Danish

Med begivenhederne i Catalonien, Kurdistan og Skotland er national selvbestemmelse og selvstændighed blevet et vigtig element i klassekampen, og er kommet på tilbage dagsordenen på venstrefløjen. Jonas Foldager fra Revolutionære Socialister diskuterer i det her oplæg hvordan marxister skal forholde sig til det nationale spørgsmål.

Fra den 24. til den 29. juli 2018 mødtes 370 marxister, fra mere end 25 forskellige lande, i de italienske alper til den Internationale Marxistiske Tendens’s (IMT) årlige verdenskongres. Vi er overbeviste om, at denne kongres i fremtiden vil huskes som et vendepunkt i kampen for at bygge en verdensomspændende organisation, der er i stand til at lede arbejderklassen i kampen for at vælte kapitalismen.

De sidste to måneder har været præget af en fornyet bekymring over økonomien. Det var egentlig meningen, at det skulle være en periode fuld af optimisme på baggrund af positive tal for arbejdsløshed, lønvækst osv.. Men til trods for disse tal er markedet uroligt, og borgerskabet er så småt ved at få øjnene op for, at ingen af de problemer, som skabte finanskrisen i 2008, er blevet løst. Om noget er de blot blevet værre.

Oktoberrevolutionen ændrede radikalt på situationen for homoseksuelle i Rusland, på samme måde som den gjorde det for kvinderne. I 1922 blev den første straffelov for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (SFSR) vedtaget som lov. I 1918 blev alle de gamle tsaristiske love ophævet, og endeligt, efter et par års debat, blev den nye grundlov vedtaget og homoseksualitet – eller ”sodomi”, som det blev kaldt – blev afkriminaliseret. Det var et enormt fremskridt for homoseksuelle, der under tsaren kunne blive arresteret og dømt til årevis i fængsel, eller blive sendt til arbejdslejre.

I starten af februar cirkulerede nogle usædvanlige protestscener på sociale medier i Islamabad. Tusindvis af pashtunere marcherede mod Islamabad fra Pakistans stammeområde nær den Afghanske grænse. Målet med marchen var at holde en protest foran presseklubben i hovedstaden.

Med de Konservative (”the Tories”) i intern borgerkrig over Brexit er der snak i de konservative korridorer om udskrivelse af et hurtigt nyvalg. Dette er en klar mulighed, når man tager den kaotiske situation, som det konservative parti står i, i betragtning. Der er derfor reel mulighed for, at Jeremy Corbyn kan være på vej mod 10 Downing Street før snarere end senere.

Torsdag den 31. maj udløb fristen for en handelsaftale mellem Trump og Canada, Japan, Mexico og EU. Det betyder, at den straftold på stål og aluminium, som Trump havde truet med, nu træder i kraft. Med dette skridt har Trump begyndt på processen: at optrevle globaliseringen. Lørdag den 2. juni mødtes G-7 landenes finansministre, og de 6 af dem rottede sig sammen mod USA og udtrykte deres “enstemmige bekymring og skuffelse” over den amerikanske beslutning.

Ved det Venezuelanske præsidentvalg søndag den 20. maj, blev Nicolas Maduro genvalgt til endnu en præsidentperiode. Størstedelen af den reaktionære opposition havde, med fuld støtte fra Washington og Bruxelles, opfordret til en boykot, hvilket førte til en meget lav valgdeltagelse blandt middel- og overklassekvartererne i de største byer. Deres krav om at valget blev afblæst blev gentaget af højreorienterede regeringer i regionen. Dette førte til at mange folk fra arbejderklassen og de fattigere kvarterer mødte op for at stemme som en måde at afvise den skamløse imperialistiske indblanding. Dog var valgdeltagelsen imidlertid markant lavere end ved forgående valg. For mange er den dybe

...

Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. (K. Marx, Teser om Feuerbach)

I går blev seks kammerater fra IMT (den Internationale Marxistiske Tendens) arresteret i Karachi af hæren og Sindh Rangers, en statslig paramilitær gruppe, der er berygtede for deres illegale henrettelser. Spørgsmålet må rejses i arbejder- og studenterbevægelsen verden over. Vi har brug for protest- og solidaritetsmeldinger. Tag affære nu!

I søndags tog den tyrkiske krigsmaskine, støttet af de såkaldte syriske oprørstroper, kontrol over den kurdiske by Afrin i det nordøstlige Syrien. Mens de vestlige medier havde travlt med at fordømme Assad-regimets offensiv mod de islamistiske styrker i Damascus forstad Ghouta, havde de, ikke overraskende, overhovedet ingen opmærksom rettet mod den brutale nedslagtning af kurdere, som vel at mærke aldrig har angrebet Tyrkiet.