|
Redaktionens note:
I går blev Ungdomshuset som bekendt ryddet og natten har i København
været præget af gadekampe. Vi forstår fuldt ud de frustrationer, som
mange unge føler over nedrivningen af dette hus, hvilket dybest set er
resultatet af en borgerlig, kapitalistisk politik. I midlertidig er det
afgørende at forstå, at metoder som isolerede gadekampe med politiet og
smadring af butiksvinduer ikke er vejen frem. Det er også nødvendigt at
gøre dette til en general kamp - ikke imod politi og statsmagt - men
imod det kapitalistiske system. Vi bringer denne oversatte artikel fra
maj 2000, skrevet af Phil Mitchinson, en britisk marxist,
som desværre døde sidste år. Den forklarer marxisters holdning til
mange af de metoder og ideer, som en nogle af Ungdomshusets
sympatisører bruger. Vi håber at dette kan indgå som et indlæg i en
diskussion af hvordan kampen for ungdomshuse kan vindes.
De
seneste anti-kapitalistiske demonstrationer har samlet mange
forskellige grupper, i protester imod ødelæggelsen af miljøet, racisme,
udbytningen af den tredje verden, og også mange almindelige unge
mennesker som protesterer imod tingenes tilstand generelt set. De har
så sandelig bevist, at det er mytetænkning at alle skulle være
tilfredse og at det kapitalistiske samfund skulle være accepteret som
den eneste mulige samfundsform.
Overalt ser vi, hvilken elendighed dette system skaber. Hungersnød,
krig, arbejdsløshed, hjemløshed og fortvivlelse, det er de
voldsudgydelser, som dette system dømmer udøver imod millioner hver
dag. At se og opleve denne masseødelæggelse og kaos, driver unge
mennesker overalt til at protestere.
Men idéen om at gå med i en
politisk organisation, får mange til at springe fra. Forståeligt nok
vil de gerne gøre noget og de vil gerne gøre det nu.
Men i
realiteten, er forsøget på at stille organisation, diskussion og debat
op overfor ’direkte aktion’, rent sofisteri. De marxistiske idéer er
ikke et akademisk studie-emne, men lige netop en guide til handling. Vi
går alle ind for handling, men den må tænkes godt igennem, med bestemte
mål og hensigter, hvis den skal lykkes. Hvis ikke, ender vi med
retningsløs handling. Og uden politisk organisation, hvem bestemmer så
hvilken aktion der skal foregå hvor og hvornår?
Der kan ikke
være nogen bedre direkte aktion, end når det store flertal tager
kontrol over vore egne liv. I den handling ligger revolutionens essens.
Ikke bare formålsløs ’direkte aktion’, men masse-, demokratisk og
bevidst aktion, kampen ikke bare imod kapitalisme, men for et nyt slags
samfund, socialisme.
Den seneste demonstration i London, på
første maj, blev brugt af arbejdsgivernes talerør i pressen til at tage
deres sædvanlige hysteriske udfald op. De gjorde et stort nummer ud af
den grafitti som nogle demonstranter malede på mindesmærket for
verdenskrigens soldater i London og tilsmøringen af Chruchills statue.
Men
deres fest blev dog lidt spoleret, af at synderen ikke var en eller
anden ’bisse’, men en tidligere soldat i den kongelige flåde, som nu
studerer på Anglia Universitetet i Cambridge. Da han kom op for en
dommer, gav han en tale der fordømte imperialismen og Churchills
antisemitisme. Det havde en effekt på dommeren, som udviste sit eget
klassestandpunkt, ved at håne den tidligere soldat med hans afhængighed
af et studielån, ”dér ser du, du kan ikke overleve uden kapitalisme”,
sagde han.
Det ser også ud til, at en elev fra Eton College
deltog i smadringen af et McDonald vindue. Dette er ikke et tilfælde.
Det er et udtryk for samfundets blindgyde, at ikke bare arbejderklassen
og middelklassens ungdom med også privilegerede lag gør oprør.
Men
hvad skete der efterfølgende? Arrangørerne af denne demonstration,
fortæller os, at dette ikke er en protest der skal sikre ændringer,
reformer er åbenbart spild af tid. Nej, ved ganske simpelt at deltage i
det de kalder ’karneval’, bliver vi bedre mennesker og lidt efter lidt
vil flere mennesker deltage, indtil en kritisk masse er nået og vi alle
ignorerer kapitalismen, nægter at betale vores regninger, indtil de går
væk.
Men dette er rent fantasi. De der protesteredes oprigtige
intentioner kan der ikke herske tvivl om. Men som det gamle ordsprog
siger, så er vejen til helvede brolagt med sådanne gode intentioner.
Skal vi virkelig tro på, at hvis bare vi ’sætter os selv uden for
kapitalismen’, så vil arbejdsgiverne ikke gøre noget for at forsvare
deres system? Denne taktik med at grave vores hoveder ned med sand, er
ikke seriøs. Faktisk er det heller ikke handling. Faktisk er det
uansvarlig, udirekte passivitet.
’Selv-organiseringer’
Anarkistiske
organisationer gemmer sig altid bag en facade med såkaldt
’selv-organisering’. De hævder at de ikke har nogle ledere eller
politik. Men i så fald, hvem bestemmer så? Hvis der ikke er nogen
politik, kan der ikke være nogen aktioner overhovedet. De seneste
demonstrationer blev i aller højeste grad organiseret og koordineret på
internationalt plan. Og det er godt, sådan bør det være.
Men
uden nogen organisation, er der ingen, udover en lille klike i toppen,
som har noget at skulle have sagt om hvor, hvornår og hvorfor. Sådan en
bevægelse vil aldrig få den internationale kapitalisme til at ryste i
bukserne.
En af de bedst kendte anarkistgrupper i
Storbritannien, Reclaim the Streets, gemmer det lidt af vejen i deres
første maj udgivelse, ’Maybe’. Men hvem er det, som har skrevet
artiklerne, hvem er det som har besluttet hvad der blev bragt og hvad
der blev lukket ude, og hvor kom pengene fra? Vores intention er ikke
at beskylde dem for lusket finansiering, men derimod at påpege at al
denne snak om ”ingen ledere”, er en myte.
På side 20, siger de,
at ”Reclaim the streets er ikke-hierakisk, spontan og selvorganiseret.
Vi har ingen ledere, ingen komité, ingen direktørbestyrelse, ingen
talsmænd. Der er ingen central enhed for beslutningstagelse, ingen
strategisk plkanlægning og produktion af ideologi. Der er intet
medlemskab og ingen formaliseret forpligtelse. Der er ingen masterplan
og ingen førdefineret agenda.”
Der er to problemer her. Hvem
er ”vi”, som lavede denne udtalelse og hvem besluttede den. For det
andet, hvis det er sandt, ville det ikke være noget at være stolte af.
Om man synes om det eller ej, kan det kiapitalistiske system aldrig
væltes med sådanne tilfældige og sjuskede metoder.
Der er
ingen teori, ingen sammenhængende analyse af samfundet og intet
alternativt program. At prale med mangel på retning, mangel på formål
og på sammenhæng, stillet over for en så velorganiseret fjende som
international kapital, er på alle måder uansvarligt.
I
realiteten mangler lederne af disse bevægelser ikke ideologi, de er
anarkister. Anarkisme er ikke et simpelt bandeord, men kommer derimod
fra det græske ord ’anarchos’, som betyder ’uden regering’. For
anarkister er staten - institutter i regeringen, hæren og politiet,
etc. – roden til alle onder i verden. Den må ødelægges og erstattes –
ikke med en ny form for regering – men med den umiddelbare indførelse
af et statsløst samfund.
Denne modstand imod staten og
autoritet leder til en afvisning af enhver form for parlamentarisk
aktivitet og til at modstand imod medlemskab af ethvert politisk parti
og kamp for reformer, som jo er politiske ændringer igennem staten.
Selvfølgelig
er marxismen også imod den kapitalistiske stats brutale domination.
Marx så at det fremtidige samfund uden en stat, men i stedet ”med en
association hvor hver enkelts frie udvikling er en betingelse for alles
frie udvikling”. Dette er et selv-regerende folk. Spørgsmålet er,
hvordan kan det opnås?
Eftersom anarkisme ser staten som roden
til alle onder, mener den derfor at disse problemer ville blive løst af
statens tilintetgørelse. Marxismen ser i midlertidig, at hovedproblemet
er at samfundet er klasseopdelt, hvor et mindretal som ejer de
produktionsmidler der skaber al rigdom og et flertal med os, hvis
arbejde er kilden til al denne rigdom. Det er klasseopdelingen i
samfundet, som giver plads til staten – for mindretallet har brug for
en specialstyrke til at vedholde deres hersken over mindretallet – som
har udviklet sig over tusinder af år og er endt som de strukturer vi
har i dag.
Afskaffelse af staten
Den
moderne kapitalistiske stat kan have mange ansigter, monarki, republik,
diktatur, osv. men i sidste ende er dens formål det samme; at
vedligeholde kapitalistklassens mindretals diktatur. Marxismens mål er
derfor ikke blot at afskaffe staten, men at gøre op med
klassesamfundet.
Staten blev født ud af en splittelse i
samfundet i klasser, for at forsvare den private ejendom. Så længe der
er klasser, vil der være en stat. Så hvorledes kan klassesamfundet
afsluttes?
Ikke ved at benægte den, men derimod ved den ene af
de stridende klassers sejr. Kapitalismens trium betyder ruin for
millioner af mennesker. Som Marx engang forklarede, er valget foran os
socialisme eller status quo, socialisme eller barbari. Kapitalisternes
konstante profitjagt vil drive endnu flere millioner ned i fattigdom og
sult. Deres stræben efter kontrol med markederne og råmaterialerne vil
føre til endeløs krig og ødelæggelse
Arbejderklassens sejr kan
kun betyde ødelæggelsen af den kapitalistiske stat. Men vil
kapitalisterne tage deres nederlag som sportsmænd og kaste håndklædet i
ringen, uden problemer? Nej, al historie viser at de aldrig vil det.
Arbejderne har brug for at oprette en ny stat for første gang, for at
forsvare flertallets styre imod mindretallets.
Lenin i sit mesterværk, Staten og revolutionen,
argumenterer med at ”Proletariatet har kun brug for staten
midlertidigt. Vi er på ingen måde uenige med anarkisterne i, at statens
afskaffelse er vort mål. Vi vedholder, at det, for at opnå dette mål,
er brug for midlertidigt at gøre brug af de instrument ressourcer, og
statsmagtsmetoder imod udbytterne.”
På samme måde forklarede Trotskij, i Stalinisme og bolsjevisme,
at ”Marxisterne er fuldstændig enige med anarkisterne om det endelige
mål: statens afskaffelse. Marxister ’dyrker’ kun staten i den
udstrækning, den ikke afskaffes blot ved at blive ignoreret.”
Dette
vil helt fra begyndelsen af være noget der ikke er lig tidligere
statsmaskiner. Fra dag ét ville det i praksis være en semi-stat. Alle
tidligere revolutioners opgave var at overtage statsmagten. Fra
erfaringen med Pariserkommunen i 1871, konkluderede Marx og Engels at
det ikke ville være muligt for arbejderne blot at bruge det gamle
statsapparat, de vil blive nød til at erstatte det med et helt nyt, der
tjener flertallet af samfundets interesser og ligger grunden for et
socialistisk samfund.
For at sikre, at arbejderne opretholder
kontrol over denne stat, argumenterer Lenin for at valg af alle
embedsmænd er nødvendigt, med ret til at trække deres mandat tilbage og
med lønninger på niveau med almindelige arbejderes. Alle bureaukratiske
opgaver skal roteres. Der skal ikke være nogen speciel væbnet styrke
som står adskilt folket, og vi ville tilføje, at alle politiske partier
på nær fascisterne, ville være lovlige.
Denne stats opgave,
vil være, at udvikle økonomien, så nød kan udryddes. Mindre nød,
betyder mindre behov fort at regere samfundet og dermed mindre behov
for en stat. Klassesamfundet og staten vil begynde at visne bort,
eftersom folkets regering, den ene klasses hersken over en andens,
erstattes med en administration af tingene, den planlagte brug af
ressourcerne for at imødegå samfundets behov.
Anarkismens
utopiske kald til afskaffelse af staten på én nat, viser hverken en
forståelse af hvad en stat er, eller den nødvendige handlingsplan for
at opnå dette mål i sig selv.
Da den moderne anarkistiske
filosofi udviklede sig i det 19. århundrede ved siden af kapitalismens
eksplosive vækst og dens statsmaskine. Det repræsenterede et oprør på
vegne af en del af småborgerskabet, stillet overfor deres position i
samfundet, drevet i en blindgyde af monopolernes vækst.
Deres
sag blev fremført af Mikhail Bakunin og hans støtter i første
internationale. Ved en anarkistisk konference i 1872, argumenterede de
med, at ”proletariatets aspirationer kan ikke have andre formål end
skabelsen af en absolut fri økonomisk organisation og føderation
baseret på arbejde og lighed og helt uafhængige af enhver politisk
regering, og en sådan organisering kan kun blive realitet igennem
proletariatets egen spontane aktion…..ingen politisk organisation kan
være andet end en organisation, der regerer i en klasses interesser og
til skade for masserne….proletariatet, ville blive en herskende og
udbyttende klasse, hvis det nogensinde skulle tage magten….”
Erobring af magten
Selv
om det lyder temmelig radikalt er det ikke desto mindre en opskrift på
inaktivitet og katastrofe. Som Trotskij forklarede, så betyder ”at
nægte at erobre magten, frivilligt at overlade magten til de, der
udøver den, udbytterne.
Enhver revolutions kerne bestod og
består i at sætte en ny klasse ved magten, og dermed gøre den i stand
til at virkeliggøre sit eget program. Det er umuligt at føre krig og
nægte at sejre. Det er umuligt at føre masserne frem til opstand uden
at forberede sig på erobring af magten.”
Anarkister ser i
Sovjetunionens degenerering til et totalitært diktatur et bevis for, at
Bakunin havde ret. I virkeligheden er det kun Leon Trotskij og
marxismen, der har været i stand til at forklare årsagerne til denne
degenerering, og ikke fundet dens rødder i menneskers hoveder eller
personligheder, men i det virkelige livs betingelser med borgerkrig,
intervention af udenlandske hære og nederlaget til revolutionen i
Europa. Anarkismens standpunkt tjener kun til at styrke den borgerlige
bagvaskelse om, at stalinismen udsprang af bolsjevismen.
I
begyndelsen fandt denne moderne anarkisme en vis støtte blandt
arbejdere. Imidlertid lærte arbejderne gennem kamp om behovet for
organisering i form af fagforeninger, og desuden for politisk
organisering, hvilket førte til opbyggelsen af arbejdernes
massepartier.
Bakunin og co. fordømte deltagelse i parlamentet
og kampen for reformer som forræderi mod revolutionen, de ”afviste al
politisk handling, der ikke som sit umiddelbare og direkte mål har
arbejdernes sejr over kapitalisme og, som en konsekvens heraf,
afskaffelsen af staten.”
Marxismen kæmper for erobring af den
politiske magt og opbyggelsen af et socialistisk samfund, under hvilket
staten vil dø bort. Bør arbejderne indtil da afstå fra politisk
aktivitet? Intet ville stille Blair og arbejdsgiverne mere tilfreds.
Naturligvis
ikke; vi må kæmpe kampen for enhver forbedring, uanset hvor lille den
end er, og på hver bane, der er åben for os. Kun en dilettant kan nægte
højere løn eller et bedre sundhedssystem. Præcis gennem disse kampe, og
kampene for at omforme arbejdernes organisationer, fagforeningerne og
partierne, lærer vi og bliver mægtigere, og bringer den dag, hvor det
er muligt endegyldigt at omdanne samfundet, tættere på.
Reformer under kapitalismen
Marxister
kæmper for enhver reform, men forklarer samtidig, at så længe
kapitalismen fortsætter, er ingen af disse fremskridt sikrede. Kun
socialismen kan for alvor løse samfundets problemer.
Vore
moderne anarkister, ”Reclaim the Streets” (”Genindtag gaderne”) og
andre, har i Storbritannien ingen støtte blandt de organiserede
arbejdere. Nogle radikaliserede unge bliver imidlertid tiltrukket af
deres holdning om ”direkte aktion”.
Der er et tomrum på grund
af fraværet af en masseorganisation for arbejderungdommen, der i kampen
for et socialistisk program kunne tiltrække disse unge arbejdere og
studenter. Når toppen af fagforeningerne ikke viser en vej fremad, og
Labour-regeringen angriber unge mennesker, kan dette tomrum
midlertidigt fyldes af grupper som Reclaim the Streets.
Men
hvilke handlinger foreslår de? I deres pressemeddelelse fra 2. maj 2000
forklarer de: ”Vi protesterede ikke. I et ligegyldigt parlaments skygge
plantede vi frøene til et samfund, hvor almindelige mennesker
kontrollerer deres land, deres ressourcer og deres beslutninger. Haven
symboliserede en tilskyndelse til at være selvstændig i stedet for at
være afhængig af kapitalismen.”
Den kendsgerning, at parlamentet
er magtesløst over for tab af arbejdspladser eller ødelæggelsen af
miljøet demonstrerer blot, at det tjener kapitalismens interesser. Men
under pres fra neden er det muligt at gennemføre reformer til gavn for
almindelige mennesker gennem parlamentet.
Det nytter ikke
noget at erklære parlamentet for ligegyldigt og vende ryggen til det,
når flertallet ikke er enig i dette og stadig ser til regeringen for at
forbedre deres liv. Dette er en afspejling af sekternes holdning til
Labour-partiet. Hvert eneste middel, der kan benyttes til at forbedre
vores liv, må benyttes.
”Selvstændighed”
I hvert tilfælde er denne
”selvstændighed” intet alternativ. Selvstændighed giver dig ikke
elektricitet i huset, uddanner dine børn eller behandler dig, når du er
syg.
Vi har ressourcer til at tilfredsstille alle samfundets
behov, det eneste problem er, at vi ikke ejer dem. Individualisme
(selvstændighed) kan ikke være noget alternativ til socialisme, hvor
alle samfundets ressourcer står til vores rådighed, og vi ligeligt yder
hvad vi kan til samfundet.
Guerilla-havedyrkning og dets
beslægtede varianter, der er skudt frem forskellige steder, er intet
andet end en aflægger af den gamle utopiske ide om at ændre samfundet
ved eksemplets magt. Rødderne til denne ide ligger i idealistisk
filosofi.
Filosofisk idealisme henviser til, at folks handlinger
er en konsekvens af deres tanker, at ideer og ikke vores
livsbetingelser bestemmer vores anskuelser. Når vi gennem en lang
akkumulationsproces ændrer folks tanker, så vil vi leve anderledes, og
kapitalismen vil ganske enkelt blive overflødig. Kapitalistklassen vil
angiveligt sidde stille og se til, at deres system falder fra hinanden.
Mens
de tror på en revolutionær kamp til at omstyrte kapitalismen,
argumenterer anarkisterne for, at den må erstattes af … intet. Men uden
et centralt apparat, hvordan vil togene køre til tiden, hvordan vil
organtransplantation blive organiseret, hvordan vil verdens ressourcer
blive kanaliseret så sult permanent kan overvindes.
I deres avis fortæller Reclaim the Streets os, at ”Muligvis ønsker
de radikale sociale bevægelser, der i stigende grad samler sig, ikke at
erobre magten, men at opløse den. De drømmer om mange autonome
alternative former for social organisering, former der er direkte
forbundet til lokaliteternes specifikke behov.
Hvad der
muligvis er alternativet til kapitalismen for folk, der bor i en
boligblok i Croydon er komplet anderledes end det, der kan være det
passende alternativ for indbyggerne i Delhis slum.”
Det kan ikke være ligegyldigt for os, hvilken form et nyt samfund
vil tage i forskellige lande eller endda forskellige regioner. Den
økonomiske magt, vi har skabt igennem århundreder, kan og skal blive
brugt på en planlagt rationel og rationel facon for at udrydde sult,
sygdom og analfabetisme. Den må bruges i hele samfundets interesser.
Det
kan kun lade sig gøre gennem en demokratisk planlægning af samfundet,
hvor magten i vore fingerspidser kan bruges med respekt for planetens
fremtid, bevarelse af dens ressourcer, vore egne arbejdsforhold og
levestandard. Om vi kan lide det eller ej vil det ikke udrydde
hungersnød og sult at dyrke nogle få gulerødder på tomme jordstykker.
Vi har magten til at gøre netop dette, men kun hvis vi kombinerer ny
teknologi, industri og talentet og den aktive deltagelse hos millioner.
Den
økonomiske styrke, vi har skabt, kan sammenlignes med lynets
ødelæggende kraft, utæmmet og anarkistisk under markedet, og dog
forandrer elektricitet, organiseret i kabler og ledninger, vores liv.
Industrien er ikke fjenden, ej heller maskinerne. Staten er, men kun
som et symptom, ikke sygdommen selv. Det er kapitalismen og dens
ejerskab af økonomien, dens styring af samfundet, som vi må udskifte.
Vor tids opgave er at sammensætte arbejderklassens styrke og
erfaringer og dens store organisationer med ungdommens kraft og energi
på internationalt plan, på grundlag af en klar forståelse af, hvad
kapitalisme er, hvad staten er, og et program for at ændre samfundet.
Det kræver en kombination af teori og handling.
I denne kombination ligger marxismens styrke.
Hvis
du ønsker at kæmpe imod kapitalismen, så gør det fuldt bevæbnet med et
socialistisk program og perspektiv. Gå med os i kampen for den
socialistiske omdannelse af planeten.
|
