Angreb på saudiarabisk olieanlæg og det skiftende landskab i Mellemøsten

En række angreb på saudiske olieanlæg har endnu engang fået det til at slå gnister i Mellemøsten. Kun måneder efter sidste minuts-aflysningen af et amerikansk angreb på Iran - og uger efter at have rakt ud efter at mødes med Irans ledere ‘uden forhåndsbetingelser’ - fylder USA’s præsident Donald Trump igen twittersfæren med trusler og skræmmen. I mellemtiden er oliepriserne skudt i vejret med 20 pct., og dominoeffekterne arbejder allerede deres vej gennem de sensitive olie- og valutamarkeder.

[Source]

Angrebene ramte verdens største olieproducerende anlæg i Abqaiq, Saudi-Arabien - ansvarlig for forarbejdning af 70 pct. af saudisk olie - samt Krurais-oliefeltet. Angrebet har efterladt Saudi-Arabien med 5,7 millioner færre tønder råolie om dagen end den tidligere daglige olieproduktion, hvilket kan oversættes til 5 pct. af den samlede råolieproduktion.

Yemeni Houthi-bevægelsen har taget ansvaret for angrebet, som har været fanget i en bitter, 4,5 år lang krig med Saudi-Arabien. I løbet af de seneste 6 måneder har houthierne øget deres evne til at angribe mål i Saudi-Arabien, og de har ramt lufthavne, olierørledninger og endda Riyadh med ballistiske missiler. Ikke desto mindre er det aktuelle angreb langt det mest alvorlige med sit mål i hjertet af saudisk olieproduktion.

I går rapporterede den Qatari-koblede hjemmeside Middle East Eye dog fra en anonym irakisk efterretningskilde en påstand om, at angrebet blev udført af en iransk-støttet irakisk Hashd al-Shaabi-base (Popular Mobilisation Forces, PMF) i det sydlige Irak. Dette er en følge af en række angreb på PMF’s nøglebaser, konvojer og våbendepoter over hele Irak. Selv om disse angreb højst sandsynligt blev udført af Israel, anså de det for at være i samarbejde med USA såvel som Saudi-Arabien.

Som den irakiske efterretningskilde fortalte Middle East Eye, er denne weekends angreb et svar på angrebene på PMF’s stillinger i August.

“Det seneste angreb kommer af to grunde: endnu et budskab fra Iran til USA og dets allierede om, at så længe deres belejring af Iran fortsætter, vil ingen have stabilitet i regionen. Imidlertid er den anden, mere direkte grund iransk hævn for det nylige israelske droneangreb indledt fra SDF-kontrollerede områder i Syrien mod pro-iranske Hashd-baser.”

Amerikanske og saudiske embedsmænd har peget på Iran. Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo tweetede, at der ikke var nogen beviser for, at våbnene var affyret i Yemen og beskyldte Iran for “et angreb på verdens energiforsyning uden fortilfælde”. Golfens monarker og logrende hunde har hele weekenden hylet op om Irans angivelige “mobning” i regionen og siger, at de er klar til at tage de nødvendige foranstaltninger.

Men vent et øjeblik, tænker du måske, er det i virkeligheden Iran, der er de største mobbere i Mellemøsten? Alene i den seneste periode har det saudiske regime lagt brænde på det sekteriske bål over hele regionen. Regimet har også finansieret en barbarisk, sekterisk krig i Syrien, som indtil videre har destrueret landet såvel som det tilstødende Irak. I Yemen har saudierne gået i krig og indledt en ensidet nedslagtning, hvor titusinder af mennesker er blevet dræbt, og millioner er på randen af sultedøden.

Fra de gulddekorerede sæder i overdådige paladser og fra bagsæderne i pansrede luksuskøretøjer opfører landets de facto-regent Mohammed bin Salman sig som et barn, der spiller et computerspil. Han dirigerer dagligt overraskelsesangreb med sværme af hypermoderne jetfly og bomber, der er støttet af amerikanske Reaper-droner, observationsfly og flådestyrker. Han beordrer tusinder af præcisionsstyrede missilangreb i ethvert hjørne af houthi-områder og kommanderer lejesoldathære fulde af sudanesiske børnesoldater, yemenitiske salafister og Det Muslimske Broderskab. Med voldsomheden, han har sluppet løs, holder han det fattigste arabiske land i et stramt jerngreb.

På den anden side af konflikten har du Houthi-bevægelsen bestående af undervægtige mænd i grupperinger på 2 til 5, som er bevæbnede med AK-47-geværer, granater og køretøjer fra sovjettiden, samt små raketstyr. Med iransk assistance har gruppen nu udviklet hjemmelavede “ballistiske missiler” og droneteknologi, som svarer til modificerede droner af den type, der kan købes på Amazon i et hvilket som helst vestligt land. Hvem er nu forsvarerne, og hvem er den angribende part her?

De samme pointer kan laves om resten af den amerikanske alliance i Mellemøsten. Den israelske hær er et af de mest avancerede militærer i verden og den eneste atommagt i Mellemøsten. Dens droner og F35-kampfly farer uforhindret gennem Mellemøstens luftrum og bomber hvad som helst, den finder passende. For kun få uger siden bombede den israelske hær adskillige Hezbollah-kontorer i Beirut, udover de førnævnte bombninger, som fandt sted ud over det centrale og vestlige Irak. Deres mål, Hezbollah og Popular Mobilisation Forces, er - på trods af at være bedre bevæbnede end Houthierne - slet ikke i nærheden af israelernes militære styrke.

Og selvfølgelig er alt dette med støtte fra USA’s væbnede styrker: det mest magtfulde militær i verden, som i øvrigt opererer fra mere end et dusin militærbaser og har mere end 50.000 tropper udstationeret i Mellemøsten, omkring 10.000 kilometer fra de amerikanske kyster. USA spiller en rolle i krigen i Yemen, de står bag krigen mod Assad-regimet, og de støtter israelske angreb på mål gennem hele regionen. Siden Donald Trump blev præsident, har han revet den iranske atomaftale i stykker og indført knusende økonomiske sanktioner på landet, som (sideløbende med de israelsk-udførte bombninger) er en del af USA’s “kampagne med maksimalt pres” rettet mod at tvinge Iran til underkastelse.

Så hvorvidt det var shia-irakiske eller yemenitiske styrker, der - i en hævnaktion eller selvforsvar - udførte angrebene på Saudi-Arabien, hvem kan så bebrejde dem det? Og hvis Iran muliggjorde angrebet, hvilket de sandsynligvis gjorde, hvad så? Det, vi ser i Mellemøsten, er en svag militærkonflikt med mellem, på den ene side, en blok ledt af den stærkeste militærmagt på planeten, som bliver ved med at skubbe, provokere og destabilisere ligevægten; og på den anden side, et langt fattigere, mindre udviklet land støttet af et netværk af milits-tropper. Hvordan er det acceptabelt for amerikansk imperialisme og dens allierede at hærge og myrde efter behag, men uacceptabelt, når nogen forsvarer sig selv?

Saudi-Arabiens sårbarhed

På trods af det hykleriske ramaskrig bringer krisen en proces op til overfladen, som i lang tid har været under optrækning. Efter Sovjetunionens fald og indtil begyndelsen af det nye århundrede har amerikansk imperialisme forekommet uovervindelig. Med en militærmagt uden sidestykke har den vadet ind i det ene land efter det andet og lanceret angreb, krige eller presset på for et styreskifte.

Amerikanerne invaderede Irak og Afghanistan hastigt efter hinanden med forestillingen om, at det ville blive en hurtig affære. Men i begge lande led de ydmygende nederlag og var nødt til at trække sig tilbage (selv om de stadig ikke har formået at afslutte disse tilbagetrækninger), med en regning på en trillion dollars og en massemodstand mod krig derhjemme. Med forværringen af situationen med den generelle økonomiske og politiske krise i USA blev muligheden for direkte militærinterventioner derfor udelukket i en længere periode.

Samtidig destruerede den irakiske krig hele den irakiske hær, som var blevet taget i brug for at holde Iran under kontrol i to årtier. I dette magtvakuum steg Irans indflydelse, ligesom Ruslands senere gjorde. Det mest håndgribelige resultat af dette var amerikansk imperialismes rungende nederlag i Syrien, hvor iransk-støttede grupper nu dannede de stærkeste styrker på landjorden. I dag er iransk-støttede grupper også de stærkeste på landjorden i Libanon, Syrien, Irak og Yemen. Dette var grundlaget for den iranske atomaftale, som i bund og grund var en formalisering og anerkendelse af Irans øgede militære styrke til gengæld for det iranske styres samarbejde med vestlig imperialisme for at stabilisere regionen.

Imidlertid anser de saudiske og israelske regimer Irans opstigning som en trussel mod deres uimodsagte magtpositioner. Det saudiske regime ser i særdeleshed en eksistentiel trussel i Irans øgede styrke. Dette er forankret i dets historiske svaghed som en kunstig nation, der kun holdes sammen af amerikansk imperialisme og oliepenge. Nedenunder dets pomp og pragt gemmer sig et meget skrøbeligt grundlag af medlemmer af kongefamilien, islamiske fundamentalistiske Wahhabier, stammer, almindelige saudier, shiamuslimer og arbejdere: alle nøglebestanddelene af Kongeriget er mere eller mindre fjender med hinanden. Dette er hovedårsagen til, at Saudi-Arabien aldrig har udkæmpet et slag på landjorden med sine egne styrker; ingen styrke er loyal over for kongefamilien og Kongeriget. På trods af at have en af de dyreste militærstyrker i verden har saudierne ikke en chance over for den betydeligt mindre avancerede iranske hær.

Saudierne har presset Trump til at angribe Iran, men USA står ikke i en position, hvor de kan besejre Iran i åben kamp. Selv luftangreb kunne få alvorlige konsekvenser for USA. Som en iransk hærfører i sidste uge mindede amerikanske embedsmænd om, er alle amerikanske militærbaser, som ligger inden for 2.000 mil af Iran, inden for rækkevidde af iranske missiler. Sidste år deltog saudierne sammen med Trumps tidligere rådgiver John Bolton i en sammensværgelse for at presse Trump til at indlede en krig mod Iran. Men Trump trak i land i sidste øjeblik, selv på bekostning af stor ydmygelse. Trump og Pentagon indså, at et angreb på Iran medfører mange farer for amerikansk imperialisme og ville i alt fald ikke være i stand til at udrette mere end et midlertidigt tilbageslag for Irans militær. Trumps ønske om at nå til en aftale med Iran var hovedårsagen til hans senere split med Bolton.

Som følge af utallige provokationer, sanktioner og angreb på iransk-støttede grupper i Syrien, Libanon og Irak tegner Iran en streg i sandet og viser USA og dets allierede, hvad der er på spil. Gennem et nøje planlagt angreb har Iran vist, hvor nemt det er - gennem dets enorme netværk af grupper - at ramme infrastrukturknudepunkter, som eller anses for at være beskyttet af amerikanskproducerede missilforsvarssystemer.

Derudover øger Iran presset på USA ved at afsløre bluffnummeret. Sandheden er, at på trods af postyret skabt af Trump og Mike Pence og alle meddelelserne om solidaritet, de sender til Saudi-Arabien, er deres grundlæggende position ikke ændret. Trump var meget forsigtig, da han tweetede om angrebene, ved at sige, at “[Vi] er klar til kamp afhængig af bekræftelse, men venter på at høre fra [det saudiske] Kongerige med hensyn til hvem, de mener har forårsaget dette angreb og under hvilke vilkår, vi vil fortsætte” [vores fremhævelse]. Det, han mener med “under hvilke vilkår, vi vil fortsætte”, er “hvilke styrker vil I sende af sted, hvis I vil have os til at angribe Iran?” - til hvilket saudiaraberne selvfølgelig ikke har noget svar.

En militærkonflikt med Iran ville være en ekstremt risikabelt affære for amerikansk imperialisme - såvel som for Saudi-Arabien! USA vil ikke komme Saudi-Arabien til undsætning. Selv hvis Trump gennemfører et symbolsk angreb (som bombningen af tomme flyvepladser i Syrien for et par år siden), ville det ikke være nok for det saudiske regime, hvilket kun kan tilfredsstilles med indsættelsen af et nyt, svagt regime i Iran. Men det er ikke på dagsordenen nogen steder. Snarere styrker de foreliggende trusler og spændinger det iranske regime i at få bugt med protestbevægelserne, der farede gennem landet sidste år, ved at aflede opmærksomheden mod en ekstern trussel.

Trump er langt fra klar til at gå i krig med Iran og ser til at få en aftale i hus med regimet. Det er grunden til, at han brød med Bolton, og hvorfor han har presset på for at mødes med den iranske præsident Hassan Rouhani på FN’s generalforsamling. Så snart støvet har lagt sig over de saudiske droneangreb, vil han genoptage dette handlingsforløb. Han har ingen andre levedygtige muligheder. Alt imens bliver krisen i det saudiske regime stadigt dybere og gør det mere og mere tilbøjeligt til desperate og risikable foranstaltninger for at opretholde sig selv.

Effekterne på verdensøkonomien

I 1970’erne og 1980’erne var Saudi-Arabien så vigtig for amerikansk kapitalisme, at amerikanerne ville have været klar til militærinterventioner for at opretholde Kongerigets stabilitet. I dag har USA dog overhalet Saudi-Arabien som verdens største olieudvinder. Endvidere, som forklaret ovenfor, er USA’s evner til at sikre stabilitet nogen som helst steder med militære midler begrænsede.

Ved at afsløre denne sårbarhed er sidste weekends angreb allerede udmøntet i højere oliepriser. Markederne åbnede i starten af denne uge med en stigning på 20 pct. i oliepriserne: den næsthøjeste stigning på en enkelt dag siden 1990. Men mens priserne måske kommer til at falde ganske let på kort sigt, regner markederne med denne forandrede geopolitiske situation til at generere højere oliepriser fremover.

Financial Times konkluderede:

“Uanset hvor de kommer fra, må oliehandlerne nu antage, at Saudi Arabiens fjender i regionen er i stand til at ramme dybt inde i Kongeriget, målrettet mod dets infrastruktur og oliefelter. Dette risikerer at vende op og ned på dets omdømme som en pålidelig råolieproducent og -leverandør, hvilket det har brugt årtier på at pleje”

Andy Hall, en af de mest berygtede oliespekulanter, udsendte en meddelelse om konsekvenserne ved situationen:

“Dette angreb understreger svaghedstegnene ved olieudvindingssanlæg, særligt i Mellemøsten, og i verden generelt. Alle de milliarder af dollars, saudierne har brugt på våben, kunne ikke beskytte dem mod et dusin, eller deromkring, lavteknologiske droner. Virkelig asymmetrisk krigsførelse!”

“Det lader til, at oliemarkederne ikke blot er nødt til at prissætte efter det nuværende tab i udbud, men også et højere risikotillæg for fremtiden. På den anden side vil den åbenbare skrøbelighed i den globale økonomi nu blive yderligere testet af en olieprisstigning.”

I forbindelse med en generel nedgangsperiode vil dette blive en yderligere bremseklods på verdensøkonomien. Som Société Général skriver: “langsommere global vækst var begyndt at fungere som en bremsning af oliepriserne, men risikotillægget går den anden vej, og det er på den anden side endnu en bremseklods på den globale vækst.”

Som en afspejlning af dette var aktiemarkederne under pres over hele verden i begyndelsen af sidste uge sammen med valuta fra “fremvoksende økonomier”, som i høj grad er følsomme over for oliepriser. Imidlertid steg guldpriser, yen og andre “safe havens” baseret på det største sammenbrud i verdensolieproduktionen, siden Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1991. Dette afslører nervøsiteten i markederne for verdensøkonomiens fremtid.

Saudierne håbede, at truslen ville have til formål at samle den internationale herskende klasse bag dem mod Iran. Men de risikerer det modsatte. Efter at have set svagheden og ustabiliteten i Saudi-Arabien, er det mere sandsynligt, at den vestlige herskende klasse vil dække sig ind ved i stigende grad at støtte andre magter, såsom Iran og Tyrkiet, som stabiliserende kræfter i regionen. Ligegyldigt hvad der sker, vil ethvert socialt, militært eller politisk jordskælv i regionen på den ene eller den anden måde kun tjene som en fremkaldelse af modsætningerne, der under overfladen modnes - hvoriblandt Saudi-Arabien vil komme til at stå ansigt til ansigt med en dødelig krise.