Danish

Under demonstrationer i Marokko affyrede sikkerhedsstyrker den 20. februar skud mod demonstrerende. Ni blev dræbt, og mange blev anholdt. En af dem, der blev arresteret, og efterfølgende brutalt tortureret, var en kammerat fra Det Kommunistiske Aktionsforbund (CLA), som er tilknyttet den Internationale Marxistiske Tendens [som Socialistisk Standpunkt også er tilknyttet, red.]. Vi offentliggør her en appel fra det Kommunistiske Aktionsforbunds medlemmer. Vi opfordrer vores læsere til at protestere imod disse handlinger.

I naturen bliver jordskælv fulgt af efterskælv. De kan være lige så voldsomme som den oprindelige eksplosion. Det, vi nu ser, er det samme fænomen i samfundets verden. Det revolutionære jordskælv i Egypten og Tunesien har sendt seismiske chokbølger til de mest afsides dele af den arabiske verden. Algeriet, Marokko, Libyen, Sudan, Bahrain, Irak, Yemen, Kuwait, Djibouti… Listen vokser ikke dag for dag, men time for time.

Toppen af den egyptiske hær har overtaget styringen af landet, og mens de lover en overgang til “demokrati” på et tidspunkt, bekymrer de sig mere for, hvad de på kort sigt ser som “kaos og uorden”. Det er ikke bare demonstrationerne, der har grebet alle de større byer i Egypten, men noget der i deres øjne er endnu farligere; den voksende strejkebølge.

I går [14 February 2011] var det en måned siden, at den forhadte diktator Ben Ali blev væltet af en revolution d. 14. januar. Den sidste måned har været en konstant kamp mellem den herskende klasse, der ønsker at vende tilbage til borgerlige normalitet og arbejderne og ungdommen, der gennemførte revolutionen og som kæmper for at stoppe det gamle regime fra forsøget på at gøre et comeback.

Tyrannen er faldet! Som jeg skriver disse linjer er Hosni Mubarak trådt tilbage. Det er en stor sejr, ikke bare for det egyptiske folk, men for arbejderne i hele verden. Efter 18 dage med uafbrudt revolutionær mobilisering, med 300 døde og tusinder såret, er Hosni Mubaraks 30-års tyranni ikke mere.

Et af de fremtrædende kendetegn ved en revolution er, at masserne overvinder frygten for staten og for repression. Dette er blevet grafisk illustreret på Egyptens gader. På samme tid bryder bølgen af masseopstand tabuerne i soldaternes psyke, og hæren kløves på basis af klasser. Et sjældent broderskab mellem sikkerhedsstyrkerne og masserne, som det var meningen at sikkerhedsstyrkerne skulle knuse, udvikles mens revolutionen blomstrer.

”Himlen var fyldt med sten. Kampene omkring mig var så forfærdelige, at vi kunne lugte blodet.” Med disse ord beskriver Robert Fisk de dramatiske begivenheder på Tahrir Square, hvor revolutionens og kontrarevolutionens styrker stødte frontalt sammen. Voldsomme kampe varede hele dagen og hele natten på pladsen og i gaderne omring.

Revolutionen i Egypten er på et kritisk stadie. Den gamle statsmagt kollapser under massernes slag. Men revolution er en kamp mellem levende kræfter. Det gamle regime har ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp. De kontrarevolutionære styrker er i offensiven. Der er voldsomme kampe i Cairo imellem regimets tilhængere og dets modstandere.

Den folkelige opstand imod Hosni Mubaraks diktatur fortsætter. Søndag morgen steg solen op over endnu en anspændt dag efter en nat med masseprotest og trods imod regeringen. Udgangsforbuddet eksisterede kun på papiret. Denne kendsgerning viser klart den virkelige situation.

Dramatiske begivenheder udfolder sig i Mellemøsten. Tirsdag blev Egypten rystet af en bølge af landsdækkende demonstrationer der krævede enden på Mubaraks regime, der har undertrykt folket i denne stolte nation i næsten 30 år. Det var den største protestbevægelse i Egypten i årtier. I Cairo og andre byer demonstrerede tusinder, der er imod regeringen, på gaderne og sloges med politiet.

Ikke så snart Ben Ali – efter at han var blevet væltet af de tunesiske arbejdere og unges revolutionære bevægelse – var på et fly til Saudi Arabien den 14. januar, begyndte den tunesiske herskende klasse og dens imperialistiske dukkeførere at manøvrere for at kontrollere situationen.

De tunesiske arbejdere og unges fantastiske bevægelse er en inspirationskilde og et eksempel til efterfølgelse for hele verden. I over en uge gennemgik Tunesien en revolution af episke dimensioner. Masseopstanden i Tunesien styrtede den forhadte diktator Ben Ali efter 23 år ved magten.

I årevis var den tunesiske befolkning, arbejderne, de unge, mødrene, lammet af frygt for repression. Politisk sløvhed var det normale og oprør undtagelsen. Nu er tingene vendt på hovedet. I løbet af opstanden, som har rystet Tunesisen i tre uger, er trodsigheden over for det brutale regime, dets spioner, dets medier, dets herskende parti, dets politi og dets hær, blevet normen. Frygten har skiftet side. Det er en jordskælvsagtig ændring i bevidstheden hos ungdommen og masserne generelt. Dette har ikke kun påvirket Tunesien, men hele den arabiske verden.