Krisen betød, at arbejderklassen holdt vejret i håb om bedre tider. Men det kan og vil den ikke blive ved med. Arbejderne håber, at tingene bliver bedre, at vi kan vende tilbage til de ”gode gamle dage”. Men den tid er slut. Den kommende tid vil byde på angreb på alle de rettigheder og goder, som arbejderklassen anser for givne.
Dette er tredje og sidste del af et dokument, der blev skrevet omkring nytår med det formål at opsamle de vigtigste udviklinger og perspektiver for klassekampen i Danmark. Læs også del 1 og del 2.
De borgerlige forbereder sig på klassekamp
I den seneste periode er det blevet helt tydeligt, at de borgerlige partier opruster. Regeringen fører et korstog mod grundlovssikrede rettigheder til at tro, mene og ytre hvad man vil, under dække af at forsvare de selv samme rettigheder. Politiet har aldrig haft større beføjelser og flere ressourcer end nu. Straffene sættes konstant op, uden at der er nogen dokumenteret effekt.
Der er ingen tvivl om, at regeringen forbereder sig på den kommende eksplosion i klassekampen.
Under den borgerlige regering er lovgivningen strammet på en lang række områder omhandlende demonstrationer o.l. Der er indført maskeringsforbud, visitationszoner, mulighed for præventive anholdelser og markante skærpelser af strafferammen for folk, der deltager i ”ulovlige opløb”.
Med klimatopmødet som undskyldning vil regeringen nu skærpe disse regler yderligere. Med skærpelse af straffen for at ”hindre politiets arbejde”, så man nu kan idømmes fængsel i 40 dage første gang, hvis ”overtrædelsen sker i forbindelse med, at der foregår grov forstyrrelse af den offentlige orden”. Straffe for hærværk, som begås i forbindelse med, at der foregår grov forstyrrelse af den offentlige orden eller sikkerhed skærpes med 50 procent. Fristen for hvor længe, politiet kan tilbageholde personer i en såkaldt administrativ frihedsberøvelse, forlænges fra 6 til 12 timer. Bøder for visse overtrædelser af ordensbekendtgørelsen femdobles. (Information 19. oktober 2009.)
Det er klart, at disse stramninger ikke blot er tiltænkt klimatopmødet. Justitsminister Brian Mikkelsen henviser til de horder af “professionelle ballademagere”, de regner med kommer, som skal rammes af uropakken. Hvem der kan ernære sig som “professionel” ballademager, står hen i det uvisse. Sidst den borgerlige regering kaldte nogen for ballademagere, var det rettet mod demonstrerende og strejkende pædagoger, sosu’er og andre offentligt ansatte.
Hvad der er helt sikkert er, at stramningerne vil blive brugt mod arbejderklassen i fremtiden. Hvad regeringens intention er, blev helt klart under skraldemændene fra HCS’ strejke. Da de blokerede Vestforbrændingen mod skruebrækkere, blev de angrebet flere gange af politiet, med hund, peberspray og tillidsmanden blev af flere omgange brutalt arresteret. Ved en fredelig demonstration foran Glostrup rådhus krævede politiet navn, cpr-nummer og adresse på alle tilstedeværende. Alt dette skete før lømmelpakken blev vedtaget. Når den kommer, vil den blive brugt til endnu hårdere angreb på arbejderklassens ret til at kæmpe for ordentlige forhold. Det eneste formål med stramningerne er at bruge dem mod arbejderklassen.
At statens brutalitet er taget til de seneste år, blev også tydeligt for mange ved rydningen af Brorsons kirke, hvor helt fredelige demonstranter blev gennemtæsket af politiet. Rydningen af Brorsons kirke viste også et andet træk ved den borgerlige regering – dens racistiske, fremmedfjendske og fuldstændig kyniske politik.
Regeringen gør hvad de kan for at splitte arbejderklassen, og de går længere og længere i forsøget på at opstille en kløft mellem danskere og såkaldte indvandrere på den anden side.
At racismen lever i bedste velgående indenfor staten og politiet, er tydeligt med politiets brug af visitationszonerne på især Nørrebro, der bruges til at chikanere især unge indvandrere. Bandekrigen har været brugt til at optrappe denne racistiske retorik, og rockerne har bevidst rekrutteret på en racistisk politik. Det berygtede Sjakal-manifest, skrevet af Jønke, er et racistisk kampskrift, der søger at retfærdiggøre rockernes adfærd på grundlag af racisme. Dette skrift fik åben støtte af den fremtrædende Venstre-politiker Søren Pind. Han tilføjede på sin hjemmeside, at tilstrømningen til AK81 er et ”svar på, at vort fællesskab ikke magter at håndtere indvandrerbanderne.”
De er i gang med at legitimere højrefløjsbøllers angreb mod arbejderklassen i fremtiden. Søren Pind har udtalt at den slags tidligere har været brugt. Det er hvad vi kan forvente.
Racismen går helt op i regeringens top. I forbindelse med bandepakken udtalte justitsminister Brian Mikkelsen til Berlingske Tidende (gengivet i Information 26. marts 2009): ”Jeg ved udmærket, at rockerne er lige så brutale og afstumpede. Men det ændrer ikke på, at vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land!”.
De borgerlige opruster på deres side til den kommende stigning i kampen mod arbejderklassen.
Faglig og politisk kamp
Som sagt ovenfor er det ikke til at sige, præcis hvornår og i hvilken form klassekampen kommer til udtryk i den kommende periode. Men der er ingen tvivl om, at arbejderklassen før eller senere vil blive tvunget ud i kamp. Klassekamp er ikke, som nogen prøver at påstå, et spørgsmål om socialistiske agitatorer, der kan opildne arbejderne. Kapitalismen tvinger arbejderne i kamp igen og igen, og i hver kamp vil arbejderklassen lære, hvad enten den ender i nederlag eller sejr.
I den seneste lange periode har arbejderklassen forsøgt at overkomme problemerne ved individuelle løsninger, ved at tage overarbejde, låne lidt mere i huset og så videre. Den løsning er definitivt slut, men arbejderne har endnu ikke indset nødvendigheden af og ikke mindst muligheden for at kæmpe samlet.
I den seneste periode er ledelserne i arbejdernes organisationer rykket langt til højre, og på nuværende tidspunkt ser det ud til, at de faglige ledere har mere travlt med diskutere med hinanden end noget andet, og fagbevægelsen har de sidste mange år mistet medlemmer. Når fagtoppen er rykket langt til højre, når fagforeningen ikke aktivt støtter et eneste af arbejdernes krav og kampe, så er det klart, at mange ikke længere kan se ideen i at betale et højt fagforeningskontingent.
Fagtoppen i dag er viklet fuldstændig ind i alle mulige regler og love, som de henviser til hver eneste gang arbejderne er ude i kamp. I realiteten er de med til at fjerne strejkeretten i Danmark. Da skraldemændene strejkede svigtede deres fagforening 3F dem fuldstændig med henvisning til arbejdsretten. Fagtoppen fungerer nu som en bremse på arbejderklassens kamp. I starten vil mange af de arbejdere, der har været ude i kamp blive desillusionerede over fagforeningen og en del vil nok også melde sig ud. Men det vil ikke vare evigt. Det er en historisk lov, der gang på gang har vist sig korrekt, at når arbejderklassen bevæger sig, gør de det gennem deres traditionelle organisationer, det vil først og fremmest sige fagforeningerne.
Der er ingen vej uden om fagforeningerne. Det vil afspejle sig i en øget kamp indeni fagforeningerne om vejen frem. Den nuværende venstrefløj er nærmest usynlig i hvert fald for de fleste almindelige medlemmer, men i den kommende periode vil der opstå alle mulige fløje. Dele af toppen i dag vil rykke til venstre under pres fra medlemmerne og for at sikre egne positioner. Valget af Harald Børsting som LO formand er et af de første spæde tegn på en venstredrejning. En ny generation i tillidsmænd, der ikke er tynget af tidligere nederlag, er ved at blive valgt på en række arbejdspladser.
Klassekamp er dog langt mere end strejker og anden faglig kamp. Når den faglige front er blokeret, forsøger arbejderne den politiske vej. Efter mange år med strejker, demonstrationer osv., som ikke har fået gennemført kravene, er arbejderklassen og ungdommens fokus i større og større grad rettet ind på den politiske arena. En proces der er blevet yderligere uddybet af krisen.
Et stort lag af arbejdere og unge retter al energi ind i kampen for en ny regering som den eneste løsning på deres problemer.
Ny regering?
Regeringen opruster og planlægger hårde angreb, men det er ikke en stærk regering. Den har endnu ikke gennemført nogen af de afgørende reformer som angreb på dagpenge, efterløn og pension, den ellers havde bebudet, og som borgerskabet kræver, og afstemningen om euroen har den lige aflyst, selvom det ellers var et af dens helt klare valgløfter. Samtidig har regeringen været ramt af en række skandaler såsom Løkkes rod i bilagene, forsvarets oversættelse af ”Jægerbogen” og Løkkes overbetaling til de private sygehuse.
Anders Foghs afgang svækkede en i forvejen temmelig svag regering. Man skulle mene, at arbejderpartierne har haft det rimelig nemt. Alligevel sidder den borgerlige regering nu på magten på ottende år. Det må først og fremmest tilskrives arbejderpartiernes ledelser, der gennem de sidste 8 år har haft flere lejligheder til at kræve regeringens afgang, men har endt med at holde hånden over regeringen. Som for eksempel i forbindelse med velfærdsdemonstrationerne 17. maj 2006, hvor 100.000 var på gaden, og hvor regeringen kunne have været væltet. I stedet indgik socialdemokraterne velfærdsforliget med regeringen, der blandt andet hæver efterløns- og pensionsalderen. I efteråret 2006 kunne de offentligt ansattes protester mod kommunale nedskæringer have blevet samlet til et samlet angreb på regeringen, i stedet gjorde arbejderpartiernes ledelse intet for at samle protesterne.
Det er klart, at lederne for arbejderpartierne på den ene side gerne vil i regering, men samtidig er skrækslagne for hvordan. De ønsker at komme i regering med så lave forventninger som muligt og især at komme til regeringsmagten så fredeligt som muligt. Hvis den borgerlige regering blev væltet af en massebevægelse med arbejderpartierne i spidsen, ville det lægge et enormt pres på en ny regering, og dermed på arbejderbevægelsen ledelse.
De ønsker at komme til magten med så stort manøvrerum som muligt. Samtidig betyder den nuværende krise, at de måske ikke har det helt store hastværk med at komme i regering, men gerne venter, til krisen er drevet over.
Sagen er, at angrebene først for alvor starter, når krisen er på tilbagetog, og der er helt sikkert dele af den herskende klasse, der synes, det er en god ide til den tid at skifte den nuværende borgerlige regering ud med en regering ledt af Socialdemokratiet. Det har altid været umiddelbart nemmere for en socialdemokratisk ledet regering end en borgerlig regering at skære ned på arbejderklassens forhold og rettigheder. Arbejderne giver deres egne en meget længere snor end de borgerlige.
Denne taktik var i hvert fald helt klar ved kommunalvalget, hvor Venstre på forhånd opgav borgmesterposterne i de største byer. På den måde kan de fortsætte en taktik med at lægge ansvaret på de hårdeste nedskæringer på kommunerne, og dermed fralægge sig alt ansvar.
Målet er klart; i kommunerne er arbejderpartierne, ligesom i en ny regering, tvunget til at skære ned, med mindre de er parate til at bryde med kapitalismen. Herigennem satser borgerskabet på at få miskrediteret arbejderpartierne fuldstændig, så de kan indsætte en ny og meget hårdere borgerlig regering. Et fænomen vi både har set i det seneste valg i Tyskland og ved valget af Berlusconi i Italien.
Perspektivet er, at vi får en ny regering efter næste valg bestående af Socialdemokraterne, SF og de Radikale. Men hvis lederne af Socialdemokratiet og SF fortsætter til højre, kan de sagtens risikere at give de borgerlige fire år mere ved næste valg.
En ny regering med SF
De store bevægelser med de 3 store velfærdsdemonstrationer, uddannelsesprotester og ikke mindst strejken blandt de offentligt ansatte kan især ses i fremgangen til SF af de tre arbejderpartier (Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten).
Ved valget i november 2007 fik SF 13 procent af stemmerne og fordoblede sine mandater. Siden valget er de gået yderligere frem. I hele efteråret 2009 har de ligget omkring 18 procent af stemmerne, og i nogle meningsmålinger har de været oppe på omkring 22 procent.
Fremgangen til SF har ikke kun været i meningsmålingerne men også medlemsmæssigt. SF havde 16.518 medlemmer pr. 13. februar 2009, hvilket giver en medlemsfremgang på mere end 70 procent i løbet af de sidste to år.
SF er gået så markant frem, fordi de i valgkampen 2007 og efterfølgende fremlagde klare krav om bl.a. flere ansatte i den offentlige sektor, billig kollektiv trafik osv. SF blev af især de aktive unge og offentligt ansatte set som et alternativ til venstre ikke bare for regeringen men også den socialdemokratiske ledelses højreorienterede politik. Men det er ikke kun blandt unge og offentligt ansatte, at flere ser til SF, på Metals kongres i efteråret 2009 var der for eksempel også flere delegerede, der påpegede nødvendigheden af, at Metal ikke bare peger på en Socialdemokratisk regering men en S-SF regering.
Fremgangen til SF har især været markant efter af Villy Søvndal, der var venstrefløjens kandidat i formandsvalget, blev valgt som partiets formand i 2005. Strategien har været helt klar siden; toppen i SF har ”knoklet benhårdt” for at komme med i en kommende regering. I løbet af især det seneste år er samarbejdet med Socialdemokraterne blevet tættere og tættere, og i slutningen af august 2009 annoncerede Helle Thorning på et fælles pressemøde med Villy Søvndal, at Socialdemokraterne ønskede, at SF skulle deltage i en regering. Siden er der kommet en lang række fælles udspil, der i praksis udgør et kommende regeringsgrundlag.
Perspektivet er altså, at hvis der efter næste valg kommer en ny regering, hvilket er mest sandsynligt, vil SF være med. Det vil åbne en helt ny situation inden i partiet.
SF fik en stor fremgang ved kommunalvalget i november 2009, og partiet blev næsten fordoblet i forhold til 2005. Men ethvert valg er blot et øjebliksbillede af stemningen i samfundet. Under overfladen er stemningen blandt SF’s tilhængere ved at ændre sig fra entusiasme til skepsis. De folk, der nu ser til SF, vil stadig stemme på dem til folketingsvalget i håb om at en ny regering vil føre til en ny politik. Men mange vil blive skuffede og drage konklusioner. Hvis SF kommer i regering, opgiver sin politik og fastholder skattestop og nedskæringer i det offentlige, vil der hurtigt opstå en intern utilfredshed og kamp om, hvilken linje, der skal føres. Hvis SF taber valget og ikke kommer i regering vil mange spørge sig selv: ”vi har accepteret en højredrejning og gemt vores principper af vejen for at komme i regering – men hvad har det nyttet?” Uanset hvad, er fremtidige opgør i SF uundgåelige.
SF ledelsen rykket langt til højre
I sine bestræbelser på at få SF med i en kommende regering har ledelsen rykket partiet langt til højre politisk, samtidig med at de har centraliseret partiet og mere eller mindre dræbt det interne demokrati.
Partitoppen har ført et korstog mod, hvad de kalder ”de rene hænders politik”. I sin tale ved SF’s 50 års jubilæum i februar 2009, sagde Villy Søvndal, ”Jeg synes, det skal være endegyldigt slut med at stå på den politiske sidelinje med korslagte arme. Jeg synes, det skal være slut med at stille sig tilfreds med at have alle de rigtige holdninger uden at turde tage ansvar og indgå de nødvendige kompromisser. Vi står midt i historien – men skal vi påvirke den, så er det nu, vi skal slå til. Lad os sige farvel til sidelinjen i dansk politik. Lad os sige farvel til ’de rene hænders politik’.”
I praksis har det betydet at partitoppen har opgivet flere og flere af SF’s socialistiske principper.
På retspolitikken har Villy Søvndals antaget en meget hårdere retorik, både overfor indvandrere der ”bare kunne skride ad helvede til”, forslaget om minimumstraffe og lignende.
SF var i 2009 for første gang nogensinde med i forsvarsforliget, og var derigennem med til ikke blot at stemme for bevillinger til Afghanistan-krigen, som SF ellers er modstander af, godkende NATO, som SF ellers også er modstander af, men også at give forsvaret flere penge for første gang i 20 år, nærmere bestemt 3,5 mia. kr. mere. SF stemte også for bankpakke II, der gav milliarder til bankerne og erhvervslivet og for finansloven 2008. Al dette for at fremstå som et ”ansvarligt parti”. Enhedsfronten med Socialdemokraterne er blevet brugt som en total underkastelse under den socialdemokratiske ledelse.
Op til landsmødet 2009 blev denne strategi uddybet. Forretningsudvalget kørte en kampagne imod partiets principprogram, ikke mindst ideerne om klassekamp og socialisme. Bl.a. foreslog næstformanden Jakob Nørhøj, at SF’s principprogram burde revideres. Ifølge Jakob Nørhøj skal al snak om kapitalismens afskaffelse, socialisme og klasser fjernes, fordi det er ”forældet”.
Villy Søvndal og Ole Sohn udtalte, at SF ikke længere arbejde for at afskaffe kapitalismen men derimod at ”tøjle” den.
Forretningsudvalget fremlagde et forslag til Reformprogram. Planen var oprindeligt, at reformprogrammet skulle erstatte principprogrammet, ”Det er bevidst, at vi vil være et parti, der leverer resultater på kort og mellemlang sigt, og ikke bare har de rigtige holdninger om ting, der kunne ligge meget langt ude i fremtiden”, sagde Kasper Bjerring Jensen, medlem af SF’s forretningsudvalg til Ritzau 23. januar 2009.
På grund af modstanden fra medlemmerne, trak de forslaget om at afskaffe principprogrammet, men fastholdt reformprogrammet. Men tanken bag var klar; socialisme er ikke noget, vi kan få de næste mange år, derfor skal vi heller ikke kæmpe for den, men vi må i stedet underordne os kapitalismen og prøve at ”tøjle den”.
Reformprogrammet blev vedtaget på landsmødet, ligesom Forretningsudvalget fik deres nye strukturforslag igennem. Den tidligere hovedbestyrelse og forretningsudvalg bliver nedlagt, og erstattes af en mindre landsledelse og et ”kontaktudvalg” bestående af lokalformænd o.l. der skal mødes hvert halve år. Landsledelsens formål bliver at lægge de længere politiske retningslinjer. Det kommer til at betyde en kraftig indskrænkning af demokratiet og en centralisering. Hvis landsledelsen skal vedtage de længere ”politiske retningslinjer”, hvilket organ skal så tage de daglige politiske beslutninger, som der absolut ikke bliver færre af, når SF kommer i regering? Svaret er, at det kommer Folketingsgruppen og deres rådgivere til, med andre ord en gruppe mennesker der ikke er valgt af partiet og som ikke står til ansvar overfor landsmødet. Medlemmerne mister enhver kontrol med partiets førte daglige politik.
Det strammede greb omkring partiets interne liv viste sig også, da over 20 relativt nye medlemmer blev ekskluderet fra partiet for deres marxistiske sympatier i efteråret.
Dette skete uden den store debat, da selv flere af de ekskluderedes lokalformænd ikke var informeret om sagen, og størstedelen af medlemmerne var fuldkomment uvidende om sagen.
Allerede nu er der en skepsis i partiet. Men så længe partiet går fremad holder de fleste denne skepsis for sig selv. Mange medlemmer tænker, at det helt afgørende er at få en ny regering, og måske er alle disse ændringer nødvendige. Samtidig bliver der slået ned på kritik, og mange er på nuværende tidspunkt nervøse for at stikke snuden for langt frem. Indtil videre finder medlemmerne sig i højresvinget og holder kritikken for sig selv. Der eksisterer allerede nu utilfredshed på alle niveauer af partiet. Den nuværende situation vil absolut ikke vare ved. SF’s medlemmer har ret til at forvente, at ledelsen kæmper for partiets principper. Lige nu afventer medlemmerne og ser tiden an. Men de vil ikke fortsætte med at acceptere at ledelsen opgiver partiets grundprincipper, men vil forsvare principprogrammet og kræve en ledelse der gør det samme.
Socialdemokraterne presset til venstre
Den socialdemokratiske ledelse er i den seneste periode blevet presset mod venstre, selvom Helle Thorning var højrefløjens kandidat ved formandsvalget. Vi har set, hvordan ledelsen i Socialdemokratiet har været presset til venstre under de seneste års bevægelser, men uden at bevægelserne har fået et udtryk indeni partiet, der på nogen måde kan sammenlignes med udviklingen i SF i form af nye medlemmer, aktivitet og opbakning i meningsmålingerne. Socialdemokratiet er stadig det parti med stærkest rødder i arbejderklassen, de stærkeste bånd til fagbevægelsen osv. Der er ingen tvivl om, at når arbejderklassen går i bevægelse, vil det uden tvivl få et udtryk indeni Socialdemokratiet. SF har ikke været viklet ind i de samme aftaler som Socialdemokraterne og blev ikke på samme måde miskrediteret som Socialdemokraterne gjorde med Nyrup-regeringens nedskæringspolitik i 90’erne. SF har fremstået som et alternativ til venstre for Socialdemokratiet. Derudover har de grupper, der har været i kamp de seneste år, ikke primært været de traditionelle Socialdemokratiske kernetropper.
Alligevel er partiet rykket til venstre, og et resultat af dette pres er det øgede samarbejde med SF. Før Helle Thorning annoncerede, at SF skulle med i en ny regering, viste en måling at 87 procent af Socialdemokraternes vælgere foretrak, at Socialdemokraterne dannede regering sammen med SF frem for med de radikale.
Det er dog heller ikke en proces uden modsætninger. Den ledende fløj i partiet er stadig dybt højreorienteret, og Henrik Sass Larsen forsvarede for eksempel Naser Khaders forslag om burkaforbud i Deadline og har i flere omgange foreslået, at man kunne danne regering med for eksempel de Konservative. Socialdemokratiet er over de seneste mange år svinget langt, langt til højre, og det er fra dette udgangspunkt, at bevægelsen mod venstre starter.
Fløjene i Socialdemokratiet har tilsyneladende indgået en pagt for nu, hvor venstrefløjens kandidat ved formandsvalget mod Helle Thorning, Frank Jensen, har fået overborgmesterposten i København, og hvor folk som Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil indtil videre holder lav profil. Allerede nu er der dog kritik fremme af højrefløjen bl.a. personificeret af Helle Thornings højre hånd, Henrik Sass Larsen.
Hvis arbejderpartierne også taber næste valg, og Socialdemokraterne ikke går nævneværdigt frem, så sidder Helle Thorning meget yderligt på sin formandspost, og fløjkrigene kan igen blusse op i lys lue. Der er ingen tvivl om, at der også vil komme kampe indeni Socialdemokratiet på et tidspunkt. Ritt Bjerregårds kritik af Helle Thorning var ikke tilfældig, men på vegne af andre i partiet.
De radikale isoleret?
Det Radikale venstre blev allerede kraftigt reduceret ved sidste valg i 2007 til lige lidt over 5 procent af stemmerne, og i flere meningsmålinger har de været godt på vej mod spærregrænsen.
Når den objektive situationen skærpes, sker der en politisk polarisering, og centrum kollapser. Når økonomien er i krise, bliver det mere tydeligt, at der absolut ikke er nogen plads til at finde en ”mellemvej” mellem klasserne og de politiske fløje.
Der er ingen tvivl om, at det Radikale Venstre er et borgerligt parti. De kritiserede regeringens skattereform for ikke at være vidtgående nok, det vil sige fra højre. De radikales finansordfører Morten Østergård kritiserede regeringen for at afvise arbejdsmarkedskommissionens forslag om at angribe dagpenge, efterløn osv.; ”Hvis regeringen fortsat ikke vil gennemføre reformer, vil det betyde dramatiske nedskæringer i velfærden. Som svarer til, at vi må lukke hver anden børnehave.”
Når Socialdemokraterne har været i regering, har De Radikale altid fungeret som den Socialdemokratiske ledelses undskyldning for ikke at gå for vidt, og de har samtidig været borgerskabets garant i regeringen. De Radikale er på det seneste blevet udelukket fra vigtige aftaler mellem Socialdemokraterne og SF ikke mindst skatteudspillet Fair forandring. Helle Thorning og Villy Søvndal fortalte mere eller mindre høfligt Margrethe Vestager, at hvis hun ville deltage i en S-SF regering, måtte hun acceptere skatteudspillet. Det har Margrethe Vestager afvist. Betyder det, at de Radikale ikke deltager i en kommende ny regering, og der kommer et rent arbejderflertal? Det virker stadig meget usandsynligt. I aftalerne mellem S og SF har de ladet en flanke stå åben for de Radikale på især udlændinge- og retsområdet, hvor de kan fremstå som forsvarerne af frisindet og humanismen. Samtidig slår både Thorning og Søvndal gang på gang fast, at de ønsker, at de Radikale skal deltage i en kommende regering.
Ledelsen hos de Radikale er da også bundet mere eller mindre på hænder og fødder, og vil have meget svært ved at støtte en borgerlig regering. Ifølge en undersøgelse, bragt i Ugebrevet A4 7. september 2009, er det kun to procent af de radikale, der vælgere går ind for, at VK-regeringen fortsætter, kun 15 procent af partiets vælgere ville pege på Løkke som statsminister, og 71 procent på Thorning. Seks ud af ti radikale ønsker at komme med i S-SF regering.
Det virker som sagt usandsynligt, at de Radikale ikke skulle komme med i regering, hvis S og SF danner regering sammen næste gang. For det første er det svært at se hvordan arbejderpartierne skal opnå en jordskredssejr, hvor de er nok til at danne regering uden de Radikale, når de fortsætter med at sælge ud af deres politiske principper. Ledelsen i S og SF ønsker også at have de radikale med, hvis de Radikale ikke er med, vil det lægge et massivt pres fra medlemmerne på ledelserne i de to arbejderpartier, der så vil mangle de Radikale som undskyldning for at holde igen.
Den norske model
Samarbejdet mellem S og SF er på et modstridende grundlag. Enheden er især opnået ved, at SF har underlagt sig den Socialdemokratiske ledelses højrekurs, for at bevise SF’s ”regeringsparathed” bl.a. på udlændingeområdet og den grundlæggende økonomiske politik.
Samtidig er det enheden der gør at arbejderpartierne går frem, fordi de på den måde fremstår mere som et venstrealternativ til de borgerlige. For eksempel kritiserede S og SF hårdt regeringens skattereform for at give skattelettelser til de rigeste. I stedet har de i fællesskab fremlagt skatteforslaget ”fair forandring”, der bl.a. indeholder en millionærskat og øget skat på erhvervslivet.
Samarbejdet har fået de to partier til at fremstå som et forholdsvist samlet alternativ til regeringen, som en mulighed for en ny regering.
I kommunalvalgkampen blev dette yderligere udbygget. I en række byer indgik LO, Socialdemokrater, SF og Enhedslisten en politisk aftale. Det er en mere eller mindre tro kopi af det, der skete i Norge op til valget forrige gang. Ved kommunalvalget i Norges tredjestørste by Trondheim i 2003, samlede en koalition af fagforeninger sig for at dreje arbejderpartierne til venstre. De udviklede et politisk program med 19 krav om forbedringer, som blev sendt til alle partierne med følgende besked: vi vil støtte de partier, der støtter vores krav. Kravene omfattede blandt andet stop for alle privatiseringer og en tilbagerulning af allerede gennemførte privatiseringer. Kravene vandt genklang blandt partiernes medlemmer, og det førte til en klar venstredrejning i det norske Socialdemokrati, Arbeiderpartiet.
Denne model blev delvist gentaget på landsplan ved Landstingvalget i 2005. LO rejste 54 krav og førte valgkamp for en ny politisk kurs og en regering med arbejderpartierne og Senterpartiet. De gik til valg på et program om at standse privatiseringer og udbygge velfærden. Det blev set som en klar venstredrejning, og det skabte en stor entusiasme omkring AP og det norske SF, Sosialistisk Venstreparti, SV. De borgerlige, der havde haft magten siden 2001, tabte stort. Det norske borgerskabs traditionelle parti, Høyre, mistede en tredjedel af sine stemmer og gik fra 21 procent til 14 procent. Der blev dannet en ny regering bestående af de to arbejderpartier, AP og SV og centrumpartiet kaldet Senterpartiet.
Problemet var, at den nye regering efter at have opfyldt nogle af sine valgkrav, såsom at stoppe alle privatiseringer indenfor jernbaner, sundhed og uddannelse og trække tropperne ud af Irak, stoppede reformerne. Som den norske venstreorienterede faglige leder Asbjørn Wahl siger ”Selv om centrum-venstreregeringen fortsat vedtager enkelte progressive skridt som at slette ulandenes gæld og anerkende den nye palæstinensiske regering, ser det ud som om, at grænsen for dens radikale tiltag går der, hvor den ville blive nødt til at konfrontere stærke økonomiske interesser i samfundet.”
Ved valget i Norge i september 2009 blev regeringen genvalgt, men på et hængende hår, og der er vigtige lektioner at lære for især SF. AP gik 3 mandater frem ved valget, men SV tabte 4. Valgdeltagelsen var den laveste siden 1927 på kun 73 procent, et tegn på at mange nordmænd, ligesom i Tyskland, mest af alt er desillusionerede over manglen på alternativ.
I Danmark har LO har indgået kommunalpolitiske aftaler med Socialdemokraterne, SF og de fleste steder også Enhedslisten i blandt andet Århus, Odder, Odense, Svendborg, Faaborg, Langeland, Ærø, og København.
Aftalerne handler om at kommunerne skal sikre bedre velfærd, den kollektive transport skal forbedres, udliciteringer skal begrænses og meget mere. Det er nogle rigtig gode aftaler. Problemet er at aftalerne intet siger om hvordan de skal gennemføres, og så længe den borgerlige regerings økonomiske politik overfor kommunerne fastholdes, kan det ikke gennemføres. Det så man blandt andet i Randers hvor aftalen blev indgået allerede i 2005 og Socialdemokraterne løb fra den flere gange.
Det er absolut skridt mod større enhed i arbejderbevægelsen, der kan sikre en ny regering efter næste valg. Men Norge viser, at indholdet er fuldstændig afgørende.
Det nuværende grundlag for ægteskabet mellem Socialdemokraterne og SF er et uprincipielt grundlag; der er en række gode tiltag, men intet om at velfærden ikke må skæres ned og intet om hvordan man vil sænke arbejdsløsheden osv. Det vil betyde store problemer for især SF, der har opgivet en lang række principper, når først de kommer med i en ny regering.
En ny regering under massivt pres
En ny regering med S og SF vil fra starten kommer under massivt pres. Den vil blive som en lus mellem to negle; på den ene side arbejderklassen og ungdommen, der vil have enorme forventninger og på den anden side borgerskabet, der vil modsætte sig angreb på deres profitter, det vil sige selv det mindste forsøg på at lade dem betale bare en lille del af krisen.
Det fælles skatteudspil fra S og SF Fair forandring peger i den rigtige retning med en række omfordelinger fra erhvervslivet og de rigeste til bedre sygehuse, folkeskoler o.l. De vil øge skatten på de rigeste. Men læser man forslaget nærmere, bliver det også tydeligt i forslaget, hvorfor arbejderklassen og ungdommen vil blive slemt skuffede.
For det første skal en del af forbedringerne betales af arbejderklassen selv gennem øgede afgifter og en betalingsring, der begge er dybt asociale skatteformer. Men det største problem er forslagets mangler. Erhvervsskatten skal først sættes op, når krisen er slut. Men vi kan allerede nu forudsige, hvad der vil ske; kapitalisterne vil hårdnakket påstå, at hvis regeringen sætter erhvervsskatten op, vil det få et eventuelt opsving til at ramle sammen, og med en fortsat stigende arbejdsløshed vil de lægge al skyld for dette på regeringen.
Derudover er forslagene langt fra nok. S og SF vil ikke engang rulle alle de lempelser af selskabsskatten som den borgerlige regering har indført tilbage, og regeringens skattestop i forhold til kommunerne fastholdes, hvilket vil sige, at nedskæringerne på velfærden vil fortsætte, og med det stigende underskud vil nedskæringerne skulle være endnu hårdere, end de har været under opsvinget.
Løsningen er ikke, at øge skatten på arbejderklassen ude i kommunerne eller nationalt for den sags skyld. Den eneste måde man kan få penge til velfærd i en krise er ved at nationalisere bankerne og de største virksomheder. På den måde kan man lægge en plan for at sætte gang i produktionen og føre samfundet fremad. En regering vil, uanset partifarve, være nød til at overtage de vigtigste dele af økonomien eller skære ned. Arbejderklassen vil give en S-SF regering en vis tid til at vise hvad de kan, men på et tidspunkt vil tålmodigheden være brugt op. Arbejderne vil kræve en politik, der sikrer deres forhold, der forbedrer velfærden, stopper arbejdsløsheden og sætter gang i økonomien.
Utilfredsheden med regeringens førte politik vil først vise sig indeni partierne, og især SF, hvor utrolig mange har meldt sig ind den seneste periode med det klare formål at få ikke bare en ny regering, men en ny regering, med en helt anden politik end den borgerlige regerings.
Store rystelser i SF
Ledelsen i SF forsøger allerede nu at dæmpe forventningerne til en kommende regering. På Landsmødet forklarede Ole Sohn, at når man vil være et indflydelsesparti, så må man indse, at man ikke kan få det hele.
Debatten om reformprogrammet viste tydeligt, hvad vi kan forvente. Reformprogrammet indeholder mange gode, men meget abstrakte krav om bedre velfærd. Flere partiafdelinger havde stillet forslag om at tandlægehjælp, daginstitutioner og lignende skulle være gratis. Men forretningsudvalgets svar til disse forslag var, at det ville blive for dyrt! Det svar vil toppen i SF gentage gang på gang overfor krav fra partiafdelinger, arbejdspladser og skoler. Sagen er at partiledelsen har ret. I den nuværende periode er reformer for dyre indenfor kapitalismens rammer. Den eneste måde SF kan sikre arbejderklassens vilkår er ved at angribe kapitalisters ejendomsret til produktionsmidlerne.
Ledelsen i SF gør lige nu, hvad de kan, for at lægge låg på al kritik og underordne hele partiet under ledelsens strategi, som ikke er til diskussion. Det blev meget tydeligt ved kommunalvalget i København. SF’s topkandidat Bo Asmus Kjeldgård havde sagt til medierne, at han ikke ville udelukke at gå efter overborgmesterposten, hvis SF blev det største parti i København, hvilket ikke var fuldstændig usandsynligt, hvis man så på resultaterne fra Europaparlamentsvalget. Det fik partitoppen hurtigt stoppet. SF i København blev mere eller mindre beordret at pege på Socialdemokraternes Frank Jensen, højst sandsynlig som en del af den nationale aftale om SF’s regeringsdeltagelse.
Når SF kommer i regering vil denne kritik tage til mangefold. Borgerskabet og Socialdemokraternes højreledelse vil kræve det ene offer efter det andet fra SF som pris for at deltage i regeringen. SF’s medlemmer vil på den anden side kræve, at prisen for regeringsdeltagelse ikke bliver SF’s politik og principper.
Det er en tidsbegrænset taktik fra toppen at holde al debat og kritik nede. Det vil kun fungere som en trykkoger, hvor man ikke lukker dampen ud – på et tidspunkt eksploderer den.
Hvad der vil ske, og hvordan processen præcis vil foregå, er ikke til at sige. Vi kan dog med sikkerhed sige, at de seneste års stigende radikalisering har samlet et lag omkring SF, og at disse lag vil opleve en kæmpe skuffelse og SF en tilbagegang når først de kommer i regering, og tvinges til at tage ansvar for angreb på arbejderklassen. Det vil betyde en stigende intern kritik af højredrejningen, en kritik som uden tvivl vil tage til med SF i regering.
Der vil krystallisere sig alle mulige fløje indenfor partiet især en mere tydelig venstrefløj. Det er klart, at processen vil tage alle mulige veje og former, og splittelser både til højre og venstre er mulige på vejen.
Da SF næsten deltog i regering sidst, i det røde kabinet i 1960’erne, pressede Socialdemokraterne SF til at gå med på den ene forringelse efter den anden på arbejderklassen. Det fik venstrefløjen i partiet til at sige stop. De vandt flertal i Hovedbestyrelsen men tabte meget knebent på landsmødet i 1967 lige efter det røde kabinet. Højrefløjen i partiet fratog venstrefløjens folk alle deres poster og sikrede, at de ikke igen kunne stille op til folketinget. I protest mod denne heksejagt udvandrede venstrefløjen og dannede Venstresocialisterne (VS). Den skadelige splittelse, som skete, var altså fremprovokeret af højrefløjen.
Venstrefløjen i dag i SF bør lære lektien fra dengang. Det bliver en lang kamp mellem højre- og venstrefløjen i SF med mange flere end et enkelt slag. Bliver venstrefløjen i partiet og samler den sig på en klart program, vil den i den næste periode kunne vinde flertal.
Ungdommen leder efter svar
Efter at ungdommen i årene efter årtusindeskiftet var gået forrest i kampene, har der de sidste 2-3 år været en vis stilstand i ungdommens kampaktivitet. Denne stilstand må tilskrives forskellige faktorer.
Ungdommens ledelse i især elevbevægelsen kaldte gang på gang elever og studerende på gaden i endagsdemonstrationer, hvor resultatet blev, at nedskæringerne alligevel fortsatte, fordi bevægelsen ikke blev ført videre med trusler om nye demonstrationer og udvidelse af kampen. Det skabte en desillusionering blandt mange unge; hvis vi alligevel bare gør som sidst år, og det ikke nyttede hvorfor så demonstrere? I elevbevægelsens top brugte man denne stemning til at dreje aktionerne fra massemobiliseringer til aktioner for de få, der igen fremmedgjorte endnu flere unge, og som betød at elevbevægelsen slet ikke mobiliserede på skolerne, når der var protester.
Da krisen satte ind, havde det derudover den effekt, at det gjorde spørgsmålet mere kompliceret. Man kunne ikke længere bare sige, at der er råd, når det er tydeligt for alle, at der er massefyringer og milliardunderskud.
Men selvom selve demonstrationsaktiviteten dalede, betød det ikke, at der var stilstand i ungdommens bevidsthed. Tværtimod er mange unge kommet til den konklusion, at det ikke er nok ”bare” at demonstrere. At spørgsmålet om bedre uddannelser, bedre velfærd og generelt set spørgsmålet om et bedre samfund er et politisk spørgsmål, der kræver politiske svar og politisk handling. Det ses bl.a. i det faktum, at SFU er blevet den største ungdomsorganisation.
På den anden side har arbejderpartiernes ungdomsorganisationer gjort hvad de kunne for at holde politik ude af elevbevægelsen, selvom de har siddet i toppen af de fleste organisationer. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der har været den organisation, der er gået forrest i kampene, har i mange år især været styret af SFU’ere. Ved Landsmødet i 2008 forsøgte de at komme igennem med et nyt principprogram, der fuldstændig udvandede kravene, hvilket må ses i lyset af perspektivet om en ny regering, hvor arbejderpartiernes ledelser ikke ønsker et pres fra neden. Udvandingen af kravene var en fuldstændig afvæbning af gymnasieleverne. Gymnasieeleverne må holde fast i kravene og kæmpe for at DGS går forrest i forsvaret for elevernes forhold og bedre vilkår.
Nu ser det ud til, at der er ved at komme nogen brud i stilstanden. Da politiet brutalt ryddede Brorsons kirke, blev der på et døgn samlet mere end 20.000 mennesker til demonstration.
Og på Folketingets åbning 6. oktober 2009 var det første gang i et par år, at der var arrangeret en større demonstration på Folketingets åbningsdag mod massive nedskæringer.
Svaret fra skolerne var meget forskelligt, og afhang fuldstændig af mobiliseringen på selve skolerne, da elevbevægelsens mobilisering var elendig. På de skoler, hvor mobiliseringen blev gjort politisk, var der de helt klart bedste fremmøder, mens svaret fra mange skoler var forholdsvist svagt.
Et stigende lag af unge er blevet politisk bevidste og kræver politiske svar. De svar må de lede længe efter fra toppen i arbejderpartiernes ungdomsorganisationer, DSU, SFU og SUF.
Der er for tiden tegn på en vis venstredrejning i DSU. Ved forskellige lejligheder (blandt andet demonstrationer imod det iranske præstestyre, demonstrationerne i forbindelse med rydning af Brorsons kirke i København, uddannelsesdemonstrationerne den 6. oktober 2008) har organisationen mobiliseret og vist en vis styrke. Dette er formentlig blot de første tegn på en klarere venstrefløj inden for DSU i fremtiden.
Selve demonstrationen på Københavns Rådhusplads den 6. oktober var en farce, hvor der blev talt til de demonstrerende som om de så børnetime i fjernsynet. Efterfølgende udråbte DGS demonstrationen til en sejr, uden at en eneste af nedskæringerne var blevet trukket tilbage.
Det skaber et kæmpe misforhold, som vil få et udtryk både i elevbevægelsen og i de politiske ungdomsorganisationer.
Det vil højst sandsynligt vise sig først i SFU, der har tiltrukket flest unge de seneste år. Unge, der har meldt sig ind, fordi de ønsker at ændre samfundet. Men toppen i SFU følger hastigt i fodsporene på toppen i SF. De ledende lag i SFU er fuldstændig forbundet med toppen i SF. Toppen i SFU har bl.a. foreslået at der ikke længere skal diskuteres temapapirer på landsmødet, og at den politiske diskussion generelt skal nedtones. Den næste periode i SFU vil være helt afgørende, og det er afgørende at venstrefløjen i SFU forbereder sig grundigt på denne kamp.
Venstrefløjen i SFU tabte et stort opgør for et par år siden og har efterfølgende holdt lav profil. Højrefløjen har sat sig tungt på organisationen, men den er meget svag, og situationen er ustabil. Ikke mindst når SF kommer i regering, vil diskussionen starte. Også i SFU vil der ske differentieringer på kryds og tværs. Der er al mulighed for at venstrefløjen kan vinde, men det kræver at den indser et det er en kamp med mange slag, og også nederlag, undervejs. At den organiserer sig om et klart program og opbygger sig selv.
Et kæmpe tomrum
Ledelsen for ungdommen har spillet fuldstændig fallit. Mange unge er blevet radikaliseret og leder efter politiske svar, men de finder dem ikke hos nogen af arbejderpartierne eller deres ungdomsorganisationer. Der er en stor skepsis over for samtlige etablerede partier – en skepsis, og i visse tilfælde afsky, over for hele det borgerlige politiske system. Der er en stor skepsis overfor kapitalismen, og mange kunne vindes til revolutionære ideer.
Krisen har ramt ungdommen hårdt. 6000 lærlinge står uden læreplads og kan se frem til at blive uddannet til arbejdsløshed. Lærlingene har i stigende grad deltaget i protesterne de seneste år, og utilfredsheden ulmer blandt dem, og kan sagtens bryde ud i lys lue i den næste periode. Lærlingebevægelsen har i en årrække været lukket ned af forbundenes ledelser, der var bange for, hvilken effekt lærlingenes selvstændige aktiviteter ville have på svendene, der kunne blive inspireret til kamp. Der er tegn på, at en ny generation af lærlinge er begyndt at forsøge at ændre på tingenes tilstand. De står over for bureaukratiets enorme vægt. Igennem erfaring vil de opleve, at lærlingenes kamp for bedre forhold også er en kamp inde i fagbevægelsen – en kamp imod den højrekurs og passivitet, som ledelsen gør alt for at fastholde.
Også for resten af ungdommen er fremtiden usikker. Tidligere satsede mange gymnasieelever på et ufaglært arbejde i en periode og så måske ud og rejse eller på højskole. Nu er der flere hundrede ansøgninger til selv de dårligste jobs. Kontanthjælp er det nærmest umuligt at få, og mange unge tvinges til at starte på en uddannelse. Uddannelser der lige nu for mange er den direkte vej ud i arbejdsløshed. Halvdelen af de udlærte svende modtager en fyreseddel med svendebrevet. Selv de mest sikre uddannelser har nu arbejdsløshed.
Over halvdelen af elektroingeniørerne uddannet indenfor det sidste år er ledige.
Fra juli til august steg dimittendledighed (ledighed for dem der er uddannet fra universitetet inden for det seneste år) med 56 procent, hvilket er den største stigning nogensinde. 28,4 procent af alle akademikere uddannet indenfor det sidste år er ledige.
Mulighederne for at uddanne sig er også forringet. Der er indført nye, strengere og tåbelige adgangskrav på universiteterne, mange universitetsuddannelser fjernes helt, SU’en skæres i, skolepraktikken reduceres, mere brugerbetaling, gymnasier og skoler bliver nedlagt, gruppeeksamenerne er afskaffet og test bliver mere og mere udbredt i dagligdagen. Dette – kombineret med nedskæringer, øget antal privatuddannelser, afskaffelse af elevdemokrati, indgreb på elevernes ytringsfrihed, øget bureaukrati og markedsgørelse og al for tidlig specialisering – gør for mange unge uddannelsesvejen til en ligeså stor blindgyde som arbejdsmarkedet. Udviklingen peger mod en tilbagegang til den sorte skole og mod uddannelse for eliten
Fremtiden er ikke længere sikker, og det har enorme konsekvenser for ungdommens bevidsthed.
Der er et kæmpe vakuum blandt ungdommen, som der på nuværende tidspunkt, hvor venstrefløjen i arbejderbevægelsen er så svag, og de marxistiske kræfter så små, ikke er nogen, der kan udfylde. Det betyder en stigende fare for ultravenstre tendenser blandt ungdommen, som vi bl.a. så med rydningen af ungdomshuset, hvor tusindvis af unges frustrationer og vrede over kapitalismens ødelæggelse af leveforhold og de borgerliges kyniske indstilling over for ungdommens forhold, endte som en isoleret kamp, hvor politiet frit kunne begå overgreb imod de unge. Hvis ungdommen skal vinde kampen imod nedskæringer og kampen for at kunne udfolde sig kulturelt, må kampen rettes ind i arbejderbevægelsen og dens ungdomsorganisationer.
Faren er, at adskillelsen mellem de mest bevidste unge og arbejderklassen bliver større og større, så længe ledelsen for arbejderbevægelsen ikke viser nogen vej frem. Ungdommen gik i den seneste periode forrest i kampene, men i den næste periode vil det være arbejderklassen, der går forrest i kampene, og det kan måske genoplive en del af ungdommen, der lige nu er desillusioneret.
Konklusion
Krisen har afsløret senilkapitalismens grundlæggende råddenskab. Antallet af folk, der sulter i verden, er ifølge FN, steget til mere end en milliard mennesker! Samtidig går millioner og atter millioner arbejdsløse, og mad hældes ud på markerne.
Selvom der kommer et opsving, er kapitalismen på ingen måde stabiliseret. Regeringernes forsøg på at skabe økonomisk stabilitet har skabt grundlaget for endnu større politisk og social ustabilitet i den kommende periode.
Krisen betød, at arbejderklassen holdt vejret i håb om bedre tider. Men det kan og vil den ikke blive ved med. Arbejderne håber, at tingene bliver bedre, at vi kan vende tilbage til de ”gode gamle dage”. Men den tid er slut. Den kommende tid vil byde på angreb på alle de rettigheder og goder, som arbejderklassen anser for givne.
Den nuværende ledelse for arbejderklassen gør, hvad den kan, for at administrere kapitalismens fallitbo, og forsøger at dele regningen for krisen ”fair” mellem samfundets forskellige klasser. Men kapitalisterne vil ikke acceptere, at de skal betale for krisen. De vil kæmpe, alt hvad de kan, imod arbejderklassen. Det er den nuværende ledelse for arbejderbevægelsen, der er den største forhindring for arbejderklassens kamp. Men arbejderne vil blive tvunget i kamp, og den kamp vil uden tvivl gå igennem arbejderklassens traditionelle organisationer. De vil blive ændret fra top til bund. Vi må studere erfaringerne fra 1930’erne, hvor selv ærkereformistiske partier rykkede mod venstre, og flere steder bød de revolutionære marxister indenfor i partiet i stedet for som nu, hvor partitoppene bekæmper dem med næb og klør.
Uden en bevidst ledelse vil arbejderklassen skulle tage mange omveje og lære gennem mange nederlag. Vi har muligheden for at skabe et samfund, hvor alle kan få, hvad de har behov for og mere til, hvor ingen behøver sulte, hvor miljøforureningen kan stoppes, hvor vi kan producere, hvad vi har behov for, hvor arbejdet kan fordeles og arbejdstiden sættes ned. Kort sagt et samfund der tilgodeser det store flertals behov, frem for som nu hvor det kun er et lillebitte mindretal, der tilgodeses.
Kapitalismen er i en dyb, dyb grundlæggende krise. Arbejdsgiverne er gået i frontalangreb på alle arbejderklassens forhold. Indtil videre er arbejderklassens tunge bataljoner ikke trådt ind i kampen. Forhandlingerne om OK2010 og de lokale forhandlinger vil være et godt barometer på den proces der lige nu foregår under overfladen blandt arbejdere på alle arbejdspladser; en proces hvor vreden hober sig op, og hvor der er en stigende skepsis overfor kapitalismen som samfundssystem.
Kapitalismen har udspillet sin rolle. Så længe den private ejendomsret til produktionsmidlerne eksisterer, vil vi ikke komme uden om økonomiens anarki, og overproduktionskrisernes vanvittige fænomen. Det er nødvendigt, at arbejderklassen nationaliserer de 200 største virksomheder og banker, og sætter dem under deres egen demokratiske ledelse og kontrol. Kun med en rationel plan for økonomien kan vi sikre fremgang og arbejde til alle.
Source: Socialistisk Standpunkt