Global revolution

Et spøgelse går gennem Europa.« Med denne berømte sætning meldte forfatterne af Det Kommunistiske Manifest begyndelsen på en ny etape i menneskehedens historie.

[Source]

Det var i 1848: Et år med revolutionære omvæltninger i Europa. Men nu går et spøgelse gennem ikke bare Europa, men hele verden. Det er verdensrevolutionens spøgelse.

Verdensrevolution er ikke blot et tomt begreb. Det beskriver nøjagtigt denne nye etape, som vi går ind i. Hvis vi blot kigger på begivenhederne i løbet af de sidste tolv måneder: Revolutionære omvæltninger, massebevægelser og mægtige generalstrejker er brudt ud i Frankrig, Iran, Sudan, Algeriet, Tunesien, Hong Kong, Chile, Ecuador, Irak, Libanon og Catalonien.

Alle blev overraskede af gilets jaunes-bevægelsen i Frankrig. Før masseopstanden lod alt til at gå efter planen for det “politiske centrum” i form af Emmanuel Macron. Hans reformer (der i virkeligheden var kontrareformer) gik gnidningsfrit igennem. Fagforeningslederne opførte sig ansvarligt (det vil sige, at de kapitulerede). Det stoppede brat, da masserne gik på gaderne i Frankrig i forlængelse af landets bedste revolutionære traditioner og rystede regeringen i dens grundvold. Denne millionbevægelse syntes at komme ud af ingenting; som et lyn fra en skyfri himmel.

Præcis det samme gjorde sig gældende i Hong Kong. Enhver med nogen form for tvivl om det revolutionære potentiale, der eksisterer i dag, bør studere disse begivenheder med omhu. Forinden virkede mændene i Beijing og deres lokale agenter til at have fuldstændig kontrol. Men her var en mægtig massebevægelse med millioner af mennesker, der i gaderne udfordrede et formidabelt diktatur. Og ligesom med bevægelsen i Frankrig syntes den at komme ud af ingenting.

Det samme kan siges om hver af de massebevægelser, der er brudt ud i det ene land efter det andet. Hvis det skete i et eller to lande, kunne man måske indvende, at disse var tilfældige fænomener – flygtige episoder, som man ikke kunne udlede nogle generelle konklusioner fra. Men når vi ser præcis den samme proces finde sted i det ene land efter det andet, kan vi ikke længere tillade os at afvise det som en tilfældighed. Derimod er disse udviklinger en manifestation af den samme generelle proces og reflekterer de samme underliggende love og tendenser.

Revolutionær udvikling i Latinamerika

Da Mauricio Macri vandt præsidentvalget i Argentina i 2015, blev dette udråbt som endnu et bevis på den “konservative bølge”, der skyllede ind over Latinamerika. Men det seneste valg har slukket for Marcis og hans erhvervsvenlige bandes økonomiske drømme.

Manden der lovede “nul fattigdom”, afsluttede sin embedsperiode med en styrtdykkende peso, der havde en årlig inflationsrate på 56 %. Antallet af folk der levede under fattigdomsgrænsen, steg fra 29 til 35 %. Et nødlån fra IMF var ikke nok til at genoprette balancen.

Hvis der havde været en klar ledelse i arbejderbevægelsen, kunne Marcis regering være blevet væltet af en revolutionær bevægelse fra neden. Dette blev påvist af de seneste begivenheder i nabolandet Chile.Denne bevægelse begyndte, da folkeskoleelever indledte en demonstration mod prisstigninger på metrobilletter i Santiago. Men kort efter den startede, blev den hurtigt forvandlet til en national bevægelse med et mål om at vælte hele regimet. Det var kulminationen på 30 år med nedskæringer, privatiseringer, angreb på arbejderklassen, deregulering og stigende ulighed.

Fredag den 25. oktober demonstrerede over en million mennesker i hovedstaden. Mobiliseringen blev gentaget i byer og kommuner overalt i landet. Over to millioner mennesker gik på gaderne. Denne eksplosion af massevrede udbrød blot en uge efter den forhadte Piñera-regering erklærede undtagelsestilstand, militarisering af gaderne og udgangsforbud. Men hverken brutal undertrykkelse, tortur, udgangsforbuddet eller falske indrømmelser kan standse en bevægelse, der antager kendetegn fra en opstand.

Dette er ikke et enkeltstående tilfælde. Kort før alt dette så vi en lignende revolutionær eksplosion i Ecuador, hvor bevægelsen, der startede som en protest mod den IMF-pakke, præsident Lenín Moreno indførte, udviklede sig til en landsdækkende opstand, som tvang regeringen til at flygte fra hovedstaden Quito og lukke nationalforsamlingen.

Ligesom i Chile har denne bevægelse nået en opstands proportioner, som nu stiller spørgsmålstegn ved, hvem der har magten. Hovedspørgsmålet er ikke om den ene eller anden reform, men om hvem, der styrer landet. Regeringen erklærede undtagelsestilstand og beordrede politiet og hæren til at knuse opstanden, hvilket har ført til én død, dusinvis sårede og hundredvis arresterede. Men overfor denne masseopstand har alle statens normale undertrykkelsesmidler vist sig at være magtesløse.

Hovedstaden, Quito, blev opgivet af regeringen. Onsdag den 9. oktober lammede en mægtig generalstrejke hele landet, og en enorm march med mellem 50.000 og 100.000 demonstranter gik mod præsidentpaladset Carondelet Slot, som Moreno hurtigt havde forladt dagen før. For en kort stund havde bevægelsen også taget kontrol over den ligeledes forladte nationalforsamling med det formål at nedsætte en folkeforsamling.

Her er et meget slående bevis på det kolossale revolutionære potentiale, der eksisterer ikke kun i Chile og Ecuador, men på verdensplan.

Libanon

På den anden side af verden, i Mellemøsten, så det ud til, at reaktionen havde sejret afgørende overalt. Den arabiske revolution så ud til at være død og begravet. Men nu er denne mægtige revolutions kræfter igen i fremmarch.

I Libanon, et land med kun seks millioner indbyggere, er mere end to millioner gået på gaden. Også i det krigshærgede Irak kæmper titusindvis af mennesker mod militæret og paramilitære enheder i gaderne. I Libanon og Irak har mægtige massedemonstrationer efter blot et par ugers kamp ført til premierministrenes fald.

I årevis har de reaktionære regimer baseret sig på sekteriske inddelinger af samfundet for at skære over klassekampen, men disse taktikker virker ikke længere. Bevægelserne bringer klassemodsætningerne i forgrunden. Kravene fra gaderne er arbejde, uddannelse, sygesikring og en ende på det skandaløse tyveri og korruption i toppen af samfundet. I Jordan i 2018 ledte en generalstrejke og udbredte massedemonstrationer til statsministeren Hani Mulkis fald.

Lenin sagde, at politik er koncentreret økonomi. Denne udtalelse bliver tydeligt bekræftet af de begivenheder, som vi diskuterer her. Naturligvis er de økonomiske spørgsmål ikke det eneste element i ligningen. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at kombinationen af en akut økonomisk krise og årtier med korrupt styre ved en klasse af rige blodsugere og deres politiske håndlangere er dét, der presser samfundet til kanten.

Libanon er et godt eksempel. Landet har en af de højeste gæld-til-BNP-rater i verden. Arbejdsløsheden er på omkring 25 %, og titusindvis af uddannede unge tvinges til at forlade landet hvert år på grund af manglende muligheder. Alle disse ting er opskriften på en social eksplosion.

De største politiske partier der inddelte landet langs sekteriske linjer under borgerkrigen, sidder stadig ved magten i dag og laver kaos i de offentlige finanser og akkumulerer budgetunderskud år efter år. Det så ud til, at dette aldrig ville ændre sig, men nu er der i Libanon udbrudt en mægtig revolutionær bevægelse, som spænder over hele landet og har ændret den politiske situation markant.

Siden d. 17. oktober har massedemonstrationer skyllet over landet mod en længere jeremiade af gamle kvaler så som hæmningsløs korruption, mangel på offentlige tjenester og økonomisk krise, som forværres. Banker er blevet lukket på grund af frygt for et finansielt kollaps, mens demonstranter i hundredtusindvis er gået på gaden, hvor de blokerer veje og fylder pladser.

Demonstrationerne var spontane og fuldstændigt uorganiserede; ingen organisation har gjort krav på demonstrationerne, fordi det i realiteten er en folkerevolution. Folk fra forskellige religiøse sekter, sociale klasser og politiske baggrunde er alle gået på gaden for at udtrykke deres vrede over det økonomiske kaos og kræver det kleptokratiske regimes fald.

Selvom demonstranterne kommer fra forskellige politiske baggrunde, er den fælles ting, der forener dem, deres vrede over angrebet på deres levevilkår. Efter min mening stammer denne vrede fra en voksende økonomisk kløft mellem Libanons rigeste tiendedel (udgjort af de regerende politikere og virksomhedseliten) og arbejderklassebefolkning.

Den voksende utilfredshed nåede et vendepunkt med en enorm massebevægelse på to millioner mennesker, der strakte sig over alle provinser, og som skar over alle sekteriske inddelinger. Folk fra alle religioner er gået med i bevægelsen. Uden nogen organisering eller ledelse har de revolutionære masser stået imod den voldelige undertrykkelse for at kæmpe mod deres røverherskere.

Ligesom i Ecuador og Chile har regeringen forsøgt at slå tilbage mod demonstrationerne – med hæren, der anvender tåregas – og adskillige billeder og videoer af politivold mod demonstranter er dukket op på forskellige sociale medier. Tilhængere af den libanesiske Hezbollah-bevægelse og dens politiske allierede Amal angreb demonstranter i Beiruts centrum.

I mange år kunne de iransk støttede shiabevægelser gemme sig bag deres konflikt med amerikansk, saudiarabisk og israelsk imperialisme. Men nu er de selv en del af den herskende elite. Stillet overfor den fremvoksende revolutionære bevægelse slutter de alle tæt for at beskytte deres klasseinteresser.

Angrebene mod demonstranterne afslørende endeligt deres sande reaktionære væsen. Derfor er de libanesiske massers vrede også rettet mod Hezbollah, shiapartiet “Guds parti”, der fremstillede sig som en forsvarer af fattige og undertrykte. Da dets leder Hassan Nasrallah gav sin støtte til den libanesiske regering, var parolen i gaderne: »Dem alle sammen betyder dem alle sammen, Nasrallah er også en af dem!«

Endeligt blev premierministeren, Saad Hariri, tvunget til at træde tilbage. Han sagde, at han var løbet ind i en “blindgyde” efter tretten dages opstand. Den britiske avis The Independent skrev:

Demonstrationerne har kastet Libanons politiske klasse ud i kaos. For første gang står den sekteriske politiske orden, der har regeret den østlige middelhavsnation siden afslutningen af borgerkrigen i 1990, overfor en massebevægelse, der sigter at vælte den.

Artiklen fortsatte:

Hvad der startede som et spontant vredesudbrud over en række nye skatter, udviklede sig hurtigt til noget større. I stedet for at rette sig mod regeringen eller en anden enkelt politisk leder vendte demonstranterne sig mod Libanons korrupte politiske klasse i sin helhed.

Lyder det bekendt? Selvfølgelig! Det er præcis den samme proces, som vi har set i Ecuador og Chile. Bevægelsen starter med massedemonstrationer for øjeblikkelige, konkrete økonomiske krav, men udvikler sig hurtigt til “noget større”. Med andre ord begynder masserne at drage revolutionære konklusioner ved at basere sig på deres egne erfaringer. Hvad der er behov for, er ikke den ene eller anden lille reform, men en grundlæggende forandring: At vælte “den politiske klasse i sin helhed.” Det er jo præcis, hvad en revolution er!

Irak, Tunesien, Sudan…

Også i Irak har adskillige bølger af massedemonstrationer, der startede i shiaområderne, rystet hele den politiske orden. Siden den 1. oktober har massive og radikale demonstrationer rystet landet. De startede denne gang i Bagdad, men spredte sig hurtigt til hele landet. Den irakiske hær og politiet svarede igen med ekstrem vold, som har resulteret i mindst 150 dødsfald (nogle kilder mener, at det er over 300) og over 6.000 sårede. Men den brutale undertrykkelse har ikke sænket demonstrationerne.

I Tunesien har bølge efter bølge af massedemonstrationer rystet landet. Og i Algeriet har en mægtig revolutionær bevægelse væltet den hensygnende Bouteflika og rystet regimet fra top til bund. I Algeriet troede regimet at det havde købt sig til social fred i 2011, efter de forøgede statsudgifterne markant.

I Sudan så vi en massebevægelse med enormt revolutionært potentiale, der rystede de herskende kredse overalt i regionen. Unges, og især de sudanesiske pigers og kvinders, mod og beslutsomhed var i sandhed inspirerende. Den sudanesiske arbejderklasse udfordrede regimet gennem generalstrejker, som stillede spørgsmålet om, hvor magten lå.

Det samme gjorde sig gældende i Algeriet. Alt dette viser os, at den arabiske revolution stadig har enorme sociale reserver. Men hvordan forklarer man sådanne fænomener? Og hvad repræsenterer de? Overfladiske observatører og empirister står mundlamme tilbage overfor begivenheder, de ikke forventede, og de ikke har nogen forklaring på. Borgerskabets overfladiske empirister kigger kun på begivenhedernes overflade (på “fakta”). De besværer ikke sig selv med at kigge under overfladen for at afdække de dybereliggende processer, som indvirker overalt.

Revolutionens molekylære processer

Trotskij sagde engang, at teori er fremsynets overlegenhed over forbløffelse. De pludselige, voldelige manifestationer af utilfredshed tager altid borgerskabet og dets hyrede “eksperter” på sengen. Det er, fordi borgerskabets “eksperter” ikke har nogen teori (ud over teorien om, at al teori er ubrugelig) og bliver derfor altid forbløffede, når begivenhederne pludseligt eksploderer i ansigtet på dem.

For at opnå en virkelig forståelse af de dybereliggende processer er den dialektiske analysemetoder fuldstændig nødvendig. Borgerskabet har naturligvis ingen forståelse for dialektik; reformisterne har endnu mindre, hvis det overhovedet er muligt. Der er ingen grund til at nævne sekterne i forhold til dette, da de har ingen forståelse overhovedet. Deres fuldstændige mangel på noget perspektiv er hovedårsagen til, at de alle befinder sig i krise.

Trotskij formulerede et meget bemærkelsesværdig begreb: “Revolutionens molekylære proces.” Det er værd at tænke lidt over dette begreb. Trotskij refererede til dialektik, og uden en forståelse for dialektik kan man ikke forstå noget som helst. Forandringsprocessen i massernes bevidsthed foregår normalt gradvist. Den vokser langsomt, umærkeligt men også ubønhørligt, indtil den når et vendepunkt, hvor kvantitet skifter til kvalitet, og tingene vender sig til deres modsætninger.

Over lange perioder kommer den til udtryk som en langsom akkumulation af utilfredshed, vrede og frustration under overfladen. Her og der er der symptomer, små signaler, der kun kan forstås af en trænet observatør, der ved, hvad de betyder. Men disse er som en bog lukket med syv segl for den tykpandede empirist, der, mens han altid insisterer på “fakta”, er blind for de mere dybtgående underliggende processer.

Filosoffen Heraklit udtrykte sin foragt for empirister, da han sarkastisk skrev: »Øjne og ører er dårlige vidner for mænd, der har sjæle, som ikke forstår deres sprog.« Biblen udtrykker samme idé med andre ord: »Øjne har de, men de ser ej.« Uanset hvor mange fakta og statistikker de akkumulerer, rammer de altid forbi pointen.

Storbritannien og Frankrig

Pludselige og skarpe ændringer ligger implicit i situationen. Sådanne pludselige eksplosioner er et symptom på de underliggende strømninger af akkumuleret vrede og utilfredshed fra millioner af mennesker, som i virkeligheden er rettet mod systemet. De er et tydeligt symptom på, at det kapitalistiske system har nået en blindgyde på verdensplan.

Nogle mennesker argumenterer for, at revolutionære udviklinger, som dem vi har diskuteret her, kun er mulige i fattige, økonomisk underudviklede nationer. Men dette er fuldstændig forkert. Dialektikken lærer os, at før eller senere vil tingene ændre sig til deres modsætninger.

Storbritannien er et fremragende eksempel på dette. For bare fire år siden var Storbritannien anset som det mest stabile land i Europa, måske endda hele verden – nu er det fuldstændig blevet vendt på hovedet og er sandsynligvis det mest ustabile land i Europa. “Parlamenternes moder” var engang berømt for dets rolige fred, men det er pludseligt blevet kastet ud i krise og splid. I stedet for fred og ro, har vi set øjeblikke med fuldstændig kaos.

Det britiske samfund er skarpt polariseret på en måde, vi ikke har set i meget lang tid. Det er denne polarisering, der bekymrer kapitalistklassen og dens ideologiske apologeter mest. De er bekymrede, fordi de har en svag anelse om, at en sådan polarisering indeholder kimen til fremtidige revolutionære udviklinger.

Siden krisen i 2008-09 er der foregået en langsom proces, en gradvis akkumulation af utilfredshed. Det udgjorde et fundamentalt brud i hele den internationale situation. Og det var et brud i ordets fulde betydning. Nu kan vi se revolutionens molekylære proces, som Trotskij talte om. Dette er en lydløs, usynlig proces. Det er noget uhåndgribeligt. Du kan ikke sætte en finger på det, fordi det foregår under overfladen. Men det er der hele tiden, og graver løs under jorden som en muldvarp.

Før i tiden var Storbritannien set som iboende konservativt og organisk uigennemtrængeligt for nogen som helst slags revolutionære impulser. De havde solide institutioner, der tjente som uindtagelige fæstninger mod revolution: Parlamentet, overhuset, monarkiet og retsstaten. Folk havde respekt for disse institutioner, der garanterede den sociale fred og politisk stabilitet.

Nu er alle disse betryggende illusioner slået itu. Den gamle tillid til det parlamentariske demokrati er blevet undermineret fatalt. Der er en voksende mistillid til politikere og en foragt for eliten i Westminster. Dette er yderst farligt for den herskende klasse. Hvis folk ikke længere er trygge ved at overlade ansvaret for deres liv og skæbner til kasten af professionelle politikere og bureaukrater (“dem, der ved bedst”), kunne de en dag finde på at tage tingene i egne hænder. Det var præcis det, der skete for ikke så længe siden i Frankrig.

I november 2018 opstod gilets jaunes-bevægelsen pludseligt umiddelbart ud af ingenting, da en enorm mængde almindelige mennesker gik på gaden. Det viser tydeligt, at et revolutionært potentiale eksisterer. Selv Brexit viser på sin egen besynderlige måde den samme proces. I mange andre lande findes den samme fornemmelse: En dybtliggende stemning imod samfundets top og det bestående. Men vi så også, hvordan den såkaldte venstrefløj fuldstændig mislykkedes i at give noget organiseret udtryk for den revolutionære stemning.

Catalonien har også set en eksplosiv protestbevægelse i oktober efter domfældelsen af politiske fanger, der på nuværende tidspunkt sidder fængslet på grund af deres rolle i organiseringen af uafhængighedsafstemningen i 2017. De hårde fængselsstraffe (der beløber sig på over 100 år) for “lovovertrædelsen” i at bruge sin demokratiske ret blev mødt med et udbrud af raseri og vrede med hundredtusinder, der gik på gaden, blokerede veje, toglinjer og Barcelonas lufthavn.

Titusindvis af demonstranter, primært unge, forsvarede sig overfor brutal politiundertrykkelse og kæmpede igen med brændende barrikader og daglige kampe, der varede en hel uge. En generalstrejke fandt sted den 18. oktober, hvor en enorm menneskemængde tog til Barcelona. De var organiseret i fem geledder, der havde marcheret til fods fra forskellige dele af Catalonien. De småborgerlige nationalistiske partier der har været forrest i bevægelsen for en catalansk republik, er i stigende grad miskrediterede, men intet alternativt lederskab er blevet fremsat.

Det er rystelserne, som varsler om det kommende jordskælv. Massernes utilfredshed, som ikke finder genklang i de traditionelle masseorganisationer, udtrykker sig på forskellig vis i forskellige lande. Men det fundamentale er massernes ustoppelige radikalisering på verdensplan, der udtrykkes i voldsomme sving til venstre og til højre. Processen med radikalisering vil intensiveres i takt med, at krisen slår igennem, hvilket vil fremprovokere en endnu skarpere polarisering mellem klasserne og forberede vejen for endnu større revolutionære eksplosioner.

Den nuværende situation og marxisters opgave

Marxister er optimister af natur, men vores optimisme er ikke noget kunstigt eller falskt. Den er baseret på solide analyser og perspektiver. Vi baserer os på marxismens solide teoretiske fundament. Vores organisation kan være stolt af den kendsgerning, at vi har stået fast på de fundamentale principper og den dialektiske metode, som gør os i stand til at trænge igennem overfladen og se de dybereliggende processer, der er på spil.

Den periode vi gennemlever, vil blive set som en tid med fundamentale forandringer, et vendepunkt i hele situationen. For ikke længe siden så dén påstand ud til at blive modsagt af fakta. Verdensøkonomien så ud til at traske videre, og faktisk fremhæver borgerlige økonomer, at dette er det længste opsving i historien. Men nu accelererer begivenhederne med hæsblæsende fart. Kun marxismens dialektiske metode kan give en rationel forklaring på processer, som de håbløse borgerlige empirikere er blinde overfor.

På mange måder ligner den nuværende situation Romerrigets forfald. Kapitalisterne og bankfolkene praler konstant af deres rigdom og luksus. Den rigeste ene procent af verdens befolkning er på vej til at kontrollere op imod to tredjedele af verdens rigdom i 2030, eftersom de sidder på billioner af dollars, som de ikke investerer i produktive aktiviteter. Den herskende klasse er parasitisk og fuldstændig degenereret. Dette får vreden og og bitterheden til at blusse op overalt.

Der er et kæmpe potentiale for at sprede de marxistiske ideer. Det er det vigtigste, som vi må fokusere på. Vi må diskutere det fundamentale; ikke de tilfældige, men de generelle tendenser. Hvad er den røde tråd i alle disse situationer? Ekstrem politisk og social polarisering. Klassekampen er i fremmarch alle steder.

Vi vokser og udvikler os – men vi er for små til at kunne spille en afgørende rolle i begivenhedernes udvikling i den nære fremtid. For os ville det derfor ikke være en dårlig ting, hvis afgørende revolutionære situationer blev udskudt i en tid af den simple grund, at vi endnu ikke er parate. Vi har brug for tid til at bygge det revolutionære alternativ.

Historien bevæger sig i sit eget tempo og venter ikke på nogen. I en periode som den nuværende kan gigantiske begivenheder opstå, før vi er klar. Skarpe og pludselige skift er implicerede i situationen. Vi må være forberedte på at kunne klare udfordringerne. De bedste arbejdere og unge er allerede åbne overfor vores ideer. Vi må finde vejen til disse lag og vende ryggen til de gamle, trætte og demoraliserede elementer. Alle spor af skepticisme og rutinisme må elimineres fra vores rækker, som fra top til bund må få følelsen af, at der er en vis hast.

Dette er i virkeligheden et kapløb mod tiden. Store begivenheder kan overhale os. Vi må være forberedte. Derfor må vi bygge vores organisation, rekruttere og uddanne folk så hurtigt som muligt. Det er den eneste vej til succes. Vi har allerede slået ind på den vej. Vi må ikke lade noget distrahere os fra den opgave. Vores parole må være: Længe leve den socialistiske verdensrevolution!