Ved åbningen af PSUV’s kongres holdt Chávez en radikal, venstreorienteret tale, hvori han opfordrede til at oprette en ny internationale. Han forklarede, at det var nødvendigt at smadre den borgerlige stat og erstatte den med en revolutionær stat, og han pegede også på bureaukratiet inde i den bolivariske bevægelse. Det var en tale, som afspejler det enorme pres fra masserne for neden, der er trætte af snak om socialisme mens virkelige skridt i retning af ægte forandringer, virker frustrerende langsomme.
Lørdag den 21. november begyndte Venesuelas Forenede Socialistparti (PSUV) sin ekstraordinære kongres med 772 delegerede i røde trøjer. Størstedelen af deltagerne var arbejdere, bønder og studernede, der er blevet valgt af omkring 2,5 millioner medlemmer (det totale antal medlemmer er på papiret syv millioner!). Atmosfæren var præfet af entusiasme og forventninger.
Efter en opvarmning med revolutionære sange og nogle taler fra gæster fra Nicaragua og El Salvador, åbnede Hugo Chávez kongressen med en fem timer lang tale, der sluttede kort efter midnat.
Hovedfokus i talens første del var behovet for at oprette en ny, revolutionær internationale, som han omtalte som Femte Internationale. Chávez pegede på, at Marx havde oprettet Første Internationale, Engels deltog i oprettelsen af Anden Internationale, Lenin oprettede Tredje Internationale og Leon Trotskij oprettede Fjerde Internationale, men af forskellige årsager er der ingen af disse internationaler, der eksisterer længere.
Chávez pegede på, at alle disse internationaler oprindeligt var baseret i Europa, hvilket afspejlede klassekampene i Europa på den tid, men at verdensrevolutionens epicenter i dag er i Latinamerika, og især i Venezuela. Han påpegede, at der var 55 venstreorienterede partier fra 39 lande til stede på kongressen, og at de har underskrevet et dokument ved navn Caracas-aftalen (El Compromiso de Caracas), der baserer sig på ideen om en verdensomspændende kamp imod imperialisme og kapitalisme, for socialisme.
Han understregede denne tanke i løbet af talen, som også indeholdt mange radikale ideer, angreb på kapitalismen, som han kaldte en trussel imod menneskehedens fremtid. Da han talte om den verdensomspændende kapitalistiske krise, fordømte han de vestlige regeringers forsøg på at redde systemet med enorme statslige redningspakker. Vores opgave, sagde han, er ikke at redde kapitalismen, men at ødelægge den.
Om situationen i Venezuela sagde han, at de endnu ikke har udryddet kapitalismen, men bevæger sig i den retning. Han meddelte, at de ville overtage syv banker, hvilket blev modtaget med begejstret bifald. Han fordømte det venezuelanske oligarki som en femte kolonne, der har solgt ud til imperialismen.
Chávez påpegede, at staten i Venezuela fortsat er en kapitalistisk stat, og at dette er revolutionens centrale problem. Mens han viftede med et eksemplar af Lenins Staten og revolutionen (som han opfordrede de delegerede til at læse), sagde han, at han havde taget Lenins opfattelse, om at det er nødvendigt at sønderslå den borgerlige stat og erstatte den med en revolutionær stat, til sig, og at denne opgave endnu ikke er ført ud i livet.
Han vendte sig nu til problemet med bureaukrati, og han advarede om, at han var klar over, at visse af de delegerede til stede var blevet valgt med ureglementerede metoder, og at nogle kun er interesserede i at blive valgt til parlamentet eller som borgmestre og guvernører, hvilket han beskrev som uacceptabelt.
Om den nylige konflikt med Colombia gentog han sit krav om oprettelse af en folkemilits, og at hver arbejde, bonde, studerende, mand og kvinde, bør modtage militær træning, og at dette ikke bør forblive på papiret, men udføres i praksis.
”Jeg tillægger denne kongres stor betydning,” sagde Chávez, ”og har til hensigt at deltage aktivt i dens forløb.” Han stod fast på, at kongressen ikke burde ende søndag, men fortsætte og mødes jævnligt i løbet af de næste måneder for at debattere alle disse spørgsmål grundigt. Han insisterede på, at diskussionerne må foregå demokratisk og tage forskellige synspunkter med i overvejelserne, samt at de delegerede må rapportere tilbage til medlemmerne og diskutere alle de forskellige forslag og dokumenter med dem.
Præsidenten understregede, at næste år vil blive vanskeligt. Oppositionen vil gøre alt, de kan, for at vinde valget til Nationalforsamlingen i september 2010. ”Derefter vil de gå efter mig,” sagde han. Her råbte en delegeret: ”De vil gå efter os alle sammen!”
Alt dette retter fokus mod det centrale problem. Efter 11 år er der tegn på, at masserne er begyndt at blive utålmodige og frustrerede over revolutionens langsomme hastighed. Kapitalismens krise har en virkning, og mange bliver frastødt af det bureaukrati og den korruption, de ser overalt, herunder i den bolivariske bevægelse.
Denne frustration udtrykker sig somme tider i strejker. Præsidenten udtrykte sin frustration over visse strejker, selv om han opfordrede til en dialog med arbejderne. Men bag dette er der en generel følelse af, at revolutionens ledere er ude af trit, ikke lytter til masserne og ikke forstår deres problemer.
I løbet af sin tale understregede Chávez også behovet for at genfinde de revolutionære traditioner i fagforeningerne, fordi arbejderklassen er nødt til at spille en ledende rolle i revolutionen. ”Arbejderklassens bevidsthed er nøglen til at bygge socialisme,” sagde han og tilføjede, at der må være en tæt alliance mellem partiet og arbejderne.
Det er klart, at Chávez forsøger at bruge kongressen til at puste nyt liv i revolutionen. Lad os håbe, at det vil blive udgangspunktet for nye fremskridt for den bolivariske revolution, som kun kan sejre ved at gå i offensiven, bryde radikalt med kapitalismen, rette slag imod det reaktionære oligarki og etablere en ægte arbejderstat som den nødvendige betingelse for at gå fremad mod socialisme og søsætte en ny revolutionær bølge på det amerikanske kontinent og på verdensplan.