Mandag d. 10. juni samledes 100 mennesker foran den tyrkiske ambassade i København for at vise solidaritet med massebevægelsen i Tyrkiet og protestere mod den tyrkiske regerings brutale undertrykkelse af demonstrationerne.

Den fantastiske bevægelse blandt arbejdere og unge i Tyrkiet er en inspiration for hele verden. Det der begyndte som en fredelig protest imod fældningen af nogle træer i en park for at bane vejen for opførslen af et indkøbscenter, har udviklet sig til en tidevandsbølge af masseprotester imod det modbydelige og reaktionære Erdogan-regime, antager en opstandslignende karakter.

Det mest slående udtryk for, at situationen er forandret, er at der er opstået en verdensomspændende protestbevægelse, der afviser kapitalismen og al dens væsen. Et stigende antal mennesker reagerer imod den eksisterende ordens skrigende uretfærdighed: arbejdsløsheden, der dømmer millioner til tvungen lediggang, den kæmpemæssige ulighed, der koncentrerer en pervers rigdom mens størstedelen af verdens befolkning bliver fattigere. Desuden de endeløse krige, racismen og begrænsninger på ”liv, frihed og forfølgelse af lykke.”

Island er ofte blevet nævnt som en model for, hvordan man løser den økonomiske krise, de bliver præsenteret som et eksempel på økonomisk genopretning uden nedskæringspolitik. Som vi har påpeget før, er dette langt fra sandheden, som enhver fra Island også vil kunne fortælle dig. Ved valget d. 26. april blev venstrefløjsregeringen uden videre sparket ud. Det er den pris, de betaler for deres nedskæringspolitik de sidste fire år.

Sidste år blev Micdtvest-staterne Indiana og Michigan en del af de nu 24 amerikanske delstater med en såkaldt ”ret til arbejde”-lov. Denne lov betyder, at selv om fagforeningerne repræsenterer samtlige ansatte på de organiserede arbejdspladser, kan uorganiserede arbejdere vælge at undlade at betale for fagforeningens repræsentation. Det betyder, at eksklusivaftalerne – en stor sejr, som arbejderbevægelsen tidligere har vundet gennem kamp - er afskaffet. Erhvervslivets mål er tydeligvis at svække fagforeningerne for derefter helt at udrydde dem.

Søndag d. 14. april vandt den bolivariske kandidat Nicolas Maduro det venezuelanske præsidentvalg, med en snæver margen. Da 99,12 % af stemmerne var optalt, havde der været en valgdeltagelse på 78.71%, hvor Maduro fik 7,505,378 stemmer (50.66%), og Capriles 7,270,403 stemmer (49.07%). Oppositionens kandidat Capriles erklærede, at han ikke anerkender resultatet og kræver en revision af 100% af stemmerne.

Hugo Chavez er ikke mere. Friheden, socialismen og menneskehedens sag har mistet en modig forkæmper. Han døde tirsdag d. 5 marts kl. 16.25 lokal tid. Nyheden blev annonceret af Visepræsident Maduro. Præsidenten var blot 58 år, og havde været ved magten i 14 år. Han har kæmpet mod kræften de sidste to år, men da nyheden om hans død blev annonceret, kom den som et chok.

Francois Hollande har besluttet at vise sine muskler. Baseret på "truslen om den islamiske terrorisme" har den franske præsident indsat mere end 4000 soldater. Det "internationalesamfund" har enstemmigt godkendt interventionen.

“Hvad mente Marx med kapitalismens modsætninger?” spørger Samuel Brittan, den højreorienterede økonom, der skriver i Financial Times. ”Basalt set at systemet producerer en evigt ekspanderende strøm af varer og services, som en forarmet proletariseret befolkning ikke har råd til at købe. Nogen og 20 år efter det sovjetiske systems sammenbrud virker det forældet. Men efter den stigende koncentration af rigdom og indkomst, bør vi se på det igen.” (1)

Med de kapitalistiske krisers tilbagevenden har der været en fornyet interesse i marxistisk økonomisk teori. Selv borgerlige økonomer er i stigende grad blevet tvunget til at kommentere på Marx’ ideer, om ikke andet så for at afvise dem. Der er næsten ikke en dag, hvor der ikke kan findes en reference til Marx i finansmedierne. Ikke overraskende har dette betydet et fokus på Marx teori om kriser.