Præsidentvalg i Frankrig: massiv støtte til Mélenchon

Det mest slående træk ved præsidentvalgets i Frankrig er den massive støtte udvist til Front de Gauche (Venstrefronten), under Jean-Luc Mélenchons ledelse. Lang tid før valgkampen for alvor var i gang, var der klare tegn på, at de mest bevidste og aktive lag af arbejderklassen var mobiliseret omkring Front de Gauche.

Den 14. januar, for eksempel, var 6000 arbejdere og unge dukket op for at høre Mélenchon i Nantes. Den officielle lancering af kampagnen i Paris d. 18. marts – årsdagen for Pariserkommunen – blev til en massedemonstration på flere end 100.000 mennesker på Bastille-pladsen. Mødet i Toulouse tiltrak mellem 45.000 og 60.000 deltagere. Der er blevet solgt op mod 300.000 eksemplarer af den brochure, der beskriver Front de Gauches politik.

Frankrig har ikke set sådan massiv entusiasme for en valgkampagne siden François Mitterrands historiske sejr i 1981. Meningsmålinger gav Mélenchon mellem 4 procent og 7 procent imod slutningen af sidste år. Men i øjeblikket får han mellem 13 og 15 procent. Mellem nu og den første runde af valgene d. 22. april kunne hans opbakning i meningsmålingerne sagtens vokse endnu mere.

Front de Gauche er grundlæggende set en alliance mellem Kommunistpartiet (PCF) og Parti de Gauche, som er organiseret af Mélenchon og hans støtter efter bruddet med Socialistpartiet. Parti de Gauche er svagere end PCF både med hensyn til medlemmer og apparat, men vokser støt i både opbakning og medlemmer.

Den fænomenale fremgang til Front de Gauche sker på baggrund af en dyb social og økonomisk krise. Fransk kapitalisme er i et dødvande. Nedgangen i industrien og handlen har medført et handelsunderskud på 75 milliarder euro (555 milliarder kr., red.). Arbejdsløsheden er steget kraftigt. Omkring 11 millioner mennesker lever i en eller anden grad af fattigdom. I alle livets aspekter – sundhed, lønninger, arbejdsforhold, boliger, pensioner – er samfundet blevet kastet tilbage. Bankerne og kapitalisternes interesser generelt styrer, hvilket ruinerer staten og økonomien.

Blandt de brede lag af befolkningen er der en stigende bevidsthed om, at denne krise er kvalitativt anderledes end dem vi har set de sidste årtier. Sarkozy står i spidsen for en regering af de rige og for de rige, som konstant angriber arbejderklassens rettigheder og levebrød. I 2010 lancerede han et ondsindet angreb på arbejdernes pensioner og fik presset sin ”reform” igennem trods massiv modstand. Han har gentagende gange brugt racistisk propaganda som middel til at fjerne opmærksomheden fra de reelle årsager til krisen – og også fra den lange serie af finansielle skandaler, som har involveret flere medlemmer af regeringen.

Front de Gauches succes viser, at bevægelsen, som forsvarede pensioner i 2010 – der endte i et nederlag – er rykket ind på det politiske plan. Men det forklarer ikke alt. I det foregående præsidentvalg i 2007 formåede PCFs kandidat Marie-George Buffet, ikke at tiltrække sig nævneværdig opbakning og fik kun 1,93 procent af stemmerne på trods af bevægelsen imod ”første-ansættelses-kontrakten” (CPE), der involverede millioner af mennesker. At arbejderne og ungdommen kan mobiliseres i et så imponerende omfang i løbet af præsidentkampagnen, skyldes den radikale politik i Front de Gauches program, men også den fremtrædende personlige rolle og de ledelsesmæssige kvaliteter udvist af Jean-Luc Mélenchon selv.

På trods af svaghederne i Front de Gauches’ program – og der er alvorlige svagheder – har vi her endelig en kandidat, der klart har identificeret det kapitalistiske system som værende ansvarlig for krisen, og som standhaftigt har forsvaret det arbejdende folks interesser imod bankerne og børsen, der har pillet den Nationale Fronts racisme og demagogi fra hinanden – til det punkt hvor Marie Le Pen er blevet reduceret til en tilstand af befippelse og ydmygende tavshed under en TV-debat. En kandidat der skarpt har udstillet kandidaten for Socialistpartiet,
François Hollandes, pro-kapitalistiske politik, og som en talentfuld taler og propagandist har stræbt efter at give almindelige arbejdere en følelse af deres egen magt, hvis de beslutter sig for at handle. Hans hovedparole – Tag magten! – opsummerer den tilgang, der uden tvivl har gjort Mélenchon i stand til at forbinde sig med den radikale stemning hos fagligt aktive, kommunister og venstreorienterede socialister, og gennem dette ”aktive” lag at række ud mod anseelige dele af arbejderklassen som et hele.

Disse udviklinger bekræfter et vigtigt aspekt ved det perspektiv, som marxisterne omkring den kommunistiske avis La Riposte udviklede i den foregående periode. La Riposte forklarede konsekvent, at hvad end støtte som forskellige venstrefløjs og sekteriske grupper kunne opsamle, ville arbejderklassen, startende med dets mest politisk fremskredne og aktive lag, vende sig til deres traditionelle politiske partier og fagforeninger. I mange har opnåede nogle sekteriske grupper af en rimelig størrelse opbakning på baggrund af højredrejningen hos lederne af masseorganisationerne.

La Ripostes støtter, sagde de, spildte deres tid med at forsøge at forsvare revolutionære ideer i ”døde” organisationer som PCF. Havde PCF ledelsen ikke støttet de massive privatiseringer under Jospin-regeringen? Men nu ser vi, hvordan tingene har udviklet sig. PCFs medlemmer afviste de mest åbenlyse pro-kapitalistiske elementer indenfor partiet (Hue, Gayssot, Braouezec), der nu har brudt med partiet, mens Parti de Gauche, som et venstresplit fra Parti Socialiste har indgået en alliance med PCF. I virkeligheden har Mélenchon forsvaret en politisk linje til venstre for PCFs ledelse, og det har ført til en næsten fuldstændig organisatorisk og moralsk kollaps i alle de sekteriske grupperinger. Nouveau Parti Anti-Capitaliste (NPA), der påstod at have 9000 medlemmer for et par år siden, er nu praktisk talt disintegreret.

Hvad end resultatet bliver for Front de Gauche d. 22. april, er det klart, at alliancen kan blive en kraftfuld tiltrækningskraft for arbejdere og unge, der leder efter et alternativ til kapitalismen. Hvis François Hollande vinder præsidentvalget, vil han gennemføre sparepolitik lignende den som Sarkozy har ført, og højst sandsynlig endnu værre. Han har gjort det klart, at aktiemarkederne ”ikke har noget at frygte” fra en regering under hans ledelse. Under disse omstændigheder ville Front de Gauche alliancen være i stand til, potentielt set i hvert fald, at udvikle en magtfuld massebasis.

Men der er flere mulige varianter af perspektivet for alliancen. Trods de mest udtalte pro-kapitalistiske elementers afgang fra PCF ledelsen, læner nogle af de nuværende ledere sig i retning af deltagelse i en socialistisk regering, selvom de ikke tør sige dette åbent på nuværende tidspunkt. Det er bemærkelsesværdigt, at mens Mélenchon har udelukket deltagelse, er PCFs ledelse forblevet hårdnakket tavse på dette afgørende vigtige spørgsmål. Mange af PCF lederne ser Front de Gauche som et første skridt i retning af en likvidering af PCF.

Parti de Gauche er også langt fra politisk homogent. Mange ”moderate” og opportunistiske elementer gik kun med i det nye parti i håb om at fremme deres egne karrierer, mens medlemmerne hovedsageligt består af radikaliserede aktive folk, der ser partiet som et middel til at bekæmpe kapitalismen. I hjertet af alle disse spørgsmål er spørgsmålet om programmet for alliancen og for de partier, der deltager i den. Mens det nuværende program for Front de Gauche indeholder alle de basale elementer til et seriøst kamp-pogram på spørgsmål som lønninger, pensioner, sundhed, uddannelse, arbejderes rettigheder og mange andre vigtige spørgsmål, giver det ikke et generelt program for en socialistisk ekspropriering af de kapitalistiske interesser. Taget som et hele bliver det derfor et forsøg på at afskaffe kapitalismens konsekvenser, uden at afskaffe kapitalismen selv.

I de kommende år vil alle disse spørgsmål om politik, strategi og organisation blive afklaret i klassekampens hede. Frankrig står, ligesom resten af Europa, på kanten til store begivenheder. Sarkozy vil forhåbentlig blive besejret og dømt til historiens skraldespand. Men han og hans parti er kun repræsentanter for en klasse og et system. Ligegyldigt hvilken regering, der er ved magten kan kapitalismen kun bringe tilbagegang og fattigdom for det store flertal af befolkningen, mens de beskytter og forstærker det parasitiske mindretals privilegier og rigdom. Ingen social orden kan fortsætte ad denne vej uden at forberede sit eget fald.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)