Ukraine: Gasledninger og krigsretorik - Zelensky-regimet anno 2022

De største medier har givet spændingerne på grænsen mellem Rusland og Ukraine enorm opmærksomhed i 2022. En invasion af Ukraine ville imidlertid være en strategisk katastrofe for Rusland, så hvad er det egentlige formål med den seneste tids sabelraslen? Én ting er sikkert, spændingerne er belejlige for Putin og og den ukrainske præsident Zelensky, der hver især udnytter situationen til at styrke deres politiske opbakning hjemme.

[Source]

Denne artiklen er en oversættelse af en artikel oprindeligt udgivet den 13. januar 2022 på marxist.com.

Som en efterhånden årlig begivenhed, har en øget troppemobilisering ved grænsen mellem Rusland og Ukraine ført til spændinger imellem de to lande, der dog er blegnet en anelse i sammenligning med de seneste uroligheder i Kasakhstan. Selv inden urolighederne i Kasakhstan overtog mediernes bevågenhed, var det stærkt tvivlsomt om hvorvidt spændingerne ville føre til reelle krigshandlinger. I både Rusland og Ukraine er befolkningerne trætte af, at deres fremtid ofres som indsats i et politisk spil. De eneste, der til stadighed forsøger at male et billede af overhængende fare for reel væbnet konflikt, er velbetalte bladsmørere.

Krigstrommerne buldrer igen

I nu over en måned har Washington insisteret på at rapporter om russiske troppeindsættelser nær grænsen til Ukraine, betyder at Putin forbereder en invasion. I forlængelse heraf blev det rapporteret at 100.000 russiske tropper var blevet indsat 200-400 km fra grænsen. Lige siden Minsk-2 aftalen blev indgået, som markerede afslutningen på den voldsomste del af krigen i Donbass, har der på omtrent årlig basis været trusler om en genoptrapning af konflikten.

Selvom det er rigtigt at Rusland har flyttet tropper til den Ukrainske grænse, så er der mange årsager til, at en decideret invasion ville være en strategisk katastrofe for Rusland. Hvis man ser på annekteringen af Krim, så havde Rusland allerede en militærbase på halvøen, hvor størstedelen af befolkningen desuden er russere. Til sammenligning bor der i resten af Ukraine 15 gange så mange mennesker. Selvom en invasion af landet teknisk set kunne lade sig gøre, ville det være så godt som umuligt for Rusland at fastholde kontrollen over landet.

For Putin er det gavnligt at have en konflikt at udnytte, for at skabe politisk opbakning hjemme, men en egentlig invasion af Ukraine ville hurtigt give bagslag. Yderligere er situationen et godt kort at have på hånden i forhandlinger med USA - som de seneste fem år har vist. Af de tre involverede parter - Washington, Moskva, og Kiev - så har Kiev mindst at skulle have sagt. Selvom artilleriilden er intensiveret langs Donbass-fronten, er en invasion højst usandsynlig på nuværende tidspunkt.

Gasmellemmand

I hele sagen er spørgsmålet om transport af Russisk gas til Vesteuropa centralt. For nyligt blev anlæggelsen af Nord Stream 2 gasledningen afsluttet, hvilket gør det muligt for Rusland at sende gas direkte til Tyskland, via Østersøen. Regeringen i Kiev insisterer på, at de ligger i krig med Rusland og Donbass-separatisterne, men på intet tidspunkt har Kiev lukket for transporten af Russisk gas via Ukraine til Vesteuropa - og Ukraine er endda begyndt at købe den samme russiske gas via EU-tredjeparter (og til EU pris!). I løbet af det sidste årti, har Rusland forsøgt at gøre sig uafhængig af de såkaldte “transitlande”, Ukraine og Hviderusland, ved hjælp af Nordstream-gasledningerne, og i løbet af 2021 er gastransporten gennem Ukraine da også faldet med 25%.

Russisk gas - som den Sovjet-byggede Ukrainske infrastruktur er baseret på som hovedkilde til fjernvarme og industrielt brug - er blevet brugt af russisk imperialisme, til at kontrollere Kiev. Regeringen i Kiev er til stadighed afhængig af de afgifter, den genererer via gasledningerne, der løber igennem landet, og som udgør en betragtelig del af statens omsætning ($2 mia. i 2020). Med en konsekvent “NATO før Rusland” politik, har regeringen i Kiev forsøgt at presse Rusland via hårdere sanktioner fra EU og USA.

Planøkonomien i Sovjetunionen etablerede infrastrukturen, der gjorde ressourcer fra Rusland og Donbass tilgængelige for både industrien og den brede befolkning i Ukraine. Under kapitalismen betyder verdens opdeling i konkurrerende nationalstater derimod, at russiske, ukrainske, og internationale kapitalisters profitter får forrang over behovet for langsigtet økonomisk udvikling, og arbejdernes ve og vel. Det ukrainske oligarki har solgt ud af landet til imperialistiske igler, hvilket har resulteret i, at befolkningen nu er nødt til at betale betydeligt mere for basale fornødenheder såsom opvarmning af hjemmet.

Tilliden til Zelensky er forduftet i Ukraine såvel som i Washington

Zelensky og hans parti, “Folkets Tjener”, blev indledningsvis støttet af den Dnipropetrovsk-baserede Kolomoisky-klan, som igennem deres mediehus støttede hans karriere i underholdningsbranchen. Så snart det blev tydeligt i meningsmålinger i løbet af 2019, at han stod til at blive valgt til præsident, øgede det amerikanske udenrigsministerium deres indflydelse på Zelensky og hans parti. Støtten til Zelinsky var på bekostning af amerikansk støtte til den tidligere administration, ledt af Petro Poroshenko, der grundet korruption og dalende popularitet blev anset som mindre egnet til at varetage amerikansk kapitals interesser i Ukraine.

Da Zelensky og “Folkets Tjener” blev valgt, nød de støtte fra Washington. Men Washingtons interesser - der i bund og grund gik ud på at åbne Ukraines markeder op for amerikansk kapital - kom hurtigt i konflikt med Kolomoisky-klanens, der ville beskytte deres del af rovet. Som del af at tilnærme sig Vesten, kopierede Zelensky den tidligere præsident Poroshenkos nationalistiske politik på trods af, at han havde vundet valget på at bekæmpe den. Han fortsatte i samme stil ved at bejle til højreorienterede dele af hæren og administrationen, og ved at lade borgerkrigen i Donbass fortsatte. Som resultat har han opnået en vis støtte blandt tidligere Poroshenko-støtter på bekostning af at have spredt mistillid og modløshed blandt sine oprindelige tilhængere.

Det er blevet afsløret som ønsketænkning, at “Folkets Tjener” ville erstatte etablissementet i parlamentet med outsidere, ubesmittet af de gamle, korrupte regimer. I praksis gjorde det ingen forskel. At bringe et par nye ansigter ind i den samme, gamle, trætte mølle, som det er meningen de skal erstatte, har vist sig at være meningsløst. Motivationen i det kapitalistiske demokrati betyder desuden, at de mest skruppelløse “nye ansigter” kommer til at dominere i kapløbet op ad karrierestigen. Det er kommet til udtryk i skandaler som Zelenskys regering, og ikke mindst præsidenten selv, har været involveret i.

Til trods for de “advarsler til russerne” som Biden-administrationen fremsatte i 2021, så har der været tydelige tegn på, at Washingtons støtte til Zelensky-regeringen har været dalende. Regeringens inkompetence og skandaler har gjort, at Washington betvivler regimets evne til at varetage dets interesser på den lange bane, ligesom det skete med Poroshenko. Det er ikke et tilfælde at korruptionsskandalerne, som involverer “Folkets Tjener”, er blevet en kæphest for diverse toneangivende talerør for Washington.

Kursen udstukket af Zelensky-regeringen har indtil videre været at kræve sanktioner mod Nordstream 2 gasledningen. I hvad, der er som taget ud af en af hans tidligere komedier, er Zelensky fast besluttet på at bekrige Rusland, mens han samtidig insisterer på at russisk gas fortsat transporteres via Ukraine. USA har ikke nogen interesse i Nordstream-gasledningerne, men tilfældet er ikke det samme for deres vigtige allierede, Tyskland. Den tyske økonomi afhænger af en stabil forsyning af russisk gas, og til trods for alliancen med USA, er det tydeligt, at et flertal af den tyske herskende klasse ikke støtter en fjendtlig position overfor Rusland. Det modsatte er snarere tilfældet, eftersom de både afhænger af russisk gas, og tilmed sælger det videre til deres naboer med en pæn fortjeneste. Dette blev tydeligt demonstreret under Merkel-regeringen, men er også holdningen hos det største parti i den nye regering, SPD. SPD, der normalt hælder mere imod Washington, har for nylig skiftet kurs ift. deres tidligere skepsis overfor Nordstream 2, selvom projektet stadig møder modstand fra “De grønne”, som kontrollerer udenrigsministeriet.

“Folkets Tjener” og Zelensky er stadig foran i meningsmålingerne forud for valget, der ventes afholdt i 2024. På det seneste har partiet dog været involveret i den ene skandale efter den anden. Zelenskys tidligere højre hånd, Dmytro Razumkov, har ledt et split, der involverede flere dusin af partiets parlamentsmedlemmer. Medlemmer fra det tidligere Regionsparti, som er i oppositionen, ligger ofte nummer to og tre i meningsmålingerne. De repræsenterer interesserne for oligarkiet i den sydlige del af landet og Donbass, som generelt hælder mod tættere økonomisk samarbejde med Rusland. Eftersom deres tidligere højborg ligger i separatist kontrollerede regioner (og på trods af at deres opbakning i disse regioner har lidt et knæk), udgør det et incitament for Zelensky til at modarbejde enhver politisk aftale, der kunne sikre disse regioners genforening med Ukraine.

Klassekamp tilbage på dagsordenen i Ukraine

I perioden op til Covid-19 nedlukningerne, ulmede klassekampen i Ukraine, og vi var vidne til flere demonstrationer på baggrund af løn- og prisstigninger i forsyningssektoren. Covid-19 lagde en dæmper på kampene, men der er tegn på, at de nu er ved at genopstå. Levestandarden er for nedadgående, og priserne stiger fortsat. Mens regeringen i Kiev hylder de modige demonstranter i Kasakhstan, byder de deres egen befolkning de samme vilkår, der er årsag til protesterne. En Ukrainsk protestbevægelse, der kæmper for bedre levevilkår, ville være et kæmpe skridt fremad sammenlignet med Euromaidans krav om frihandel med EU. De ukrainske arbejdere bliver nødt til at gøre sig fri fra nationalismens røgslør og indtage deres egne selvstændigt klasseposition.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]