Bombning af Gaza: Israel sætter kniven ind – gør klar til massemodstand

Bombningen af Gaza har allerede dræbt mindst 48 palæstinensere, heriblandt 14 børn, og såret hundredvis. Imens er 6 israelere dræbt ved raketter afsendt fra Gazastriben. Internationale medier har endnu engang udlagt bombningen som en legitim repressalie imod Hamas’ beslutning om at affyre raketter ind i Israel. Som vanligt er mediernes udlægning fuldstændig ensidig og rammer ved siden af de virkelige omstændigheder, der førte til krisens eskalering i Israel og Palæstina.


[Source]

Hvis man skulle tro Jared Kushner, svigersøn og melleøstrådgiver for USA’s forhenværende præsident Donald Trump, så er situationen i Israel og Palæstina et fatamorgana. På typisk arrogant manér skrev Kushner i sidste måneds Wall Street Journal, at »vi er vidner til de sidste levn af, hvad der har været kendt som den arabisk-israelske konflikt.«

Men hvad der udfolder sig er blot endnu en voldelig eskalering mod den palæstinensiske befolkning fra den israelske stats side. Det er resultatet af at påtvinge imperialistisk ”fred”, som er støttet af amerikansk imperialisme og baseret på undertrykkelse af det store flertal af den palæstinensiske befolkning. Denne ubarmhjertige politik blev fremført af Trump ved USA’s anerkendelse af Jerusalems status som den udelte hovedstad, Netanyahus lov, der erklærede Israel for en jødisk stat, Israels territoriale krav over Golanhøjderne og kulminationen af Abrahamaftalerne.

Beskeden bag Abrahamaftalerne var i virkeligheden rettet mod den palæstinensiske ungdom og masserne i Gaza, Vestbredden, Israel og den store palæstinensiske diaspora: »I er alene. Jeres rettigheder vil aldrig blive anerkendt, og I har kun muligheden at underlægge jer«.

Netanyahu var ikke sen til at benytte muligheden, der blev åbnet af USA’s imperialisme. Han støttede lovliggørelsen af krav advokeret af den racistiske og højrenationale jødiske bosætterbevægelse i palæstinensiske områder af Vestbredden og Østjerusalem.

Dobbeltmoral er systematisk blevet anvendt i diskrimineringen af den palæstinensiske befolkning bosat i Israel for ikke at forglemme de, der er bosat i de palæstinensiske selvstyreområder og Østjerusalem. Hér er den israelske stat de facto en besættelsesmagt. Den har streng kontrol over veje, vand, telekommunikation, energi og utallige livsfornødenheder, som nu også inkluderer COVID-19-vacciner.

Love og regulativer af kafkaske dimensioner designet til at nægte substantielle rettigheder til den palæstinensiske befolkning samt den voldelige undertrykkelse af nogen som helst modstand mod disse har presset flere og flere palæstinensere mod muren.

I de seneste måneder har vi set en opstand mod hustyveri, nedrivninger og ekspropriation af landområder samt de evindelige antipalæstinensiske provokationer fra bosættere og den ekstreme zionistiske højrefløj.

Den militante opstand fra Gazas unge sidste år, hvor tusinder trodsede de israelske snigskytters kugler i ugevis, burde fremstå som en klar advarsel: Undertrykkelsen vil intet opnå andet end endnu mere målbevidst modstand.

Optrapning

Endnu engang benyttede Netanyahu muligheden for at optrappe konflikten for herved at overkomme de interne problemer, der truer hans eget greb om magten. Det er stadig uvist, om denne gambling vil få det ønskede resultat, eller snarere at det leder til en dybere politisk og institutionel krise, som sidenhen vil eksplodere i selveste den israelske stat.

Den øredøvende stilhed fra Joe Biden i USA taler for sig selv om den amerikanske imperialisme. Ethvert forsøg på at distancere den nuværende amerikanske administration fra Trumps politik er i fare for at ødelægge relationerne til Israel og de reaktionære monarkier i Golfen, som allerede skuer til de nye forsøg på at genoplive forhandlinger med Iran.

Som altid er sandheden det første offer i krig. Propagandaen, der beskylder Hamas for den seneste konfliktoptrapning, vil muligvis kortvarigt samle det israelske politiske etablissement omkring Netanyahu. Men det vil ikke kunne dække over det sande billede i lang tid fremover.

I ugevis har aggressionerne mod palæstinensernes rettigheder udspillet sig i nogle højt profilerede sager. I forsøget på yderligere at fordrive palæstinensiske indbyggere fra Østjerusalem og erstatte dem med jødiske bosættere har den israelske hær bistået tyveriet af dusinvis palæstinensiske familiers hjem i Sheikh Jarrah-kvarteret.

Imens palæstinensiske indbyggere var nægtet adgang til kvarteret, kunne bevæbnede bosættere komme og gå, som det passede dem. Den palæstinensiske protest, som indledningsvist var fredelig, blev slået ned med hård hånd. Ubevæbnede demonstranter og tilskuere, herunder børn, blev arresteret. Tåregas og gummibeklædte stålkugler blev benyttet mod demonstranterne. Mens palæstinensere blev hårdt undertrykt af politiet, havde bosætterne intet at frygte.

Det israelske politis beslutning om at forbyde palæstinensere at samles foran Damaskusporten – et vanligt samlingssted for palæstinensiske indbygger særligt under Ramadanen – var blot en yderligere provokation. Ingen forklaring blev givet. Palæstinenserne så det, for hvad det var: endnu et forsøg på at tage et yndet sted i byen fra dem. Desuden blev indledningsvis fredelige protester mødt med umotiveret vold fra den israelske stats side.

Ondt til værre

I sidste uge blev ondt gjort værre, da en bande af israelske fascister og racister organiseret af Lehava-grupperingen marcherede gennem den gamle by og i Østjerusalem. De vajede israelske flag og slogans som »død over arabere!« fløj gennem æteren. Nogle talte højlydt om at banke arabere, og hvis dette ikke var muligt, så i det mindste at banke israelske venstreorienterede. Forud for protesten talte de højreorienterede om at »brænde araberne« og opfordrede til brug af våben på sociale medier, som Ha’aretz har rapporteret.

Itamar Ben-Gvir, leder af det fascistiske Otzma Yehudit-parti (Jødisk styrke), havde flyttet sit partis kontor til det palæstinensiske Sheikh Jarrah-kvarter som led i en provokation.

Partiet er efterfølger til det fascistiske parti Kach, som blev forbudt i 1990’erne pga. terrorisme mod arabere. Ben-Gvir har adskillige gange i utvetydige vendinger udtrykt, at han er i mod borgerrettigheder til palæstinensere, såsom valgret og ret til deltagelse i det israelske parlament. Jerusalems viceborgmester, Arieh King, er tilmed blevet optaget på bånd for at sige til en palæstinensisk aktivist, at det var en skam at en kugle ramte ham i benet i stedet for hovedet.

Handlingerne foretaget af politiet og hæren var en bevidst aggressiv eskalering fra Israels side. De israelske autoriteter optrappede konflikten yderligere ved at storme Tempelbjerget (Haram al-Sharif) og Al Aqsa-moskeen, det tredje mest hellige sted i Islam. Tåregasgranater blev skudt ind i moskeen, hvor de tilstedeværende muslimske palæstinensere, som var der for at bede, blev overfaldet af de israelske styrker. Det eneste forsvar mod de hårdt bevæbnede israelske styrker var at kaste sten mod dem.

Området omkring Tempelbjerget har altid været et anker i den israelsk-palæstinensiske konflikt i Jerusalem. De israelske myndigheder var derfor fuldstændig klar over, hvad det betød at beordre deres styrker til at storme Al Aqsa under Ramadanen uden en berettigende årsag. Givet fremstødets religiøse implikationer vidste de, at Hamas ville svare tilbage.

Hamas udstedte et ultimatum til Israel om at rydde Tempelbjerget (Haram al-Sharif) for israelske styrker inden mandag (10. maj) kl. 18.00. Da skæringstidspunktet udløb, blev raketter sendt afsted mod det sydlige Israel og Jerusalem. Efterfølgende svarede det israelske militær tilbage med luftangreb mod Gaza.

Før stormen på Al Aqsa og Hamas’ svar var det blevet tydeligere og tydeligere for offentligheden – selv i Israel – at tvangsudsættelsen af palæstinensere og den massive brug af politivold mod demonstranter var en bevidst provokation.

Gaza – et levende helvede

Dødstallene alene siger noget om den fuldstændig asymmetriske militære balance. Ifølge gårsdagens optælling er 6 civile israelere døde som følge af Hamas’ raketangreb. Imens er 48 palæstinensere, heriblandt 14 børn, døde af de israelske luftangreb på Gaza. Blandt de døde israelere er to israelske palæstinensere fra byen Lod, for hvem kommunen ikke bygger bunkere.

Den israelske hær hævder, at deres angreb udelukkende er målrettet terrorister og Hamas’ infrastruktur. Selv hvis man har tillid til deres intentioner, så er sandheden den, at dette er umuligt. Gaza er nemlig tæt befolket med to millioner indbyggere, der bebor et område på blot 360 kvadratkilometer[1]. Civilbefolkningen har intet sted at flygte hen. Mens israelske civile kan søge ly i bunkere, og almindelige boliger i Israel er konstrueret til at modstå raketangreb, så har palæstinenserne i Gaza ingenlunde sådanne beskyttende foranstaltninger. Dette skyldes den økonomiske blokade, som Israel påtvinger Gazastriben, og som inkluderer byggematerialer. Imens de fleste raketter fyret af mod Israel bliver skudt ned af det israelske militærs luftforsvarssystem Iron Dome, har palæstinenserne intet tilsvarende.

Alt dette skal lægges til den ufattelige lidelse, som Gazas befolkning går igennem under normale omstændigheder: Blokaden og den høje befolkningstæthed gør det umuligt at opbygge en fungerende økonomi. En arbejdsløshed på 50 procent samt mangel på essentielle fornødenheder såsom lægemidler og mad er resultatet.

Sten mod gevær

Politikere i både USA og EU har fordømt »volden på begge sider« under konfliktoptrapningen, men dette er intet andet end det sædvanglige hykleri. Konflikten er fuldstændig asymmetrisk. På den ene side er Israel, den stærkeste militærmagt i Mellemøsten og en udviklet kapitalistisk stat. På den anden side er et folk undertrykt af en besættelsesmagt med hverken stat eller militær, hvis hjem enten bliver stjålet eller bombet.

Selvfølgelig er Hamas’ raketangreb en traumatisk oplevelse for de civile israelere. Dog er de fleste raketter hjemmelavede og primitive altså glorificeret fyrværkeri, om man vil. Hamas’ brug af dem er propagandistisk. Den israelske hær beretter selv, at 90 procent af disse raketter bliver stoppet af luftforsvasrssystemet Iron Dome.

Ligesom Netanyahu prøver Hamas at holde fast i en legitimitet i den palæstinensiske kamp. Men i virkeligheden er Hamas’ autoritet såvel som det korrupte lederskab af Abbas og Fatah i stigende grad er blevet undermineret af den spontane mobilisering blandt den palæstinensiske ungdom: kilden til massebevægelse og -modstand i selvstyret samt indenfor Israel.

Bekæmp besættelsen med masseprotester og strejker!

I øjeblikket ser mange, herunder palæstinensere, mod det internationale samfund. De håber at FN, menneskerettigheds-NGO’er, USA eller EU forhåbentlig vil intervenere i konflikten og stoppe Israel. Men sådan et håb er forgæves.

Israel er den vestlige imperialismes solide partner i Mellemøsten. Både USA og EU har allerede vist, at de ikke vil kompromittere denne alliance ved at støtte nogen som helst tiltag mod palæstinensisk frigørelse. FN er intet mindre end et kompromis mellem forskellige imperiale magter, og er derfor ikke i stand til andet end at udstede vage appeller til begge sider i konflikten. Palæstinensere skal derfor ikke forvente andet end tomme ord og krokodilletårer.

Hverken den Palæstinensiske Autoritet (PA) eller Hamas’ raketter kan bringe den palæstinensiske frigørelse en millimeter tættere. Tværtimod har Hamas’ raketangreb bevirket, at Netanyahu har fået mere opbakning blandt den israelske befolkning til den zionistiske stat samt midlertidigt styrket hans position i regeringskrisen.

Desuden leder det opmærksomheden væk fra tyveriet af palæstinensiske jord og boliger i Sheikh Jarrah-kvarteret samt den politivold, der anvendes. Anledningen benyttes af Israel til at portrættere sig selv som offer til det internationale publikum.

Ydermere fjerner det fokus fra den eneste effektive oprørsmetode nemlig masseopstanden, som blev benyttet af den palæstinensiske ungdom i Østjerusalem. Den eneste måde at gøre modstand på og i sidste ende at afskaffe af besættelsen er at mobilisere de palæstinensiske masser. Det var de palæstinensiske masseprotester, der tvang det israelske politi til at trække sig fra Damaskusporten og tillod palæstinenserne at samles dér igen. Det var masseprotesterne i Sheikh Jarrah-kvarteret, der tvang de israelske autoriteter til at udsætte fordrivelsen af palæstinensere fra deres hjem.

Masseprotester og strejker må organiseres i de palæstinensiske områder og byer i Israel. Den Palæstinensiske Autoritet har altid forsøgt at stoppe sådanne masse mobiliseringer, netop fordi det underminereder deres autoritet og deres såkaldte palæstinensiske ”lederskab”. Hovedkilden skal findes i græsrodsstrukturer blandt befolkningen.

Den israelske ungdom og arbejderklasse bliver nødt til at indse, at besættelsen og undertrykkelsen af palæstinensere ikke er i deres egeninteresse. Besættelsen er et værktøj, den herskende israelske klasse benytter til at dele arbejderklassen og spille dem ud mod hinanden. Zionismen og skræmmekampagner mod palæstinenserne anvendes af de israelske kapitalister som et slør for de klasseskel, der er mellem de jødiske arbejdere og kapitalister. I virkeligheden har de ingen fællesinteresser.

Som Friedrich Engels engang skrev: »Folk, der undertrykker et andet folk, kan ikke frigøre sig selv. Den kraft, der er nødvendig for at undertrykke andre, vil altid slå tilbage.«

Tilbage i juli 2020 så vi, hvordan de jødiske og palæstinensiske unge og arbejdere gik på gaden imod Netanyahu’s korruption, arbejdsløshed og høje leveomkostninger som et resultat af den økonomiske krise. I modsvar benyttede Netanyahu’s regering samme specialstyrker, Yasam, der nu fordriver palæstinensere fra Sheikh Jarrah og Al-Aqsa.

Et voksende antal af den palæstinensiske ungdom forstår, at den eneste vej frem er masseprotester og -modstand. De udviser afklaring og trodsighed. Derved blotlægges de sterile og kontraproduktive metoder, som de modstridige fraktioner i det palæstinensiske lederskab i form af Hamas og Fatah benytter.

Denne radikaliseringsproces og massekamp blandt den palæstinensiske ungdom og arbejderklasse er nu nået videre end Gaza og Vestbredden. Der er nu masseprotester inden for Den Grønne Linje (den israelske grænse af 1948) i solidaritet med kampene i Østjerusalem og mod bombningen af Gaza. Sammenstød og protester er blevet reporteret i Afoula, Lod, Acre, Galilee samt andre steder.

Så længe undertrykkelsen af den palæstinensiske befolkning fortsætter, vil den israelske kapitalistklasse skubbe de israelske unge og arbejdere mod en accept af forbrydelser foretaget af den israelske stat. De vil benytte det til at dele arbejderklassen ad nationale og religiøse skillelinjer for derved at beskytte deres dominans og privilegier. For alt i verdenen er den herskende israelske klasse nødsaget til at forpurre klasseenheden blandt de udbyttede.     

Den eneste vej frem for de jødiske og palæstinensiske unge og arbejdere i Israel og Palæstina er en revolutionær omstyrtning af den kapitalistiske israelske stat og dens besættelser for dannelsen af en socialistisk føderation i Mellemøsten.

Dette kan kun opnås ved en proletarisk internationalisme og klasseenhed. Men for at opnå klasseenhed er den israelske arbejderklasse og ungdom nødsaget til at erkende de palæstinensiske massers ret til national selvbestemmelse og at støtte deres nuværende kampe mod besættelserne.

  • Ingen løsning vil ske fyldest givet de imperialistiske ”fredsplaner”. Ingen tro på international imperialisme!
  • International mobilisering for et stop af Gazabombningerne og undertrykkelsen af den palæstinensiske befolknings legitime rettigheder!
  • Bekæmp besættelsen med masseprotest og -strejker!
  • For en proletarisk internationalisme og arbejderklasseenhed i Mellemøsten!

[1] Til sammenligning har Danmark et areal på 42933 km2 til 5.8 millioner indbyggere.

Join Us

Join the International Marxist Tendency and help build a revolutionary organisation to participate in the struggle for socialism worldwide!

In order to join fill in this form and we will get back to you as soon as possible.