Landoffensiv i Libanon – den israelske herskende klasse står overfor dilemma
I det seneste angreb gik de efter Dar al-Hikna hospitalet i Baalbek med undskyldningen om, at Hizbollahs kommando var dér. De påstod, at de havde fanget nogle ”store fisk”, men den seneste information ser ud til at antyde, at det bare var en af de mange kneb for at vise, at de israelske styrker rent faktisk gør ”fremskridt”. Den israelske herskende klasses barbari ser ud til at være grænseløs.
Hizbollah svarede i mellemtiden tilbage med de dybeste raketangreb ind i Israel. Hizbollah guerillaerne sagde, at de ramte dybere inde i Israel end nogensinde før med en raket, der ramte Beit Shean, som er 42 kilometer syd for den libanesiske grænse. I alt blev en israeler dræbt og 17 såret. I alt ramte over 200 raketter det nordlige Israel på en dag. Dette faktum alene afslører Olmert-regeringens løgne, der lige havde annonceret den totale ødelæggelse af Hizbollahs strukturer.
Israels mål er at drive Hizbollah langt nok tilbage fra grænsen til Litani floden 18 mil inde i Libanon, så det meste af det nordlige Israel bliver sikkert i forhold til Hizbollah raketter. Det er også officielt blevet erklæret, at målet er at nå Litani, indtil en eller anden ”international fredsbevarende styrke” kan tage over.
Onsdag var mindst 540 libanesere blevet dræbt, inklusiv 468 civile og 26 libanesiske soldater, og mindst 46 Hizbollah guerilla soldater. Men dødstallet kan være så højt som 750, mens 55 israelere er døde inklusiv 19 civile.
Siden israelske tropper gik ind har der været hårde kampe, eftersom Hizbollah kæmpede beslutsomt tilbage fra dets positioner. De har bevist, at de er meget stærkere end de israelske generaler havde regnet med. Deres styrker er spredt ud, og de har gravet sig ned i deres bunkere. Opgaven med at fjerne Hizbollah kommer til at koste Israel meget dyrt. De taber allerede mange soldater.
Hizbollahs strategi er at påføre den israelske stat så meget smerte som muligt, og vise at Israel, den såkaldte politimand for den amerikanske imperialisme, ikke kan besejre dem. Hvis de skulle nå deres mål, ville det betyde et alvorligt nederlag for Israel. Som tingene står nu, står Israel overfor et nederlag. Israel startede ud med målet om at smadre Hizbollah så hurtigt som muligt, før oppositionen voksede på hjemmefronten og før en eller international aftale blev indgået.
Det dilemma, Israel nu står overfor, er, at Hizbollah tydeligt har vist, at de kan ramme dybt inde i Israel. Derfor ville selv det at skubbe Hizbollah tilbage til Litani ikke være nok. De ville blive nødt til at skubbe dem mindst yderligere 10 mil nord for floden for at opnå sine mål. Dette betyder at udvide de Israelske linier temmelig langt ind i Libanon. Dette er meget langt fra den oprindelige ide om at sikre en sikker zone på en til to kilometer langs grænsen.
Det problem, der forfølger den israelske regering og generaler, er, at mindet om den sidste israelske besættelse af det sydlige Libanon stadig er frisk i erindringen hos almindelige israelere. Hvis kampene fortsætter i en længere periode, og der sker store tab, vil det begynde at have en politisk effekt på hjemmefronten. Vi kan ikke bare se på de militære evner hos den israelske hær og Hizbollahs guerillaer. I rent militær målestok er den israelske hær en af de mest magtfulde i verden. Men denne krig afhænger i høj grad også af politiske kriterier, og disse begrænser manøvrerummet.
Israel forberedte sig på krig
De pro-imperialistiske massemedier har fortalt os, at de israelske generalers angreb på Libanon var et selvforsvar mod Hizbollahs Katyusha raketter og tilfangetagelsen af to af dets soldater som overtrædelse af Israels suverænitet. De har også fortalt os, at israelerne bare ønsker at påtvinge FN resolution 1559, som Hizbollah overtræder.
Det er tydeligvis ikke sandt, at Israels ledere blev overraskede over tilfangetagelsen af to israelske soldater. Hizbollahs leder Hasan Nasrallah havde gentagne gange advaret om, at hvis ikke Israel frigav dets libanesiske fanger, ville han være tvunget til at tage israelske soldater som forhandlingskort.
På spørgsmålet om “suverænitet” fortsætter Israel med at besætte dele af det sydlige Libanon, og har overtrådt Libanons suverænitet i luften, på vandet og på land. Indtil nu har Israels ledere nægtet at give den libanesiske regering et kort over de mere end 400.000 landminer, den har efterladt i det sydlige Libanon, som fortsætter med at dræbe libanesiske børn i regionen.
Israel selv har også en lang historie med at kidnappe libanesere som forhandlingskort. Lad os huske på at i 2004 udvekslede Israel 438 fanger i et bytte med Hizbollah for tilbagekomsten af Elchanan Tenenbaum, den højtstående officer og narkohandler. Mellem libaneserne var Sheikh Karim Obeid, en Hizbollah leder, der var blevet bortført af Israel i et forsøg på at udveksle ham for piloten Ron Arad.
Selv den britiske avis The Guardian skrev søndag d. 15. juli: ”Fangerne, som Hizbollah ønsker frigivet, er gidsler, der blev taget på libanesisk jord. I den succesfulde fangeudveksling i 2004 beholdt Israel tre libanesiske fanger som forhandlingskort og for at holde kampfronten med Hizbollah åben. Disse fanger er blevet en berømt sag i Libanon. I en nylig meningsmåling fik tiltag for at få dem frigivet stor opbakning, meget mere end befrielsen af Shebaa Farms, den omstridte korridor land mellem Syrien og Libanon, som stadig besættes af Israel”.
Den nuværende krise hænger sammen med FN sikkerhedsråds resolution 1559. Baggrunden for denne resolution begyndte med forretningsmanden Rafiq al-Hariri [den myrede tidligere libanesiske premierminister] i 2004, da han samarbejdede med USA og Frankrig om at få resolutionen vedtaget i sikkerhedsrådet. Det havde fuld støtte fra Israel og USAs klientregimer: Kuwait, Saudi Arabien, Jordan og Egypten.
Der er en humoristisk side i alt dette. Får det ikke en til at grine at høre de israelske ledere tale om FN resolutioner? De fleste af dem ignoreres af præcis Israel, og amerikanernes vetoret i sikkerhedsrådet bruges til at blokere for ethvert forsøg på at vedtage resolutioner imod den israelske herskende klasses krigsforbrydelser.
Israels mål med denne krig har aldrig været at befri de to soldater, der blev taget til fange af Hizbollah. Som i tilfældet med palæstinenserne er de israelske lederes mål at implementere FN sikkerhedsråds resolution 1559 for at afvæbne Hizbollah og dermed etablere lydige marionetter som ledere i Libanon. Dette var deres mål i 1982 krigen, og det er deres mål i dag.
Manglende evne til at ødelægge Hizbollah
Israelerne besidder en meget magtfuld militærmaskine. Den har potentialet til at ødelægge enhver regulær arabisk hær på meget kort tid. Den kan ødelægge det meste af Libanon. Den kan skabe nye flygtningeproblemer, eftersom mere end 600.000 er flygtet fra det sydlige Libanon. Men hvad den ikke kan, er at besejre og fuldstændig ødelægge den lille Hizbollah hær. Den eneste måde de kunne opnå det, er ved at eliminere praktisk talt hele den shiitiske del af befolkningen, noget de aldrig kan gøre – selvom de nylige begivenheder tydeligt har vist, hvor barbarisk den israelske regering og det israelske militær er, når de bomber civile, mens de flygter fra krigszonen.
Israel har sat sig selv i en situation, som de ikke kan vinde. Hvis de trækker sig tilbage nu og accepterer en våbenhvile, ville det være et nederlag: hvis de fortsætter deres landangreb, ville de stadig stå overfor nederlag på længere sigt, præcis som sidste gang. Det er derfor, de europæiske imperialister overvejer at sende, hvad de kalder en ”multinational styrke” med Kofi Annan, FNs generalsekretærs velsignelse.
I øjeblikket er der en masse snak på den diplomatiske front med Condoleeza Rice hoppende af og på fly. Mens alt dette foregår, giver de imperialistiske regeringer Israel mere tid til at forsøge at påføre den libanesiske befolkning endnu mere smerte, før de opnår en eller form for ”våbenhvile”, og sender deres egne tropper ind som ”fredsskabere”, for at gøre det job som de israelske ledere er ude af stand til at gøre. I dets hast for at vise, at de kan klare jobbet, har den israelske regering besluttet at sende et stort antal tropper, hvilket kun er med til at gøre tingene meget værre.
Et Vietnam nummer 2?
Hvad de håber på, er at ødelægge Hizbollahs kampevne, men dette har vist sig at være langt nemmere sagt end gjort. De har mødt hård modstand, hver gang de er gået ind, og har tabt et betydeligt antal soldater. Fortidens spøgelse jagter dem. Er de parat til at lide et nyt Vietnam?
Hvor længe vil det i denne situation tage før de grimme monstre, der styrer verden, træder til? Hvor længe vil de tillade, at drabene på og lidelsen hos den libanesiske befolkning står på? Hvor længe vil det israelske folk være nødt til at leve under den konstante trussel om at blive bombet? Det afhænger alt sammen af, hvor meget længere det israelske folk kan lide, før stemningen ændrer sig. Og hvor længe der går, før lederne i de arabiske stater kommer under pres fra de arabiske masser, der allerede demonstrerer i mange arabiske stater.
Raketterne, der falder på de israelske byer, dræber og sårer uskyldige civile. Dette er forfærdelig lidelse, men blodbadet og ødelæggelsen, som det libanesiske folk lider under, er større, meget større.
Den israelske regering ved allerede, at den ikke kan knuse og udrydde Hizbollah guerillaen fuldstændig. En højtstående militær kilde sagde for over to uger siden, at israelerne forsøger ”at svække Hizbollah betydeligt, men ikke at knuse den”. Han sagde, at ”det er umuligt at knuse en folkelig, religiøs bevægelse.” (Haaretz, 19. juli). Nu har de desperat behov for at vise nogle fremskridt for at kunne retfærdiggøre krigen, og det er derfor, de har lanceret en landoffensiv.
Men det israelske folk husker stadig den sidste krig med Libanon, og de er meget modstandere af en ny besættelse af Libanon, og hvis generalerne har glemt dette, vil de snart blive mindet om det. Den første indikation var den første bevidste militærnægter, sergent Itzik Shabbat, en 28 årig TV-producer og beboer i Sderot. Han nægtede at efterkomme en nød-ordre (Tsav 8) om at melde sig til reservepligt i territorierne for at frigøre kræfter i den stående hær til krigen i Libanon. De israelske soldater, der er gået ind i Libanon, møder hård modstand.
Generalerne har bedt om 10-14 dage mere for at kunne fremvise nogle resultater, og i løbet af den tid kan de gøre mange forfærdelige og dumme ting. Bush-administrationen ville gerne give de israelske generaler, al den tid de behøver for til at færdiggøre morderjobbet, før de gennemfører en våbenhvile. Men der er et stigende pres fra de andre imperialistiske regeringer, der frygter en destabilisering af Libanons skrøbelige regering.
Hvad nu?
Da alt dette startede for mere end tre uger siden, var der allerede vigtige splittelser i toppen mellem forskellige fløje af regeringen indenfor militæret og efterretningstjenesterne. De ønskede alle, at fjerne Hizbollah-problemet, men problemet er hvordan.
I følge en for nylig udgivet Stratfor rapport (27.07.2006) før den seneste landoffensiv:
“Israel sender i virkeligheden ud i hele verden, at dens politiske og militære cirkler er alvorligt splittede over den nuværende operation, og at den muligvis ikke har andet valg, end at give efter for diplomatisk pres for at afslutte kampene og gå med på en våbenhvile (…) En virkelig uenighed eksisterer mellem dem, der promoverer en vedvarende luftkampagne, og dem der presser på for en landoffensiv, fordi IDF styrkerne er ved at blive urolige. (…) Som støtten til en fortsat luftkampagne svækkes for hver dag, må nogle andre faktorer ind i Israels krigsstrategi.”
“Bare tanken om at Israel overvejer at trappe dets militære operation ned på dette tidspunkt har – selvom det er gyldne nyheder for Hizbollah –ødelæggende konsekvenser for Israel. Hvis kampene stoppede i løbet af de næste par dage, ville Hizbollah kunne påberåbe sig sejren og præsentere sig selv som den eneste arabiske styrke i stand til at stå op imod den israelske aggression. Bare det at modstå og overleve en kamp mod Israel repræsenterer en kæmpe sejr for den islamiske militante bevægelse og dets sponsorer i Iran og Syrien – noget Israel, USA og selv de omkringliggende arabiske regimer ikke kan klare. Derudover ville en umiddelbar våbenhvile tillade Hizbollah at fastholde evnen til at udføre angreb mod Israel, når behovet opstår.”
“Derfor kan Israel ikke gå med til en våbenhvile. På samme tid har det nuværende operationelle tempo ikke givet et tilstrækkeligt tilfredsstillende udfald for Israel. Katyusha raketter fortsætter med at regne ned over den nordlige del af landet, i takt med at Israel fortsætter sine forsøg på at fjerne Hizbollahs raketaffyringssteder. Selvom Israels massive luftkampagne gradvist kunne udmatte Hizbollahs offensive evner, ville det tage flere uger, før noget endeligt resultat ville se dagens lys. Imens er Hizbollah fastlåst i sin egen militære strategi. Hizbollah kommandører har længe forberedt sig på denne kamp, og er parate til at fastholde deres position i en længere periode og drage israelerne ind i en blodig oprørs kamp.”
Hvis det sidste scenario blev til virkelighed, ville det have alvorlige langsigtede konsekvenser for den israelske herskende klasse. Hvilken vej tingene går vil blive afgjort i de kommende dage og uger.
For at forstå hvad der foregår nu, er det værd at se på nogle få elementer, der har udviklet sig over de seneste år. I en artikel vi skrev for mere end to år siden, sagde vi: ”Syrien har længe været på listen over lande, som USA fordømmer som terrorister, hvormed lederne af USA mener lande, der ikke indordner sig under linien. Det er rigtigt, at amerikanerne i øjeblikket har dets hænder bundet med dets krig mod det afghanske og irakiske folk. Af denne grund vil det foretrække ikke at åbne en tredje front. Lederne af Israel har dog andre interesser, og de vil måske kunne finde noget opbakning til deres eventyr blandt den mest reaktionære fløj af de amerikanske kapitalister.” (Bush, Sharon og Syrien, Maj 2004).
Som en del af deres offensive i hele Mellemøsten har imperialisterne succesfuldt fjernet Syrien fra Libanon og formået af installere en pro-vestlig, dvs. pro-imperialistisk regering. Men at fjerne Syrien betød også at fjerne den eneste magt, der havde nogen indflydelse over Hizbollah. Syrien havde en vis kontrol over Hizbollah, men så snart den var fjernet, blev det tydeligt, at Libanon var i fare for at blive angrebet. Og lige siden Israel trak sig tilbage fra det sydlige Libanon, har Hizbollah opbygget et stærkt våbenarsenal, og er dermed blevet en alvorlig trussel mod Israel.
Israel ønsker at fremprovokere borgerkrig på sine grænser
Derfor star Israel overfor to problemer: Hamas i de besatte områder og Hizbollah på dens nordlige grænse. I begge tilfælde har Israel valgt en lignende strategi: at fremprovokere borgerkrig blandt dens naboer med det formål at ødelægge både Hamas og Hizbollah. Deres ide var at få Fatah til at komme i konflikt med Hamas, og i Libanon at få regeringen til at ”afvæbne” Hizbollah, hvilket svarer til at bede om borgerkrig. Hverken Fatah eller den libanesiske regering kan opnå, hvad Israel ønsker. Det er derfor, de har besluttet, at krig er deres eneste mulighed.
Til dette har de opbakning fra den amerikanske imperialisme eller i det mindste den fløj, der samler sig rundt om Bush administrationen. Bush siger rent faktisk, at det ikke blot er et spørgsmål om bare Libanon men om hele Mellemøsten. Han siger, at hvis Hizbollah vinder, vil det påvirke hele Mellemøsten og videre. Han ser det som en del af hans egen ”krig mod terror”.
Men som vi har forklaret, viser tingene sig at være mere komplicerede, end hvad de begrænsede intellektuelle evner hos den amerikanske præsident kan kapere. Sidste fredag affyrede Hizbollah nye raketter, der landede nær Afula. De blev sendt ind i et tomt område, men hvad, der er bemærkelsesværdigt ved disse raketter, er, at de har en rækkevidde på 120-kilometer. Hvad Nasrallah, lederen af Hizbollah, siger, er, ”jeg kan ramme Tel Aviv”. Det er meget pinligt for den israelske regering. De har sagt, at deres mål var at rydde en zone på en til to kilometer inde i Libanon langs den israelske grænse. Men hvad skulle formålet være, hvis Nasrallah kan affyre raketter med så lang rækkevidde? Det stiller den israelske herskende klasse i et virkeligt dilemma.
Det ironiske i alt dette er, at Nasrallah ville have foretrukket at blive en del af den nye imperialistiske orden. Når alt kommer til alt blev Syrien skubbet ud af Libanon, Hizbollah gik med i den pro-imperialistiske regering med to ministre – som de stadig har. For at gøre denne position klar udtalte han på det tidspunkt, at Israel var en besættelsesmagt men ikke Vesten, især ikke Europa, selvom England allerede var involveret i Irak. Han sendte den besked, at Vesten kunne forhandle med ham.
Problemet var, at Israel ikke kunne acceptere Hizbollah, ligesom de ikke kunne acceptere lignende tilbud fra lederne af Hamas. Problemet er ikke så meget ledelsen af hverken Hamas eller Hizbollah. Lederne kan korrumperes, men de folk, de repræsenterer, kan ikke. De fattige palæstinensere og de fattige shiitter i det sydlige Libanon ser Israel som en undertrykker, og de har selvfølgelig ret. Det er med disse overvejelser i mente, at Israel konkluderede, at dets eneste løsning var krig.
Nasrallah var fuldstændig klar over det faktum, at Israel forberedte sig på krig i mindst to år. Så han forberedte sig på det, og han forberedte sig godt. Nasrallah kunne ramme Haifas industrielle zone, hvor der er mange raffinaderier og mange giftige gasser. At ramme dette ville betyde en ødelæggelse svarende til et atomangreb. Og han har bevist uden for enhver tvivl, at han kan gøre det. Han siger nu, at han også kan ramme Tel Aviv. Beskeden er ikke beregnet for den israelske regering alene, men også for de store imperialistiske magter.
Det faktum, at han ikke gør det, indikerer, at han er interesseret i en våbenhvile. Han ville vinde ved det. Det ville vise, at han har været i stand til at holde den meget stærkere israelske hær på afstand og beholde hans kampkapacitet intakt.
De mere intelligente dele af den israelske hersekende klasse leder også efter en udvej, så de ville være ivrige efter en eller anden form for symbolsk sejr for at redde ansigt. En ide, der åbenlyst er blevet overvejet, er, at Israel kunne kræve, at havde det ikke været for international indblanding og pres, kunne de vinde krigen. På den baggrund kunne de på et vist punkt acceptere en våbenhvile.
Meningsmålingerne siger, at 78% af den israelske befolkning stadig støtter krigen, men vi vil gerne stille spørgsmålet: hvem har de spurgt? Man ville få meget forskellige svar fra folk i Tel Aviv i forhold til Haifa og resten af det nordlige Israel.
I nord lider folk, og lidelsen vokser dagligt. Nogle familier har været i beskyttelsesrummene i ugevis med mangel på mad, stoppet sammen med andre familier. Det er meget ubehageligt; 30-40 procent af befolkningen i Nord er flygtet til syden, men kun for at møde kraftigt hævede priser. Arbejdere har tabt deres job; andre er tvunget til at vende tilbage til arbejdspladser, der er blevet ramt af raketter. Det er med denne viden i mente, at vi seriøst tvivler på tallene udgivet fra meningsmålingerne.
At de seneste indkaldte reservetropper ikke får nogen løn, føjer endnu mere spot til skaden. Hvis de var blevet indkaldt under ordre nummer 8, ville de modtage en løn, men de er indkaldt efter andre nød-ordrer, der tillader aftjening uden løn.
En interessant anekdote er, at øverstkommanderende Halutz netop er kommet ud af hospitalet, hvor han led af svær mavepine. Dette er ikke tegn på en person, der er sikker på, hvad han gør, men mere tegn på en mand, der er ekstremt bekymret over, hvordan militær operationerne kører.
Alt dette sker, mens der har været et offentligt split mellem hæren og regeringen. En del af regeringen, inklusiv Peretz, var imod en stor offensiv og besættelse. Det er klart, at Perets reflekterer en skiftende stemning blandt dele af befolkningen, eller i det mindste er bekymret for, hvad effekten af sådan en operation vil have på befolkningen.
Vi er nu gået ind i den fjerde uge af denne situation, og jo længere det trækker ud, desto større bliver Israels nederlag. De mere intelligente strateger siger, at der er behov for en våbenhvile efterfulgt af indsættelsen af 8000 NATO soldater, men disse vil ikke være i stand til at afvæbne Hizbollah. Så det bringer os tilbage, hvor vi begyndte.
Et farligt element i ligningen for de israelske ledere er de arabiske gader. Hvis den nuværende situation fortsætter med bomber og drab af libanesiske civile, vil masserne i de arabiske lande sætte pres på deres egne regeringer for at træde ind i konflikten. De seneste nyheder, er at selv Egypten kan blive suget ind – ikke kun Syrien. Dette ville betyde en generaliseret krig, som trækker hele Mellemøsten ind i et forfærdeligt flammehav. Alle de arabiske ledere frygter dette, og det er det sidste, de vil have.
Syrerne har faktisk tilbudt at ”mægle”, men dette ville være et nederlag både for den israelske og amerikanske imperialisme, eftersom det ville betyde, at man accepterer en aftale med en såkaldt ”slyngelstat” i stedet for at omstyrte den, som de gjorde i Irak. Det ville betyde, at man gik tilbage til situationen for tre år siden. Faktisk ville det være værre end dengang. Sådan et scenario ville involvere, at Israel skulle overveje at levere Golan Højderne tilbage til Syrien.
Fra alt dette kan vi se, at det eneste den israelske herskende klasse har opnået i de seneste uger, er at destabilisere regionen endnu mere. De har flittigt arbejdet på at ”stabilisere” Libanon, at fjerne Syrien og så videre, men nu gør de situationen værre, end den var før.
Hvad dette fremhæver er, at det er hele Mellemøsten og verdens tilstand, der er roden til alt dette. Det er et senilt faldefærdigt system, som prygler om sig, i og med at den går ind i sine sidste krampetrækninger. Det er et socialt system, der er gået langt ud over sin ”seneste holdbarheds dato”, og som alle rådne produkter bør den smides i skraldebøtten.
I sidste ende og efter voldsomme kampe kan det måske lykkes at lappe en aftale sammen, der kan redde ansigt for alle parter, men de underliggende problemer og spændinger vil forblive med at være der. Situationen vil fortsætte med at forrådne og afføde nye konflikter på et hvilket som helst tidspunkt.
Hvad der står klart er, at intet vil være det samme, efter at denne bestemte konflikt er overstået. Specielt det israelske samfund vil aldrig være det samme igen. Tilliden fra fortiden er væk, og den vil aldrig komme igen. Den israelske arbejderklasse lærer, at de ikke kan stole på deres ledere. Dette vil åbne portene til klassekampen på et vist stadie, og efter det vil det være en helt anden historie.