Imperialistisk hykleri og invasionen af Ukraine

Denne artikel, først bragt den 24. februar på marxist.com, giver en indledende analyse af krigen i Ukraine, som udbrød tidligere samme dag. Grundet den generelle misinformation og forvirring som i sin natur kendetegner krig, og ikke mindst i sin indledende fase, er en række af artiklens referencer til situationen på slagmarken blevet overhalet af begivenhedernes senere udvikling. Vi bringer imidlertid artiklen, da den klart skitserer, hvilken politisk position marxister bør have til krigen. Det er fortsat højest usikkert hvilket udfald krigen vil få, men hvad der er sikkert, er at marxister må bekæmpe al reaktionær, nationalistisk propaganda og kæmpe imod det system som har forsaget krigen: kapitalismen

[Source]

Således er det begyndt. Russiske tropper har udløst et massivt angreb mod Ukraine. I de tidlige morgentimer via en kort tv-transmitteret tale annoncerede den russiske præsident Vladimir Putin en “specialmilitæroperation”, begyndende ved dagens frembrud. Indenfor få minutter af udsendelsen, omkring klokken 5:00 ukrainsk tid, kunne der høres eksplosioner omkring større ukrainske byer, herunder i hovedstaden Kiev.

I ugerne op til har Putin samlet cirka 190.000 tropper tæt ved Ukraines grænse, alt imens europæiske ledere har rejst i pendulfart mellem Kiev og Moskva i et forsøg på at finde en diplomatisk løsning. Men man mobiliserer ikke et så massivt antal tropper, kampvogne og skydevåben for blot at danse en diplomatisk menuet.

I krigens akutte tåge, hvor kun bidder af information er tilgængelige for os, er det umuligt at komme med en nøjagtig vurdering af den militære situation. Men omfanget af det russiske angreb ser ud til at være enormt.

Ukraines indenrigsministerium har rapporteret, at landet var under angreb fra krydsermissiler og ballistiske missiler, hvor russerne lader til målrettet at angribe infrastruktur tæt på byer som Kiev, Kharkiv, Mariupol og Dnipro.

Som videoer har vist, lyste eksplosioner fra artilleriraketter nattehimlen op, da beskydninger begyndte tæt på Mariupol. En seniorrådgiver for Ukraines indenrigsministerium fortalte, at russiske tropper snart kunne være på vej til Kharkiv, cirka 30 kilometer fra grænsen. Kievs lokalbefolkning søgte sikkerhed i beskyttelsesrum, mens eksplosioner kunne høres fra byens opland.

Nogle af de første eksplosioner, der kunne høres efter Putin annoncerede operationen, var nær Kramatorsk, hovedkvarteret for den ukrainske hærs operationscenter tæt på de russisk-kontrollerede territorier i det sydøstlige Ukraine. Der blev yderligere rapporteret om eksplosioner ved militære hovedkvarterer og lagerhuse.

Der har også været rapporter om et amfibisk angreb mod den vigtige havneby Mariupol, og at landstyrker rykker ind fra Hviderusland, Krim og Rusland. Det russiske militær hævdede, at de ikke rettede deres angreb mod større beboelsesområder. “Høj-præcisions våben gør det ukrainske militæres infrastruktur, luftforsvar, militære flyvepladser og luftfartøjer ukampdygtige” fortalte den russiske forsvarsminister i en udtalelse til det statsejede nyhedsagentur Ria Novosti.

Putins tale

Scenen for offensiven blev sat onsdag aften efter lederne i de to russisk-kontrollerede områder i det østlige Ukraine sendte en officiel anmodning til Moskva om militær støtte til at “hjælpe med at slå tilbage mod de ukrainske væbnede styrkers aggressioner, for at undgå civile tab og en humanitær katastrofe i Donbass”.

En nærmere undersøgelse af Putins tale fra i morges fortæller os noget om hans hensigter og intentioner. Enhver krig er nødt til at indeholde en vis retfærdiggørelse, og i dette tilfælde sagde Putin: “Et fjendtligt anti-Rusland er ved at blive skabt på vores historiske landområde”.

Denne påstand rakkes konstant ned på af Vesten som ren og skær propaganda. “Hvordan kan lille stakkels Ukraine udgøre en trussel mod Rusland?” snøfter de. Det er naturligvis et spørgsmål, der et ment til at skulle besvare sig selv. På egen hånd udgør Ukraine ikke nogen synderlig trussel. Men som del af en imperialistisk militærblok ledet af USA, lige på Ruslands dørtrin, ville den i allerhøjeste grad være netop det.

Sagens kerne i konflikten er derfor Ukraines fremtidige medlemskab af NATO. En garanti imod netop det var et hovedkrav for Rusland, hvilket gang på gang er blevet afvist af Washington – en afvisning der var så meget desto mere absurd eftersom Vesten anerkender, at Ukraine på nuværende tidspunkt ikke opfylder minimumskravene for medlemskab af NATO. Det er ikke helt tydeligt, hvorvidt en accept af dette krav i sig selv ville have forhindret en invasion. Men kontinuerligt at afvise det på stående fod gjorde invasionen uundgåelig.

Den anden forskrift i enhver krig er at sikre sig overraskelsesmomentet og lægge skylden på den anden side. I dette tilfælde var det bombardementet af Donbass. Også selvom det har foregået uafbrudt i flere år.

Den umiddelbare anledning er dog et sekundært spørgsmål, eftersom enhver anledning kan fiskes frem, når først krig bliver en nødvendighed. For så vidt angår overraskelsesmomentet er det blevet opnået med stor effektivitet, med den aktive assistance fra de herrer Biden og Johnson. De har opført sig som den lille dreng, der råber “ulven kommer” så ofte, at når ulven endelig står for døren, er der ingen der tror på ham. 

Putins tale var i virkeligheden en krigserklæring, men han gjorde sig umage for ikke at nævne det. Denne mand, som i min optik er det nærmeste, man kommer på en egyptisk sfinks, foretrækker at holde enhver i uvished. “Vi har taget beslutningen om at udføre en specialmilitæroperation”, sagde han, uden overhovedet at antyde, hvor særdeles speciel den ville være.

Og hvad er så hensigten med denne “specialmilitæroperation?” Han har påstået, at det er for at “demilitarisere og afnazificere” Ukraine. “Vi har ingen intentioner om at besætte Ukraine”, sagde han, samtidig med at han advarede andre lande, som kunne fristes til at involvere sig:

“Til enhver der overvejer at skride ind udefra: hvis I gør, vil I møde større konsekvenser end I har stået over for nogensinde før. Alle beslutninger der vedkommer sagen er blevet truffet. Jeg håber I hører mig”.

En ganske klar besked vil jeg mene.

Kan Ukraine stå imod?

Den umiddelbare reaktion fra regeringen i Kiev var trodsige ord:

“Putin har netop lanceret en invasion af fuld skala”, sagde den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba, og fortsatte: ”Fredelige ukrainske byer er under angreb. Det her er en aggressionskrig. Ukraine vil forsvare sig selv og vil sejre. Verden kan og må stoppe Putin. Tiden til handling er nu.”

Præsident Volodymyr Zelenskij appellerede i en videotale efter hjælp fra den russiske offentlighed, efter at et forsøg på at tale med Putin mislykkedes. “Vil russere have krige? Jeg ville hjertens gerne kunne svare på det spørgsmål. Men svaret er op til jer.”

Han lovede også at forsvare landet og sagde: “Hvis nogen forsøger at fratage os vores land, vores frihed, vores børns liv, så vil vi forsvare os selv. Ved at angribe vil i se vores ansigter, ikke vores rygge, men vores ansigter.”

Han annoncerede, at en militær undtagelsestilstand var ved at blive indført over hele Ukraine. 

“Ingen panik. Vi er stærke. Vi er klar til hvad som helst. Vi vil besejre hvem som helst, fordi vi er Ukraine,” lød det fra den ukrainske leder. Forud for Ruslands angreb havde han gjort et sidste forsøg på at afværge en krig ved at advare om, at Rusland kunne starte “en større krig i Europa”, og ved at opfordre russiske borgere til at modsætte sig den.

Tapre ord! Men det er blot en hul bravade. Den ukrainske hær er ét stort rod og bliver håbløst overrumplet af angrebets brathed. Uanset hvad, er den ude af stand til modstå den russiske hærs mægt. I det øjeblik hvor Vesten gjorde det klart at de ikke ville sende tropper til at forsvare Ukraine, var sagen afgjort på forhånd.

Påstanden om, at der ingen panik er i hovedstaden, passer ikke med billederne på fjernsynet af lange køer af biler på flugt fra Kiev.

Helt fra begyndelsen har regeringen i Kiev været billedet på hjælpeløshed. Ved hårdnakket at insistere på retten til at gå med i NATO – en klar provokation mod Moskva – har den kastet sig i armene på Vesten som sit eneste håb for at overleve. Det var en uklog fejl.

Trods al deres offentlige udvisning af bravado, har imperialisterne ikke den fjerneste interesse i det ukrainske folk. De anses som skakbrikker i stormagtspolitikkens spil. 

Det russiske militær hævdede, at alle Ukraines luftbaser var blevet neutraliseret af den spærreild af missiler, der indledte den russiske invasion. Røg er blevet set stige til vejrs tæt på store flyvepladser udenfor Kharkiv samt andre byer østpå og endda så langt vest som ved Ivano-Frankivsk tæt ved grænsen til Polen.

Forud for torsdagens angreb havde der været massive cyber-angreb rettet mod Ukraines ministerier og banker. En form for hybrid krigsførelse ment til at skabe forvirring.  

Der har også været rapporter, der indikerer at russiske styrker er gået ind i Ukraine, og som påstår at de ukrainske grænsestyrker ”ikke gør modstand overfor russiske enheder.”  

I et nyligt Facebook-opslag maler Dmitri Kovalevich, en kommentator bosiddende i Kiev, et billede af de ukrainske styrker i en kaotisk tilstand:

“Ubekræftede beskeder på det ukrainske internet antyder, at omkring 70% af nylige våbenleverancer fra Vesten er blevet destrueret på våbendepoterne. Vores militær klager over, at depoterne blev drevet af officerer, der viste sig at være russiske agenter, der ganske enkelt sprængte dem i luften.”

“Opdatering: alle tyrkiske Bayraktar-droner blev også destrueret midt på flyvepladserne”

“Donetsk-rebeller har erobret Mariupol. Næsten ingen modstand fra Ukraines hær – de gik bare ind i byen.”

“De missiler der ramte Ukraines militærbaser i Odessa, blev affyret fra undersøiske ubåde.”

“Efter forlydende blev Ukraines checkpoints ved grænsen erobret i Sumy-regionen [Det nordøstlige Ukraine]. Russiske mariner er gået i land i Odessa. En antiluftskyts-base i Kiev blev ramt af ballistiske missiler – indenfor en time har Ukraine mistet næsten alle deres antiluftskyts-systemer.”

“Koncentreret ild fra raketstyr langs frontlinjen i Donbass. En russisk militærkolonne krydsede grænse ind til Kharkov-regionen.”

“Folk fra Ukraines forskellige regioner rapporterer om højlydte eksplosioner, der er foregået samtidig i Odessa, Kiev, Kramatorsk, Mariupol, Kharkov og Dnipro. Det ligner store, tidsindstillede eksplosioner, detoneret på samme tid over hele landet.”

“Amerikanske overvågningsdroner har forladt luftrummet over Ukraine.”

“Opdatering: eksplosioner rammer Ukraines våbendepoter.”

“Luftrummet over Ukraine er fuldkommen lukket. Nogle jetfly med kurs mod Kiev blev beordret at vende om”.

Det siger sig selv, at disse rapporter, baseret på forvirret og delvis information midt i kampens hede, bør betragtes med en vis grad af forsigtighed. Men selv hvis kun halvdelen er sandt, viser det, at russerne sikrede sig, at det ukrainske forsvars militære kapacitet blev destrueret, eller i hvert fald alvorligt svækket, før invasionen begyndte.

Det tegner også et billede af demoralisering og mangel på motivation, i hvert fald blandt dele af de ukrainske styrker, hvilket strider imod det billede, der føres til torvs af vestlig propaganda. Rusland har nu ethvert incitament til at bevæge sig så hurtigt som muligt i sin erobring af hovedstaden.

Militæranalytikere har sagt, at de forventer, at Putin vil sende sine tropper ind for at erobre og omringe Kiev. Den amerikanske senator Marco Rubio, et medlem af senatets særlige efterretningsudvalg, hævder at “Ruslands luftbårne styrker forsøger at tage kontrol over lufthavnen i Kiev, for at… flyve styrker ind, der kan erobre byen.”

Der har været rapporter torsdag aften på russiske statsmedier, om at luftbårne tropper har erobret lufthavnen i Boryspil nær Kiev. Lige meget om rapporterne er sande eller falske, er det kun et spørgsmål om tid, før den ukrainske hovedstad er på russiske hænder. Krigen vil da være så godt som slut. 

“Skræk og rædsel”

Vestlige ledere er snublet over hinanden i hast for at fordømme invasionen, der, hvis vi skal tro dem, vil lede til noget, der nærmer sig ragnarok med millioner (sic!) af mennesker dræbt i en blodig europæisk krig, som truer selve den menneskelige civilisations eksistens, som vi kender den.

Joe Biden har i en skrevet udtalelse sagt:

“Hele verdens bønner er med det ukrainske folk i aften, mens de lider under et uprovokeret og uberettiget angreb fra russiske militære styrker.”

“Præsident Putin har valgt krig med overlæg, der vil bringe et katastrofalt tab af menneskeliv og menneskelig lidelse med sig,” sagde Biden. “Rusland er alene ansvarlig for de dødsfald og den ødelæggelse, som dette angreb bringer med sig, og USA vil med sine allierede og partnere svare igen på samlet og fast manér. Verden vil drage Rusland til ansvar.”

“Jeg er forfærdet over de rædselsvækkende begivenheder i Ukraine, og jeg har talt med præsident Zelenskij for at diskutere de videre skridt. Præsident Putin har valgt blodsudgydelsens og destruktionens vej ved at indlede det her uprovokerede angreb på Ukraine. 

“Vi vil drage Kreml til ansvar,” skrev Ursula von der Leyen, lederen af EU-kommissionen, der annoncerede nye sanktioner mod Moskva blot få timer inden angrebet. 

Alle disse fine, trodsige ord står i kontrast med, at Biden og co. aldrig har haft den fjerneste intention om at forsyne Kiev med militær støtte. Deres eneste bidrag til den aktuelle krise var en endeløs række af aggressive udsagn fulgt af alvorstrusler om “voldsomme” (men uspecificerede) konsekvenser, der angiveligt ville komme efter et russisk angreb. Disse udsagn, suppleret med en hårdnakket kompromisløshed overfor blot at tænke over Ruslands krav, hjalp til med at gøre en invasion uundgåelig.

Kort sagt: alle disse damer og herrer var ganske parate til at kæmpe til den sidste blodsdråbe – mere specifikt Ukrainernes blod.

Endnu mere foragteligt var den fanatiske skvalder, der kom fra London. Hvis opildnende taler kunne vinde krige, ville retorikken fra salen i underhusets have sendt den russiske hær farende tilbage til barakkerne, så hurtigt deres støvler kunne bære dem.

”Storbritannien og vores allierede vil svare kontant tilbage,” snerrede premierminister Boris Johnson, mere for at imponere sine menige partimedlemmer, der har kritiseret hans bløde linje over for herren i Kreml.

Desværre har historien lært os, at krige aldrig er blevet vundet med ord. Putin må grine højt af dette cirkus, der regnes for et parlament. Hvis han altså overhovedet hæfter sig ved det i det hele taget, hvilket man i den grad må tvivle på.

Og hvad er der at sige om Labours leder, hr. Keir Starmer? Det mest dybfølte ønske fra denne højrefløjsleder af samme støbning som Blair er at gøre Labour så lig De Konservative som muligt. Hans drøm er at se partiet rejse det britiske og amerikanske flag frem for det røde. 

Det var derfor ingen overraskelse at se ham konkurrere med Boris Johnson i et forsøg på at bevise sig som den mest ihærdige modstander af Rusland og den mest ildfulde NATO-støtte.

”Du skulle nødig snakke…”

Alle disse ord stinker af hykleri. Hvor var fordømmelseskoret, da amerikanerne og deres ”allierede” (læs: lakajer) indledte en kriminel og blodig krig mod Irak? Og hvad med deres løgnagtige propaganda om ikkeeksisterende ”masseødelæggelsesvåben”, der angiveligt skulle være ’bevist’ af falsificerede dokumenter, og som var et kynisk dække for en åbenlys voldshandling mod en suveræn stat?

Den her forargelige handling – såvel som den lige så kriminelle invasion af Afghanistan og det imperialistiske overgreb mod Syrien – har ledt til mindst en million dødsfald. Men hvorfor dog lade fakta ødelægge en god historie?

Når Vestens ledere viser sig frem på TV for hele verden, med deres skræddersyede jakkesæt og polerede smil, optræder de som om, de er fornuften og humanismens stemme. Men kradser man i overfladen, finder man kun skidt. Der er ingen magt på jordens overflade så reaktionær og så badet i blod som amerikansk imperialisme og deres lydige halehæng i Vesten.

De ”Forenede” Nationer

Som altid når krig bryder ud, rammes vores ører straks af en besynderlig lyd. Den minder om lyden af forskrækkede fårs brægen, men er i virkeligheden fornuftens røst, menneskehedens sande stemme, eller det forledes vi i hvert fald til at tro.

Jeg refererer her til den brægen, der kommer fra pacifisterne: fra de rare, velmenende sjæle, som oplyser os, at fred er godt, og krig er skidt. Men krige er aldrig blevet standset af sentimentale appeller om anstændighed og sund fornuft. Tværtimod fortæller vores sunde fornuft os, at alle alvorlige anliggender gennem tiderne altid er blevet afgjort af våbenmagt.   

Et af de mest påfaldende træk ved pacifister er deres endeløse evne til at bedrage sig selv. De holder stædigt fast i enhver tale, hvor en verdensleder fortæller om sin inderlige tilslutning til fred. Eller den ene eller anden resolution der gentager de samme banale synspunkter, vedtaget af en regering eller institution. En naiv tro på virkningen af den slags ting gør pacifister til brugbare fjolser for krigsmagerne, eftersom de luller folk ind i en falsk tryghedsfornemmelse.

Taler og resolutioner som disse har kun til formål at fungere som et belejligt røgslør, der dækker over de virkelige, aggressive intentioner, der ligger bag. Og det største fupnummer af alle er det komisk benævnte Forenede Nationer. Denne institution blev etableret efter Anden Verdenskrig, efter sigende for at forhindre nye, fremtidige krige.

Og hver gang der er risiko for krig, beder pacifisterne of venstreformisterne FN om at intervenere. Det er en blåøjet illusion og et bedrag af folket.

Dette er ikke stedet til at gentage denne institutions sølle historie. Lad det være nok at sige, at FN aldrig har forhindret nogen som helst krig, men i virkeligheden har været involveret i mere end én, som tilfældet med Korea-krigen viser. 

Mellem 1945 og 1989 har der været mere end 300 krige på internationalt plan. Siden Anden Verdenskrig op til i dag har USA alene udført mere end 30 omfattende militæroperationer. FN havde ingen påvirkning overhovedet på disse begivenheder. 

Og i dag er det præcis det samme. På netop det tidspunkt hvor Putins ord blev transmitteret, afholdt FN-sikkerhedsrådet et hastemøde ledt af Rusland selv, der sidder på det skiftende præsidentembede.

Møde blev åbnet af FN’s generalsekretær António Guterres, som lavede en direkte appel: ”Præsident Putin, stop dine troppers angreb mod Ukraine. Giv fred en chance. For mange mennesker har allerede mistet livet.”

Men lige så snart ordene forlod hans mund, blev de første detonationer rapporteret. Gravskriften på pacifismens og FN’s grav kan få lov til at komme fra Biblen: ”Skrigende efter fred, fred, når der ingen fred er. (Jeremias’ Bog, 6:14)

Lenin sagde engang, at kapitalisme er rædsel uden ende. Det er et system med krig og reaktionær nationalchauvinisme støbt ind i dets fundament, som del af den internationale konkurrence om markeder og indflydelsessfærer. Hvor mange millioner arbejdere og fattige er blevet marcheret ud på slagmarken og ofret i ’nationens’ navn; blot et andet ord for kapitalistklassens interesser.

Så længe kapitalisme består, vil krig forblive et af dets vedvarende elementer, og der kan ikke være tale om ’forenede nationer’, ligesom der ikke kan være tale om en forenet nation. Den eneste enhed, der er mulig, er i den internationale arbejderklasse.

Det er marxister og socialisters opgave at afdække illusionen om, at arbejdere og fattiges interesser kan forliges med den herskende klasses. Den eneste måde at bekæmpe krig er ved at bekæmpe det system, der skaber krig.

Hvad nu?

Selvom det er for tidligt at kalde krigen for slut, kan der ikke herske tvivl om, at russerne vil opnå alle deres erklærede mål indenfor en kort periode. Det er ikke let at anslå den nøjagtige stemning blandt det ukrainske folk. Under alle omstændigheder vil den være anderledes i de østlige regioner, hvor der er mange russisktalende i forhold til den vestlige del, der altid har haft en større tilbøjelighed til nationalisme.

Men den herskende stemning vil være fortvivlelse, pessimisme og frem for alt krigstræthed og et brændende ønske om fred og en form for stabilitet. Det kan muligvis give Putin et støttepunkt til at indsætte en pro-russisk regering i Kiev.

Det virker i mine øjne til, at en mand som Porosjenko opfylder kravene til at blive Zelenskijs afløser. Det er sandt, at han i nogle skrappe taler på det seneste har fordømt Putin. Men det var forventeligt, og der kan ikke herske tvivl om, at der bag kulisserne foregår forhandlinger, hvis udfald endnu kan overraske alle. Men, det er blot mine gætterier.

Naturligvis vil spørgsmålet om Ukraines medlemskab af NATO ikke længere være på tale. Med sit slagord om afnazificering kommer vi til at se en udrensning af højreorienterede og ultranationalistiske organisationer.

Det er selvindlysende, at de russiske besættelsesstyrker har et ønske om at skaffe sig af med faktiske eller potentielle fjender, og at dette naturligvis kommer til at inkludere fascistiske og ultranationalistiske bevæbnede militser.

Når Putin siger, at han ikke har intentioner om at besætte Ukraine, er der ingen grund til ikke slå tvivl om hans ord. Sagt mere præcist vil han ikke besætte landet længe. Det ville være for vanskeligt og for dyrt. 

Nej. Han vil trække sig tilbage efter at have gjort sin pointe klar. Og det er for at vise både ukrainere og resten af verden, at Rusland ikke er nogen, som man er letsindige med, at NATO’s østlige ekspansion skal stoppe, at Ukraine og Georgien aldrig må blive medlem af NATO, og at der ikke må udstationeres større koncentrationer af tropper tæt ved den russiske grænse eller gennemføres provokerende manøvrer i nærheden.

Han bliver ved med at gentage, at han er åben overfor at forhandle, og det er også tilfældet. Men han vil nu forhandle fra en position, der er langt stærkere end før. Han kommer til at kræve, at mellemstore atomvåben rykkes ud af Østeuropa, og at INF-traktaten omhandlende mellemdistancemissilsystemer genindføres i praksis, hvilket var noget, der ensidigt blev lagt i graven af Hr. Trump.

Inden han trækker sig, vil han muligvis, blot for at gøre tingene krystalklare, snuppe endnu et par stykker ukrainsk territorium, ved hovedsagligt at udvide de nyligt anerkendte folkerepublikker til også at inkludere hele Donetsk- og Luhanskregionen.

Det ville i øvrigt være et rent defensivt træk designet til at skabe en bufferzone langs Ruslands sydlige grænse. Det ville understrege vigtigheden af Ukraine og ville fjerne landet helt og aldeles fra listen over mulige fremtidige trusler mod russisk sikkerhed – hvilket var netop hvad Putin gjorde med Georgien.

Da jeg for øvrigt genlæste det, som jeg skrev på daværende tidspunkt, syntes jeg i høj grad at det svarer til den aktuelle situation. Lad mig citere:  

”Ja, vi anerkender det georgiske folks ret til selvbestemmelse, men ikke uden forbehold. Vi forsvarer ikke deres ret til at undertrykke andre små nationer, såsom osseterne og abkhaserne. Forsvarer vi osseterne og abkhasernes ret til selvbestemmelse. Ja, det gør vi. Men hvilken slags uafhængighed er det, der beror udelukkende på subsidier fra Moskva, og som tillader sig selv at blive brugt som skillemønter i sidstnævntes diplomatiske intrigere for at undertrykke georgierne? På hvilken måde fremmer det kampen for socialisme og arbejderklassens sag? På ingen måde! Den slags ’selvbestemmelse’ er bedrag og løgn. Det er blot et bekvemt røgslør, der maskerer en større magts ambitioner og grådighed, i dette tilfælde Ruslands, der søger at tilbageerobre sine gamle besiddelser i Kaukasus. Indlemmelsen af i disse folk i Rusland vil give dem omtrent den samme form for ’selvbestemmelse’ som tjetjenere har – hvilket vil sige ingen overhovedet, ligesom der ingen virkelig selvbestemmelse er i det nordlige Ossetien, Dagestan, eller nogen anden region i Rusland.”

”På kapitalistisk basis kan der ikke findes nogen længerevarende løsning på det nationale spørgsmål, om det er i Kaukasus, Balkan eller Mellemøsten. Ethvert forsøg på at ’løse’ det nationale spørgsmål på kapitalistisk basis kan kun føre til nye krige, terrorisme, etnisk udredning og nye flygtningestrømme, i en ond spiral af vold og undertrykkelse. Spørgsmålet om retten til tilbagevenden for alle flygtninge kan aldrig løses på kapitalistisk basis. Det ville i sagens natur betyde øget konkurrence over begrænsede ressourcer, jobs, boliger, lægehjælp, uddannelse og andre ydelser. Hvis der ikke er nok jobs og boliger til alle, vil det på uundgåelig vis være benzin på bålet for de nationale og religiøse spændinger. Delvise reformer løser ikke problemet. En løsning der går til rod og stilk er nødvendig. Man kurerer ikke kræft med en hovedpinepille!”

Hvis vi udskifter ordet Georgien med Ukraine, og osseterne og abkhaserne med det russisktalende folk fra Donetsk og Luhansk så passer det som fod i hose. Der er i virkeligheden ikke meget mere at tilføje.

USA vil sandsynligvis annoncere nye sanktioner imod Rusland på mandag og bruge en række værktøjer til at straffe russiske banker og finanssektoren som helhed; værktøjer der indtil nu kun har været en af Washingtons reservevåben.

De sanktioner, der er blevet indført af Vesten, kommer ikke til at ændre Ruslands position, eftersom Putin allerede har taget skridt for drastisk at reducere landets afhængighed af Vesten. Det er sandt, at den umiddelbare reaktion på invasionen var, at Rublens værdi faldt til et rekordlavt niveau siden 2016, og at der blev sat en stopper for handel på det russiske aktiemarked. Men de effekter kommer kun til at være midlertidige. Hvis sanktioner derimod fører til, at den russiske gasforsyning til Europa afskæres, ville det have katastrofale konsekvenser, og vi ville skulle forvente en yderligere stigning i prisen på mad og brændstof. 

Hvilken holdning bør vi tage?

Den aktuelle situation er på uundgåelig vis blevet mødt med en intensiveret spærreild af propaganda i de prostituerede medier. Sigtet med dette er ikke at fremme det ukrainske folks interesser og velvære. Tværtimod er deres interesser blevet kynisk ofret på imperialismens alter.

Det er bydende nødvendigt, at vi fastholder en urokkelig klasseposition og ikke lader os selv rive med af den lyvende imperialistiske propagandamaskine.

Støtter vi Vladimir Putin og det russiske oligarki, hvis interesser han støtter? Nej, Putin er ikke arbejderklassens ven hverken i Rusland, Ukraine eller noget som helst andet sted. Invasionen af Ukraine er blot en fortsættelse af hans egen kyniske og reaktionære agenda.

Men det er ikke det spørgsmål, vi bør stille os selv på nuværende tidspunkt. Spørgsmålet er: kan vi på nogen som helst måde fremstå som del af den samme lejr som amerikansk og britisk imperialisme? Kan vi associere os selv, direkte eller indirekte, med NATO, det mest reaktionære imperialistiske slæng? Eller med Boris Johnson og krigsmageren Liz Truss, eller Blairs efterligner Keir Starmer? 

Det er den russiske arbejderklasses opgave at tage sig af Putin. Vores kamp er mod imperialisme, NATO, vores egen reaktionære konservative regering, såvel som lederne af Labour, som er deres kriminelle sammensvorne. Som Lenin altid insisterede: hovedfjenden er på hjemmefronten. Det er på høje tid, at vi minder os selv om den kendsgerning. 

London, 24. februar 2022