskabet bevidst og stædigt nægter at løse de problemer, det borgerlige system har skabt; når proletariatet stadig lader til at være uforberedt på at løfte opgaven med selv at løse problemerne, så udfyldes tomrummet af studenterne … Studenternes revolutionære eller i hvert fald semi-revolutionære aktiviteter betyder, at borgerskabet går gennem en dyb krise…
“De spanske arbejdere udviste et korrekt revolutionært instinkt da de gav deres støtte til studenternes manifestationer. Det er klart, at de gør det under deres eget banner, under deres egen proletariske ledelse. Dette skal garanteres af de spanske kommunister, og til det kræves der en korrekt politik.
“For at kunne gå ad den vej forudsætter det at kommunisterne kæmper beslutsomt, modigt og energisk for demokratiske slogans. Ikke at forstå dette, ville være den største sekteriske fejl… Hvis den revolutionære krise går over i en revolution, vil den nødvendigvis gå ud over det borgerlige systems grænser, og hvis revolutionen sejrer, vil den skulle overføre magten til proletariatet.” (Trotskij, Problems of the Spanish Revolution, Maj 1930)
De iranske marxisters kræfter er små, men vokser dag for dag. Ved dygtigt at kombinere demokratiske krav med overgangskrav, der kæder de daglige kampe sammen med ideen om en socialistisk revolution, vil de få opbakning fra stødt stigende lag af arbejdere og studerende der leder efter et fundamentalt skifte i samfundet. Irans fremtid ligger på revolutionens vej, og den iranske revolution kan ikke undgå at ryste verden.
London, 15. juni, 2009
Source: Socialistisk Standpunkt