"Den russiske revolution i farver" - En kritisk anmeldelse

PrintE-mail
Danish translation of "The Russian Revolution in Colour" by Nadim al-Mahjoub (April 7, 2005)

Historie er staternes minder" [1]

Den 22. og 29. marts, viste den britiske Kanal Fem en dokumentar i to dele, kaldet Den russiske revolution i farver. Jeg er hverken TV-fan eller Kanal Fem-seer. Men en dokumentar om den russiske revolution på kanal fem overraskede mig. Måske var det fordi jeg så dokumentarfilmen på sort-hvid fjernsyn, at jeg ikke var så parat til at acceptere den farvefulde misfortolkning af revolutionen.

Filmskabernes opsummering af dokumentaren er således: "Den russiske revolution ændrede verden for altid. Næsten over én nat blev et helt samfund ødelagt og erstattet med et af de største og mest radikale eksperimenter nogensinde set. Inden for en generation, ville millioner blive dræbt og næsten en tredjedel af verdens befolkning ville leve i kommunismens skygge."

"Den russiske revolution i farver", siger instruktørerne, "gør brug af en romans metode, med dramatiserede genskabelser, for at fortælle hvordan denne ekstraordinære begivenhed fandt sted. Programmet fokuserer på sømændene fra Kronstadt, som i 1917 tog den revolutionære sag op med blodig entusiasme, for blot at få deres drømme knust, da Lenin oprettede en brutal politistat. Sømændene modsætter sig sine tidligere allierede og bliver stillet over for den røde hær i et endeligt slag."

På Kanal Fems hjemmeside, kan vi læse, at Den russiske revolution i farver (Historie-dokumentar) "viser, hvordan Kronstadt-matrosernes loyalitet hjalp til at forsvare revolutionen i dets første år; og hvordan deres brutale nederlag dræbte det spirende håb om et mere retfærdigt samfund"(2).

Dokumentaren fremhæver Kronstadt-matrosernes rolle i såvel den anden russiske revolution, som i oktoberrevolutionen. Ud over deres stærke militans, fremhæver dokumentaren det høje niveau af demokrati og selvstyre, som fandtes iblandt matroserne på Kronstadt.

rusoktober

Revolutionens 'vendepunkt', mener instruktørerne er, at imens februarrevolutionen var spontan, var oktoberrevolutionen bevidst organiseret. Lenin og hans tilhængere, forklarer dokumentarfilmen os, "dræbte håbet, da de opløste den konstituerende forsamling og tog over".

Hvad angår omstændighederne, og hvad der skete lige efter opløsningen af den konstituerende forsamling - som de fremstiller som 'kimen til demokrati', nævner dokumentarfilmen intet om. Var dette af sekundær betydning, så det set ikke var værd at nævne i beskrivelsen af hele revolutionsprocessen? Eller var denne undladelse af kontekst og reaktioner fra de kræfter som var i spil, et bevidst træk fra producenterne af dokumentaren?

I modsætning til mange andre kommentatorer siger dokumentaren ikke direkte, at den bolsjevikiske revolution var et kup. Men hvad der bliver lagt vægt på er, at Lenins opløsning af den konstituerende forsamling, ledte til diktatur. Instruktørerne argumenterer derfor for at sovjetisk diktatur startede med Lenin og blev videreført med Stalin.

Den russiske revolution fandt sted i et tilbagestående land; det overvældende flertal af befolkningen var bønder, de fleste var analfabeter og niveauet i teknik og produktion var utroligt lav.

Rusland var en semi-koloni, som producerede mindre end tre procent af verdens industrielle produktion. Revolutionen fandt sig ikke blot belejret af en hårdhændet udenlandsk intervention som var fastlåst på at ødelægge den, men også uden den hjælp, man havde håbet på, fra en udvidelse af revolutionen til den tids udviklede kapitalistiske lande.

Lenin og Trotskij (3), var lederne af revolutionen, og de var hele tiden klar over umuligheden af at opbygge socialisme i Rusland alene. Derfor sammenkædede de arbejderklassens kamp for demokrati, med en revolution i Tyskland konkret set og i de mere udviklede lande generelt set.

Den konstituerende forsamling

Den russiske revolution i farver behandler slet ikke den konstituerende forsamlings natur og de kræfter i konflikt inde i den, som en afspejling på de modstridende kræfter under den revolutionære proces; den taler ikke om disse kræfters reaktioner, da bolsjevikkerne opløste den konstituerende forsamling, og om der var nogen der forsvarede den.

Dokumentaren siger, at demokratiet blev kvalt, da den al-russiske konstituerende forsamling blev opløst af en bevæbnet matros, "fordi vagten var træt". Bolsjevikkernes beslutning om at lukke den konstituerende forsamling, var ifølge dokumentaren, fordi de kun opnåede en fjerdedel af pladserne heri.

For marxister er det afgørende, hvilken klasse der skulle lede revolutionen. Lad os huske på, at det i Rusland var sovjetterne, som indkaldte til valg til den konstituerende forsamling efter magtovertagelsen og "at opgive sovjetternes suveræne magt", som Lenin argumenterede, "at opgive sovjetrepublikken, vundet af folket, for et borgerligt parlamentarisk systems skyld og for en konstituerende forsamling, ville nu være et skridt tilbage og ville betyde arbejdernes og bøndernes oktoberrevolutions kollaps." [4]

En konstituerende forsamling betyder frie valg og et demokratisk parlament. Dette

rusrevo
er et progressivt slogan i lande, hvor et parlament, valg og andre demokratiske rettigheder ikke eksisterer. En konstituerende forsamling er derfor et borgerligt demokratisk parlament. Under den russiske revolution "var den konstituerende forsamling - valgt på baggrund af valglister sat op inden oktoberrevolutionen - et udtryk for politiske kræfter som eksisterede da magten var i kompromismagernes og Kadetternes hænder..." (5). Efter oktoberrevolutionen blev den konstituerende forsamling, på grund af dens sammensætning, en forhindring for revolutionen og sovjetmagten.

Revolutionen havde ved at vælte den provisoriske regering, gjort sovjetterne til den udøvende magt. "Den provisoriske regering, langt mere langt mere pedantisk end dets forgænger om konstitutionelle besiddelser, havde selv på skamløs vis kommet den konstituerende forsamling i forkøbet ved dets dekret den 1. september 1917, hvor Rusland proklameredes som en republik." (6)

Eftersom revolutionen var på vej fremad, gav gamle institutioner plads til nye; revolutionen passerede fra det borgerlige til det socialistiske stadie. De kræfter, som skulle lede til grundlæggelsen af et nyt samfund, var arbejderklassen organiseret i sovjetterne og de fattige bønder ville blive deres allierede. Alle andre kræfter ville trække Rusland tilbage til zaristisk semi-feudalisme.
Valgene til den konstituerende forsamling var blevet fastlagt af den provisoriske regering til den 12. og 25. november 1917.

Resultaterne var som følger:

Russiske SocialRevolutionære 299 mandater
Ukrainske SR 81
Venstre SR 39
Bolsjevikker 168
Mensjevikker 18
Andre socialister 4
Kadetter 15
Konservative 2
Nationalistiske grupper 77
(Kilde: O. Anweiler, Los Soviets, s. 220)

"Imidlertid gav valgene til den Konstituerende Forsamling i Petrograd et enormt flertal for bolsjevikkerne, således at selv de mensjevikiske internationalister påpegede, at dumaen burde nyvælges, eftersom den ikke længere repræsenterede den politiske sammensætning af Petrograds befolkning."(7) Bolsjevikkerne fik størstedelen af stemmerne, 424.027, efterfulgt af kadetterne med 245,006. På tredjepladsen kom Venstre-Socialrevolutionære med 152.230 stemmer.

Men sovjetterne, omdannet til arbejderklassens politiske instrumenter i kampen for magten, og senere omdannet til administrative organer i den nye arbejderstat, var langt mere demokratiske end det borgerlige demokratis valgte organismer.

Imens det borgerlige demokrati tillader arbejderne at vælge partier hvert fjerde eller hvert femte år til at misrepræsentere deres interesser, så omfattede arbejder- og bonderådene befolkningens overvældende flertals direkte kontrol med magten. De delegerede, der blev valgt i på hver arbejdsplads til arbejdernes, soldaternes og bøndernes sovjetter og til de alrussiske sovjetters centrale eksekutivkomité, kunne omgående trækkes tilbage, og ingen delegeret modtog mere end en faglært arbejders løn.

I sovjetterne var bolsjevikkerne i absolut flertal ved valgene i september 1917:

Socialrevolutionære (SR'er) 54.374
Mensjevikker 15.887
Kadetter 101.106
Bolsjevikker 198.230
(Kilde: O. Anweiler, Los Soviets, s. 220)

Tre dage efter valget, valgte den største del af SR partiet "at lave en koalition med bolsjevikkerne og formelt splitte væk fra den anden del, som fastholdt dens bitre strid imod bolsjevikkerne." [8]. Er der nogen antydning af dette i dokumentaren? Intet overhovedet. Det ser ud til, at i den to timer lange dokumentar, som indbefatter en del gentagelser, kunne instruktørerne ikke finde tid til at belyse så vigtige relaterede begivenheder - måske løb de tør for penge og tid!

Så imens bolsjevikkerne kun fik 23,9 procent i den konstituerende forsamling, stemte arbejderklassen på bolsjevikkerne i sovjetterne, gav dem 51 procent af stemmerne. De højre-socialrevolutionære, bondestandens repræsentanter, rejste parolen: 'Al magt til den konstituerende forsamling'. Bolsjevikkerne, avantgarden og arbejdernes repræsentant, rejste sloganet: 'Al magt til sovjetterne'.

Som en fremtrædende engelsk historiker sagde det: "Enhver antagelse om at denne handling imod forsamlingen blev taget pludseligt eller som en uovervejet beslutning, betinget af noget som skete efter forsamlingen mødtes, må afskrives som forkert. Bolsjevikkernes handling var resultatet af en overvejet politik og en klar opfattelse af revolutionens progressive fremgang, fra dets borgerligt-demokratiske til dets proletarisk-socialistiske fase" [9].

Selv mensjevikkerne var klar over den konstituerende forsamlings rolle på dette stadie af revolutionen. Sukhanov forklarede det logiske dilemma: "Hvis de aktuelle begivenheder var en del af den borgerlige revolution, burde den konstituerende forsamling støttes fuldt ud, men hvis de rent faktisk var en del af den socialistiske revolution, så burde den slet ikke sammenkaldes." [10]

Britiske og russiske historikere bliver brugt til at bakke dokumentaren op med

LeninTrotsky1920c
farvefulde "kendsgerninger". For vi skal jo endelig ikke sætte spørgsmålstegn ved "kendsgerninger" præsenteret af professorer. Faktisk var anti-sovjetiske kræfter ved at hobe sig sammen under tidligere tsaristiske generaler i Sydrusland, som kadetterne og Kaledin, de var i gang med at forberede en kontra-revolutionær opstand. Og selvom de højre-socialrevolutionære og mange af mensjevikkerne valgte side med kadetterne, tog bolsjevikkerne ingen midler i brug imod de socialistiske partier.

Da forsamlingen mødtes den 5/18. januar 1918 "blev talerne ved uafbrudt i næsten tolv timer. Men meget lidt af det der blev sagt, havde forbindelse til verden udenfor... Ingen alternativ regering, som var i stand til at holde magten, blev foreslået eller kunne have blevet foreslået. Under disse forhold kunne debatten ikke have noget tema ... forsamlingen ... kunne ikke gøre mere end at gentage det grundlæggende i, hvad den anden al-russiske sovjetkongres havde gjort, på revolutionens morgendag, ti uger tidligere." [11]

Opløsningen af forsamlingen gik næsten hen uden protester. En kommentar fra et højreorienteret medlem af sovjetten, som ikke nærede sympati for hverken SR'erne eller bolsjevikkerne, afspejlede ikke kun mangel på en solid opbakning til den konstituerende forsamling, men også for det borgerlige demokratis institutioner generelt set: "Opfattelsen af, at en "uretfærdighed var bleven begået af bolsjevikkerne imod den konstituerende forsamling, blev svækket af en udbredt grad af utilfredshed med den konstituerende forsamling selv, med dets, (som det blev sagt) 'uværdige opførsel' og med dets præsident Chernovs generthed og svaghed. Den konstituerende forsamling blev anklaget mere, end de bolsjevikker som opløste den." [12]

En succesfuld revolution er, i selve sin definition, et afgørende brud med den gamle orden. I den engelske revolution, 'var der ingen hund der gøede', som Oliver Cromwell sagde efter at han havde brugt sin hær til at opløse parlamentet, på grund af årsager der lignede dem, som bolsjevikkerne havde til at opløse den konstituerende forsamling. På samme måde udrensede jakobinerne gentagne gange den nationale forsamling under den franske revolution.

"Oktoberrevolutionen var næsten fredelig, fordi ingen klasse var parat til at forsvare den gamle orden, hverken den provisoriske regering eller den konstituerende forsamling, som Kerenskij bekræftede det. Bønderne var ikke klar til at kæmpe for at forsvare den konstituerende forsamling. Tværtimod gik flertallet af bønderne med bolsjevikkerne i den borgerkrig der fulgte, så snart de havde fået erfaring med den hvide gardes herredømme og de så de højre-socialrevolutionære og mensjevikkernes rolle, som uvægerligt banede vejen for den hvide kontrarevolution." [13]

I en revolution bliver styrkeforholdet ved med at ændre sig, følgende forandringerne i bevidstheden og des mere en parti ledelse er vedholdende og militante, des mere vil det virke som en tiltrækningskraft.

'Terror og diktatur'

Lenin blev på metaforisk vis sammenlignet med Moses, der kom ned fra bjerget med Aprilteserne. Således overtog han angiveligt revolutionen og åbnede vejen for et bolsjevikisk diktatur.

"Så længe de store revolutionære var i live, havde undertrykkende klasser kun stadige forfølgelser tilovers for dem, deres lære blev mødt med den vildeste forbitrelse, det mest rasende had, den mest tøjlesløse løgne- og bagvaskelseskampagne. Efter deres død forsøger man at gøre dem til harmløse helgenbilleder, så at sige at kanonisere dem, indrømme deres navn et vist ry, for at \"trøste\" de undertrykte klasser og tage dem ved næsen, idet man udhuler den revolutionære læres indhold, bryder dens revolutionære brod af og forfladiger den.."[14]

I dokumentaren fremstilles Lenin som en partileder som kom for at overtage revolutionens vogn. Imidlertid nævnes hverken Lenins fortid som bolsjevikleder eller erfaringen med sovjetterne. Man forsøger at lede os til at tro, at Lenin faldt ned fra himlen og drog fordel af situationen. Instruktørerne af denne 'farverige film' forklarer os: "Bolsjevikkerne begyndte at opbygge et apparat med en politistat. De tvang sig frem med hjælp fra sømændene."

dit_valg
I enhver revolution, går revolution og kontrarevolution side om side og før eller siden må den ene af de to vinde. Den russiske revolution i farver formår ikke at forklare, hvordan bolsjevikkerne, et lille mindretal, kunne overvinde kontra-revolutionen og 21 udenlandske hære. Den siger blot, at den russiske revolution "lovede fred, fremgang og lighed", men at bolsjevikkerne i stedet "bragte hungersnød og rød terror".

"Lenin mente at det var helt legitimt, at bruge terror som et våben, for at fremme sin kommunistiske bevægelse." Terror! Vi er temmelig bekendte med dette udtryk. Vores egen regeringer, i deres såkaldte krig imod terror, benytter sig af massiv statsterror. Krig er terror og kan ikke være andet. "Terrorens essens var dens klassekarakter", skriver E.H. Carr. Den var beregnet på de besiddende klasser, og var således selektiv. Lenin svarede ret præcist på det borgerlige argument, angående terrorens legitimitet:

"Det engelske borgerskab har glemt sin 1649 og det franske sin 1793. Terroren var retfærdig og legitim, da den blev brugt af borgerskabet til dets egen fordel imod de feudale herrer. Terroren blev monstrøs og kriminel, da det var arbejderne og de fattige bønder, som turde benytte den imod borgerskabet." [15]
En " borgerkrig er en proces hvor de politiske opgaver løses med militære midler (...) En krig har sin egen organisering, sin egen politik, sine egne metoder, sin egen ledelse, som direkte bestemmer dens skæne." [16]

Stillet over for en massiv kampagne med terror fra den hvide hær og fra de imperialistiske hære, som dokumentaren ignorerer, blev revolutionen nødt til at forsvare sig selv. Selvfølgelig er denne måde, hvorpå den anden side udstilles som diktatur, terrorist eller oprører, velkendt for alle der har fulgt de seneste begivenheder i Afghanistan, Irak eller andre steder. Terror er kun legitim, når den benyttes af staten, får vi at vide.

Selvom der blev indført repression, blev kadetternes blad, Svoboda Rosii stadig udgivet i sommeren 1918, og den mensjevikiske Novyj Luch i Petrograd genudkom i april måned samme år og fortsatte i et stykke tid fremover med at udkomme uden afbrydelser.

Anarkistiske blade blev udgivet i Moskva længe efter Tjekaens aktion imod anarkisterne. E.H. Carr siger at den anarkistiske leder Makhno kom til Moskva og havde en samtale med Lenin og " fandt en atmosfære af 'papirrevolution'" [17]. Udviklingen af Tjekaen var for eksempel "en gradvis og stort set uplanlagt proces. Den voksede ud af en række nødsituationer. En af de vigtige, var tyskernes afslag på våbenstilstand..." [18]

I februar 1918, ifølge en rapport fra den britiske delegation til Rusland, bestod Tjekaens totale medarbejderstab ikke af flere end 120 folk. Dokumentaren fastsætter antallet af politiske modstandere der blev dræbt på "mere end seks tusinde".

Carr siger: "Disse utilslørede optegnelser skjuler uden tvivl grusomheder og brutaliteter både i kampens hede og i koldt blod - fælles for alle parter - men specifikke redegørelser for dem viser sig aldrig overbevisende. Sådanne hændelser med fjender, er krige og revolutioners uløselige ledsagefænomen, når de drives med en så fanatisk desperation, som den kamp i Rusland, som begivenhederne i oktober 1917 havde forårsaget." [19]

Men det største antal henrettelser, 519, fandt sted i Petrograd [20]. Man kan måske sammenligne det, med de 100.000 som det demokratiske USA og Storbritannien har dræbt i Irak.

Sagen med det der skete i Kazan bliver fremhævet i filmen. Ifølge Carr blev kun 8 skudt af det lokale tribunal. Dette skete efter at hele borgerskabet, inklusiv præster og munke, var flygtet fra byen. Men dokumentarens besked er klar: dette er revolutioners rædsler, dette er opførslen hos den ledelse der påstod at stå for retfærdighed og fred; det var den socialistiske drøms ende; og folk må lære at undgå revolution. Dokumentaren er ikke sandfærdig og giver ikke et "nuanceret" billede af den russiske revolution.

Kronstadtopstanden

Den russiske revolution i farver giver et specielt fokus på matroserne fra Kronstadt i den russiske revolution og "hvordan de blev forrådt af den bolsjevikiske ledelse." Vi får at vide, at matroserne fra Kronstadt "så sovjetmagten som folkets magt, at de fornægtede Tjekaen, at de ville have et system á la 1917-drømmen om flerparti-system, at de ville stoppe det bolsjevikiske diktatur og at de kaldte deres revolution for den tredje russiske revolution".

På den anden side, får vi også at vide, at "Lenin udviste nul tolerance og gav et firkantet svar" til matroserne. Kronstadtmatroserne, "revolutionens bagland", som en britisk historiker, hyret af filminstruktørerne betegnede dem, blev "knust af den røde hær og deres revolution, den tredje russiske revolution, blev besejret."

Kronstadtoprøret fandt sted på et tidspunkt, hvor landet efter borgerkrigens afslutning var i et total kollaps, landbruget var i katastrofe-tilstand og utilfredsheden var stor. Dette kaos skulle blive forværret senere i slutningen af juni 1921, da "nyheder om den katastrofale hungersnød, der truede de østlige provinser af europæiske Rusland, begyndte at nå Moskva." [21].

De hære, der blev anført af hvide generaler og støttet af de kapitalistiske magter, stoppede ikke med at kæmpe, og deres hære var ikke helt opløste. Hvide tropper besatte stadig Sortehavets kyst, og dele af Sibirien var stadig besat af

kronstadt_1919_color-1
den japanske hær. Resterne af general Wrangels hær var stadig mobiliseret i Tyrkiet. Truslen om, at borgerkrigen kunne blive genoptaget, blev bekræftet i et ultimatum, som den britiske udenrigsminister Lord Curzon sendte til den sovjetiske regering, så sent som 1923.

Urolighederne på Kronstadt startede den 28. februar 1921. Matrosernes krav var: frie valg til sovjetterne med anarkistisk deltagelse, afskaffelse af de politiske departementer (i flåden) og af afdelingen for særlige anliggender, afskedigelse af zagraditnye otryady [22], genoprettelse af den frie handel og løsladelse af de politiske fanger. Matroserne i oprør var i en rimelig favorabel situation. De havde overtaget kontrollen med en førsteklasses flåde-fæstning og med adskillige krigsskibe. De var cirka femten tusind. De havde stærkt artilleri, maskingeværer, morterer, osv. Den civile befolkning forholdt sig passiv.

"Det er essentielt, at studere bevægelsens natur i detaljer, og frem for alt dets årsager, for nogle af dem var klare. Kronstadt i 1921 var ikke længere Kronstadt af 1917. Sovjetregeringens flytning til Moskva havde betydet afsending af en stor del af de aktive, og borgerkrigen havde taget langt flere. Arbejderklassekvartererne havde givet deres andel. Oktoberopstandens Petrograd, det Petrograd hvor alle revolutionens faser havde udviklet sig, gav nu indtrykket af en by der havde tabt sine masser, der ikke længere var hovedstad..." [23]

I denne glødende farverige film, bliver 1921 matroserne i Kronstadt fremstillet som de samme som dem der deltog i revolutionen. Igennem hele dokumentaren er der ikke en eneste analyse af ændringerne i klassesammensætning og de omdannelser, som påvirkede arbejderne, ligesom matroserne, da Rusland var på vej ud af borgerkrigen. I stedet skal vi tro på, at Petrichenko, den centrale leder af oprøret, som levede et behageligt luksuriøst liv, var bolsjevik. Men historien i Kronstadt viser os rent faktisk, at han var en ukrainsk anarkist og anti-bolsjevik.[24]

Ifølge en erklæring fra Petrichenko i Finland, som blev fundet i USA\'s udenrigsministeriums nationalarkiver, "var tre fjerdedele af Kronstadt-garnisonen oprindeligt fra Ukraine, nogle som havde tjent i syd hos anti-bolsjevikiske kræfter, før de gik ind i den sovjetiske flåde." [25]

Og ifølge den amerikanske historiker Paul Avrich, som hverken er bolsjevik eller trotskist, blev parolen om "sovjetter uden kommunister", ikke rejst af matroserne på Kronstadt, men af sibiriske bønder og tilhængere af anarkistlederen Nestor Makhno. Ydermere havde en af de social-revolutionæres ledere, Chernov, gjort sit bedste for at undgå en fredelig løsning af konflikten: "Lad ikke dig sel
Den røde hær angriber Kronstadt
v snyde ved at involvere dig i forhandlinger med de bolsjevikiske myndigheder; de gør kun deres bedste for at vinde tid."
[26]

Der er også et slående bevis for at opstanden ville have åbnet døren for en ekstern intervention. Paul Avrich fandt et notatdokument i den russiske nationale komités arkiver, hvor det skrives at: "der var ingen tid til at sætte disse planer i værk. Udbruddet fandt for hurtigt sted, flere uger inden betingelserne for konspirationen - isens opbrud, oprettelsen af en fødevarelinje, sikring af fransk støtte og forflyttelse af Wrangels spredte hær til et nærliggende område - kunne blive opfyldt." [27]. Avrich argumenterer med, at hvis oprøret havde stået på i længere tid, ville det have opmuntret kontrarevolutionen til at genoptage sine angreb.

Denne "opfindsomme" dokumentar, Den russiske revolution i farver, er en kunstnerisk kreation. Hele kunsten ligger i forfalskning af historiske kendsgerninger og en monstrøs overdrivelse af ethvert underordnet spørgsmål.

...Og det gamle skrald gentaget i farve!

Har dokumentaren givet mig ny viden om den russiske revolution? Overhovedet ikke. Faktisk har jeg genopdaget, at emnet er godt analyseret i E.H. Carrs og Paul Avrichs skrifter om den russiske revolution, og især om Kronstadt.

Den russiske revolution i farvers formål er at bruge abstrakt "demokrati", som et redskab til at se skarpt på den revolutionære proces for at miskreditere den russiske revolution og kriminalisere bolsjevikkernes handlinger. Alt i alt, er deres argument, at der aldrig vil blive et bedre demokrati end det vi har i dag. Og ethvert samfund eller sociale bevægelse må underlægges denne form for "demokrati".

Demokrati! Hvert fjerde eller femte år vælger vi en regering. Under dets regeringsperiode, kan denne valgte regering vælge at gå i krig og invadere et suverænt land og trodse flertallets modstand. Og det er det, som de kalder demokrati! Det besatte land er blevet maltrakteret og besættelsesstyrkerne har dræbt 100.000 mennesker. Vil vi en dag se en Invasionen af Irak i sort og hvidt?

Den borgerlige propagandas gentagelse af den samme ide, af de samme løgne, hvad enten det er i skole, i pressen eller i bøger, er et forsøg på at reproducere en fremtidig generation som det forventes gentager de samme halvsandheder, løgne og skrald igen og igen.

I løbet af fremtidige klassekampe, vil den nye generation imidlertid lære ikke at stole de borgerlige medier og historiebøgers misinformationer. Vores opgave er at forsvare sandheden om hvad der virkeligt skete i 1917 og vedholde den dyrebare erfaring og give den videre til nutidens og fremtidens arbejdere og unge, som vil rejse sig endnu engang imod dette rådne og dekadente system som vi lever under.

Noter
[1] Henry Kissinger, A World Restored, quoted in Howard Zinn, A People's History of the United States, 2nd Ed., Longman, Pearce Education Limited, England, 1996, p.9
[2] Channel Five's hjemmeside, en omtale af dokumentaren.
[3] Dokumentaren nævner ikke Leon Trotskijs rolle før opløsningen af den Konstituerende forsamling, og særligt hans rolle i opstanden
[4] Lenin, Collected Works, vol.26, Progress Publishers, Moscow, 1972, s. 434-482
[5] Ibid.
[6] E.H. Carr, The Bolshevik Revolution - 1917-1923, bind 1, Penguin Books, Macmillan, London, 1950, s.115
[7] John Reed, Ti dage der rystede verden, kapitel 11.
[8] E.H. Carr, The Bolshevik Revolution - 1917-1923, bind 1, Penguin Books, Macmillan, London, 1950, s.121
[9] Ibid., s.125
[10] Ibid., s.126
[11] Ibid., s.129
[12] Ibid., s.130
[13] Ted Grant, Russia from Revolution to Counter Revolution, Wellred Publications, London, 1997, s.65
[14] V. I. Lenin, Staten og revolutionen, kapitel 1.
[15] E.H. Carr, The Bolshevik Revolution - 1917-1923, bind 1, Penguin Books, Macmillan, London, 1950, s.175
[16] Leon Trotskij, Klassen partiet og ledelsen, 1940
[17]E.H. Carr, The Bolshevik Revolution - 1917-1923, bind 1, Penguin Books, Macmillan, London, 1950, s.178
[18] Ibid., s.168
[19] Ibid., s.174-75
[20] Ibid., s.176
[21] Ibid., s.185
[22] Bevæbnede enheder for sovjetregeringen, der opererede i udkanten af byerne for at forhindre uautoriseret handel under borgerkrigen; i dette tilfælde forhindrede de arbejdere fra Petrograd i at tage fremstillede varer med ud til landområderne og bytte dem for fødevarer, og konfiskerede fødevarer fra de, der forsøgte at bringe dem ind i byen uden tilladelse.
[23] Victor Serge, Moscow Under Lenin, Monthly Review Press, 1951, s.119
[24] Stepan M. Petrichenko (død 1946) - formanden for Kronstadts Provisoriske Revolutionære Komité og den centrale leder for Kronstadtoprøret. Han var fød i Ukraine. Efter oprøret blev nedkæmpet, flygtede han til Finland, hvor han sluttede sig til Hvide emigranter og boede i næsten 25 år. Han skiftede siden troskab til de pro-sovjetiske kræfter, og under anden verdenskrig sendte den finske regering ham tilbage til Sovjetunionen. Han blev fængslet ved ankomsten og deøde kort efter i en arbejdslejr.
[25] Paul Avrich, Kronstadt 1921, p.93
[26] Pierre Frank i indledningen til Kronstadt, 3. udgave., Pathfinder Press, USA, 2002, s.22
[27]Paul Avrich, Kronstadt 1921, s. 126-27

Home » Other languages » Danish