Et nyt og særdeles ondartet angreb på unge arbejderes
basale rettigheder har ført til en bemærkelsesværdig voldsom bølge af
protester og kamp i Frankrig. Endnu engang er millioner af studerende
og arbejdere gået på gaden for at forsvare deres interesser mod den
mest reaktionære regering i Frankrig siden Vichy-regimet under anden
verdenskrig.
Den nuværende bølge af protester kommer I kølvandet på den desperate og
fattigdomsramte ungdoms masseoptøjer der antændtes i
arbejderklasseforstæderne i mere end 200 byer i de sidste måneder af
2005. på det tidspunkt, proklamerede indenrigsminister Nicolas Sarkozy
at det havde været ”organiserede kriminelle banders” værk. Dette blev
med det samme modsagt af hans egen efterretningstjeneste, der officielt
definerede begivenhederne som ”en spontant form for folkelig opstand”
opstået pga. ”de ophobede resultater af social og racemæssig
diskrimination”. Præsident Chirac var også tvunget til at indrømme
eksistensen af ”dybdegående utryghed” i samfundet.
 |
7. marts demonstration i Marseille. |
Men på typisk forræderisk og kynisk vis, har Chirac og den højreorienterede De Villepin-regering forsøgt at udnytte révolte de banlieues (oprøret i forstæderne) til at gennemføre yderligere angreb på arbejdernes generelle rettigheder og leveforhold, og på unge især. Præsenteret som et middel til at mindske ungdomsarbejdsløsheden, en ny lov introducerede en speciel ansættelseskontrakt for unge under 26 år reducerer dem til intet andet end råmateriale for udnyttelse og overlader dem fuldstændig til arbejdsgivernes nåde. Den såkaldte ”første ansættelseskontrakt” (Contract première embauche, eller CPE) giver arbejdsgiverne ret til at fyre arbejderne med det samme og uden nogen grund i en periode på to år. Trods det navn kontrakten har fået, har det intet at gøre med ”første ansættelse”, men kan gælde alle unge arbejdere.
Under denne lov kan enhver ung der klager over arbejdsforhold, melder sig ind i en fagforening eller gør sin arbejdsgiver utilfreds på anden vis – selv hvis det kun er ved at blive syg – blive fyret på stedet. Arbejdsgiverne behøver ikke at give nogen forklaring på sin beslutning. Der er ingen tvivl om at hvis denne lov ikke falder, vil det kun være et spørgsmål om tid før den udvides til at gælde mange andre slags arbejde.
Omfanget af reaktionen på dette angreb – der kommer I kølvandet på mange andre I løbet af de sidste år – har givet os et nyt eksempel på de franske arbejdere og unges storslåede kamptraditioner. Ikke for ingenting er dette land blevet kaldt ”revolutionernes moder”.
I løbet af den sidste måned er massedemonstrationer foregået over hele landet. Selv de mest konservative fagforeninger er blevet tvunget til at tage et fast standpunkt i denne sag, på baggrund af arbejdernes brændende vrede. Søndag d. 18 marts – der også var jubilæet for Pariserkommunen – gik omkring 1.5 millioner mennesker på gaden. I Paris demonstrerede 350.000 arbejdere og unge. I Marseille hvor en række meget bitre og beslutsomme strejker for at forsvare arbejdspladser og undgå privatisering (Korsika færgerne, offentlig transport og havnearbejderne) var blevet ubarmhjertigt besejret, gik 130.000 mennesker på gaden.
Et bemærkelsesværdigt træk ved disse demonstrationer er knapheden af bannere og faner fra de traditionelle arbejder- og studenterorganisationer, sammenlignet med antallet af demonstranter.
Dette er ikke demonstrationer af de almindelige aktivister, men af de hidtil uorganiserede masser. De studerende har bevæget sig i gigantisk skala gennem organisationen med demokratiske stormøder, der beslutter hvilken vej der skal tages. Mindst 65 universiteter er involveret i kampen. Skoleeleverne er også I oprør. Ifølge uddannelsesministeriets officielle tal har bevægelsen berørt 313 skoler. Ifølge elevorganisationerne er det rigtige tal mindst dobbelt så højt.
Yderligere massedemonstrationer og strejker, i den offentlige og private sektor, planlægges nu til d. 28 marts. Krisen har dybdegående indflydelse på alle dele af samfundet. Spontane demonstrationer og protesteraktioner finder sted hver dag i forskellige dele af landet. Universiteternes bestyrelser og en lang række højt ansete institutioner og personligheder har udtalt sig imod CPE, og insisteret på at regeringen må trække i land og trække loven med det samme. En meningsmåling, offentliggjort d. 20. marts viste at kun 22% af befolkningen anser den nuværende situation som en ”midlertidig protest”, hvorimod 71% mener at Frankrig er gået ind i en ”dybdegående og varig social krise”. Andre meningsmålinger viser at mellem 60% og 75% af befolkningen – og over 90% af ungdommen – er enige i anti-CPE bevægelsens mål.
Lederne af Socialistpartiet, der ikke normalt er forfalden til hårde udtalelser og handlinger, har annonceret at de øjeblikkelig vil annullere den forhadte lov hvis venstrefløjen vinder næste parlamentsvalg, der skal finde sted i foråret 2007. venstrefløjens sejr i de næste valg kan anses som sikret, sådan er det store flertal af vælgernes fjendtlighed til den nuværende regering. De socialistiske ledere prøver desperat at lede oppositionen til regeringen ind på udelukkende parlamentariske og valgmæssige linier, men de kontrollerer ikke og kan ikke kontrollere den nuværende bevægelse.
Hvis man ser på spændingerne I samfundet og kampens bitterhed undervejs, kan begivenhederne udvikle sig til en revolutionær situation lignende den I 1968. alle ingredienser for sådan en drejning er tilstede. Hvis regeringen ikke trækker i land, er det sandsynligt at bevægelsen vil vokse i omfang. Enhver hændelse kan føre til yderligere eskalering. Under studenterprotesterne I Chirac-regeringens tid I 1986-1988 blev en ung mand tævet til døde af politiet, hvilket provokerede en demonstration med ikke mindre end 1 million mennesker på gaden I hovedstaden. Under de nuværende forhold vil en begivenhed af den slags få en endnu større effekt, efter så mange års gentagne angreb på arbejdernes rettigheder og leveforhold, der har efterladt mellem 5 og 7 millioner mennesker til et liv under fattigdomsgrænsen.
 |
18. marts demonstration i Paris. |
Den nuværende stilstand og den stigende kløft mellem klasserne er endnu et tegn på stigende social og politisk ustabilitet I Frankrig, på baggrund af økonomisk stagnation, massiv statsgæld – den franske stats ophobede underskud er nu på mere end 1,100 milliarder euro! – og et skarpt fald i levestandarden. På alle områder hvad enten det er beskæftigelse, lønninger, arbejdsforhold, boliger, pensioner, social sikkerhed, sundhedsområdet, uddannelse eller social service, skubbes samfundet baglæns.
Denne kan ikke fortsætte evigt. Massedemonstrationer til forsvar for pensionerne I 2003, de lange og bitre strejker I løbet af de sidste år, afvisningen af den pro-kapitalistiske Europæiske forfatning, optøjerne sidste år o gnu den nuværende bevægelse, er alle umiskendelige tegn, som de første rystelser i et kommende jordskælv, på begyndelsen på en ny periode i Frankrigs historie. Dette vil blive en revolutionær periode, hvori nødvendigheden af at bevæge sig i retning af socialisme vil blive sat på dagsordenen. Vi kan sige dette af den simple grund at ingen udvej vil blive fundet på grundlag af kapitalismen. det må forstås at arbejdere og unge kun vil komme til denne konklusion med nogle vanskeligheder, ved at føle sig frem, og opleve tilbageslag på vejen. Men når de på baggrund af deres erfaringers styrke de endelig beslutter sig for at en grundlæggende ændring er nødvendig, vil ingen kraft på jorden kunne stoppe dem.