Racismen blev født med kapitalismen

Dette er en forkortet og tilpasset udgave af pjecen Black Struggle and the Socialist Revolution, skrevet af IMT’s amerikanske sektion i 2008. Den originale pjece vil snart være at finde på dansk på marxist.dk.

[Source]

Racisme skyldes ikke hudfarve. Det er ikke indbygget i mennesker med hvid hud at være undertrykkende, ligesom det ikke er indbygget i folk med mørk hud at være undertrykte.

Det er ikke forskellige identiteter og udseender, der har skabt racismen. Racismen er ikke noget naturgivent. Raceideologiens fremkomst var et resultat af helt specifikke materielle og historiske omstændigheder: Den herskende klasses behov for at retfærdiggøre slaveriets barbariske produktionsmåde under den tidlige kapitalisme. Sammen med kapitalismen blev racismen udviklet videre og ændrede karakter og er i dag et overmåde vigtigt værktøj for at splitte arbejderklassen og sikre den herskende klasses overlevelse. Hvis vi vil bekæmpe racismen, kan vi ikke nøjes med moralske fordømmelser og etikette. Vi må studere den og forstå dens rødder, som socialt fænomen, for at knuse den.

Der har eksisteret utallige former for undertrykkelse før kapitalismen. Men raceideologien er relativt moderne. Godsejere eller slaveejere har altid set på deres undersåtter, som værende undermennesker eller endda blot “værktøjer med stemme.” Men denne foragt var baseret på undersåtternes sociale position - deres klassetilhørsforhold - ikke på deres hudfarve. Det var først med kapitalismens fremkomst, at ideen om racer kom frem.

Den moderne raceideologi, der ser mennesker med hvid hud, som værende overlegne folk over dem med mørk hud, kan spores tilbage til den moderne form for slaveri, ved kapitalismens fødsel i det 16. og 17. århundrede, med oprettelsen af de amerikanske kolonier. Herfra spredte den sig siden som en sygdom over resten af verden.

Raceideologien opstod af helt materielle forhold. Det sydlige USA var egnet til at dyrke visse afgrøder i stor skala, men kun hvis der var store mængder billig arbejdskraft til rådighed. Her stod de første landejere overfor et problem fordi USA’s gigantiske størrelse betød, at der var masser af billigt land til rådighed i de vestlige territorier. Dette vanskeliggjorde fastholdelsen af billig arbejdskraft. Så snart nye tilflyttere fra Europa havde arbejdet deres gæld fra rejseomkostningerne af, drog de mod vest for at søge lykken som subsistenslandbrugere. Derfor var der et kraftigt incitament for de store landejere i det sydlige USA til at ty til et system med tvangsarbejde, med udgangspunkt i den allerede eksisterende atlantiske slavehandel (hvor Danmark var den sjettestørste slavehandlende nation). Således blev omkring 645.000 sorte afrikanere transporteret til Nordamerika i lænker, som handelsvarer.

Hudfarven på den nye klasse af slaver gjorde det let for de amerikanske slaveejere at identificere dem og holde dem i fangenskab, adskilt fra resten af befolkningen. Men i en epoke, hvor de borgerlige revolutioner, og ikke mindst den amerikanske, forkyndte “Frihed, Lighed og Broderskab”, var det politisk nødvendigt at begrunde “genopfindelsen” af det barbariske og tilbagestående slaveri. Et slaveri, der for længst var uddødt på det europæiske kontinent århundreder forinden. Derfor blev sort hud, og ikke slavearbejdet i sig selv, omdannet til et tegn på socialt mindreværd. Det var på den baggrund, at begrebet biologisk “race”, baseret på hudfarve, først kom frem - en ide, der for længst er blevet modbevist af videnskaben. Race er således en social konstrueret relation, baseret på behovet for kapitalistisk udbytning. Det moderne slaveri var en vital del af den “primitive akkumulation” af kapital for den amerikanske kapitalistklasses konsolidering.

Hvad vi ser er altså, at racismen, som ideologi, direkte er et produkt af kapitalismens fødsel. Alene derfor giver det sig selv, at anti-racisme må være anti-kapitalistisk. Når det er sagt, er det også klart, at den racisme vi ser i USA og Danmark i dag, ikke kommer ud af behovet for at kunne identificere slaver, men spiller en langt mere politisk rolle. For at belyse denne, er det ganske illustrativt at følge racismens videre udvikling i USA, hvordan den blev overført fra slaveøkonomien i Sydstaterne til hele den amerikanske kapitalisme. Ikke fordi USA er det eneste sted, hvor racismen bliver brugt som et politisk redskab (Danmark er på mange måder mere præget af institutionel racisme end USA), men fordi udviklingen her skete tidligt og var “trendsættende” for vesten og skabte en rød tråd fra raceideologien til den moderne racisme.

Slaveriets endeligt og kapitalismens racisme

Slaveriet i USA var en fødselshjælper for amerikansk kapitalisme idet, at det sikrede hurtig akkumulation til den fremvoksende kapitalistklasse. Men slaveri er ikke en særlig effektiv produktionsmåde og tillader ikke brug af sofistikeret maskineri og værktøjer, da en slave altid vil have større incitament til at smadre sit værktøj, og dermed få et kort pusterum, frem for at udvikle nye og mere effektive arbejdsmetoder. Slaveriet blev med andre ord hurtigt en forhindring for kapitalismens videre udvikling i USA. Den forhindring kunne kapitalisterne i Nord kun fjerne med magt, og resultatet blev den revolutionære borgerkrig fra 1861 til 1865 mellem Nord- og Sydstaterne. En krig som Karl Marx støttede, da han skrev til Lincoln og opfordrede til at føre krigen energisk under parolen: “død over slaveriet!”

100.000’er af sorte amerikanere deltog aktivt i krigen på Nordstaternes side. I kampen mod de reaktionære plantageejere i syd havde de amerikanske kapitalister i nord mobiliseret de laveste lag i samfundet, inklusiv de sorte. De blev brugt som et værktøj for at feje den nu forældede slaveproduktion af vejen og etablere kapitalistisk dominans over hele USA - et historisk progressivt skridt, fordi det lagde grunden for udvikling af produktivkræfterne og arbejderklassen. Men som det hurtigt skulle vise sig, var det ikke et skridt, der i sig selv løste problemerne for hverken de hvide og slet ikke de sorte arbejdende masser.

Med Nordstaterne og den kapitalistiske produktionsmådes sejr i 1865, havde nordstaternes kapitalister ikke længere brug for de sociale kræfter, de havde sat i bevægelse for at vinde krigen. Tværtimod havde de nu, ligesom de tidligere slaveejere, brug for billig arbejdskraft i syd. De gik derfor igang med de facto at rekonstruere slaveriet, men i en ny kapitalistisk form ved hjælp af racediskrimination og segregation. De sorte skulle simpelthen ikke have andre muligheder end at agere billig arbejdskraft i markerne. Racismen, som havde været et nødvendigt værktøj for Sydstaternes slavesystem, udviklede sig til et særligt og nødvendigt værktøj for amerikansk kapitalistisk udbytning, ikke kun i Sydstaterne, men i hele den genforenede union.

Kapitalistklassen kunne se en klar fordel i den racemæssige opdeling af arbejderklassen. I stedet for at stå overfor en samlet arbejderklasse, hvis rækker og dermed sociale vægt bare voksede og voksede, kunne den splitte den op, og få de fattige fra begge sider vendt mod hinanden.

Omkring 3.500 blev slået ihjel ved racerelateret vold fra 1889 til 1922, næsten alle sorte mænd.De nyvundne rettigheder til sorte amerikanere, som Nordstaternes sejr i borgerkrigen havde givet anledning til, blev gradvist rullet tilbage i en politisk kontrarevolution, der skulle slukke den revolutionære glød blandt de arbejdende masser. Sorte amerikaneres stemmeret blev begrænset, og hvide kunne næsten uhindret tæske eller endda dræbe sorte for små forseelser, som de lystede. Med de såkaldte Jim Crow-love, startende fra 1870’erne og implementeret i en række lokale lovgivende forsamlinger med Demokratisk flertal, genrejstes et terrorregime mod den sorte befolkning, støttet ved dannelsen af KKK. Hvide militser håndhævede segregationen med enorm brutalitet. Omkring 3.500 blev slået ihjel ved racerelateret vold fra 1889 til 1922, næsten alle sorte mænd.

Hvide arbejdere havde ganske rigtigt bedre leveforhold, end deres sorte klassefæller, men det er vigtigt at få hele billedet med for at se, hvem der havde interesse i denne opdeling. Når en fattig hvid arbejder kunne forvise en endnu fattigere sort fra “de hvides” drikkevandsfontæne, kunne den fattige hvide føle sig mere privilegeret, tættere på den herskende klasse og drømme om at arbejde sig op, mens den sorte arbejders frustrationer og retfærdige vrede vendtes mod den hvide arbejder. Imens udbyttede kapitalistklassen arbejdskraften fra dem begge, i det kapitalistiske lønslaveri. Frem for at undertrykkelsen af den sorte arbejder betød et bedre liv til den hvide arbejder, muliggjorde diskriminationen, at den hvide arbejder lettere accepterede sin plads i samfundet, fordi der trods alt var nogen, der var værre stillede. Den virkelige vinder var kapitalisten, der mødte mindre modstand og samlet set fik lavere lønomkostninger og større profit.

I et forsøg på at slippe bort fra sydens terror flyttede mange sorte familier til nordstaterne, men racismen var ikke til at slippe bort fra. Også i Nordstaterne var der de facto hård segregation i forhold til, hvilke job sorte amerikanere kunne få, hvor de kunne bo og uddanne sig osv. Med demokraten Wodrow Wilsons tiltræden som præsident i 1912 fik racismen og raceadskillelsen en stålsat forkæmper i landets højeste position, som rullede en række formelle borgerrettigheder for sorte tilbage og segregerede hele det føderale apparat. En reaktionær brandmur var blevet rejst ned igennem arbejderklassen, hvor hudfarve og identitet blev altafgørende, i stedet for klassetilhørsforhold.

Klassekampen og racismen

“I Nordamerikas forenede Stater var enhver selvstændig arbejderbevægelse lammet, så længe slaveriet skæmmede en del af republikken. Arbejdet kan ikke frigøre sig i hvid hud, hvor det er brændemærket i sort hud. Men ved slaveriets død spirede der straks nyt liv frem.” (Kapitalen kapitel 8, afsnit 7)

Kapitalismens forhold til racismen er modsætningsfyldt. På den ene side har kapitalistklassen politisk set alle interesser i at splitte dens undersåtter op i alle mulige kategorier gående på race, køn, nationalitet, religion osv. for at spille dem ud mod hinanden - ja, faktisk er det en forudsætning for den numerisk lille herskende klasses fortsatte magt over det store flertal. På den anden side tenderer udviklingen af produktivkræfterne - forudsætningen for kapitalisternes akkumulation - mod større og større koncentration af arbejdere med stadig mere ensartede forhold. Denne kollektive sociale væren afspejler sig i en kollektiv social bevidsthed. De kunstige skel, baseret på identitet, udviskes, og tilbage står klasseskellet mellem udbyttere og udbyttede, mellem kapitalister og arbejdere, uafhængig af identitet. Som Karl Marx beskrev det, betyder udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde og klassekampen, at proletariatet går fra at være en klasse i sig selv til at blive en klasse for sig selv.

Men dette er, som alt andet i samfundet og naturen, ikke en lineær proces. I løbet af kapitalismens udvikling og i takt med klassekampen svinger styrkeforholdet dialektisk hele tiden fra den ene pol til den anden i dette modsætningforhold mellem koncentration og opdeling. Aldrig så snart har nye produktionsmetoder og koncentration af kapital betydet koncentration af flere og flere arbejdere under samme forhold på tværs af alle andre skel, før end kapitalisterne må søge at bryde arbejderklassen op igen, af politiske hensyn, for ikke at risikere at miste sin magt til den stadigt stærkere arbejderklasse.

Denne proces kan iagttages i alle lande, også USA. Med den kapitalistiske udvikling måtte fabrikkerne i højere og højere grad integreres mellem sorte og hvide for at skaffe arbejdskraft. Den sociale væren ændrede den sociale bevidsthed. I mellemkrigstiden, og særligt i 30’erne efter krakket i 1929, eksploderede klassekampen i USA, og sorte og hvide arbejdere kastede sig skulder ved skulder ind i den fælles kamp til forsvar for deres fælles klasseinteresser. Det var de materielle forhold, der pressede de amerikanske arbejdere, på tværs af raceskel, til at kæmpe mod deres fælles fjende. Gennem den fælles kamp blev fordomme nedbrudt. Også arbejderklassens organisationer blev ændret fra top til bund. Den gamle og konservative fagforeningsføderation, American Federation of Labour (AFL), splittedes, og den nye Congress of Industrial Organizations (CIO), baseret på en mere kamporienteret linje, blev etableret. Ideen i CIO var at gå væk fra den snævre og konservative fagmæssige organisering, der, ligesom racespørgsmålet, satte arbejdsgiveren i stand til at spille forskellige grupper af arbejdere ud mod hinanden. I stedet ville CIO til at organisere hele industrier under samme overenskomster for alle arbejderne på tværs af fag og altså også racer.

I begyndelsen af 30’erne var under 100.000 sorte arbejdere medlemmer af en fagforening. I starten af 1940’erne var det tal steget til 500.000, og sorte arbejdere fik også positioner i fagbevægelsen. Ikke alt var dog rosenrødt. Racismens gift, samt Jim Crow-lovene, var på ingen måde udryddet. Men få år med determineret klassekamp havde rykket mere for ligestillingen mellem sorte og hvide, end alle årtier efter borgerkrigen tilsammen.

Med Anden Verdenskrig blev millioner af sorte amerikanere trukket ind i fabrikkerne, og den industrielle arbejderklasse, ligesom knapt en million sorte amerikanere, blev indrulleret i den amerikanske hær for at kæmpe for “frihed” mod nazismen, mens segregationen ventede tilbage i hjemlandet. Begge dele skulle få stor betydning for kampen mod racisme og for sortes borgerrettigheder.

Det var denne proletarisering og urbanisering af den tidligere atomiserede sorte befolkning, der lagde det materielle grundlag for den eksplosive vækst til borgerettighedsbevægelsen i efterkrigstiden. En bevægelse, der, som nutidens anti-racister og BLM-aktivister også bør notere sig, i løbet af sin udvikling naturligt gik i en anti-kapitalistisk retning.

Borgerrettighedsbevægelsen og anti-kapitalisme

I midten af 1950’erne blev den diskrimination, undertrykkelse og andenrangsstatus, som sorte amerikanere oplevede, for meget. Resultatet var borgerrettighedsbevægelsen. Det var en masseopstand af sorte arbejdere og unge sammen med hvide ligesindede, som rystede det amerikanske samfunds fundament. De krævede reel lighed og opløsning af segregationen. Og de lykkedes med at få fjernet Jim Crow-lovene, på trods af voldsom repression og vold fra højrefløjen og statens undertrykkelsesapparater.

Konfronteret med den massive og frygtløse bevægelse måtte den herskende klasse til sidst give vigtige indrømmelser og fjerne en række diskriminerende love og opløse den formelle segregation. Men samtidig gjorde den alt, hvad den kunne, for at lede bevægelsen væk fra gaden og fabriksgulvet og ind i de sikre kanaler i parlamentet og det Demokratiske parti. For at lykkes i dette forehavende måtte de eliminere Martin Luther King Jr., Malcolm X og en række andre ledere af Black Panther partiet, som bevægede sig i anti-kapitalistisk retning.

Fremkomsten af ghettoerne i 1960’erne ledte til fremkomsten af Black Muslims, the Black Panthers, the League for Revolutionary Black Workers og andre organisationer, der ikke kun kæmpede for politisk ligestilling, men for “Black Power”. Det var bevægelser, der også i nogen grad var inspireret af de koloniale befrielsesbevægelser og revolutioner, der skyllede over verden i den samme periode, og som søgte at forene sorte i kamp mod hvidt overherredømme.

Black Panthers var åbne overfor marxistiske ideer og var for dannelse af et arbejderparti. På kort tid udviklede organisationen sig fra Black Nationalism, med fokus på identitet, til et perspektiv om socialistisk revolution. Således sagde Bobby Seale, medstifter af Black Panthers: “Vi bekæmper racisme med solidaritet. Vi bekæmper ikke udbyttende kapitalisme med sort nationalisme. Vi bekæmper kapitalisme med basal socialisme. Og vi bekæmper ikke imperialisme med mere imperialisme. Vi bekæmper imperialisme med proletarisk internationalisme.” Partiet udviklede sig i klar anti-kapitalistisk retning og i retning af mere fokus på klasseskel. Men det fik aldrig fuldt udviklet sit program, inden det brød sammen under massiv repression og en række split.

På samme måde udviklede Malcolm X, der havde startet sin politiske aktivitet som Black Muslim og Nationalist, ideen om, at sorte amerikanere alene aldrig ville kunne omdanne samfundet. Mod slutningen af sit liv nærmede han sig den konklusion, at forenet klassekamp mod selve det kapitalistiske system var nødvendigt. Som han selv formulerede det: “Det er umuligt for en høne at lægge et andeæg. Den kan kun producere i overensstemmelse med det som det pågældende system var skabt til at producere. Systemet i dette land kan ikke producere frihed for afro-amerikaneren. Det er umuligt for dette system, dette økonomiske system, dette politiske system, dette sociale system, dette system punktum.”

Martin Luther King Jr., som de borgerlige i dag hylder som fredelig reformator, gennemgik en udvikling, som sjældent nævnes i skolebøgerne. Han startede fra en åbenlyst reformistisk og pacifistisk tilgang, men indså efterhånden, at formel politisk ligestilling aldrig kunne fjerne den institutionaliserede økonomiske ulighed og den racemæssige diskriminations dybe rødder. Op til sit mord, rykkede han kraftigt imod en klasseposition. Ved en tale i Frogmore, SC i 1966, sagde han således: “Du kan ikke snakke om at løse de sortes økonomiske problemer uden at tale om milliarder af dollars. Du kan ikke tale om at fjerne slummen uden først at sige, at profitten må tages ud af slummen (...) Vi er i et vanskeligt vadested, for det betyder i realiteten at vi siger at noget er galt (...) med kapitalismen (...) at rigdommen må fordeles bedre og at måske Amerika må bevæge sig i retning af en demokratisk socialisme.”

På tragisk vis blev både Malcolm X og Martin Luther King Jr. myrdet, inden de kunne udvikle deres ideer, men den retning, de bevægede sig i, var klar. Hvis borgerrettighedsbevægelsen var blevet forbundet med kampen fra arbejderklassen som helhed, kunne den være blevet en voldsom kraft til forandring - revolutionær forandring. Derfor blev bevægelsens radikale ledere myrdet. Lederne af fagbevægelsen, på sin side, førte en politik med klassesamarbejde og var derfor også ude af stand til at forene alle arbejdere på klassebasis. Kampen blev gradvist drejet fra gaden og ind til stemmeurnerne, bestyrelseslokalerne, advokatkontorerne og retssalene. Resultatet af denne degenerering af bevægelsen var, at et smalt lag af sorte lukrerede på den herskende klasses reformer og fik en plads ved bordet. Ja, USA har endda haft en sort præsident. Men for det store flertal er situationen i dag lige så elendig som for 50 år siden.

Kampen fortsætter

Diskrimination, vold og mord fra politiet mod sorte amerikanere, som blev katalysator for den store bevægelse vi ser i USA i dag, er stadig dagligdag for sorte amerikanere. Og mens Jim Crow-lovene er væk, består segregationen stadig i økonomisk forstand. Arbejdsløsheden er dobbelt så stor blandt sorte, som hvide amerikanere. Inden coronakrisen var medianindkomsten for sorte familier 41 procent under medianindkomsten for hvide familier, mens medianformuen for hvide familier var10 gange så stor, som for sorte. Racismen er altså ikke kun et spørgsmål om politibrutalitet, men i høj grad et socialt spørgsmål, der, ligesom racismens fødsel, er knyttet til det nuværende økonomiske system.

Vi må i dag tage faklen op fra Martin Luther King Jr. og Malcolm X og alle de andre anti-racistiske ledere, som drog den konklusion, som gjorde dem så farlige for magthaverne, at de så sig nødsaget til at likvidere dem: Racismen må bekæmpes over klasselinjer. Klasseundertrykkelse er anderledes end alle andre former for undertrykkelse, fordi klasseskellet skærer på tværs af alle grupper i samfundet, om de så defineres ved køn, race, religion eller, hvad det skal være. På en klassebasis kan arbejderklassen forenes i kamp mod sin virkelige fjende, kapitalistklassen, som spreder og lukrerer på den racistiske gift.