Libyens revolution: hvad nu?

Efter at have indtaget denne ene by efter den anden i revolutionens første dage, er det lykkedes for Gaddafi at holde sammen på en betydelig del af sikkerhedsstyrkerne, og nu slår han tilbage. Hvordan forklarer man denne drejning i situationen?

Først så det ud til, at Libyen var på vej i samme retning som Tunesien og Egypten. Den hast, hvormed bevægelsen indtog store dele af landet, peger på, at befolkningen hader Gaddafi og ønsker at gøre det af med hans diktatur. De byer, der faldt til oprørerne, faldt ikke som følge af regulære militære sejre imod staten, men gennem folkelige opstande.

Den kendsgerning, at den indledende bevægelse i Tripoli ikke blev et oprør på størrelse med Benghazi og andre byer, er ikke et tegn på massiv støtte til Gaddafi. Kontrollen med Tripoli er for størstedelen blevet fastholdt af de svært bevæbnede sikkerhedsbrigader. Man må ikke glemme, at det er et brutalt, totalitært diktatur, som viser, at det vil bruge alle midler til at knuse en folkelig opstand. Undertrykkelsen i Tripoli har utvivlsomt været omfattende og ekstremt brutal.

De seneste begivenheder gør det klart for mange i den arabiske verden, at det ikke altid vil være så let og relativt fredeligt at vælte diktatorer, som det var tilfældet i Tunesien og Egypten. Under en revolution er det uundgåeligt med tilbageslag og nederlag. Det spiller også en væsentlig rolle i at tvinge folk til at tænke sig om. Efter at diktatorerne i Tunesien og Egypten tilsyneladende blev væltet uden de store problemer, opstod der en forståelig, men naiv tanke om, at man blot behøver at samle mange mennesker på en central plads i lang tid, og så kan man vælte ethvert regime.

Libyen viser, at det ikke altid er tilstrækkeligt. Nu har vi også situationen i Bahrain, hvor Saudi Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Kuwait har sendt tropper ind, og staten optrapper undertrykkelsen. De herskende eliter i disse lande har meget at miste. Det er de samme regimer, der lagde pres på Mubarak for at stå imod for enhver pris. Også imperialismen har meget på spil i disse olierige lande. USA’s Femte Flåde er baseret i Bahrain.

Optrapningen af de undertrykkende metoder i Bahrain har presset ungdommen til at indtage en endnu mere militant stilling end tidligere. I det lange løb vil alle disse regimer uundgåeligt vælte. Der er en stor opposition i alle landene. Og når først et folk har rejst sig, kan det ikke for evigt holdes nede med magt alene.

I øjeblikket holder Gaddafi imidlertid fast i Libyen, og han kæmper imod. Hans styrker har bombet byer, dræbt mange civile og oprørere, og de har indtaget mange af byerne og bevæger sig imod Benghazi.

Hvorfor er Gaddafi endnu ikke væltet?

Først er vi nødsaget til at rejse spørgsmålet om, hvorfor Gaddafis regime ikke er faldet, og hvorfor det er i stand til at genvinde nogle af de områder, oprørerne tidligere havde indtaget. Der er flere faktorer i Libyen, der gør billedet kompliceret. Dem vil vi kigge på senere, men den mest alvorlige er svagheden hos den ledelse, der er opstået i Benghazi. Desuden har arbejderklassen spillet en mindre rolle i Libyen. Efter årtier med brutalt diktatur, er der ingen arbejderorganisationer af nogen art, ikke engang den slags, der fandtes i Tunesien, hvor arbejderne organiserede sig igennem UGTT.

Det, der til sidst væltede Mubarak, var arbejderklassens afgørende intervention. Generalerne, der stod over for udsigten til en alvorlig bevægelse blandt arbejderne, overbeviste sig selv om, at det var bedst, hvis Mubarak gik for at undgå en revolution fra neden. I Tunesien spillede arbejdernes strejker også en nøglerolle i at vælte Ben Ali.

Over for et regime som Gaddafis kan potentialet for en masseopstand i hæren og blandt sikkerhedsstyrkerne, forblive et potentiale, hvis ikke arbejderne sætter sit præg på revolutionen. Det midlertidige råd i Benghazi har også spillet en rolle i denne proces. Alle mulige forskellige lag har været indblandet i revolutionens tidlige stadier. Det indbefatter visse desertører fra det gamle regime, der hoppede af, fordi de troede, at Gaddafi var ved at vælte, og utvivlsomt håbede, at de selv kunne spille den samme rolle som Ghannouchi i Tunesien.

Disse folk fyldte tomrummet, der opstod, da staten kollapsede i Benghazi, men i stedet for at styrke revolutionen, har de svækket den. Desuden er der islamisterne, der ikke virker tiltrækkende på arbejderne i byerne. Der er menneskerettigheds-aktivister og grupper for demokrati, der ønsker en art borgerligt demokrati, men som ikke tænker over almindelige arbejderes sociale og økonomiske krav. Side om side med alle disse er der den revolutionære ungdom, arbejderklassen og de fattige.

Der er klasseforskel imellem disse, og det kunne ses da Gaddafi foregav, at han var klar til at ”forhandle”. Det var tydeligt, at Gaddafis formål var at splitte oprørerne. Nogle af rådets ”pragmatiske” ledere faldt for det, men de måtte omgående træde et skridt tilbage igen, fordi de vrede revolutionære unge samlede sig ved rådets hovedkvarter i protest.

Det er ledelsens svaghed, deres begrænsning af kravene til ”demokrati” og ”ned med diktatoren”, samtidig med at de ikke har et program for at tage sig af arbejdernes sociale og økonomiske problemer, der har styrket Gaddafi. Den eneste måde, hvorpå revolutionen kan sejre, er ved at forbinde de demokratiske krav med sociale og økonomiske krav. Uden et sådant program er det ikke lykkedes for revolutionen at gribe masserne i tilstrækkelig grad til at generalisere opstanden og have tilstrækkelig virkning på de væbnede styrker til at umuliggøre Gaddafis modoffensiv.

Det vigtigste, vi må forstå, er, at hvis vi reducerer denne konflikt til det rent militære styrkeforhold, så er Gaddafi i en langt stærkere position. Revolutionen kan ikke vinde, hvis den reduceres til en konventionel væbnet konflikt.

Først så vi begyndelsen på et sammenbrud i Gaddafis væbnede styrker, og der var betydelige lag, der nægtede at skyde på masserne og i stedet gik over til revolutionen. Men processen gik i stå. Idéen om, at Gaddafi kunne væltes militært, vandt på et vist tidspunkt flertal i rådet. Det afspejler deres egne, begrænsede mål om at etablere en slags ”demokratisk” styre, der kunne opnå et godt forhold til imperialismen. Det vil sige, at de ønsker at føre den samme politik, som Gaddafi og hans sønner har ført til sin logiske konklusion, blot med en demokratisk facade.

Endnu en gang må vi fremhæve ledelsens rolle. Det midlertidige råd, der blev dannet i Benghazi, satte Gaddafis tidligere justitsminister Jalil i spidsen. Da denne ledelse stod over for Gaddafis militære magt, begyndte den ikke at skubbe på for politisk at nedbryde hans styrker, men i stedet talte de om hjælp fra udlandet, flyveforbud og så videre.

Vi vil se nærmere på flyveforbuddet senere. Men i stedet for at svække Gadaffi har det styrket ham, fordi det har sat ham i stand til at fremstå som nationens forsvar imod imperialistisk aggression. Den franske regerings anerkendelse af rådet som landets regering hjælper ikke. Siden hvornår har fransk imperialisme været det arabiske folks ven?

Frivillige var klar til at gå mod Tripoli, men de er langt svagere bevæbnet og dårligere trænet ende Gaddafis professionelle styrker. I en åben konflikt vil kontrarevolutionen vinde, med mindre, at revolutionen er i stand til at gribe folks sind i en by som Tripoli og at det nedbryder de væbnede styrkers loyalitet.

Nederlag er ikke uundgåeligt

Imidlertid er det ikke uundgåeligt, at den libyske opstand vil blive besejret. Der er en række faktorer på spil. Der er massernes revolutionære entusiasme, der delvist opvejer deres militære svaghed. Gaddafis styrker er på fremmach, men det er sket meget langsomt når man betænker, hvor godt udstyret hæren er i forhold til de langt dårligere organiserede og svagere bevæbnede oprørsstyrker. Det tog en uge for hans styrker at genindtage Ras Lanuf og Zawiya.

Det er én ting at besætte byer, det er en ganske anden at holde dem nede, når flertallet af befolkningen er imod. Der har været beretninger om deserteringer fra Khamis-brigaden under deres angreb på Misurata. Gaddafis styrker blev overrasket og fanget i Brega.

Oprørerne har brug for en revolutionær politik, for at appellere til de byer, som Gaddafi kontrollerer, til hans enheder og så videre. Men hvad har de enheder, der er blevet vundet over på folkets side, gjort? Ifølge The Economist blev de i begyndelsen holdt tilbage på kasernerne i Tobruk og Benghazi, fordi nogle af de øverstbefalende officerer ikke ønskede at kæmpe. Hvad gjorde de? Ventede de for at se, hvilken side, der vandt?

Et eksempel er Gaddafis tidligere indenrigsminister Abd al-Fattah Younis, der hoppede af. Han havde 1.000 mand under sin kommando, men i ugevis nægtede han at adlyde rådets ordrer. Den angiveligt mest hengivne officer, der er på revolutionens side, major Ahmad Qatrani holdt sine folk tilbage med begrundelsen om, at mange var blevet dræbt. Nu er disse styrker til rådets disposition, men det er først efter, at Gaddafi har fået tid til at omorganisere sine styrker og gå i modoffensiv.

Denne opførsel er forræderi. Det, der er brug for, er at forandre disse hærenheder, der er deserteret, og sætte dem under arbejderne og den revolutionære ungdoms kommando i stedet for under disse utroværdige officerer. Der bør organiseres soldaterkomitéer, og politiske kommissærer bør overvåge alle upålidelige officerer. Den militære kommando bør være under det organiserede folks kontrol.

Hvilken type udenlandsk hjælp?

Det kan være, at revolutionen har hjælp udefra, men denne hjælp kan kun komme fra selve den arabiske revolution, og ikke fra imperialisterne. Denne hjælp kan kun mønstres, hvis revolutionen fremviser et klart klassestandpunkt for masserne i Libyen og andre arabiske lande. Så længe, revolutionen ledes af folk som de ovennævnte, vil den ikke have autoritet til at appellere til hverken arbejderne i Tripoli eller arbejderne i andre lande.

I Tunesien og Egypten, der ligger på hver sin side af Libyen, har revolutionerne haft held til at vælte diktatorerne. Det revolutionære folk i Tunesien og Egypten vil ganske givet være klar til at hjælpe deres libyske brødre og søstre imod Gaddafi. Der bør laves en appel om at åbne grænserne og sende våben, mænd og forsyninger. Det er delvist sket med hensyn til humanitær hjælp, men der er også brug for militært isenkram og mandskab.

Hvis arbejderne i Tunesien og Egypten havde taget magten og lavet arbejderstyrer, ville Gaddafi formentlig være faldet. Men i både Tunesien og Egypten viser manglen på en revolutionær marxistisk ledelse revolutionernes svaghed. Hvis det egyptiske militær var i hænderne på de egyptiske masser, kunne de spille en nøglerolle i Libyen. Men det libyske militær er ikke i hænderne på masserne. Tværtimod manøvrerer de egyptiske officerer for at undgå, at revolutionen går hele vejen. Det samme gælder den tunesiske revolution.

Den bedste hjælp, de tunesiske og egyptiske masser kan give til de libyske masser, er at fuldføre deres egne revolutioner. Sejrrige socialistiske revolutioner i Egypten og Tunesien ville styrke den libyske revolution enormt. Masserne i Tripoli ville svare ved at bevæge sig afgørende og dermed gøre en ende på Gaddafis offensiv imod oprørets højborg.

De tunesiske og egyptiske masser kunne, efter at have taget maten, yde den hjælp, de libyske oprørere har brug for. Imperialistiske styrkers indblanding i Libyen er én ting – og styrker faktisk Gaddafi – men det ville være en helt anden sag, hvis det var revolutionens Egypten eller Tunesien, der intervenerede.

Det vil være en katastrofe at afhænge af staterne i Golfen, NATO, Sarkozy, David Cameron, FN og så videre. FN er et magtesløst organ, der kun kan fungere, når alle de forbrydere, der udgør det, kan enes om noget. Det vil sige, når alle stormagterne har en fælles interesse. Hvad angår de andre, så har de deres egne interesser, som er helt forskellige fra arbejderne og de unge i Libyen. Man kan ikke stole på imperialisterne. Det er de samme imperialister, der gjorde gode forretninger med Gaddafi. En intervention fra deres side vil være for at garantere deres egne økonomiske, militære og politiske interesser. Vi er imod enhver form for imperialistisk intervention. Det libyske folk kan kun stole på sig selv og deres virkelige allierede: det revolutionære arabiske folk.

Revolutionen på tilbagetog, andre faktorer træder ind

Når først revolutionen har tabt sit momentum kommer alle de andre sekundære faktorer mere i forgrunden og fremstår vigtigere. Der er hæren og sikkerhedsstyrkernes natur og den kendsgerning, at kun en del af dem gik over på revolutionens side. Oprørerne er, om end de er kampvillige, stadig militært svage. Da situationen ikke er som i Egypten, hvor de militære ledere konkluderede, at det var bedst at fjerne Mubarak for at undvige revolutionen, er oprørerne i Libyen nødt til at udkæmpe en krig. I sådan en situation er manglen på et flyvevåben og avanceret militært udstyr helt klart et handicap. De mangler også seriøs, professionel koordination og ledelse.

Der er også stamme-spørgsmålet, der ikke spillede nogen rolle i hverken Tunesien eller Egypten. Men i Libyen har det en indflydelse på det politiske liv, især i et diktatur, der har likvideret alle former for uafhængig politisk organisering.

En anden faktor er Gaddafis klikes position. Efter den indledende brutale undertrykkelse og drab på civile blev det tydeligt, at han ingen steder har at flygte hen. Dermed havde de ingen anden mulighed end at kæmpe til det sidste. Gaddafi har gemt enorme summer, angiveligt er mange af dem i landet. Han stolede ikke på, at Vesten på sikker vis kunne opbevare pengene, og han har også haft brug for at have dem tæt på for bogstaveligt at købe sig til støtte.

Hvis det skulle lykkes for ham at knuse oprøret, vil han indføre et endnu mere brutalt styre end før. Og han vil kun være i stand til at fastholde situationen i en periode ved at slå hårdt ned. Oprørerne er klar over dette, og det forklarer også, hvorfor de kæmper. De har alt at kæmpe for, og alt at tabe, hvis Gaddafi skulle vinde.

Men hvor længe ville sådan et regime overleve? Intet regime kan herske alene gennem magt i længden. Der kan ikke indføres stabilitet med en jernhæl. Et regime, der midlertidigt bliver stabiliseret gennem sådanne metoder, vil blot vente på massebevægelsens næste udbrud.

Selv på dette stadie er der tegn på sprækker i Gaddafis styrker. Der er ubekræftede meldinger om, at flere dele af militæret går over på oprørets side. Jo længere, denne konflikt varer, desto hårdere vil det påvirke Gaddafis styrker. Men det kan kun føre til et generelt oprør i de væbnede styrker, hvis soldaterne i revolutionen ser en kraft, der er i stand til at kæmpe til det sidste, forene det arbejdende folk og besejre Gaddafi.

Derfor er spørgsmålet om ledelse det afgørende. Det Nationale Råd har vist sig at vare langt under det niveau af revolutionær beslutsomhed, som den revolutionære ungdom udviser. De revolutionære unge er klar til at kæmpe til det sidste.

Det, vi har i rådet, er en situation, hvor en ægte folkeopstand er blevet kapret af borgerlige og småborgerlige elementer, der ikke er klar til at gennemføre en ægte revolution. Ved deres handlinger og deres mangel på revolutionær politik, graver de revolutionens grav.

Der er brug for et ægte udtryk for revolutionen. Arbejderne og de unge i Benghazi må overtage kontrollen, bryde med disse ”lederes” politik og fremvise et virkelig revolutionært ansigt over for resten af landet.

Hæren og sikkerhedsstyrkerne

Sikkerhedsstyrkernes natur og den måde, de er bygget op på i de seneste årtier, spiller en rolle i det, vi ser i dag. En del del af hæren er gået over til revolutionen, men Gaddafi har været i stand til at fastholde kontrollen med en anseelig styrke. Det kan delvist forklares med, hvordan Gaddafi har organiseret og opdelt militær-apparatet siden han kom til magten i 1969.

Gaddafi, der kom til magten gennem et kup, var modvillig over for at styrke den libyske hær. Han indså, at i det totalitære diktatur, han stod i spidsen for, kunne der komme en trussel fra hærens officerer. I de senere år har der faktisk været adskillige konspirationer og jupforsøg, hvoraf de fleste ikke har været seriøse, men ikke desto mindre har det været tilstrækkeligt til, at Gaddafi tager det alvorligt.

Der var et fejlslagent kupforsøg imod Gaddafi tilbage i maj 1984, som blev fulgt af et rædselsregime. I 1993 greb Gaddafi ind imod en gruppe officerer, som han vævdede forberedte et kup. I denne proces var der udrensninger i militæret, og loyale officerer blev sat i stedet for kupmagerne.

For at svække hærens magt og indflydelse har Gaddafi ofte flyttet højtstående officcerer rundt fra den ene position til den anden, så de ikke er for længe i den samme position, og samtidig har han et netværk af spioner, der er på udkig efter ethvert tegn på utilfredshed blandt officererne.

Samtidig har Gaddafi lagt sin egen personlige sikkerhed i hænderne på styrker, der udgøres af folk fra hans egen region og stamme, Ghadafa-stammen. Denne stamme har også en uforholdsmæssig stor tilstedeværelse i flyvevåbenet, hvilket forklarer, hvorfor han har været i stand til at håndhæve en vis loyalitet blandt i det mindste en del af piloterne.

Den almindelige hær er blevet holdt relativt lille og relativt dårligt bevæbnet, kun omkring 40.000 tropper. Samtidig er militserne og sikkerhedsbrigaderne, som hans sønner eller stammefæller står i spidsen for, blevet styrket. Kontrollen med Tripoli er i høj grad overladt til forskellige elite-sikkerhedsbrigader med moderne udstyr og specialtræning.

De nuværende kampe udkæmpes nu af disse specialbrigader, der er blevet forstærket af udenlandske lejesoldater. Derfor er der et stort element at stammebaseret loyalitet, som bliver brugt til at binde specialstyrkerne sammen, og det kombineres med udenlandske lejesoldater, der ikke har skrupler over at skyde almindelige libyere. Det er ikke som den egyptiske hær, der blev udgjort af almindelige unge egyptere, sønnerne af Egyptens arbejdende befolkning.

Er et flyveforbud svaret?

Over for denne brutalitet er ideen om at indføre et flyveforbud over Libyen blevet fremsat. Det delt venstrefløjen i de, der er tilhængere, og nogen, der er imod. Blandt stalinisterne og eks-stalinisterne er der en fløj, der faktisk støtter Gaddafi i en eller anden grad, fordi de ser ham som “anti-imperialist”.

Der er også nogen små grupper på venstrefløjen, der er på Gaddafis side af samme årsag. De glemmer, at Gaddafi lavede gode forretninger med vesten, indførte nye love, herunder privatiseringer og incitamenter til udenlandske investeringer. Gaddafi opførte sig som en slags grænsevagt for Europa og behandlede brutalt de fattige flygtninge fra Afrika, der forsøgte at komme gennem Libyen på deres vej til Europa. Gaddafi har i virkeligheden opført sig som en, der føler sig ”forrådt” af sine venner, og ikke som en fjende overfor truslerne om imperialistisk intervention.

Størstedelen af reformisterne, herunder eks-stalinisterne, er dog gået ud og har støttet en eller anden form for intervention for at stoppe Gaddafi. Et eksempel på det var den resolution, der blev præsenteret i EU-parlamentet, der blev underskrevet af både højreorienterede og venstreorienterede parlamentsmedlemmer, der opfordrede “Den Høje Repræsentant og medlemsstaterne om at stå klar til en beslutning I UNSC [FN’s sikkerhedsråd] om yderligere tiltag, inklusiv muligheden for et flyveforbud retten mod at forhindre regimet i at angribe civilbefolkningen”, og understregede, “at ethvert skridt, der bliver taget af EU og dets medlemsstater bør være i overensstemmelse med et FN-mandat og baseret på en koordinering med den Arabiske Liga og den Afrikanske Union.”

Blandt underskiverne på resolutionen var tre medlemmer af den Forenede europæiske Venstrefløj/nordiske grønne venstregruppe, Lothar Bisky fra Die Linke (Tyskland), der også er formand for det Europæiske Venstreparti, Miguel Portas fra Bloco de Esquerda (Portugal) og Marie-Christine Verhiat fra Front de Gauche (Frankrig). Resolutionen blev vedtaget af et flertal, herunder 11 medlemmer fra den 35 mand store Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordiske grønne venstregruppe, Bisky, Kohlíek, Liotard, Matias, Matálka, Mélenchon, Portas, Remek, Søndergaard, Tavares og Vergiat.

Logikken bag denne ide er, at “vi må gøre noget”. Det er en forståelig reaktion fra mange arbejdere og unge, men i en situation som den nuværende må man gennemtænke konsekvenserne af sådan en handling og også, hvem der skal udføre sådan et forbud og hvad, det vil føre til senere. Det, der måske ser ud som en attraktiv løsning i dag, kan vise sig at have dramatiske og uforudsete konsekvenser senere.

De, der bakker op om ideen om et flyveforbud ser ud til at tænke, at det ville tjene til at stoppe Gaddafis militære operationer, og at det kan gores på en rar og fredelig måde ved brug af såkaldte nålestiksoperationer og så videre. Men det ser fuldstændig bort fra virkeligheden.

For at håndhæve et flyveforbud bliver man nødt til at ramme lufthavne, fly og antiluftskyts. Det kan kun gøres ved luftbombardementer, ved at affyre missiler fra krigsskibe og ved brug af kommandostyrker på jorden.

Lederne af det libyske nationale råd forstår, at tilstedeværelsen af udenlandske tropper på libysk jord ikke vil hjælpe deres sag. Tværtimod vil det spille lige i hænderne på Gaddafi, der kan skræmme med udsigten til imperialistisk invasion. Gaddafi skriger allerede op om imperialisterne, der ønsker at få deres fingre i den libyske olie. I den sag har han ret, men han undlader belejligt at fortælle det faktum, at de allerede har deres fingre i olien gennem deres multinationale operationer i landet. Han bruger kynisk truslen om udenlandsk intervention til at styrke sin position.

Lad os ikke glemme, at Libyen tidligere er blevet bombet af amerikanske fly. Husk 1986, der stadig i dag bruges af Gaddafi. Det forklarer, hvorfor den libyske opposition, der på den ene side beder om et flyveforbud, også har udtalt, at der ikke bør bringes nogen våben eller radarsystemer ind på libysk område, og endnu vigtigere at ingen udenlandske soldater bør sendes ind.

Ud fra et strengt militært synspunkt svækker det nytten i et flyveforbud af enhver slags. Et sådan forbud vil også have meget lille virkning på helikoptere, kampvogne og infanteri på landjorden. Man kan ikke stoppe en hær udelukkende gennem luftbombardementer. For at det skal blive en succes er det nødvendigt at indsætte tropper på landjorden, og de mere intelligente af imperialismens strateger siger præcis dette.

Imperialisterne er også meget bekymrede over at gå denne vej. De har erfaringen fra Irak. Scener, hvor vestlige fly og militært isenkram bomber libyske byer og sandsynligvis rammer ved siden af de fleste af deres mål og rammer civile, vil ikke blive vel modtaget i Libyen eller i den bredere arabiske verden samlet set.

Har de på venstrefløjen, der er fortalere for et flyveforbud, glemt de berømte “præcisionsbomber” under Irakkrigen? NATO og EU’s bomber skulle kun ramme specifikke militære mål, ramme de onde og redde kvinder, børn og civile generelt. Lad os også huske, at i Irak formåede flyveforbuddet ikke at beskytte shiiterne i syd. Det formåede ikke at vælte Saddam Hussein. I 1991, da amerikanske tropper var tæt på, lige efter Saddam Hussein var blevet presset ud af Kuwait og masserne rejste sig I Basra, trak imperialisterne sig tilbage og tillod regimet at knuse oprøret.

Imperialisterne foretrak at have Saddam Hussein ved magten frem for, at det revolutionære folk tog over. Det var længe efter, at opstanden var blevet knust at imperialisterne efterfølgende besluttede sig for at invadere Irak og fjerne Saddam Hussein. Men præcis fordi han ikke blev fjernet af folket har de irakiske arbejdere og unge matte lide under imperialismens marionetregime. Det er et regime der, mens de lader som om de er demokratiske, ikke har nogen skrupler over at slå hårdt ned på og endda skyde demonstranter. Imperialisterne formåede at fjerne et regime, som de tidligere havde lavet gode forretninger med fra magten og erstatte det med et mere lydigt ”demokratisk” regime.

De har højst sandsynlig tænkt sig noget lignende nu i Libyen. De ønsker ikke at se et revolutionært Libyen opstå ud af alt dette. De forsøger desperate at dæmme op for revolutionens bølge der fejer over hele den arabiske verden. I den forstand ville de se det som et positivt skridt hvis Gaddafi kunne kvæle revolutionen, mens de selvfølgelig offentligt ville komme med en masse taler om menneskerettigheder og den slags. Når først det er opnået, kan de enten vende tilbage til at lave gode forretninger med Gaddafi eller bruge denne brutale nedslagtning som undskyldning for endelig at indføre flyveforbud der er det samme som militær intervention.

Flyveforbuddet i Irak viste sig at være en temmelig meget mere ubehagelig historie end hvad man skulle tro når man hører på argumenterne i dag. Mange civile blev ramt i det, der var en åben imperialistisk aggression imod det irakiske folk. Er det, hvad venstrefløjen skal stå for? De venstreorienterede europaparlamentarikere, der har støttet en sådan opfordring, har forrådt den virkelige idé om, hvad det betyder at være socialist eller kommunist, og har de facto stillet sig på samme side som den europæiske og amerikanske imperialisme.

Problemet er at disse venstreorienterede parlamentsmedlemmer er helt igennem inficeret af reformismen. De har mistet enhver tiltro til almindelige arbejdere og unges evne til at forstå en klar klassebaseret position, når den forklares fuldt ud. Det er en del af deres generelle mangel på tillid til arbejderklassens evne til at ændre samfundet.

Derfor appellerer de til EU, FN, den Arabiske Liga, alle, udover arbejderne selv, om at “gøre noget”. Nu vil de blive nødt til at forklare den modsætningsfyldte position, de har sat sig selv i. Den Arabiske Liga har for eksempel opfordret til et flyveforbud. Medlemmer at denne Arabiske Liga, såsom Saudi Arabien, Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater – der er blandt de mest vedholdende tilhængere af et sådan forbud – har nu trope inde i Bahrain. Hvad tror disse venstreorienterede parlamentsmedlemmer, at disse folk går ind for? At opretholde fred? De er der for at hjælpe regimet I Baharin med at knuse sit eget folk!

Man kan ikke appellere til disse organer den ene dag af “humanitære årsager” og så næste dag vende sig imod dem, når deres virkelige klasseinteresser afsløres. Er det meningen, at vi den ene dag skal demonstrere med krav om at EU og NATO om at intervenere i Libyen, og den næste dag demonstrere imod deres stiltiende støtte til tilstedeværelsen af udenlandske tropper i Bahrain? USA har belejligt udtalt at de “ikke var klar over”, at saudierne sendte tropper ind i Bahrain. Tror nogen virkelig på det? Åh, og selvfølgelig, eftersom det var regimet i Bahrain, der bad om at få sendt tropperne ind, så kan det ikke klassificeres som en “invasion” og så er det i orden!

Alt dette afslører imperialisternes stinkende hykleri, hvad enten den er klædt I amerikanske eller europæiske klæder, hvad enten den gemmer sig bag institutioner som EU eller FN. Og venstrefløjen må ikke falde for deres spil.

På tidspunkter som nu er marxisternes opgave tålmodigt at forklare, hvad der sker, og hvorfor det sker. Vi bliver nødt til at forklare de virkelige årsager, der ligger bag enhver aktion fra de imperialistiske magter. Det, der styrer deres tænkning, er deres materielle interesser. De samme imperialistiske magter, der angriber deres arbejdere hjemme, i USA, i Europa og videre ud, udnytter folkene i den tidligere koloniale verden.

Derfor kan vi ikke have én politik hjemme og en anden ude. Fjenden er den samme i alle tilfælde. Vi kan ikke organisere strejker og demonstrationer imod Cameron i England, når han indfører drakoniske nedskæringer, mens vi på samme tid støtter hans krav om intervention i Libyen. Vores position er altid opposition til deres mål, både ude og hjemme.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)