Efter Netanyahus krig: en forenet palæstinensisk bevægelse vokser frem

Efter elleve dage med nådesløse bombardementer af Gaza – som har dræbt over 240 palæstinensere (hvoraf næsten halvdelen var børn og kvinder) og efterladt tusindvis alvorligt såret – er Israel gået med til en våbenhvile. Bombardementet har fordrevet 75.000 mennesker. Deres hjem er blevet ødelagt, og der er anrettet alvorlig skade på essentiel infrastruktur: skoler, hospitaler (inklusiv det eneste test- og vaccinationscenter mod COVID-19), elektricitet og forsyningen af rent vand. Gazas befolkning vil betale en dyr pris for Israels angreb mange år frem.


[Source]

Al-Sisis egyptiske regime, der i samarbejde med den israelske stat i årevis har håndhævet en blokade, der har undermineret levebrødet for mange i Gaza, tager nu æren for at have forhandlet våbenhvilen på plads. Sammen med andre reaktionære arabiske regimer der åbent støttede Israel bare sidste år – FAE, Saudi-Arabien osv. – forsøger de at genoplive deres propalæstinensiske ry ved at annoncere planer om nødhjælp og genopbygning, som de vil bruge til at få indflydelse på Hamas, og ellers belejligt vil lægge på hylden ved første givne mulighed.

Alle de reaktionære arabiske regimer fra Marokko til Saudi-Arabien er blevet taget på sengen af den palæstinensiske kamps stigende militans. De er i særdeleshed blevet overrasket over, hvordan den er blevet forbundet med den revolutionære stemning blandt arbejdere og unge i hele Mellemøsten. Disse regimers legitimitet er blevet massivt undermineret af disse begivenheder, som har tilføjet brændbart materiale til den revolutionære krise, der er under forberedelse i disse lande.

Den såkaldt ’progressive’ Biden-administration har endnu en gang vist sit sande ansigt. Den støttede øjeblikkeligt ”Israels ret til selvforsvar” i løbet af bombardementerne, mens den stille pressede Netanyahu bag kulisserne til at gå med til en våbenhvile, når Israel havde skabt nok ødelæggelse. Den amerikanske imperialismes hykleriske påståede neutralitet er blevet fuldstændigt afsløret. USA giver milliarder af dollars til det israelske militær hvert år, mens de eksporterer enorme mængder militært isenkram til Israel. Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvis side amerikansk imperialisme står på, og som altid er det på undertrykkernes side.

Vi må sige det klart: Biden og amerikansk imperialisme bekymrer sig ikke det mindste om det palæstinensiske folks lidelser eller om deres legitime krav. Hvad de bekymrer sig om, er, at Netanyahus eventyr risikerer at fremprovokere en yderligere destabilisering af de USA-venlige arabiske regimer i området: Egypten, Jordan, Golf-monarkierne og så videre. Hvad amerikansk imperialisme virkelig er bange for, er genoplivningen af den arabiske revolution på et højere niveau end for ti år siden.

Den palæstinensiske ungdom har ført en militant massekamp mod Israels nådesløse krig mod deres brødre og søstre i Gaza. Det er værd at bemærke, at kampen startede inden for Israels 1948-grænser, og blev ledet og organiseret af komiteer, netværk og organisationer, der var udenfor den officielle palæstinensiske ”ledelse”. Dette afslører en dyb mistillid til Fatah og den palæstinensiske nationale myndighed såvel som Hamas. Navnlig har vi set organiseringen af masseselvforsvar mod de voldelige antipalæstinensiske pogromer begået af højreorienterede bander og zionistiske bosættere, som har angrebet palæstinensere og deres hjem og butikker i 1948-Israel, som blev udført med samtykke eller åben støtte fra de israelske sikkerhedsstyrker.

Disse mobiliseringer har skåret gennem eksisterende splittelser, og har forenet den palæstinensiske kamp mod besættelsen, diskriminationen og undertrykkelsen i Gaza, Vestbredden, Østjerusalem, de palæstinensiske flygtningelejre og, mest bemærkelsesværdigt, inden for den israelske grønne linje fra 1948. Denne kamp resonerer med hele verdens arbejdere og unge, og har inspireret til en international bølge af solidaritet, som vokser på global skala.

Palæstinenserne i kamp modtog våbenhvilen med trodsige demonstrationer, glæde og lettelse men også med en bevidsthed om, at intet fundamentalt er blevet løst. De har udvist en vilje og lyst til at kæmpe videre.

Som marxister byder vi entusiastisk fremkomsten af en forenet palæstinensisk massekamp velkommen som det vigtigste, der er blevet opnået i løbet af de sidste tre uger.

Netanyahus kyniske manøvrer afsløret

Netanyahu og de israelske forsvarsstyrker påstår, at de har opnået deres militære mål. Men disse påstande er hule og ikke overbevisende. Modsat hvad Netanyahu ønsker, at alle skal tro, er det tydeligt, at intet er blevet løst fra den israelske herskende klasses synspunkt.

Våbenhvilen er blot en taktisk manøvre, men den zionistiske højrefløjs strategi med at fordrive den palæstinensiske befolkning og basalt set stjæle deres hjem og levebrød og i stigende grad fratage dem deres rettigheder fortsætter.

De zionistiske bosætteres program blev opsummeret af Arieh King, viceborgmester i Jerusalem: »Jeg vil have, at Jerusalem for evigt er sikret som en jødisk by, og den eneste måde at beskytte den fra radikale muslimer er ved at være flere end dem,« sagde han. »Den jødiske nations hjerte er Tempelbjerget – og de lag der beskytter bjerget, vil være den jødiske tilstedeværelse omkring det.«

Israels – eller snarere Netanyahus – mål var aldrig at ødelægge Hamas men snarere at begrænse dem. Netanyahu og hans højreorienterede allierede har brug for Hamas.

Selvom de er blevet flere og mere præcise, kan Hamas’ raketter ikke hamle op med Israels mægtige ildkraft fra et militært synspunkt, og 90 procent af dem bliver stoppet af Israels Iron Dome-forsvar. Men lyden af luftangrebssirener over hele Israel er meget nyttigt for Netanyahu fra et politisk synspunkt. Det har den effekt at samle israelske jøder bag staten og regeringen, ”når de står over for den fremmede fjende”. Dette var den kyniske kalkule, som Netanyahu gjorde sig, da han eskalerede provokationerne ved al-Aqsa-moskeen under ramadanen, på et tidspunkt da en koalitionsregering uden ham skulle til at dannes.

Derudover har Israel alle interesser i at spille Hamas’ dominans i Gaza ud mod Abbas’ Fatah-ledede palæstinensiske myndighed, og sikre splittelse og fragmentering af den såkaldt palæstinensiske ledelse. Og sidst ønsker Israel ikke at ødelægge Hamas, fordi det er den eneste eksisterende magt, der er i stand til at kontrollere – undertrykke og styre – den palæstinensiske befolkning i Gaza. I de senere år har Netanyahu endda taget det ekstreme skridt at træde ind – bag kulisserne – for at presse Qatars regime til at garantere en finansiel livline til Hamas.

Netanyahus hovedformål var kynisk at bruge den krigslignende eskalation, som han bevidst fremprovokerede, til at redde sig selv fra det voksende pres mod ham og konsolidere sin ustabile position ved en hensmuldrende regerings ror. Netanyahu havde ingen bedre måde at opnå dette på end ved at spille det gennemprøvede og testede spil med konfrontation med Hamas og derved samle støtte om sig selv og fremstå i hans yndlingsrolle som Israels stærke mand i en national nødsituation. Bortset fra at denne gang lader det ikke til, at Netanyahus hasardspil har kunnet betale sig.

Hvorfor var der ingen landstyrkeinvasion af Gaza?

Netanyahu havde forsikret israelske jøder om, at det palæstinensiske folk var blevet neutraliseret, splittet, besejret og demoraliseret. Han forsikrede dem om, at de omkringliggende arabiske regimer var villige til at acceptere og anerkende Israels eksistens på trods af den vedvarende undertrykkelse af det palæstinensiske folk og besættelsen af deres land. Han forsikrede dem om, at under hans jernnæve var Israel blevet et sikkert sted for jøderne. Alle disse forsikringer bliver afsløret som løgne for den israelske befolknings øjne.

Dem indenfor og udenfor Israel der støttede bombningen af Gaza som et middel til at ”beskytte israelske liv fra truslen fra Hamas”, spørger nu sig selv: hvordan kan den israelske regering påstå, at Hamas’ evne til at samle og affyre raketter er blevet ødelagt af de såkaldte ”kirurgiske” bombninger? Én af hovedlektionerne ved tidligere israelske angreb på Gaza – som de israelske massemedier slog fast med syvtommersøm – har netop været, at uden en landstyrkeinvasion er bombardement i sig selv dømt til at være ineffektivt – selv hvis man antager, at Israel har adgang til de mest præcise efterretninger om, hvor man skal ramme. Dette blev tydeliggjort i oktober 2020 af Avi Kochavi, Israels stabschef, ifølge en rapport fra Haaretz: »Det er umuligt at sejre over vores fjender uden [land]manøvrer; uden en massiv invasion af styrker«.

Den konklusion som almindelige israelere drager fra dette, er naturligvis præget af skepsis. Endnu en gang vil der være en usikker våbenhvile – indtil den næste uundgåelige eskalation. Kapitalisme og zionisme, uafhængigt af Netanyahu, skaber ikke betingelserne for et værdigt liv eller en sikker havn for jøderne i Israel. Det eneste de kan garantere, er fortsættelsen af det nuværende mareridt og yderligere undertrykkelse og had langs nationale og religiøse linjer.

Under bombardementerne af Gaza annoncerede IDF ad flere omgange, at de overvejede at invadere Gaza – som de gjorde i 2014 (hvor de dræbte 2.400 palæstinensere). Men truslen om en invasion materialiserede aldrig. Hvorfor?

Haaretz pointerede, hvordan Netanyahus egen prekære position var en nøglefaktor:

Hvad angår premierminister Benjamin Netanyahu har han i øjeblikket minimal offentlig opbakning til at gennemføre kontroversielle handlinger. Det er svært at gå ind i en farlig militær invasion, der vil medføre et stort antal dræbte, når halvdelen af befolkningen ikke tror på ét ord, af det du siger, og, med en vis grad af retfærdighed, har mistanke om at du med vilje tændte op under spændingerne i Jerusalem af politiske og personlige årsager.

De palæstinensiske israelere i kampens centrum

Men den øjeblikkelige eftervirkning af våbenhvilen bekræfter, at noget i situationen er ændret – og på meget dramatisk vis. Langt fra at være blevet tæmmet og demoraliseret af Israels asymmetriske voldsudøvelse har den palæstinensiske massekamp, anført af ungdommen, indtaget hovedrollen.

Den palæstinensiske generalstrejke den 18. maj har, sammen med den palæstinensiske ungdoms voksende trods og beslutsomhed i hele den seneste periode både inden for Israel og i de besatte territorier, vist, hvor kraftfuld en indflydelse arbejderklassens bevægelse kan have på begivenhederne.

For første gang i årtier har generalstrejken tydeligt vist – i praksis – hvad vi længe har argumenteret for: at en forenet massekamp mod besættelsen og undertrykkelsen af det palæstinensiske folk i hele Palæstinas historiske territorium var nødvendigt, og ville repræsentere et gennembrud. Det var ikke blot muligt – det er blevet en realitet.

Dette er resultatet af årevis af akkumuleret vrede, som det øgede pres mod palæstinenserne fra den israelske stats diskrimination og undertrykkelse, har skabt. I løbet af de sidste år har vi set en hurtig acceleration af det reaktionære zionistiske projekt, der er designet til at marginalisere og diskriminere det palæstinensiske mindretal i Israel side om side med en vækst i bosætterbevægelsen i Østjerusalem og Vestbredden, som nu tæller over 650.000 ulovlige jødiske bosættere.

Netanyahu udråbte Jerusalem til Israels udelte hovedstad støttet af Trumps udmelding om, at han ville flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Dette blev støttet af den amerikanske anerkendelse af israelske krav på de besatte Golanhøjder. I mellemtiden har vi set intensiveringen af de israelske statsstøttede bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem helt op til Israels trussel om unilateralt at annektere dele af den besatte Vestbred. Godkendelsen af den racistiske jødiske nationalstatslov knuste resterne af det store flertal af israelske palæstinenseres identifikation med den israelske stat, og fremprovokerede åben opstand og fremmedgørelse blandt de mest loyalistiske og konservative lag i den palæstinensiske befolkning, især druserne.

Det ødelagde enhver illusion om, at Israel nogensinde ville tillade en levedygtig, uafhængig palæstinensisk stat. Ethvert foregivende af bilaterale forhandlinger blev fejet til side. Det betød også, at mens palæstinenserne i Gaza, Vestbredden og Østjerusalem var underlagt et åbenlyst besættelsesregime, blev det palæstinensiske mindretal inde i Israel gjort til andenrangsborgere.

Massebevægelsen mod udsættelsen af palæstinensere i Sheikh Jarrah og den vold som den israelske stat slap løs mod bedende palæstinensere i Al-Aqsa på ramadanens højdepunkt, markerede et vendepunkt i palæstinensernes bevidsthed.

Bombningen af Gaza blev derefter et fokuspunkt, der forenede den palæstinensiske kamp inden og uden for Palæstina, og forbandt den med en bred international solidaritetsbevægelse, der mobiliserede hundredtusindvis af mennesker.

Den palæstinensiske 18. maj-generalstrejkes indflydelse

Appeller om en generalstrejke cirkulerede allerede på de sociale medier længe før, den formelt blev vedtaget af den Øvre Opfølgningskomite, den forenede ledelse for den palæstinensiske befolkning fra ’48 (dem der bor i Israel). Hoveddrivkraften bag organiseringen af strejken den 18. maj var et netværk af selvorganiserede komiteer og ungdomsgrupper, der havde været i centrum af protesterne indtil da. Disse selvorganiserede komiteer dukkede op på trods af den såkaldte traditionelle ledelses passivitet, og i mange tilfælde har det åbent udfordret den.

Mondoweiss udgav en interessant rapport fra en af disse aktivister i Haifa, som afslører det virkelige forhold mellem bevægelsens officielle ledelse og aktivisterne på jorden:

Aktivisterne er vant til at nære mistillid til Opfølgningskomiteens ledelse, og nogle mente, at en en-dags-generalstrejke ikke var nok. Men hurtigt blev al energi forenet for at sikre strejkens succes i samme ånd af enhed og empowerment, der tillod den nuværende opstand.

Opfordringen forbandt sig til den eksisterende trodsige stemning blandt masserne, og eskalerede hurtigt til en kamp mod bombningen af Gaza, mod besættelsen, for anstændighed, lighed, til forsvar for palæstinensernes elementære ret til at forsvare deres levebrød og mod den israelske stats vold og undertrykkelse.

Generalstrejken udviste ekstraordinær militans. På trods af de repressive tiltag og trusler om repressalier fra de israelske virksomheder og myndigheder til de palæstinensiske arbejdere, der strejkede uden lovlig rygdækning fra de israelske fagforeninger, havde strejken en synlig effekt.

Den israelske forening af bygherrer indrømmede, at kun 150 ud af 65.000 palæstinensiske byggearbejdere dukkede op på arbejde, hvilket fuldstændig paralyserede byggeindustrien. Strejken ramte også transport, leveringer, rengøring og sundhedssektoren i Israel, og den kunne mærkes i alle sektorer med en større tilstedeværelse af palæstinensiske arbejdere.

Annonceringen af strejken blev mødt af hård modstand i medierne. Men klassekampens sprog kan trænge igennem og blive forstået af resten af den israelske arbejderklasse selv på et stadie, hvor de fleste jødiske israelske arbejdere ikke støtter den palæstinensiske kamp, men svarer på, hvad de ser som en trussel mod deres sikkerhed, og derfor støtter op om den israelske stat.

I Haaretz kunne man læse en kommentar fra en israelsk kranarbejder, som er symptomatisk for stemningen. Mens han så på de tomme byggepladser på dagen for generalstrejken, sagde han: »Hvis vi alle kæmpede på denne måde for arbejderrettigheder, kunne vi måske opnå noget.« Uanset hvilken holdning denne arbejder havde til den palæstinensiske kamp, er det vigtigt at fremhæve, at strejken for ham, såvel som for mange andre arbejdere, rejste spørgsmålet om, hvad der kunne opnås gennem arbejderklassens forenede, kollektive handling.

Imperialistisk ”fred” – fortsættelsen af krig gennem andre midler

Det palæstinensiske folks kamp mod undertrykkelse risikerer konstant at blive afsporet af appeller fra den israelske herskende klasse til den jødisk israelske befolkning om at samle sig bag staten mod eksterne trusler. Det er afgørende for den palæstinensiske befrielseskamp, at der som led i den generelle kamp for befrielse bliver udviklet taktikker og kampformer for bevidst at nedbryde støtten til den israelske stat langs klasselinjer; for at øge klasseskellet i den jødiske befolkning selv. Det kræver, at bevægelsens mest bevidste og konsekvente revolutionære lag ikke begrænser sig til rent demokratiske krav. Disse krav spiller en vigtig rolle i kampen, men de kan ikke i sig selv løse den. Den socialistiske løsning må fremsættes klart.

I løbet af de sidste par uger har vi set små jødisk-arabisk demonstrationer, hvor jødiske græsrodsorganisationer har modsat sig den generelle fjendtlige stemning, og åbent er kommet ud med støtte til kampen mod bombningen af Gaza. Disse demonstrationer er relativt små, højst et par tusinde, men er vigtige fra et symptomatisk synspunkt. Som marxister byder vi sådanne bevægelser velkomne, og vi ser det som vores opgave at kæmpe for at bryde de nationale og religiøse opdelinger, som den herskende klasse har skabt, langs klasselinjer.

Nu hvor bombningen af Gaza er blevet suspenderet, vil den imperialistiske ”fred” være en fortsættelse af krig med andre midler. Det israelske regime vil forsøge at genvinde kontrollen over de kræfter, som er undsluppet dets kontrol. Politikken med gradvist at begrænse de palæstinensiske rettigheder og besvare enhver protest med hårde repressive midler vil fortsætte. Denne uge er flere hundrede palæstinensere blevet arresteret i Israel. Politikken med udsættelser fortsætter med et fornyet pres for at fjerne palæstinensiske familier fra Silwans Batn al-Hawa-område i Østjerusalem. Generalstrejken og de seneste masseprotesterne er en vigtig udvikling, der viser, hvordan den reaktionære israelske stat kan bekæmpes og afsløres.

Den palæstinensiske bevægelse er en del af den internationale revolutionære bevægelse mod kapitalistisk udbytning og imperialistisk undertrykkelse. Det er tydeligt, at palæstinensernes kamp for befrielse ikke er begrænset til Palæstinas historiske grænser. Den er forbundet med kampen mod de reaktionære regimer i Mellemøsten og deres bagmænd i Washington.

Ét efter ét vil de nuværende reaktionære regimer i Mellemøsten blive rystet i deres grundvold af omfattende revolutionære bevægelser. Som den egyptiske revolutionære bevægelse i 2011, der væltede Mubarak-regimet og den revolutionære opstand mod Morsi-regeringen i 2013, viser: det er ikke nok at vælte reaktionære regimer, hvis ikke kapitalismen omstyrtes, og hvis ikke arbejderklassen tager magten.

Kampen i Israel og Palæstina kan kun blive løst på et socialistisk grundlag som del af den revolutionære omdannelse af hele Mellemøsten. Det er på baggrund af dette perspektiv, at den revolutionære palæstinensiske ungdom og alle de jødiske israelere, der er klar til at udfordre den undertrykkende zionistiske stat, må gå ind i kampen.

Massernes revolutionære bevægelse i det historiske Palæstina forbinder sig med den generelle revolutionære proces mod imperialistisk undertrykkelse og kapitalisme, som foregår over hele Mellemøsten. I den næste periode vil vi se bølge efter bølge af kraftfulde bevægelser fra arbejdere og unge, der vil forsøge at vælte det ene undertrykkende regime efter det andet i regionen. Det er med dette perspektiv for øje, at marxisterne fremsætter programmet for en israelsk/palæstinensisk føderal socialistisk stat som en del af Mellemøstens socialistiske føderation, hvor der kan blive sat en stopper for undertrykkelse med revolutionære midler, og alle folkeslag, inklusiv jøderne og palæstinenserne, og alle andre nationaliteter i regionen, vil have retten til at bestemme deres egne skæbner og finde en fælles vej til velstand.

Join Us

Join the International Marxist Tendency and help build a revolutionary organisation to participate in the struggle for socialism worldwide!

In order to join fill in this form and we will get back to you as soon as possible.