Ned med hykleriet! Forsvar Gaza! - IMT udtalelse

Følgende erklæring fra Den Internationale Marxistiske Tendens udtrykker vores solidaritet med det palæstinensiske folk. Den besvarer det modbydelige hykleri fra den vestlige imperialisme og dens lakajer, som bakker op om den reaktionære israelske stat, mens den udløser en blodig hævn over Gaza efter Hamas' overraskelsesangreb den 7. oktober. Derudover forklarer vi, hvorfor frihed for Palæstina kun kan opnås gennem revolutionære midler og omstyrtelse af kapitalismen i hele regionen.

[Source]

Lynangrebet, som blev udført af Hamas lørdag den 7. oktober, skabte chokbølger i hele verden. Det blev straks mødt af et højlydt kor af fordømmelser fra vestlige regeringer.

Angrebet blev af medierne øjeblikkeligt præsenteret i de mest grusomme vendinger. Den vestlige offentlighed blev grundigt klædt på, af det, der komisk nok beskrives som vores "frie presse", til at tage side i konflikten, der som sædvanlig skildres som de gode mod de onde.

I denne makabre kavalkade af løgn er rollerne belejligt nok byttet om. Ofrene bliver aggressorerne, og aggressorerne bliver ofrene. Denne løgn bakkes op af en konstant strøm af moralske fordømmelser af vold, drab og alle de andre forfærdelige kendetegn ved terrorisme.

I Washington, ifølge New York Times, "strittede præsident Biden af vrede", da han beskrev handlingerne som "ren og skær ondskab", og han lovede utvetydigt at stå sammen med Israel imod terrorisme.

Præsidenten for den rigeste og mest magtfulde stat i verden var hurtig til at meddele, at USA vil fremskynde leveringen af yderligere udstyr, ressourcer og ammunition til Israel, samt sende sit nyeste og mest avancerede hangarskib sammen med en fuld hangarskibs-angrebsgruppe til det østlige Middelhav.

Imperialistiske hyklere - eller moralens relativitet

At slå mænd og kvinder ihjel er noget, der naturligt vækker afsky hos de fleste mennesker. Vi bliver konstant mindet om den bibelske lov: "Du må ikke slå ihjel."

Denne lov har ved første øjekast en absolut karakter. Men ved nærmere eftersyn bliver det dog tydeligt, at mediernes og den herskende klasses aversion mod vold og drab slet ikke er absolut, den er fuldstændig relativ.

Når almindelige mænd og kvinder udtrykker deres rædsel og forargelse over de grusomheder, de læser om i pressen, er det en normal menneskelig reaktion, som vi kan forstå og sympatisere med.

Men når de samme ord bliver sagt af en amerikansk præsident, hvis hænder er badet i blod fra utallige uskyldige mennesker, må vi trække på skuldrene og vende os væk i afsky.

De imperialistiske svindlere, som foregiver at være chokerede over vold, har gentagne gange iværksat ondskabsfulde aggressionskrige. De tøvede ikke med at udløse blodige krige mod Irak og Afghanistan, som varede i to årtier, og hvor hundredtusinder af civile blev dræbt. De bombarderede Libyen, Syrien, Sudan og Serbien uden hensyn til uskyldige civile.

Det mest grusomme eksempel i nyere tid var den barbariske krig mod befolkningen i Yemen, et af de fattigste lande på planeten som blev ført af Saudi-Arabien med fuld støtte og aktiv deltagelse fra USA, Storbritannien og andre imperialistiske magter.

Hvis nogen krig kan beskrives som et folkemord, så var det helt sikkert krigen i Yemen. Ifølge FN er over 150.000 mennesker blevet dræbt i Yemen, og det anslås, at mere end 227.000 er døde som følge af en frygtelig hungersnød, der bevidst blev skabt af saudierne og deres allierede, som også var ansvarlige for ødelæggelsen af hospitaler og sundhedsfaciliteter.

Disse tal repræsenterer unægteligt en alvorlig undervurdering af det samlede antal ofre, som saudierne og deres imperialistiske bagland har påført befolkningen i Yemen.

Men hvor var fordømmelserne af dette barbari? Hvor var protesterne fra Washington og London? Hvor var de store overskrifter, der råbte om "terrorisme"? De var tavse, fordi de vestlige regeringer var aktivt involveret i denne udryddelseskrig mod et fattigt, undertrykt folk.

De har ingen ret til at klage over vold eller til at beskylde nogen for "terrorisme". For når det drejer sig om krig, er det nytteløst at appellere til moralske eller humanitære hensyn. Krige handler om at dræbe mennesker. Der har aldrig været en humanitær krig i historien.

Det er blot en kynisk frase, et belejligt skalkeskjul, som i dag bruges af aggressorer til at retfærdiggøre deres aggression over for den offentlige mening.

Gaza og Ukraine, eller relativiteten af "retten til selvforsvar"

Hvad angår Israels såkaldte ret til at forsvare sig selv, ser vi igen den vestlige imperialismes dobbeltmoral. Når det gælder Ukraine, bevæbnede de landet til tænderne for at bekæmpe Rusland på deres vegne, under påskud af at et folk under besættelse har ret til at kæmpe tilbage.

Når det kommer til palæstinenserne, forsvinder denne rettighed pludselig. I stedet for at forsvare de undertrykte, bevæbner og forsyner man (imperialisterne) undertrykkerne. Retten til selvbestemmelse gælder åbenbart ikke for alle!

I øvrigt har den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky, som følger imperialismens forskruede logik, sammenlignet Ruslands invasion af hans land med Hamas og har tilføjet sin hæse lille stemme til koret, der forsvarer Israels "ret til at forsvare sig selv"! Har vi brug for flere beviser på denne mands reaktionære natur?

Forudsigeligt nok har Zelensky i kommentarer, der afspejler bekymring for, at krigen mellem Israel og Hamas kan aflede opmærksomheden fra Kievs kamp, beskyldt Rusland for at ønske krig i Mellemøsten for at underminere den internationale støtte til Ukraine.

"Rusland er interesseret i at udløse en krig i Mellemøsten, så en ny kilde til smerte og lidelse kan underminere verdens enhed, øge uenigheden og modsætningerne og dermed hjælpe Rusland med at ødelægge friheden i Europa" sagde han.

Zelensky er en desperat mand, som vil ty til alt, hvad han tror vil sikre strømmen af våben og penge, nu hvor Ukraine har lidt et knusende nederlag på slagmarken og der er tydelige tegn på en vaklende støtte blandt de allierede, herunder USA, Slovakiet og Polen.

Hævn

Når man først har accepteret, at relativitetsteorien kan anvendes på moralen, bliver det nemt at retfærdiggøre mord – så længe det altså udføres af "vores side". Vi ser denne bekvemme moralske relativitet i aktion lige nu.

Israels svar på Hamas' angreb har været hurtigt og brutalt. Benjamin Netanyahu har erklæret, at Israel er i krig. Han har lovet at reducere Gaza til en "øde ø".

Kampfly har bombarderet den besatte stribe, jævnet højhuse med jorden i beboelsesområder og vilkårligt ramt skoler, hospitaler og moskeer.

En skole drevet af FN's agentur for palæstinensiske flygtninge, hvor der ikke var nogen "militante", blev ramt direkte. Og mange boligblokke blev ramt uden forudgående advarsel.

Israel fortsatte med at bombardere Gaza fra luften og efterlade bygninger i ruiner. Embedsmænd i Gaza sagde, at hospitaler og skoler blev ramt, og at 900 palæstinensere allerede er blevet dræbt, herunder 260 børn.

Alt dette har intet at gøre med selvforsvar, men alt at gøre med en tørst efter hævn. Det er ikke første gang, at den israelske stat forsøger at straffe befolkningen i Gaza for sine lederes handlinger ved bevidst at angribe civile.

Den israelske forsvarsminister Yoav Gallant beordrede en "fuldstændig belejring" af Gazastriben: "Jeg har beordret en fuldstændig belejring af Gazastriben. Der vil ikke være elektricitet, ingen mad, ingen brændstof, alt er lukket.”

At fratage mænd, kvinder og børn mad, vand og elektricitet formodes at være en forbrydelse i henhold til "international lov". Selv det patetiske FN fandt det nødvendigt at minde israelerne om denne lille detalje, selvom resultaterne af denne høflige påmindelse forudsigeligt var lig nul.

”Menneskelige dyr”

Hvordan retfærdiggør de alt dette? Det er meget enkelt:

Israels forsvarsminister Yoav Gallant udtrykte tingene klart, da han sagde: "Vi kæmper mod menneskelige dyr, og vi handler efter dette."

Denne retorik er vi godt bekendt med. Det er ganske almindelig praksis for imperialisterne at retfærdiggøre nedslagtning ved at dehumanisere fjenden. Hvis vi accepterer, at vores fjender blot er dyr og ikke er mennesker som os selv, føler vi os berettigede til at behandle dem, som det passer os.

Lad os huske, at jøderne i årtier ikke blev betragtet som mennesker, men som undermennesker. Det betød, at de kunne blive slået, tortureret, udsultet og myrdet - og hvad så? Når alt kommer til alt, er de "kun dyr" eller "menneskelige dyr". Forskellen er ren semantik.

Indbyggerne i Gazastriben er ikke dyr. De er mennesker, ligesom indbyggerne i Israel er mennesker. Alle mennesker har ret til at blive behandlet på samme måde.

Et kor af hyklere

Som i en velplanlagt harmoni er politiske ledere over hele verden faldet over deres egne ben i ræset om at erklære deres ubetingede støtte til "Israels ret til at forsvare sig selv". Højre og "venstre", republikanere og demokrater - alle synger højt fra den samme slidte salmebog.

De samme medier, som forblev tavse om imperialismens forbrydelser, har også været meget forsømmelige med at rapportere om den kriminelle terror, som den israelske stat har påført palæstinenserne i mange årtier. Palæstinenserne har været ofre for konstante voldelige provokationer fra de ultrahøjreorienterede jødiske bosættere.

Det er åbenbart meningen, at detteskulle give materiel opbakning til Israels ret til "selvforsvar" og dermed ødelæggelsen af en lille stribe land. Et lille land som er fyldt til bristepunktet med to en halv million fattige mennesker. Et område der bliver beskrevet som det største udendørs fængsel i verden.

Hele den imperialistiske lejr står bag Israels indsats med at massakrere palæstinenserne i Gaza. Og hvis bomberne, artillerigranaterne og missilerne ikke dræber et tilstrækkeligt stort antal palæstinensere, så har EU planlagt at udrydde nogle flere ved at sulte dem.

EU meddelte, at man suspenderede den økonomiske støtte til palæstinenserne, som de ellers er dybt afhængige af for at overleve. Beslutningen var så skandaløs, at den senere blev omstødt.

Her ser vi sammenfattet i nogle få linjer den destillerede essens af det, der går for at være "vestlig civilisation".

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Storbritanniens højreorienterede "Labour"-ledere som Sir Keir Starmer straks tilføjede sine skingre stemmer til dette hykleriske kor. Disse damer og herrer har solgt deres sjæl til djævelen for længe siden. De er intet andet end agenter for imperialismen.

Højre-reformisterne er dog ikke de eneste skyldige. Til deres skam har mange 'venstre'-reformister tilsluttet sig fordømmelsen (Sanders, Ilhan Omar, AOC, det franske 'kommunist'-parti, blandt andre).

Det er ikke første gang, at disse såkaldte venstreorienterede har vist deres komplette fejhed og mangel på principper. De er straks bukket under for presset fra de kapitalistiske massemedier og den borgerlige offentlige mening og er endt med at rette ind efter den herskende klasses linje.

Den Internationale Marxistiske Tendens vil ikke tilslutte sig imperialisternes og deres medløberes hykleriske kor.

Hvor står vi?

I enhver krig gør de krigsførende parter altid brug af historier om grusomheder - virkelige eller opdigtede - for at retfærdiggøre deres egne volds- og mordhandlinger. Kommunisternes holdning til krig kan aldrig være baseret på sensationel propaganda, der kynisk bruges til at retfærdiggøre den ene eller den anden side. En krig kan heller ikke retfærdiggøres med spørgsmålet om, hvem der slog først. Vores holdning til krig må hvile på et helt andet grundlag.

Vores position er meget enkel:

I enhver kamp vil vi altid stå på de fattige og undertryktes side - aldrig på de rige og magtfulde undertrykkeres side.

I det givne tilfælde må man stille spørgsmålet: Hvem er undertrykkerne? Hvem er de undertrykte? Er det palæstinenserne, der undertrykker israelerne? Det er der ingen ved deres fulde fem, der tror på.

Det er ikke palæstinenserne, der besætter andres land og fastholder det med magt. Det er ikke dem, der har fordrevet israelske bosættere fra det land, som de har beboet i generationer, men præcis omvendt.

Det er ikke dem, der nægter israelske borgere de mest elementære rettigheder, eller udsætter dem for brutale blokader og reducerer dem til pariaer i deres eget land.

Er det nødvendigt at opremse den lange liste af forbrydelser, som den reaktionære israelske stat har begået mod palæstinenserne?

Vi har ikke plads til at opremse denne lange liste af forbrydelser, som fortsætter dag efter dag, måned efter måned og år efter år med at gøre palæstinensernes liv til et levende helvede.

Palæstinenserne er blevet reduceret til en status, der ikke er meget forskellig fra en slags slaveri. Og slaver, der er frataget alle andre rettigheder, kan kun ty til den eneste rettighed, der er tilbage: retten til at gøre oprør.

Gennem historien har slaveoprør som regel været ledsaget af ekstreme voldshandlinger, som blot har været en afspejling af den ekstreme undertrykkelse, som slaveejerne har udsat dem for.

Det er en beklagelig kendsgerning. Det fritager os dog ikke fra forpligtelsen til at forsvare slavernes oprør mod slaveejerne. Marx behandlede dette spørgsmål i en artikel skrevet i 1857, hvor han svarer på de artikler i den britiske presse, der understreger de grusomheder, der blev begået under det indiske oprør mod briterne:

De uhyrligheder, som de oprørske sepoyere i Indien har begået, er i sandhed forfærdende, hæslige, ubeskrivelige - som man kun er forberedt på at møde i oprørskrige, mellem nationaliteter, racer og frem for alt religionskrige; Med andre ord, den slags, som det respektable England plejede at bifalde, når de blev begået af vendelboerne mod de "blå", af de spanske guerillaer mod de vantro franskmænd, af servierne mod deres tyske og ungarske naboer, af kroaterne mod de wienske oprørere, af Cavaignacs Garde Mobile eller Bonapartes decembrister mod sønner og døtre af det proletariske Frankrig.

Hvor forfærdelig sepoyernes opførsel end er, så er den kun en koncentreret refleks af Englands egen opførsel i Indien, ikke kun i den periode, hvor det østlige imperium blev grundlagt, men også i de sidste ti år af et langvarigt styre. For at karakterisere dette styre er det tilstrækkeligt at sige, at tortur udgjorde en organisk institution i dets finansielle politik. Der er noget i menneskets historie som gengældelse: og det er en regel for historisk gengældelse, at dens instrument ikke smedes af den mishandlede, men af mishandleren selv.” (Karl Marx, Det Indiske Oprør).

Støtter vi Hamas?

Vores fjender vil sige: Så støtter I Hamas. Til denne anklage vil vi svare: Vi har aldrig støttet Hamas. Vi deler ikke deres ideologi, og vi billiger heller ikke deres metoder.

Vi er kommunister, og vi har vores egne ideer, metoder og vores eget program baseret på klassekamp mellem rig og fattig, undertrykkere og undertrykte. Det er det, der bestemmer vores holdning i alle tilfælde.

Men selvom vores forskelle med Hamas er fundamentale, er de ikke nær så fundamentale som de forskelle, der adskiller os fra den amerikanske imperialisme - den mest reaktionære kraft på planeten - og dens medskyldige i forbrydelsen, navnligt den israelske herskende klasse.

Vores kritikere vil spørge: Er I enige i drabet på så mange uskyldige civile? Vi vil svare, at vi aldrig har været fortalere for sådanne ting. Vi tolererer dem heller ikke.

Vores første opgave, for at citere Spinoza, er hverken at græde eller grine men at forstå. Moralske overvejelser er fuldstændigt ubrugelige i forklaringen af noget som helst. For at forstå hvad der sker, er det nødvendigt at stille spørgsmålet på en anden måde: Hvad var det, der førte til Hamas' angreb?

Kan det adskilles fra den reaktionære stat Israels årtier lange undertrykkelse, vold og besættelse af Palæstina?

Nej, selvfølgelig ikke.

Israel er en magtfuld og velhavende stat, som i årtier har berøvet og undertrykt palæstinenserne med en kombination af rå magt og økonomisk magt.

Vi må også se på den kæde af begivenheder, der har ført direkte til den nuværende situation. Det faldt ikke ned fra den blå himmel, som vi ellers bliver bedt om at tro.

Forræderi

Imperialisterne lovede palæstinenserne retfærdighed - hvis bare de ville vente lidt længere. De har ventet og ventet, og det eneste resultat har været yderligere destruktion af deres hjemland og yderligere tab af rettigheder.

Når de undertryktes tålmodighed er opbrugt, vil de før eller siden slå ud efter deres undertrykkere. I sådanne øjeblikke vil der uundgåeligt blive begået overgreb og brutalitet. Det er naturligvis beklageligt, men hvem er egentlig ansvarlig?

Hvis en mand eller kvinde begår et koldblodigt mord, er det utvivlsomt en forbrydelse og straffes derefter.

Hvis en kvinde derimod i mange år udsættes for en brutal behandling af sin mand og en dag dræber ham, vil de fleste sige, at de omstændigheder, der førte til hendes handlinger, bør tages i betragtning.

Lad os vende tilbage til den aktuelle sag. I ugerne før eksplosionen var der konstante provokationer fra de jødiske religiøse fanatikere. De stormede Al-Aqsa-moskeens område - et af de helligste steder i den islamiske verden. De kunne endda handle under politiets og militærets beskyttelse.

Provokation

Netanyahu er i en alliance med det yderste zionistiske højre, hvoraf nogle er åbenlyst fascister. Deres erklærede mål er at fremprovokere en ny Nakba - det vil sige fysisk at fjerne palæstinenserne fra det land, de bor i nu - begyndende i Jerusalem og på Vestbredden.

Denne politik er ikke ny, men den er eskaleret i de seneste måneder. Bosættere, der hovedsageligt er importeret fra USA og rekrutteret blandt de mest ekstreme religiøse fundamentalister, har bygget bosættelser på Vestbredden.

De er forbundet af et netværk af militært forsvarede veje, som dissekerer det område, der formelt er under det palæstinensiske territoriums kontrol.

De reaktionære bosættere føler sig tilskyndet og beskyttet af den ultra-nationalistiske israelske regering.

Bevæbnede bander af religiøst fanatiske bosættere har gennemført pogromer mod palæstinenserne enten med åben eller skjult støtte fra den israelske hær og det israelske politi. Disse landovertagelser er angiveligt ulovlige i henhold til "international lov". Men alle de fromme resolutioner, som FN har vedtaget i et meningsløst ritual, har ikke gjort noget for at stoppe disse kriminelle handlinger.

Under disse forhold kan ingen virkelig være overrasket over, at palæstinenserne kæmper tilbage. Undertrykte mennesker har ret til at gøre modstand.

Hyklere vil hævde, at begge sider har skylden, fordi begge har brugt vold. Formelt set er dette udsagn sandt. Men indholdet er fundamentalt forkert. Den enes vold kan ikke sidestilles med den andens vold. Der er absolut ingen ækvivalens mellem de to sider.

På den ene side har vi et moderne og avanceret kapitalistisk land, som er udstyret med atomvåben, kampfly med kraftige missiler, avanceret teknologi og overvågningsudstyr og som kan regne med fuld materiel og økonomisk støtte fra verdens mægtigste imperialistiske land.

På den anden side har vi de undertrykte palæstinensere, som kæmper med de våben, de nu engang kan få fat i.

At blive overrasket over de seneste begivenheder er ekstremt tåbeligt. Under disse omstændigheder var en eller anden form for eksplosion absolut uundgåelig, selvom tidspunktet og indholdet af den ikke kunne forudses - selv ikke af den israelske efterretningstjeneste.

Israel ydmyget

Det er nødvendigt at tilgå krigen på dens egne præmisser og ikke introducere irrelevante perspektiver, som er helt fremmede for den. Det, der har skabt raseri i den israelske herskende klasse, er ikke antallet af mennesker, der har mistet livet. Deres bekymringer er af en rent praktisk karakter.

Fra et rent militært synspunkt var angrebet en succes. Den uventede Blitzkrieg kom fuldstændig bag på den højt besungne israelske efterretningstjeneste. Velbevæbnede grupper af kommandosoldater trængte ind i Israels forsvar, brød igennem det, der skulle have været en uigennemtrængelig linje, og påførte de israelske styrker store tab.

Da det blev opdaget, udløste det en bølge af panik og frygt i Israel, hvor befolkningen var blevet lullet i søvn af myndighederne i den tro, at de var beskyttet af en uigennemtrængelig forsvarslinje. Fra den ene dag til den anden blev folks tro på myten om den israelske stats usårlighed knust. Den kendsgerning vil få enorme konsekvenser for fremtiden.

Nyheden om angrebet blev derimod fejret på gaderne i mange arabiske hovedstæder. Masserne blev opmuntret af det faktum, at den mægtige israelske stat endelig havde lidt et ydmygende nederlag. Sammenlignet med denne kendsgerning synes alle andre overvejelser at være af sekundær betydning.

Netanyahu føler sig yderst selvsikker, fordi han har USA-imperialismens faste opbakning, som forsyner Israel med uendelige mængder penge og dødbringende våben.

USA har flyttet sin ambassade til Jerusalem - et slag i ansigtet på alle palæstinensere. Det var daværende præsident Trump, som tog den provokerende beslutning, men præsident Biden har ikke omgjort den. Han er ivrig efter at sikre sig de jødiske stemmer ved næste års valg, såvel som at bevare en af sine få tilbageværende faste allierede i regionen.

Fredeligt eller voldeligt?

Vores fjender konfronterer os meget ofte med spørgsmålet: Er du tilhænger af vold? De kunne lige så godt spørge os, om vi går ind for byldepest, da det er lige så indholdsløst.

Der findes spørgsmål, som besvarer sig selv, og de er netop af den slags. Men blot at give et negativt svar er samtidig nyttesløst. Man bliver nødt til at forklare de konkrete omstændigheder, herunder hvorfor vold anvendes: Med hvilket formål? Og i hvis interesse? Uden sådanne oplysninger er det virkelig umuligt at give et præcist svar. Det er tilfældet i enhver konflikt, og det er også tilfældet nu.

Mange på "venstrefløjen" begrænser sig (som sædvanlig) til at fordømme vold generelt. De opfordrer til "en fredelig løsning" gennem "forhandlinger" og indgriben fra "internationale institutioner". Den slags er intet andet end løgn og bedrag.

I 75 år har der været endeløse forhandlinger og samtaler, og det har ikke bragt palæstinenserne ét eneste skridt tættere på frihed. I årtier har de såkaldte Forenede Nationer vedtaget resolutioner, der fordømmer den israelske besættelse af de palæstinensiske områder fra 1967, men intet har ændret sig. Faktisk er situationen blevet forværret.

Den nuværende eskalering af konflikten er faktisk et resultat af Oslo-aftalens totale fiasko. Ideen om at etablere en palæstinensisk stat ved siden af Israel på et kapitalistisk grundlag var dømt til at mislykkes, som vi også advarede om på daværende tidspunkt.

Israels mål var at outsource overvågningen og undertrykkelsen af palæstinenserne til Det Palæstinensiske Selvstyre ledet af borgerlige nationalister fra Fatah. En gruppe som var fuldstændig demoraliseret og organisk ude af stand til at føre den palæstinensiske nationale befrielseskamp videre.

De sidste 30 år har afsløret, at tostatsløsningen, som amerikansk imperialisme og den israelske kapitalisme har påtvunget palæstinenserne, har spillet fallit.

Det er ikke underligt, at 61 procent af palæstinenserne i en nylig meningsmåling sagde, at de i dag havde det værre end før Oslo-aftalen, og 71 procent sagde, at det havde været en fejl at underskrive aftalen.

På trods af dette hævder de håbløse pacifister på venstrefløjen, at palæstinenserne kun bør bruge fredelige kampmidler. Men hvad var resultatet, da de netop forsøgte at gøre det?

Demonstrationen "March of Return" i 2018 blev gennemført af ubevæbnede civile. Den israelske hær svarede igen med skarp ammunition, som dræbte hundredvis og sårede over 10.000, herunder børn, kvinder, journalister og læger.

Det er netop dette, der har overbevist palæstinenserne om, at den eneste vej frem er at møde vold med vold. Man kan beklage denne kendsgerning, men det er den eneste mulige konklusion, palæstinenserne kan forventes at drage. Og det er 100 procent den israelske stats og dens imperialistiske bagmænds ansvar.

Ifølge den samme meningsmåling mener 71 procent, at en tostatsløsning ikke længere er praktisk mulig på grund af udvidelsen af bosættelserne. 52 procent støtter opløsningen af Det Palæstinensiske Selvstyre, og 53 procent mener, at væbnet kamp er den eneste måde at bryde dødvandet på.

Imperialismens plan i ruiner

Forud for begivenhederne den 7. oktober var en såkaldt normaliseringsproces i gang: Det betød grundlæggende, at Israel etablerede normale diplomatiske og økonomiske forbindelser med de arabiske lande (især Saudi-Arabien). Som konsekvens ville det palæstinensiske problem være erklæret afsluttet.

Det blev understreget i form af Netanyahus intervention ved FN's Generalforsamling i september, hvor han viste et kort over regionen, der viste Israel og de lande, som det arbejde på at normalisere forbindelserne med ... men det Israel, som kortet viste, inkludrede Golanhøjderne, Gaza og Vestbredden, mens Palæstina var helt fraværende!

Denne åbenlyse kynisme udstiller den hensynsløshed, som kendetegner Netanyahu og hans reaktionære bande, men også hos de såkaldte imperialistiske demokratier, som behandler små nationer som kastebold i deres planer.

Denne uhyrlige opsplitning skulle gennemføres bag om ryggen på palæstinenserne. Deres blotte eksistens betragtes som en irriterende ulejlighed. Deres konstante klager kunne trygt ignoreres, mens den ubehagelige, men nødvendige opgave med at holde dem i skak overlades til de israelske væbnede styrker.

Det var teorien. Men livet har en uheldig vane med at modsige selv de bedste teorier. Netop denne teori havde et gabende hul i sin kerne: Den antog, at palæstinenserne var så underkuede, så fuldstændig knuste, at de ikke ville være i stand til at kæmpe  tilbage. Den antagelse blev slået i småstykker lørdag den 7. oktober.

En række kilder har peget fingre ad Iran. På trods af Teherans benægtelser kan det meget vel være sandt. Den kompetente udførelse af angrebet og den måde, de hurtigt trængte igennem Israels stærke forsvar på, viste en grad af professionalisme, som Hamas næppe alene kan stå bag.

Ydermere havde Iran en stor interesse i, at det blev en succes. Den umiddelbare effekt var at ødelægge Netanyahus plan om at skabe tætte relationer til Saudi-Arabien. Den reaktionære bande i Riyadh var ellers parat til at sælge ud af palæstinenserne og indgå en aftale med Israel.

Men disse planer - som naturligvis blev tilskyndet af USA - er nu ødelagt. Mohammed bin Salman har klart afvist at tilslutte sig koret af støtte til Israels "ret til selvforsvar sig selv". Han ville bringe selve monarkiet i fare, hvis han vovede at gå imod stemningen hos det saudiske folk, der er glødende tilhængere af palæstinenserne.

Avisen The Guardian udgav en artikel med titlen: "Hamas-angrebet har pludselig ændret billedet af mellemøstlig diplomati". Disse ord udtrykker sagen meget fint. Patrick Wintour, den diplomatiske redaktør på The Guardian, skriver:

"Iran ønsker at gøre det umuligt for Saudi-Arabien at indgå en aftale med Israel, imens andre i regionen ikke har råd til kaos i Gaza."

Det er korrekt. De arabiske ledere har ikke råd til det på grund af den dybt foruroligende effekt, det har på masserne i deres egne lande. Truslen om et oprør i gaderne er konstant til stede i hovederne på de arabiske magthavere, som ikke har glemt masseopstandene, bedre kendt som det arabiske forår.

Det er et mareridt for både de arabiske magthavere og Washington. En ny version af den arabiske revolution er imidlertid det eneste håb for en varig løsning på det palæstinensiske spørgsmål.

Palæstinas undertrykte folk kan ikke stole på løfterne fra udenlandske regeringer. De er kun interesserede i at komme med tomme støtteerklæringer til palæstinenserne for at tegne et billede af dem selv i solidaritet med de undertrykte, hvilket er fuldkommen falskt.

Det siger sig selv, at imperialisternes løfter er fuldstændig værdiløse, og det samme gælder de fiktive resolutioner, som rutinemæssigt vedtages af det såkaldte FN.

Det palæstinensiske folk kan kun befri sig selv gennem deres egen indsats. De eneste pålidelige allierede, de kan regne med, er arbejderne og bønderne i regionen og i resten af verden, som er undertrykte og udbyttede ligesom dem selv.

Israels farlige kurs

Der er en anden faktor, som ikke kan ignoreres. Så længe den israelske stat kan regne med opbakning fra størstedelen af den jødiske befolkning, vil det være meget vanskeligt at vælte den. Kun ved at splitte den israelske stat langs klasselinjer vil det være en realistisk mulighed.

Under de nuværende omstændigheder synes det at være et usandsynligt scenarie. Det skyldes til dels de ekstreme begrænsninger i Hamas' ideologi og metoder, som overbeviser mange israelske borgere om, at deres liv er truet af de palæstinensiske "terrorister".

Desværre har det seneste angreb og drabene på civile overbevist mange israelere om, at den eneste løsning er at støtte op om regeringen. Opbakningen er kun blevet forstærket af den skandaløse opførsel fra den såkaldte opposition, som straks droppede alle sine indvendinger mod Netanyahu-regeringens reaktionære politik, og i stedet tilbød at indgå i en såkaldt national samlingsregering. Det er en katastrofal fremgangsmåde.

Israels befolkning må stille sig selv følgende spørgsmål: Hvordan kan det ske, at de efter så mange års konflikt, så mange krige og så mange militære sejre, at de nu føler sig mere usikre end på noget andet tidspunkt siden Israels grundlæggelse? Alle de omfattende foranstaltninger, der angiveligt skulle garantere deres sikkerhed, har i sandhedens øjeblik vist sig nyttesløse.

Det er sandt, at Israel med sin kolossale militære styrke og overlegne ildkraft let kan besejre Hamas militært. En invasion af Gaza med dens smalle gader, utallige tunneller og en fjendtlig og oprørt befolkning vil dog ikke kunne gennemføres uden alvorlige tab af menneskeliv på begge sider. Og hvad skal der ske efter Gaza er blevet reduceret til en bunke murbrokker? Man har ikke styrker nok til at besætte og holde en fjendtlig befolkning på 2,3 millioner mennesker nede på ubestemt tid. Før eller siden vil der ske nye eksplosioner, og blodbadet vil starte forfra.

Og det slutter ikke der. Undertrykkelsen af palæstinenserne antænder stærke følelser på tværs af hele den arabiske verden. Forsøgene på at etablere relationer til Saudi-Arabien ligger nu i ruiner. Israel er nu mere isoleret end nogensinde før. Omringet af millioner af fjender er udsigterne for Israel virkelig dystre. Og det nylige blodbad er en alvorlig advarsel om, at der er endnu værre ting i vente, medmindre noget fundamentalt ændrer sig i Israel.

Marx påpegede for længe siden, at ingen nation nogensinde bliver fri, så længe den undertrykker og underkuer en anden nation: "Det er Centralrådets særlige opgave i London at få de engelske arbejdere til at forstå, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanitære følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse." (Marx til Sigfrid Meyer og August Vogt, 1870).

I øjeblikket bliver fornuftens stemme i Israel tiet ihjel af kontrarevolutionens glubske opråb. De, der går ind for at stå sammen med Netanyahus reaktionære kræfter og de ultrareligiøse fanatikere, driver Israel direkte mod afgrunden.

Hvad så nu?

I mange år har de palæstinensiske masser igen og igen vist deres uselviskhed, mod og kampvilje. Problemet er, at de ikke har haft en ledelse, der har været opgaven voksen.

Efter så mange årtier med forræderi og brudte løfter er palæstinensernes tålmodighed nu opbrugt. For den militante palæstinensiske ungdom, som ønsker at kæmpe mod den magtfulde israelske stat, ser Hamas' raketter ud til at give et slags svar. Denne overbevisning har fået et kraftigt løft som følge af de seneste begivenheder.

Der er ingen tvivl om, at Hamas' succes med at bryde igennem det israelske forsvar, som blev anset for at være uigennemtrængeligt, er blevet set som en sejr af mange i den arabiske verden, som længtes efter at se Israel ydmyget.

På kort sigt vil det øge Hamas' prestige enormt, men på længere sigt vil begrænsningerne i Hamas' succes blive tydelig. Den militære magtbalance er overvældende i Israels favør.

Den militante ungdom har konkluderet, at den eneste vej frem ikke er gennem forhandlinger, men gennem revolutionær kamp. Det indebærer masseaktioner, massestrejker, og ja, i sidste ende må kampen mod den israelske stat betyde væbnet selvforsvar og væbnet kamp.

Men det er vigtigt ikke at miste proportionssansen. Så længe de palæstinensiske massers revolutionære kamp forbliver isoleret, vil den ikke være nok til at besejre den israelske stats overmagt.

Det vil kræve en kombineret indsats fra en revolutionær massebevægelse i hele Mellemøsten. En enorm forhindring står dog i vejen: De reaktionære borgerlige arabiske regimer støtter kun den palæstinensiske sag i ord. På ethvert tidspunkt er de parate til at forråde palæstinenserne og indgå en aftale med imperialismen.

Kun ved at vælte disse korrupte regimer kan der banes vej for en succesfuld socialistisk revolution i Mellemøsten - forudsætningen for Palæstinas befrielse.

I sidste ende er det kun gennem en enhedsfront mellem det palæstinensiske folk og arbejderklassen og de progressive lag i det israelske samfund, som kan gøre det muligt for at dele den israelske stat på tværs af klasselinjer. Det vil åbne vejen for en varig og demokratisk løsning af det palæstinensiske spørgsmål.

Sådan en udvikling vil være et biprodukt af den arabiske revolution, som kun kan lykkes, hvis den føres til ende. At vælte de korrupte regimer er kun den halve løsning. Den reelle befrielse af folket kan kun opnås igennem eksproprieringen af godsejerne, bankfolkene og kapitalisterne.

Den eneste løsning er en socialistisk revolution

Alt for længe har Mellemøsten med sit kolossale potentiale, sine naturressourcer og sin enorme uudnyttede pulje af overskydende arbejdskraft og veluddannede unge været opsplittet - en arv fra kolonialismen, som opdelte regionen i små stater, der let kunne domineres og udbyttes.

Denne giftige arv har været grobund for endeløse krige, nationalt og religiøst had og andre destruktive kræfter. Det palæstinensiske spørgsmål er kun det mest tydelige og uhyrlige udtryk for denne kendsgerning.

Arbejdere har ingen interesse i at erobre fremmed territorium eller holde andre folk i en tilstand af undertrykkelse. Når først magten er i hænderne på det arbejdende folk, kan alle de problemer, som den arabiske verden står over for, løses fredeligt, demokratisk og ved aftaler.

Under en demokratisk socialistisk føderation ville det være muligt at etablere venskabelige relationer mellem folkene - arabere og jøder, sunnier og shiaer, kurdere og armeniere, drusere og koptere. Vejen ville endelig være åben for en varig og demokratisk løsning på det palæstinensiske spørgsmål.

Der er land nok til at skabe en ægte autonom, levedygtig og velstående palæstinensisk stat, med fuldt selvstyre for både arabere og jøder i stil med de sovjetiske republikker, der blev oprettet af bolsjevikkerne efter oktoberrevolutionen.

Snæversynede mennesker vil sige, at det er utopisk. Men de samme mennesker har altid påstået, at socialisme er en utopi. Disse selvudnævnte "realister" klamrer sig stædigt til status quo, som de siger er den eneste mulighed - blot fordi den tilfældigvis eksisterer.

Ifølge denne fejlslagne "teori" er revolution umulig. Men alt, hvad der eksisterer, fortjener at gå til grunde. Og historien har lært os, at revolutioner ikke bare er mulige, de er uundgåelige. Det kapitalistiske system er råddent helt ind til kernen. Med et fundament som smuldrer, står det og vakler.

Alt hvad der kræves, er, at det får et ordentligt skub. Og det er slet ikke udelukket, at det kan komme fra et nyt oprør i den arabiske verden. Det er den eneste vej frem for folkene i Mellemøsten. Den palæstinensiske revolution vil sejre som en integreret del af den socialistiske revolution, eller også vil den slet ikke sejre.

Join us

If you want more information about joining the RCI, fill in this form. We will get back to you as soon as possible.