Danish

Den internationale kapitals strateger er nået frem til, at det er nødvendigt med en ny lånepakke til Grækenland. Sammen med pakken følger endnu hårdere tiltag, herunder det berygtede program, som regeringen allerede har fremlagt, med kæmpemæssige nedskæringer og udsalg af statens ejendom. Men nu begynder arbejderbevægelsen at påvirke situationen.

Søndag den 5. juni blev endnu en milepæl i den sociale og politiske situation i Grækenland og Europa. Imponerende mobiliseringer rullede over landet: en halv million i Athen og demonstrationer med tusinder af mennesker i Thessaloniki, Patras, Larissa, Volos, Heraklion og andre byer. Det placerer Grækenland på tærsklen til en revolutionær situation. Det betyder, at for første gang i årtier har de europæiske udviklede kapitalistiske lande udsigt til en revolution med kontinentale dimensioner.

En ”fejlslagen stat” og det farligste sted i verden. Sådan bliver den pakistanske stat beskrevet. The Economist skrev for nylig, at ”hvis landet lå et hvilket som helst andet sted, ville Pakistan – der også har verdensrekorden i atom-oprustning – formentlig blive betragtet som en slyngelstat.”

Situationen i Grækenland udvikler sig dag for dag, og den bevæger sig i retning af en revolutionær situation. Onsdag den 25. maj samlede 120-150.000 mennesker sig på Syntagma-pladsen og andre centrale pladser i de største græske byer. Masserne protesterede imod regeringens nedskæringspolitik og EU’s brutale aggression imod Grækenlands befolkning.

Først var det Tunis, så Cairo, Wisconsin og nu Spanien. Kapitalismens krise har igangsat en bølge, der ikke kan kontrolleres. Alle kræfter, der forsvarere det bestående, slutter sig sammen for at standse den: politikere og politi, dommere og fagforeningsbureaukrater, den betalte presse, fjernsyn, præster og ”intellektuelle” men oprørets tsunami skyller over det ene land efter det andet, fra kontinent til kontinent.

Efter Anden Verdenskrig opstod der helt nye forhold: stalinismen havde konsolideret sig i USSR, Østeuropa og Kina, og det stalinistiske maskineri så uovervindeligt ud. Alligevel forudså Ted Grant i denne artikel, hvor han analyserer de ændrede forhold, stalinismens endeligt. Artiklen er et uundværligt dokument til forståelse af stalinismen og udviklingen op til Sovjetunionens kollaps samt som forberedelse til fremtidige begivenheder.

Der er ingen fremtid ude en fortid. En empirisk, mekanisk og pragmatisk tilgang til den revolution, der fejer over regionen fra Atlanterhavet til det Arabiske Hav vil ende i en forkert analyse og en katastrofal skæbne for masseopstanden.

Vi giver her et kort historisk oprids af udviklingen af Gaddafi-regimet fra den borgerlige arabiske nationalisme i de tidlige dage over perioden med såkaldt islamisk socialisme og til den nuværende periode med åbning for udenlandske investeringer, store indrømmelser til multinationale selskaber og begyndelsen på omfattende privatiseringer.

At sige at en revolution er begyndt, er ikke det samme som at sige, at den er fuldendt, og endnu mindre at sejren er sikret. Det er en kamp mellem levende kræfter. Revolutionen er ikke et drama i en enkelt akt. Det er en kompliceret proces med mange op- og nedture. Omstyrtelsen af Mubarak, Ben Ali og Gannouchi markerer enden på første stadie, men revolutionen har endnu ikke lykkedes med at omstyrte det gamle regime fuldstændig, og regimet har endnu ikke formået at genetablere kontrollen.

Umiddelbart efter præsidentens tale til den nye regering forrige lørdag, gik folk i forskellige dele af landet på gaden for at protestere, særligt i Homs og Latakia. Sikkerhedsstyrkerne slog meget hårdt ned på dem, med mange dræbte og endnu flere arresterede i noget der ser ud som en kampagne for at fortælle folk at de ikke skulle tolke præsidentens tale som om regimet ville give nogen form for indrømmelser.

I første omgang er revolutionens krav demokratiske. Naturligvis! Efter 30 år med brutalt diktatur, længes ungdommen efter frihed. Selvfølgelig kan deres stræben efter demokrati misbruges af borgerlige politikere, der alene er interesserede i deres fremtidige karriere i et ”demokratisk” parlament. Men vi har pligt til at tage de demokratiske krav op og give dem et revolutionært indhold. Det vil uundgåeligt føre videre til kravet om en endnu mere grundlæggende forandring af samfundet.

Den arabiske revolution er en kilde til inspiration for arbejdere og unge overalt. Den har rystet hvert eneste land i Mellemøsten i deres grundvold, og rystelserne kan føles i hele verden. De dramatiske begivenheder i Nordafrika og Egypten er et vendepunkt i menneskehedens historie. Disse begivenheder er ikke isolerede tilfælde, der er adskilt fra verdensrevolutionens generelle proces.

17. marts stemte FN’s sikkerhedsråd, med stemmerne 10 for og fem blanke, for at indføre en flyveforbudszone over Libyen. Resolutionen autoriserer medlemmer af FN til at ”tage alle nødvendige forholdsregler… for at beskytte civile og civilt befolkede områder der er i fare for at blive angrebet i Libyen, herunder Benghazi, mens den samtidig udelukker en udenlandsk besættelsesstyrke i enhver form, på hvilken som helst del af Libysk territorium”.

Efter at have indtaget denne ene by efter den anden i revolutionens første dage, er det lykkedes for Gaddafi at holde sammen på en betydelig del af sikkerhedsstyrkerne, og nu slår han tilbage. Hvordan forklarer man denne drejning i situationen?

For måske første gang i statens historie lød tonerne af arbejdersangen ¨Solidarity Forever¨ i salen i Wisconsins parlament. Guvernør Scott ”Hosni” Walker har provokeret arbejderklassen, som for en stor del har haft sit hoved sænket under vægten af den økonomiske krise. Begivenhederne i Wisconsin har opildnet aktivister i den ene delstat efter den anden.

I Latinamerika har der været megen diskussion og forvirring om revolutionen i Libyen. Denne artikel forklarer den Internationale Marxistiske Tendens’ position: vi støtter det libyske folks opstand og går samtidig imod enhver imperialistisk intervention. Vi ser også kritisk på den stilling, som Hugo Chavez og Fidels Castro har indtaget.

Den arabiske revolutions måske vigtigste drivkraft har indtil videre været almindelige menneskers stræben efter respekt og værdighed (noget som også var tydeligt i den russiske revolution og i Frankrig 1968). Regimerne, politiet og arbejdsgiverne behandler ikke folk som mennesker, men som dyr. Det gælder for alle arbejdere og fattige, men især for kvinderne. På denne 8. marts er det oplagt at se på de arabiske kvinders rolle i revolutionen.

Under demonstrationer i Marokko affyrede sikkerhedsstyrker den 20. februar skud mod demonstrerende. Ni blev dræbt, og mange blev anholdt. En af dem, der blev arresteret, og efterfølgende brutalt tortureret, var en kammerat fra Det Kommunistiske Aktionsforbund (CLA), som er tilknyttet den Internationale Marxistiske Tendens [som Socialistisk Standpunkt også er tilknyttet, red.]. Vi offentliggør her en appel fra det Kommunistiske Aktionsforbunds medlemmer. Vi opfordrer vores læsere til at protestere imod disse handlinger.

I naturen bliver jordskælv fulgt af efterskælv. De kan være lige så voldsomme som den oprindelige eksplosion. Det, vi nu ser, er det samme fænomen i samfundets verden. Det revolutionære jordskælv i Egypten og Tunesien har sendt seismiske chokbølger til de mest afsides dele af den arabiske verden. Algeriet, Marokko, Libyen, Sudan, Bahrain, Irak, Yemen, Kuwait, Djibouti… Listen vokser ikke dag for dag, men time for time.

Toppen af den egyptiske hær har overtaget styringen af landet, og mens de lover en overgang til “demokrati” på et tidspunkt, bekymrer de sig mere for, hvad de på kort sigt ser som “kaos og uorden”. Det er ikke bare demonstrationerne, der har grebet alle de større byer i Egypten, men noget der i deres øjne er endnu farligere; den voksende strejkebølge.

I går [14 February 2011] var det en måned siden, at den forhadte diktator Ben Ali blev væltet af en revolution d. 14. januar. Den sidste måned har været en konstant kamp mellem den herskende klasse, der ønsker at vende tilbage til borgerlige normalitet og arbejderne og ungdommen, der gennemførte revolutionen og som kæmper for at stoppe det gamle regime fra forsøget på at gøre et comeback.

Tyrannen er faldet! Som jeg skriver disse linjer er Hosni Mubarak trådt tilbage. Det er en stor sejr, ikke bare for det egyptiske folk, men for arbejderne i hele verden. Efter 18 dage med uafbrudt revolutionær mobilisering, med 300 døde og tusinder såret, er Hosni Mubaraks 30-års tyranni ikke mere.

Et af de fremtrædende kendetegn ved en revolution er, at masserne overvinder frygten for staten og for repression. Dette er blevet grafisk illustreret på Egyptens gader. På samme tid bryder bølgen af masseopstand tabuerne i soldaternes psyke, og hæren kløves på basis af klasser. Et sjældent broderskab mellem sikkerhedsstyrkerne og masserne, som det var meningen at sikkerhedsstyrkerne skulle knuse, udvikles mens revolutionen blomstrer.

”Himlen var fyldt med sten. Kampene omkring mig var så forfærdelige, at vi kunne lugte blodet.” Med disse ord beskriver Robert Fisk de dramatiske begivenheder på Tahrir Square, hvor revolutionens og kontrarevolutionens styrker stødte frontalt sammen. Voldsomme kampe varede hele dagen og hele natten på pladsen og i gaderne omring.

Revolutionen i Egypten er på et kritisk stadie. Den gamle statsmagt kollapser under massernes slag. Men revolution er en kamp mellem levende kræfter. Det gamle regime har ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp. De kontrarevolutionære styrker er i offensiven. Der er voldsomme kampe i Cairo imellem regimets tilhængere og dets modstandere.

Den folkelige opstand imod Hosni Mubaraks diktatur fortsætter. Søndag morgen steg solen op over endnu en anspændt dag efter en nat med masseprotest og trods imod regeringen. Udgangsforbuddet eksisterede kun på papiret. Denne kendsgerning viser klart den virkelige situation.

Dramatiske begivenheder udfolder sig i Mellemøsten. Tirsdag blev Egypten rystet af en bølge af landsdækkende demonstrationer der krævede enden på Mubaraks regime, der har undertrykt folket i denne stolte nation i næsten 30 år. Det var den største protestbevægelse i Egypten i årtier. I Cairo og andre byer demonstrerede tusinder, der er imod regeringen, på gaderne og sloges med politiet.

Ikke så snart Ben Ali – efter at han var blevet væltet af de tunesiske arbejdere og unges revolutionære bevægelse – var på et fly til Saudi Arabien den 14. januar, begyndte den tunesiske herskende klasse og dens imperialistiske dukkeførere at manøvrere for at kontrollere situationen.

De tunesiske arbejdere og unges fantastiske bevægelse er en inspirationskilde og et eksempel til efterfølgelse for hele verden. I over en uge gennemgik Tunesien en revolution af episke dimensioner. Masseopstanden i Tunesien styrtede den forhadte diktator Ben Ali efter 23 år ved magten.

I årevis var den tunesiske befolkning, arbejderne, de unge, mødrene, lammet af frygt for repression. Politisk sløvhed var det normale og oprør undtagelsen. Nu er tingene vendt på hovedet. I løbet af opstanden, som har rystet Tunesisen i tre uger, er trodsigheden over for det brutale regime, dets spioner, dets medier, dets herskende parti, dets politi og dets hær, blevet normen. Frygten har skiftet side. Det er en jordskælvsagtig ændring i bevidstheden hos ungdommen og masserne generelt. Dette har ikke kun påvirket Tunesien, men hele den arabiske verden.

De britiske studerendes oprør er blot det første symptom på en generel proces med radikalisering, der vil påvirke hele det omgivende samfund. BBC’s ledende politiske korrespondent sagde: ”Regeringen har måske vundet afstemningen, men uden for parlamentet har de tabt diskussionen, og de har mistet kontrollen med Londons gader.”

Siden valget i september har der været en række mobiliseringer fra neden med krav om, at revolutionen radikaliseres. Samtidig er der vokset en ny bølge af diskussioner frem i socialistpartiet PSUV. En tidligere minister vil organisere en ”radikal tendens” for at mobilisere til, at revolutionen fuldføres.

De store medier brugte i november megen energi på at dæmonisere de studerende, der under en demonstration den 10. november besatte det konservative partis hovedkvarter. Alligevel viste meningsmålinger, at flertallet af den engelske befolkning støttede aktionen.

I år [2010] kan en af de store begivenheder i den nyere historie fejre 100 års jubilæum. Den 20. november 1910 fordømte Fransisco I. Madero den valgsvindel, som præsident Díaz stod bag, og opfordrede til landsdækkende opstand. Dette var begyndelsen på den mexicanske revolution. I dag er forholdene modnet for en ny revolution, denne gang med et mægtigt proletariat i spidsen.

Den amerikanske imperialismes seriøse strateger forstår, at en militær sejr i Afghanistan er udelukket. Samtidig manøvrerer Rusland, Indien, Kina og andre magter for at drage fordel af situationen. Alt dette er et resultat af nederlaget til Saur-revolutionen i 1978. Imidlertid er minderne fra den periode ved at komme tilbage hos arbejderne og ungdommen, der søger efter et alternativ til de reaktionære fundamentalister og det nuværende regime.

Torsdag den 4. november meddelte USA’s centralbank, at de ville indlede en ny runde såkaldte ”kvantitative lempelser”, eller ”trykke penge”, som de fleste kender det som. De vil sprøjte 600 mia. dollars ind i systemet for at afværge en ny recession. Den amerikanske herskende klasse er bekymrede, og de fortsætter deres ekstraordinære tiltag, som yderligere vil intensivere modsætningerne i verdensøkonomien.

Efter 12. oktober har bevægelsen mod angrebet på pensionerne nået et kritisk punkt. De store aktionsdage er ikke længere tyngdepunkt, selvom de stadig er massive og i stigende grad militante, som det blev vist 19. oktober. Nu er kampens omdrejningspunkt rykket over til tidsubegrænsede strejker og blokader af forskellige sektorer af økonomien.

En ny aktionsdag mod pensionsreformen bragte d. 12. oktober 3,5 millioner demonstranter på gaden i Frankrig, det største antal indtil nu i denne bevægelse. Demonstrationens massive karakter kan kun sammenlignes med strejkerne i 1995/96, da regeringen forsøgte at skære i den sociale sikkerhed og nogle grupper af arbejderes ret til pension.

Stemningen ved Miraflores-paladset i Caracas centrum var spændt og man kunne endda fornemme en hvis nervøsitet i luften. Søndag aften var tusinder af aktive i Venezuelas bolivariske bevægelse samlet foran præsidentpaladset for at afvente resultaterne i dagens parlamentsvalg.

I en ny undersøgelse fra det formentlig mest respekterede analyseinstitut i USA – Pew Research Center – blev 1500 tilfældigt udvalgte amerikanere bedt om at beskrive deres reaktion på ord som ”kapitalisme” og ”socialisme”. Pew opsummerede resultatet af undersøgelsen med overskriften: ”Socialisme ikke så negativt, kapitalisme ikke så positivt”.

Det nye anti-kapitalistiske parti (NPA) blev opstartet i Frankrig øjensynligt som et alternativ til både Kommunist- og Socialistpartiet. Lederne af disse to partier var rykket længere og længere mod en markedsorienteret politik. I virkeligheden lider ledelsen af NPA af den samme sygdom, i og med at de tror, at for at få succes valgmæssigt må de nedtone det kommunistiske og revolutionære indhold i det nye parti. Det er ikke, hvad mange ægte revolutionære aktivister forventede sig af NPA.

Sydafrika var på vej mod en situation, der kunne ligne en generalstrejke, da strejken i den offentlige sektor, der startede 18. august, var i fuld gang med at vokse i styrke. Nu er strejken blevet afblæst af fagforeningslederne på grund af nogle indrømmelser fra regeringens side. Det har gjort mange arbejdere vrede, da de hellere ville skrue op for aktiviteterne end at træde et skridt tilbage.

Regeringens seneste forslag om en lønstigning på 7,5 procent og 800 Rand i boligtilskud ligger stadig langt fra de offentligt ansattes krav om en lønstigning på 8,6 procent og 1.000 Rand i boligtilskud. Forslaget blev formuleret efter præsident Zumas hjemkomst fra et statsbesøg i Kina, hvor han, bekymret for at hans egen position var i fare, beordrede sine ministre, som før havde sagt at en lønstigning på 7 procent ikke kunne forøges, til at sætte sig til bords med fagforeningsledere for at finde en løsning på hårdknuden.

Krisen betød, at arbejderklassen holdt vejret i håb om bedre tider. Men det kan og vil den ikke blive ved med. Arbejderne håber, at tingene bliver bedre, at vi kan vende tilbage til de ”gode gamle dage”. Men den tid er slut. Den kommende tid vil byde på angreb på alle de rettigheder og goder, som arbejderklassen anser for givne.

Den danske økonomi har oplevet en særdeles brat vending. Fra Finansminister Thor Pedersens vidtløftige løfter fra 2007 om at Danmark ”kunne købe hele verden”, og at den største trussel mod økonomien var mangel på arbejdskraft, står dansk økonomi nu med stort offentligt underskud og massefyringer på arbejdspladserne.