Italien: Conte 2.0 er ikke en arbejdervenlig regering!

Den italienske regeringskrise i løbet af sommerferien er blevet definitivt afgjort med fødslen af en ny regering bestående af Femstjernebevægelsen (M5S) og Det Demokratiske Parti (PD). Denne udvikling repræsenterer en fuldkommen omvending af situationen, udløst af den tidligere vicestatsminister og indenrigsminister Matteo Salvinis beslutning om at bryde med den forhenværende koalition.

[Source]

Salvini gjorde dette for at fremprovokere et nyvalg, hvori han stod til at gå frem - en beregning, der viste sig at være fejlagtig. Salvini er blevet offer for sin egen magtbegærlighed og er gået for vidt. Men hovedårsagerne til krisen er objektive - de er at finde i de uforenelige modsætninger mellem Salvinis parti Lega Nord og M5S. Disse modsætninger har ulmet under overfladen i månedsvis.

Den nye Conte 2.0-regering er dannet ved en pludselig kovending af to grupper, som for kun få uger siden kastede fornærmede hinanden på det groveste. Men nu er uenighederne øjensynligt forsvundet på grund af den suveræne nødvendighed af at garantere »muligheden for at regere« for »landets bedste«. Imidlertid er »muligheden for at regere« og »landets bedste« i et klassesamfund ikke neutrale begreber; de skjuler borgerskabets interesser, som endog har velsignet den nye alliance på et nationalt og internationalt niveau.

Borgerskabets enhed

I omvæltningen af det italienske politiske system har Giuseppe Conte (indtil for et år siden en ukendt juraprofessor på universitetet) indtaget den uventede rolle som ledende skikkelse. Dette skyldes ikke nogen særlige evner, men er blot reflekslyset fra republikkens præsident Sergio Mattarella, som - på grund af det italienske politiske systems krise - endnu engang er trådt frem som den stabile kapitalismes vogter.

Krisen i M5S er dog ikke ovre. Fra at være et anti-etablissement-parti, der ønskede »at åbne parlamentet som en dåse tun«, ønsker det nu, som Di Maio stolt har erklæret, at blive »stabilitetens parti«. Denne drejning bliver drevet frem af bevægelsens grundlægger Beppe Grillo, som er ved at genvinde kontrollen over de kræfter han har manet frem. Det er sandsynligt, at denne drejning vil fremprovokere nye kriser og split i M5S, både til højre og venstre, i betragtning af bevægelsens småborgerlige natur.

 I mellemtiden er Renzis stjerne i Det Demokratiske Parti ved at rejse sig igen. Via sin kontrol over Det Demokratiske Partis parlamentariske grupper har Renzi tvunget partiets generalsekretær Zingaretti til at bakke op om aftalen med M5S. Men den opnåede enhed blandt Demokraterne er midlertidig og forbundet med denne regerings (usandsynlige) fremtidige succes.

På venstrefløjen drog mange et lettelsens suk, efter Salvini og Lega forlod regeringen. Denne er en forudsigelig reaktion i betragtning af graden af afsky over for den tidligere indenrigsministers racistiske og undertrykkende tiltag og afbrydelsen af hvad, der synede en ustoppelig opgang. Imidlertid mener vi, at disse suk af lettelse fra en stor dele af arbejdere og unge snart vil forsvinde til fordel for desillusion over for Conte 2.0-regeringen. Langt fra at stoppe Salvini, giver den »gul-røde-ledelse« ham, med udsigten til en jordskredssejr i de nye valg, mulighed for at konsolidere sin position ved at forblive i opposition. Endvidere har Salvini nu vist sig som den ubestridte leder af højrefløjen. Forza Italia, Silvio Berlusconis parti, er i frit fald, og adskillige ledere og parlamentsmedlemmer forlader partiet. Den seneste udvikling er, at Giovanni Toti, guvernør for regionen Liguria, har dannet et nyt Lega-orienteret parti og taget fire parlamentsmedlemmer fra Forza Italia med sig.

Det er forbløffende at se, hvor mange af de såkaldte venstreorienterede intellektuelle, som i går advarede om “fascismen ved Italiens porte”, har taget en komplet 180 graders vending og nu proklamerer, at dette parlamentariske kup (gennemført af statsministeren selv) har resulteret i den »mest venstreorienterede regering i Italiens historie«. I virkeligheden stod der ikke fascisme ved porten før, og Italien har ikke en progressiv regering, eller en regering der kæmper for politisk forandring, nu.

Nedskæringer på vej

Den nye regering forsøger i sit program at portrættere sig selv som en ven af arbejderne. Den lover en minimumsløn, flere indrømmelser i de nationale overenskomstaftaler og en ny lov om fagforeningsrepræsentation (som rækker ud til fagforeningsledelsen). Virkeligheden er at regering lover en smule af det hele, men at ethvert løfte nødvendigvis må gennemføres »uden at udsætte de offentlige finansers ligevægt for fare«. Conte 2.0-regeringen går ind for en sænkning af skattetrykket på arbejderes lønninger, men de få ekstra euro, en arbejder (måske) får i sin lomme vil straks blive trukket tilbage når Italiens budget bliver revideret - med andre ord, når der kommer nedskæringer i de sociale ydelser. Der har ikke været nogen omtale af ophævelsen af arbejdsloven, ej heller af alle de andre love, der har gjort det italienske arbejdsmarked yderst prekært.

Den barske virkelighed er, at regeringen i det næste budget må finde 27 milliarder euro bare for at undgå den automatiske momsstigning til 25%. For at forstå, hvor de vil finde denne pengesum, er det nyttigt at kaste et blik på de nye ministres biografier.

Økonomi- og finansministeren er Roberto Gualtieri. Han er tidligere præsident for EU-kommissionen på det økonomiske og pengepolitiske område og var blandt fortalerne for et balanceret budget i de europæiske konstitutioner. Det er ikke et tilfælde, at Christine Lagarde, kommende præsident for ECB (og tidligere direktør for IMF) foreslog denne nominering og sagde, at han ville blive »god for Europa og Italien«.

Der er under disse omstændigheder ingen tvivl om, at dette er den bedste regeringen for den Europæiske Union. Det Demokratiske Parti, som er det centrale referencepunkt for finans og kapital, har besat alle nøglepositionerne i relationen med Europa, hvilket illustreres på tydeligste vis af indstillingen af Paolo Gentiloni (en tidligere italiensk statsminister) som kommissær for økonomiske anliggender i Bruxelles.

Rom vil gerne stå i den bedst mulige position når de skal starte forhandlinger med EU for at søge at opnå mere fleksible marginer på økonomisk forbrug. Lagarde har allerede forklaret, at disse marginer vil være tilladt for dem der har styr på tallene, mens lande, som ikke har orden i regnskabet ikke vil blive givet dispensation til at gennemføre “strukturelle reformer”. Blandt disse er Italien, som har været i økonomisk stagnation i 14 måneder med en gæld der svarer til 134% af BNP.

Det fejres i indenrigsministeriet, at en »kompetent« minister omsider har infundet sig i form af den præfekte Luciana Lamorgese, som var stabschef for Angelino Alfano og Marco Minniti (som begge var indenrigsministre i PD-regeringer fra 2013 til 2018). Hun er en lydig tjener for statsapparatet og den private ejendom, som udstillede disse kvalifikationer, mens hun var præfekt for Milano, ved at sætte immigranter på gaden, der boede i huse foran hovedbanegården.

Den nye regering har meldt klart ud: den vil »revurdere« den forrige regerings Andet Sikkerhedsdekret, men ikke andre racistiske og undertrykkelse love gennemført i løbet af de seneste 20 år. Kriminalisering af »ulovlig immigration« vil ikke blive fjernet, og immigranter vil fortsat dø i Middelhavet og blive udnyttet på markerne, som var tilfældet selv før Salvini. Kun formen vil forandre sig, fra Salvinis heftige udfald til den tidligere præfekts grå bureaukrati.

Det Demokratiske Parti kontrollerer gennem Paola De Micheli også det magtfulde ministerium for transport og infrastruktur. Som følge af dette har de italienske chefer sikret sig fortsættelsen af milliardstrømmen af euro direkte ind på deres konti via statsfinansierede infrastrukturprojekter.

Det såkaldte venstres forræderi

Liberi e Uguali (LeU, Fri og Lige, det eneste venstreorienterede parti repræsenteret i parlamentet med Roberto Speranza som sundhedsminister) er komplet gennemsyret af »det mindste af to onders« logik. Den nye regering foreslår en »differentieret autonomi«, omend en »retfærdig og samarbejdsvillig« én af slagsen. Dette betyder, at regionerne har tilladelse til at indsamle yderligere skatteindtægter. Det konkrete resultat vil blive en udvidelse af kløften mellem Nord- og Syditalien. Speranza vil sige god for yderligere ødelæggelse af det nationale sundhedsvæsen. Betvivler nogen længere den komplette underordning af nutidens venstrefløj, som repræsenteret i parlamentet, i bourgeoisiets interesse?

For at forsvare deres forræderiske adfærd svarer den tilbageværende del af den såkaldte venstrefløj oftest: »der er ikke noget alternativ«. Denne idé er i rigtignok velbegrundet, hvis man ikke ser længere end parlamentets korridorer. Alternativet eksisterer, men for at finde det, må man tage et klasseperspektiv i brug.

Et arbejderklassestandpunkt er bemærkelsesværdigt fraværende i debatten, også takket være fagforeningsledelsens godkendelse af den nye regeringskoalition. Illusionerne, der er blevet spredt af ledelsen i CGIL (Italiens største fagliga centralorganisation) afvæbner arbejderklassebevægelsen. Arbejderne bliver bedt om at stå med hænderne foldet, mens regeringen bestående af bankdirektører og teknokrater (i øvrigt velsignet af Donald Trump) gennemfører den første række af reaktionære love og politikker.

Der kan ikke være et arbejdervenlig regering i Italien i dag. Måden at forsvare vores interesser er gennem klassekamp og ved at genoptage mobiliseringerne, der startede sidste forår, specielt blandt unge: fra Fridays for Future til antiracistiske demonstrationer mod Salvini. Der er ingen tvivl om, at disse mobiliseringer vil vende tilbage. Regeringens hvedebrødsdage bliver korte.

Et arbejderparti er nødvendigt for at sejre, og det mangler i særdeleshed. Sådan et parti kan kun komme ud af massernes kamp, men det har brug for et program for klasseselvstændighed for en socialistisk omvæltning af samfundet, hvilket er nødt til at stå øverst på dagsordenen for arbejderes og unges bevægelse. Det er alternativet, som Sinistra Classe Rivoluzione [red: den italienske sektion af IMT] stræber efter.