Konference i Labour afspejler kraftig venstredrejning

Over 13.000 delegerede og gæster var samlet til Labours årlige konference den 21.-25. september 2019. Konferencen fandt sted på et afgørende tidspunkt i britisk politik, hvor premierminister Boris Johnson er i store problemer, Brexit nærmer sig med hastige skridt, og et valg lurer i horisonten. Konferencen viste, hvor langt Labour er rykket til venstre under Jeremy Corbyn, som partiets formand. Her bringer vi en artikel fra Labour-medlem Adam Booth, der også jævnligt skriver for Revolutions britiske søsteravis Socialist Appeal.

[Source]

Hvilken uge! De fem dage som dette års Labour-konference har varet, har bestemt været noget af en rutsjebanetur. Men på trods af de borgerlige mediers bedste forsøg på at ødelægge stemningen, vil følelsen hos dem, der forlader konferencen, uden tvivl være præget af optimisme og tillid til vores bevægelse.

Med en regering i krise, blairister, der er på tilbagetog, og et arsenal af radikal politik til rådighed kunne græsrodsmedlemmerne i Labour ikke være mere klar til at tage kampen op mod Boris Johnson og De Konservative. Beskeden fra konferencen var klar: Kom bare an! Vi er klar til valg!

Blairisterne blev kuet

Det siges, at en uge er lang tid i politik. Men begivenhederne udvikler sig i øjeblikket fra dag til dag – endda fra time til time.

Ved konferencens begyndelse, da de delegerede ankom lørdag formiddag, var nyhederne fyldt med rygter om splittelser, komplotter og manøvrer, da Labours machiavellistiske næstformand Tom Watson afslørede et mislykket forsøg på at vælte ham ved Momentums grundlægger Jon Lansman.

Denne lille episode viste sig at være den undskyldning, som millionærmedierne havde brug for til at aflede opmærksomheden fra den debat, der fandt sted i konferencesalen.

Imens gned Watson sig fornøjet i hænderne og pralede af, at dette »driveby-skyderi« havde »givet massivt bagslag«, mens han hyklerisk beskyldte venstrefløjen for at være mere interesseret i interne angreb end i at slå De Konservative.

I sidste ende viste det sig imidlertid, at disse kyniske forsøg fra blairisterne og deres venner i pressen på at aflede opmærksomheden fra selve konferencen ikke kunne hamle op med det øredøvende brøl, der kom fra konferencen.

Radikal stemning

Efter en langsom start begyndte stemningen at løfte sig med debatten om genindførslen af den gamle paragraf 4 lørdag eftermiddag. [Red.: I 1995 erstattede Tony Blair paragraf 4 fra 1918 i Labours program. På konferencen i år var der et forslag om at gå tilbage til den gamle formulering, der lød: At sikre for arbejderne den fulde frugt af deres arbejde, både håndens og åndens, og den mest retfærdige fordeling heraf, der er mulig på baggrund af det fælles ejerskab af produktionsmidlerne, distributionen og udvekslingen, og det bedst opnåelige system af folkelig administration og kontrol af enhver industri og service.] Inspirerende og lidenskabelige taler fra dem der havde stillet forslaget om at bringe den originale paragraf 4 tilbage, fik bestemt stemningen til at stige markant.

Radikaliseringen blev levende demonstreret af de stående klapsalver, der fulgte efter de indlæg i debatten, som talte for forslaget – og det blev senere bekræftet af, at 62 % af de delegerede fra partiets afdelinger stemte for paragraf 4-forslaget. [Red.: Forslaget blev ikke vedtaget, fordi fagforeningslederne på vegne af deres mange medlemmer stemte imod, selvom det er et programpunkt i mange af fagforeningernes egne programmer].

Dette fremragende resultat blandt partiets delegerede slog tonen an for resten af ugen; fra hovedtalerne til indlæggene fra gulvet. Dag for dag blev de delegeredes indlæg mere og mere radikale, og det samme blev løfterne fra ledelsen.

Og hertil kom de venstreorienterede politikker, der blev vedtaget på konferencen, der (blandt mange andre ting) stemte for: At indføre en 32-timers arbejdsuge; afskaffe privatskoler; oprette en “National Care Service”; og implementere en “Green New Deal”, der involverer bredt offentligt ejerskab og et mål om en kulstofemission på netto nul i 2030.

Især John McDonnell gik forrest med en stærk tale om tirsdagen, hvor han skitserede Labours økonomiske program; herunder en række vigtige reformer. De omfattede et løfte om, at en Labour-regering vil udvide og sikre levering af ”universelle basistjenester” – en massiv udvidelse af offentligt ejede virksomheder.

Mange passionerede taler pegede fingeren direkte mod kapitalismen og stillede krav om nationalisering og socialistiske politikker som svar. F.eks. sagde Matt Wrack, generalsekretær for brandmændenes fagforening, FBU, da han motiverede sit forslag om en Green New Deal, at: »Kapitalisme dræber planeten ... Vi må sætte det offentlige ejerskab i centrum af dette spørgsmål.«

Denne brug af uforfærdet retorik og klassesprog fra de delegerede var særlig bemærkelsesværdig. Den ene taler efter den anden talte tydeligt og klart om behovet for at mobilisere og organisere arbejderne, rejse klassespørgsmål og kæmpe for en socialistisk Labour-regering.

Det er netop en sådan militant tilgang, der er nødvendig for at mobilisere arbejdere og unge, når valget kommer.

Corbyn styrket

Frem for alt blev konferencen defineret af græsrøddernes opbakning til Corbyn.

Blairisterne var derimod fuldstændig usynlige. Ved konferencens afslutning var de ingen steder at se. Tom Watson opgav helt at holde sin tale, da det så ud til, at han skulle holde den for en næsten tom konferencesal den sidste dag, og tog i stedet tidligt tilbage til London.

Det markerede en ydmygende finale, på hvad der var en vanærende konference for blairisterne, som endte med at forlade konferencen med deres haler mellem benene.

I løbet af ugen gjorde Labours højrefløj deres bedste for at splitte medlemmerne – især over spørgsmålet om Brexit.

Folk bag “Remain”-kampagnen fyldte området udenfor konferencen med EU-flag. En højrøstet "People's Vote" -protest forsøgte at øge presset yderligere. Og hovedtalere som Emily Thornberry og Keir Starmer benyttede lejligheden til at opfordre til, at partiet utvetydigt skulle støtte Remain.

Men alle deres anstrengelser var forgæves. I stedet demonstrerede konferencen, at Labours medlemmer står fuldt og fast bag Corbyn.

Klasseposition

I sidste ende var det Corbyns klasseposition, der vandt på spørgsmålet om Brexit, da Labours formand korrekt pointerede, at partiet hverken må være »for de 52 % eller de 48 %, men for de 99 %«. [Red.: 52 % stemte for Brexit, og 48 % stemte imod ved folkeafstemningen i 2016].

Det er derfor tydeligt, at Labour i næste valgkamp vil kaste sig ind i kampen på klassespørgsmål. Det blev også understreget af Corbyns kraftfulde formandstale, hvor han erklærede, at en Labour-regering vil »tage kampen op imod dem, der i virkeligheden styrer landet: De finansielle spekulanter, skatteunddragerne og de store forurenere«.

Til den liste kan vi nu tilføje cheferne for de store medicinalfirmaer, som Corbyn annoncerede også ville stå i skudlinjen for en fremtidig Labour-regering med et nyt løfte om at etablere en offentlig udbyder af billig medicin.

Hvis det bliver implementeret, vil de spare både penge og liv, da NHS [Red.: Det offentlige sundhedsvæsen] – og sårbare patienter – ikke længere vil være afhængige af monopolistiske medicinalfirmaer, der tjener fedt på deres produktion.

»Vi vil stå op imod dem,« proklamerede Corbyn til begejstret applaus, »så de virkelige skabere af dette lands rigdom; folket; kan få de jobs, den service og den fremtid, de fortjener«.

Lad kampen begynde

Det fremgik tydeligt af hans tale, at Labour-lederen udstråler en ny selvtillid. Efter uger med frustrerende parlamentarisk mundhuggeri lod denne uges konference Corbyn gøre, hvad han gør bedst: Mobilisere en massebevægelse omkring klassebaseret politik.

Opløftet af meddelelsen fra højesteret samme morgen om, at den havde fundet, at Boris Johnson havde handlet ulovligt med hensyn til suspenderingen af parlamentet, løftede Corbyn konferencens ånd yderligere med sin erklæring om, at Johnson »ikke er egnet til at være premierminister«.

»Denne krise kan kun løses gennem et valg,» udtalte Corbyn til et begejstret publikum.

Det blev mødt med enorm entusiasme af tilhørerne. Opløftet af programmet med radikale krav, der blev vedtaget på konferencen, er Labours medlemmer nu ivrige efter at komme ud på gaderne og føre kampagne for en valgsejr til Labour.

Og med et splittet Konservativt Parti og Johnson trængt op i et hjørne er det tydeligt, at denne mulighed hellere kommer snarere end senere. Et parlamentsvalg er nært forestående.

Dette års konference i Labour var præcis det, der var brug for: Et frisk pust milevidt fra alle de seneste måneders rævekager i Westminster; en påmindelse om hvor styrken i vores bevægelse ligger; og en entusiastisk forsmag på hvad der vil komme.

I virkeligheden var det en massemobilisering forud for valget – en mulighed for at spænde vores muskler til den kommende kamp. Vi siger: Lad kampen begynde.