Regeringens seneste forslag om en lønstigning på 7,5 procent og 800 Rand i boligtilskud ligger stadig langt fra de offentligt ansattes krav om en lønstigning på 8,6 procent og 1.000 Rand i boligtilskud. Forslaget blev formuleret efter præsident Zumas hjemkomst fra et statsbesøg i Kina, hvor han, bekymret for at hans egen position var i fare, beordrede sine ministre, som før havde sagt at en lønstigning på 7 procent ikke kunne forøges, til at sætte sig til bords med fagforeningsledere for at finde en løsning på hårdknuden.
Fagforeningslederne virkede som om de mest havde lyst til at acceptere forslaget. Det sydafrikanske LO – COSATU – besluttede at aflyse den varslede solidaritetsaktion, som skulle være begyndt den 2. september, hvilket havde været ensbetydende med en generalstrejke. Dette var et tegn på svaghed og en viste tydeligt, at fagforeningslederne, efter at have demonstreret deres styrke overfor Zuma, nu var klar til at vende tilbage til trepartsalliancens trygge rammer. Det var de imidlertid ikke i stand til at overbevise de menige fagforeningsmedlemmer om. ”Medlemmerne er meget vrede, de er ophidsede”, udtalte generalsekretæren for COSATU, Vavi, ”på nuværende tidspunkt føler medlemmerne, at vi bør presse mere på”.
Manøvrer i toppen
Sizwe Pamla, talsmand for sundhedsarbejdernes forbund, Nehawu, var bestemt heller ikke tilfreds med medlemmernes beslutning om at forkaste forslaget. I torsdags udtalte han at fagforeningens rådslagning med medlemmerne tidligere på ugen havde været ”mangelfuldt” og at man i løbet af de næste to dage på ny ville tage forslaget op med medlemmerne ”for at få et mere gennemført engagement i stand”. Med andre ord: hvis du ikke bryder dig om resultatet, så gentag afstemningen!
Fagforeningsledernes muligheder for at manøvrere rundt er ellers stærkt begrænsede, da medlemmerne af lærernes fagforening SADTU har givet et rungende ”nej” til forslaget i alle landets ni regioner. For at forklare den vrede stemning blandt SADTU-medlemmerne udtalte formanden Thobile Ntola, at medlemmernes afgørelse om ”overhovedet ikke at gå på kompromis” bundede i en ”dyb mistillid til regeringen … og følelsen af at regeringen ikke respekterer os”. Han udtalte også at magtens maskineri bliver brugt til at skabe ”en dynastilignende regering, hvor præsidenten (Zuma) og hans venner og familie beriger sig selv på bekostning af arbejderne og de fattige. Dette er ved at skabe vrede blandt arbejderne”.
Brug for øget pres
Forkastelsen af regeringens forslag viser, at strejken i Sydafrika grunder i en dybtliggende utilfredshed blandt arbejderne med hele Zuma-regeringens handlemåde. Fagligt aktive føler, at de spillede en nøglerolle, da man afsatte den gamle præsident Mbeki og erstattede ham med Zuma, og på den måde fik en regering med ANC [oversætters note: African National Congres, Sydafrikas største arbejderparti], som skulle handle til fordel for arbejderne og de fattige. De føler, at Zuma ikke har levet op til dette, og de skrider nu i stedet til handling på et andet grundlag for at opnå rimelige lønninger og arbejdsforhold.
Det er COSATU-ledernes ansvar at planlægge den generalstrejke, som de blev enige om i sidste uge. Først da den kom under pres, forhøjede regeringen sit forslag, men det var ikke nok. Konklusionen er klar: presset må øges, og en solidaritetsgeneralstrejke med de offentligt ansatte er det næste logiske skridt.
Minearbejderne i strejke
Samtidig strejkede 50.000 arbejdere i motorindustrien den 1. september. De organiseres af metalarbejderforbundet NUMSA. De krævede blandt andet en lønstigning på 20 procent og en nedsættelse af arbejdsugen til 40 timer uden lønnedgang. 30.000 andre NUMSA-medlemmer i bilindustrien genoptog arbejdet efter en succesfuld strejke, hvor de opnåede en lønstigning på 10 procent. Medlemmer af minearbejdernes forbund NUM gik også i strejke i adskillige miner.
Regeringens talsmand sagde det ligeud: “Det er ingen penge”. Argumentet er, at hvis de offentligt ansatte får flere penge, vil det betyde nedskæringer på ydelserne til de fattige. Desværre har adskillige af lederne af kommunistpartiet SACP (hvoraf flere sidder i regeringen og i ANC’s ledelse) accepteret dette argument. I deres udtalelse om strejken, siger de:
“I modsætning til en strejke for mere løn i den private sektor, hvor man strides om hvordan overskuddet skal fordeles mellem profitter og lønninger, er budgettet i den offentlige sektor fastlagt på forhånd og ændringer betyder omlægning af prioriteringer. Hvorvidt disse prioriteringer så er retfærdige eller ej, kan diskuteres, men det betyder at der er en vis grad af urokkelighed i processen”.
Argumentet holder ikke, og de strejkende har allerede givet svar på tiltale: Der var masser af penge til VM og det overdådige forbrug blandt ministrene og de andre regeringsrepræsentanter i samme forbindelse, men ikke til lønninger til de arbejdere, som leverer de grundlæggende ydelser som uddannelse og sundhed.
Gør op med kapitalismen
Sydafrika er ikke noget fattigt land. Faktisk er det et land med en massiv rigdom på mineraler. Problemet er, at rigdommen forbliver i private hænder. Da ANC’s ungdomsforbund rejste spørgsmålet om nationalisering af minerne, gik lederne af SACP, særligt Cronin imod dette og drejede debatten over på en indholdsløs semantisk diskussion af forskellen på ”nationalisering” og ”socialisering”.
Kald det hvad I vil, men det er nødvendigt med demokratisk kontrol med landets rigdomme, styret af de arbejdere, som producerer den, og ikke af en lille håndfuld kapitalister, som ikke er valgt af nogen. Dette kan kun opnås gennem ekspropriering og et brud med det forlig, som lederne af ANC i 1994 indgik, den såkaldte ”solnedgangs-paragraf” i forfatningen, som beskytter den private ejendomsret.
Dette er svaret til Zumas ministre. Der er masser af penge; det befinder sig bare i de forkerte hænder, hvor de varetager rigt mindretals interesser frem for at tjene til flertallet af arbejdere og fattiges bedste. Og det er netop grunden til at kampen for rimelige lønninger og arbejdsforhold i den offentlige sektor hænger sammen med kampen for bedre boligforhold, for grundlæggende jordreformer, for sundhed og uddannelse til alle, osv. Lederne af COSATU og SACP må klart og tydeligt fremsætte spørgsmålet om nødvendigheden af at kæmpe for socialisme.
Source: Socialistisk Standpunkt (Denmark)