Denne artiklen er en oversættelse af en artikel oprindeligt udgivet den 7. januar 2022 på marxist.com.
Torsdag den 6. januar blev den kasakhstanske hær og sikkerhedsstyrker, med opbakning fra russiske specialstyrker, indsat for med magt at nedkæmpe, hvad der har udviklet sig til den største massebevægelse i Kasakhstan siden Sovjetunionens kollaps.
[Source]
Gadekampe fandt sted i adskillige større byer efter myndighederne erklærede undtagelsestilstand og indsatte hæren for at genetablere sit greb om magten. I en meddelelse, formuleret med formål om at chokere og provokere, fortalte en talsmand for politiet på nationalt TV at ”dusinvis af gerningsmænd var blevet likvideret”. Der har været rapporter om at hundredvis af demonstranter er tilskadekommet og at tusindvis er blevet arresteret. Over TV, fredag den 7. januar, sagde præsident Kassym-Jomart Tokayev at han personligt havde givet sikkerhedsstyrker og hæren ordrer til at ”åbne ild med dødbringende magt” imod hvad han kaldte ”banditter og terrorister”.
Det er tydeligt at statsapparatet, hurtigt og voldeligt, forsøger at genetablere kontrollen over situation, som den så ud til at have mistet de sidste par dage. Alle lufthavne, veje, pladser og andre knudepunkter for kommunikation og transport, som demonstranter tidligere havde overtaget, er nu tilbage i statens hænder.
I fraværet af en klar ledelse og organisation, set det ud til at statens overvældende magt, indtil videre, har formået at slå demonstrationerne ned, som ugen forinden ellers havde opslugt alle større byer i landet. Bevægelsen antog en opstandslignende karakter efter den løb lufthavne og regeringsbygninger over ende, og der var indikationer på fraternisering mellem politi og demonstranter. Uden en klar plan for, hvad det næste skridt måtte være, svingede initiativet over til kontrarevolutionens side, som formåede at reorganisere sig og slå tilbage med en kombination af indrømmelser og rå magt.
Konfronteret med den magtfulde bevægelse var staten tvunget til, i første omgang, at give et antal vidtrækkende indrømmelser, såsom en reduktion af gaspriser i Mangystau regionen og introduktionen af satsregulering af benzin, diesel, naturgas, basale fødevarer, samt hele regeringens afgang. Disse indrømmelser havde styrket bevægelsens selvtillid og ansporet den til at tage videre skridt frem, mens statens styrker langsomt disintegrerede. Tokayev så ud til at bukke under for presset fra begivenhederne, hvilket skabte udbredt demoralisering og desorientering i statsapparatets rækker.
Torsdag den 6. trådte Tokayev imidlertid i karakter. Tokayev havde indtil da fungeret som en de facto overgangspræsident, mens tidligere præsident Nursultan Nazarbayev bag tæppet besad den virkelige magt. Tokayev afskedigede regeringen, skubbede Nazarbayev til side, erklærede undtagelsestilstand og tilkaldte assistance fra russiske tropper (under dække af den kollektive sikkerhedspagt). Dette dristige og selvsikre træk indgød statsmagten med nyt mod og ny selvtillid, som muliggjorde den offensiv vi senere var vidner til.
Eftersom mange af de oprindelige krav var blevet opnået, og i fraværet af et klart næste mål, begyndte nogle af bevægelsens lag at tøve. Denne tendens blev styrket af plyndringerne og den meningsløse vold, hvoraf størstedelen uden tvivl blev promoveret og orkestreret af staten. Under disse forhold, og med udsigt til at kæmpe imod statens repression uden nogen klar organisation eller politisk program, har et lag trukket sig tilbage, hvilket efterlod de mest radikale elementer isoleret i gaden.
Men mens gaderne er blevet ryddet nogle steder, såsom i Almaty og i hovedstaden Nursultan, så fortsætter demonstrationerne steder såsom Zhanaozen og Aktau. Det kan ikke udelukkes at bevægelsen vil blive radikaliseret og tage nye skridt frem, når først den er kommet sig over chokket. Uanset, hvad der sker, så er dette på ingen måde afslutningen på den kasakhstanske revolution. Tværtimod. Det er kun begyndelsen.
Ustabilitet forude
Hvad vi er vidne til, er et vendepunkt i Kasakhstans historie. Landet, som i årevis har været fremhævet af de borgerlige som et pragteksempel for stabilitet, er nu på vej ind i en ny periode af ustabilitet, krise og klassekamp. Regimets strategi vil være at slå bevægelsen tilbage gennem en kombination af voldelig repression og økonomiske indrømmelser.
Kasakhstan her nogle af verdens største reserver af chromit, wolfram, bly, zink, mangan, sølv og uran. Det har også betydelige reserver af bauxit, kobber, guld, jernmalm, kul, naturgas og olie. På baggrund af disse naturressourcer har landet bygget statsejede investeringsfonde af betydelig størrelse, som det kan gøre brug af til at give visse sociale og økonomiske indrømmelser.
Dette vil imidlertid ikke være nok til at købe varig stabilitet. Disse ressourcer er afhængige af en verdensøkonomi, som, på nuværende tidspunkt, befinder sig i kritisk tilstand. I 2014 da prisen på olie og mineraler begyndte at falde, som resultat af den aftagende økonomiske vækst i Kina og Vesten, faldt Kasakhstans BNP fra 4,2 til 1,2 procent. Situationen blev yderligere forværret da pandemien ramte; priserne steg og de fattiges adgang til velfærd blev mindre. I den kommende periode, vil verdensøkonomien opleve nye nedture, som vil lægge yderligere pres på Kasakhstans økonomi, hvilket betyder at den herskende klasse er tvunget til at angribe levestandarden for den almene kasakher for at opretholde deres egen position.
I to årtier kunne det kasakhstanske regime, ledt på bonapartistisk vis af Nursultan Nazarbayev, opretholde en relativ stabilitet på baggrund af en økonomi der voksede hurtigt og en relativ fremgang i levestandarden - i det mindste for nogle dele af befolkningen. Den tid er imidlertid forbi. Med sin håndteringen af demonstrationerne har regimet miskrediteret sig selv markant, og regimet vil i stigende grad være nødt til at basere sig på rå magt for at opretholde sig selv, et faktum som vil skubbe endnu flere lag over i oppositionens lejr. Den ”lov og orden” som Tokayev dermed så stolt har udråbt i Nur-Sultan og Almaty vil lægge grundlaget for en ny periode af ustabilitet og klassekamp.
En farverevolution?
Nogle folk på venstrefløjen har været hurtige til at stemple bevægelsen i Kasakhstan som en ”farverevolution”, orkestreret af Vesten som led i et forsøg på at isolere Rusland. Ifølge denne analyse er det vi ser i Kasakhstan magen til den reaktionære Maidan bevægelse i Ukraine, som i sin essens var en bevægelse kontrolleret af højrefløjs- og fascistiske elementer opildnet af Washington. Det er imidlertid en overfladisk sammenligning, der ignorerer den faktiske situation i Kasakhstan.
Faktisk har liberale og småborgerlige elementers tilstedeværelse i den bevægelse, som vi har været vidne til over den sidste uge været stærkt begrænset. I modsætning til protestbevægelserne i 2018 og 2020, så har den nye bevægelse haft en ægte revolutionær karakter og var startet af arbejdere, som spillede en afgørende rolle, såvel som af fattige arbejdsløse og middelklasse elementer.
Bevægelsens startpunkt og det oprindelige epicenter var i den vestlige region Mangistau, som er de store olieselskabers kerneområde og hjemsted for en stor og magtfuld industriel arbejderklasse med radikale traditioner. Regionen huser Zhanaozen, en by hvori titusinder af oliearbejdere gik i strejke i 2011, og essentielt set besatte byen igennem syv måneder, inden de brutalt blev undertrykt af væbnede styrker. Det er tydeligt at denne erfaring spiller en vigtig rolle i bevægelsen i dag, som i høj grad var baseret på denne regions kamptraditioner.
Bevægelsens imponerende udvikling, over få dage, blev forklaret ganske godt i en udtalelse fra the Socialist Movement of Kazakhstan, som vi her citerer et længere uddrag fra:
“Der foregår lige nu en ægte folkelig opstand i Kasakhstan. Fra begyndelsen havde protesterne en klar social og klassekarakter; fordoblingen af prisen på flydende gas var kun dråben, som fik bægeret til at flyde over. Begivenhederne begyndte trods alt i Zhanaozen, på oliearbejderes initiativ, som blev en form for politisk hovedkvarter for hele protestbevægelsen.
Bevægelsens dynamikker udgør et stærkt pejlemærke. Eftersom den startede som en social protest begyndte den hurtigt at sprede sig, og faglige organisationer brugte deres møder til at formulerede egne krav, som lød på en lønstigning på 100%, annullering af urealistiske produktionsmål, forbedring af arbejdsforhold og frihed til faglig organisation. Det resulterede i at hele Mangystau regionen den 3. januar var opslugt af en generalstrejke, som spredte sig til naboregionen Atyrau.
Det er bemærkelsesværdigt at oliearbejderne på Tengizchevroil company, hvoraf 75% er i hænderne på amerikanske multinationale selskaber, gik i strejke den 4. januar. Det var her, hvor 40.000 arbejdere var blevet fyret i december måned og en ny fyringsrunde var planlagt. Arbejderne fik efterfølgende opbakning i løbet af dagen fra oliearbejdere fra Aktobe, Vest-Kasakhstan og Kyzylorda regionen.
Derudover udbrød der samme aften strejke blandt minearbejdere hos ArcelorMittal Temirtau company i Karaganda regionen. Der udbrød også strejke på kobberstøberier og miner ejet af Kazakhmys corporation, hvilket betyder at man allerede nu kan anse situationen som en generalstrejke i mineindustrien på tværs af landet. Der var også krav om højere lønninger, en sænkning af pensionsalderen, samt et krav om ret til at drive egne fagforeninger og til at strejke.
På samme tid begyndte massemøder at finde sted i Atyrau, Uralsk, Aktobe, Kyzyl-Orda, Taraz, Taldykorgan, Turkestan, Shymkent, Ekibastuz, og i byer på tværs af Almaty regionen og i selve Almaty, hvor lukningen af byens gader ledte til direkte sammenstød mellem demonstranter og politi natten imellem den 4.-5. januar. Som resultat af sammenstødene blev byens akimat (det regionale regeringskontor) imidlertid besat af demonstranter. Det gav Kassym-Jomart Tokayev en undskyldning for at erklære undtagelsestilstand.
Det bør tages i betragtning, at talerne i Almaty hovedsageligt tiltrak sig unge arbejdsløse og interne migranter, som bor i metropolens forstæder, samt arbejdere i midlertidige og lavtlønnede jobs. Forsøg på at berolige dem med løfter om at reducere prisen på benzin med 50 tenge, udelukkende for regionerne Mangystau og Almaty, har ikke tilfredsstillet nogen.
Kassym-Jomart Tokayev’s beslutning om at afsætte regeringen og derefter fjerne Nursultan Nazarbayev fra posten som formand for sikkerhedsrådet, var heller ikke nok til at standse protesterne. Allerede den 5. januar begyndte massedemonstrationer i regional centre i det nordlige og østlige Kasakhstan, hvor ingen tidligere havde været - i Petropavlovsk, Pavlodar, Ust-Kamenogorsk, Semipalatinsk. På samme tid var der forsøg på at storme de regionale akimat bygninger i Aktobe, Taldykorgan, Shymkent og Almaty.
I Zhanaozen fremsatte arbejdere nye krav på deres massemøder, heriblandt at den nuværende præsident og alle Nazarbayev’s embedsmænd skulle træde tilbage, genetableringen af forfatningen fra 1993, frihed til at danne partier, frihed til at danne fagforeninger, frigivelse af politiske fanger og en ende på undertrykkelse. Et ‘ældsteråd’ blev omgående dannet, som blev en uformel autoritet.
På denne måde blev de krav og slogans, som nu bliver brugt i forskellige byer og regioner, spredt til hele bevægelsen, og kampen fik et politisk indhold. Lokalt bliver der også gjort forsøg på at danne komiteer og råd til at koordinere kampen.”
Hvad vi tydeligt ser fra det ovenstående citat, er hvilken enorm rolle Mangystau industriarbejderklassen har haft i at lede bevægelsen i begyndelsen og udstyret den med et proletarisk politisk program og metoder for organisering og kamp. Imens har de vage demokratiske og nationalistiske krav, fra den vestlige støttede liberale opposition, i bedste fald været perifere.
I et meget interessant interview publiceret i Zanovo-media, svarede Aynur Kurmanov - en af lederne af Socialist Movement of Kazakhstan, der lever i eksil - på anklagen om at bevægelsen skulle være en konspiration orkestreret af vestlige magter.
“Dette er ikke [som] Maidan, på trods af at mange politiske kommentatorer forsøger at præsentere det således. Hvor kom sådan et fantastisk niveau af selvorganisering fra? Det er baseret på arbejdernes erfaringer og traditioner. Siden 2008 har strejker rystet Mangistau regionen, og strejkebevægelsen begyndte helt tilbage i 2000’erne. Der har været konstante krav om at nationalisere olieselskaberne, selv uden uden nogen indblanding fra Kommunistpartiet eller andre venstrefløjsgrupper. Arbejderne så ganske enkelt med deres egne øjne, hvad privatiseringer og udenlandske kapitalisters opkøb havde ført til. I løbet af de første demonstrationer fik de en enorm erfaring i form af kampmetoder og solidaritet. Et liv i vildmarken får folk til at holde sammen: det var på det grundlag at arbejderklassen og resten af befolkningen stod sammen. Arbejdernes demonstrationer i Zhanaozen og Aktau satte tonen for resten af landets regioner. Jurter og telte, som demonstranter begyndte at opsætte på byernes centrale pladser, var ikke inspireret fra ‘Euromaidan’: de stod i Mangistau regionen under de lokale strejker sidste år. Befolkningen bragte selv vand og mad til demonstranterne.”
Ikke nok med at arbejderne i Mangystau regionen ikke er i ledtog med amerikansk imperialisme, så har de ovenikøbet en rig tradition for at bekæmpe vestlige multinationale selskaber! Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er nogen borgerlige ’liberale’ og nationalistiske organisationer, som forsøger at udnytte bevægelsen, men én ting er sikker: de startede ikke bevægelsen og de har ikke i kontrol over den.
Kasakhstan, Rusland og Vesten
Det ville være ukorrekt at portrættere Kasakhstan som et land, der er domineret af Rusland. Det kasakhstanske regime ledt af Nazarbayev brugte 30 år på at balancere mellem Rusland, USA, Kina og endda Tyrkiet. Regimet spillede de forskellige magter ud imod hinanden, for at opnå den bedste aftale for sig selv. Det er desuden ikke Rusland men derimod USA, som står øverst på listen over udenlandske investorer i Kasakhstan, takket være investeringer fra Chevron og ExxonMobil. Chevron er i sig selv den største investor i Kasakhstan.
Samtidig er størstedelen af det kasakhstanske etablissements store rigdom opbevaret i Vesten og i Golfstaterne. Nursultan Nazerbayev’s primære indenrigspolitik var ikke anti-vestlig, men anti-russisk kasakhstansk nationalisme, hvilket har skabt en farlig kløft imellem kasakhere og russere i landet.
Der er intet plot, som skal give amerikansk imperialisme adgang til Kasakhstan - for amerikansk imperialisme er der allerede, og profiterer fint fra dens tilstedeværelse! Det samme gør den herskende klasse i Kasakhstan. Forholdet blev klart formuleret af Ned Price fra US State Department, som afdæmpet udmeldte at USA: ”håber at regeringen i Kasakhstan hurtigt vil være i stand til at adressere problemerne, som fundamentalt set er økonomiske og politiske.” Price fortsatte ved derefter at understrege at USA er en ”partner” for den Centralasiatiske nation!
Antony J. Blinken, US Secretary of State, som talte med Kasakhstans udenrigsminister Mukhtar Tileuberdi, ”gentog USA’s fulde støtte til Kasakhstans forfatningsmæssige institutioner og pressefrihed og advokerede for en fredelig løsning på krisen, som respekterer rettighederne.”. Disse ord kommer ikke fra en aggressiv imperialistisk magt, som forsøger at tvinge sig adgang til Kasakhstan, men derimod fra en imperialistisk magt, som er nervøs for landets fremtidige stabilitet, og det kasakhstanske regimes evne til at sikre USA’s interesser. Derimod afslører det Vestens impotens og manglende evne til at intervenere, selv hvis de ønskede at gøre det.
Samtidig holder Rusland nervøst øje med udviklingen i Kasakhstan. Ligesom bevægelsen i Hviderusland så udgør den kasakhstanske bevægelse en trussel imod stabiliteten i Rusland, hvor masserne lider under lignende forhold. Ruslands militære intervention har derfor et vigtigt indenrigs formål. Dette betyder dog ikke, at Putin ikke vil forlange en form for ”betaling” for at have reddet det kasakhstanske regime, ligesom at han forlangte lydighed fra regimet i Hviderusland. USA vil imidlertid være ude af stand til at gøre noget ved det. Det er derimod sandsynligt at USA i stigende omfang bliver afhængigt af Rusland, til at beskytte sine interesser i landet.
Hvilken vej frem?
Hvad vi er vidne til er ikke en farverevolution, en CIA konspiration, eller et opgør imellem to forskellige dele af den kasakhstanske herskende klasse. Det er en oprigtig revolutionær bevægelse bestående af arbejdere, unge, fattige og undertrykte.
Den er baseret på det program og de organisatoriske kampmetoder, som er udviklet af det mest avancerede lag af den industrielle arbejderklasse. Disse metoder (strejker, massedemonstrationer, osv.) og et program med økonomiske, sociale og demokratiske krav, var enormt effektive, hvilket blev illustreret ved den fart som bevægelsen udviklede sig med, som på kun fire dage truede med at vælte hele staten.
Spørgsmålet om ledelse og organisering forbliver imidlertid bevægelsens største svaghed. Uden en national organisering for arbejderklassen var bevægelsen ude af stand til at udbrede strejken til en national, revolutionær generalstrejke; og ude af stand til at svare igen på regimets manøvre. Bevægelsen fejlede også i at organisere en systematisk kampagne for endegyldigt at vinde det russiske mindretal, som udgør lige under 20% af befolkningen, over til bevægelsen.
I den næste periode, især hvis vi ser brede lag af masserne forlade gaderne, vil borgerlige liberale elementer uden tvivl forsøge at kapre resterne af bevægelsen. På grund af manglen på et solidt nationalt arbejderparti til at modsvare deres manøvre, kan det endda være at de vil lykkes. Udfaldet af kampen imellem disse to forskellige tendenser i bevægelsen er imidlertid ikke afgjort på forhånd. At karakterisere den nuværende bevægelse som reaktionær, betyder på nuværende tidspunkt at kapitulere inden kampen overhovedet er begyndt. Der er i stedet for behov for at de mest revolutionære elementer drager lektioner fra begivenhederne, og påbegynder opgaven med at bygge en revolutionær ledelse, baseret på de mest avancerede lag af arbejdere og unge.
Her må vi erklære os uenige med Aynur Kurmanov, som vi citerede ovenfor, der lader til at foreslå, at selv hvis en borgerlig liberal opposition kom til magten, så ville det på en eller anden måde være en fordel for arbejderklassen. I interviewet nævnt ovenfor, siger han:
“Venstrefløjsgrupper i Kasakhstan eksisterer mere i form af små cirkler og kan ikke i seriøst omfang påvirke begivenhedernes gang. Oligarkiske og andre udenlandske magter vil forsøge at overtage eller i det mindste udnytte bevægelsen til deres eget formål. Hvis de vinder, vil der udbryde en åben kamp mellem forskellige grupper af borgerskabet omkring omfordeling af ejendom, en sand ‘alle mod alle krig’. Men arbejderne vil i hvert fald kunne vinde visse friheder og få nye muligheder, inklusiv frihed til at danne deres egne partier og uafhængige fagforeninger, som i fremtiden vil facilitere kampen for deres rettigheder.” (Vores kursivering).
Vi må advare imod enhver form for illusion af denne art. Arbejderklassen og revolutionære bevægelser må ikke på nogen promovere borgerlige liberale kræfter. Den liberale ”demokratiske” oppositions rolle er at udvande klassekarakteren af bevægelsen og klassemodsætningerne i samfundet generelt. Som erfaringerne med Nationalligaen for demokrati i Burma, Maidan bevægelsen i Ukraine og adskillige andre revolutioner viser, så er den liberale oppositions rolle at redde systemet. De er fjender af masserne, og som revolutionære må vi bekæmpe enhver indrømmelse til disse kræfter. Ethvert samarbejde, eller velvillighed til samarbejde, med sådanne reaktionære vil miskreditere og underminere bevægelsen. Det vil ikke løse nogle af de arbejdende massers problemer, ved at en anden bande af kapitalistiske oligarker kommer til magten. Selvom de foregiver at være “demokratiske” og “liberale”, så er der ingen garanti for at disse fine herrer (hvoraf mange for kort tid siden var del af Nazarbayev regimet) ikke vil implementere de samme tiltag og bruge de samme metoder med at forbyde venstrefløjspartier og fagforeninger, fængsle venstrefløjs- og fagaktivister, og svare massemobiliseringer med repression.
Masserne af arbejdere og fattige kan kun stole på deres egne styrke, når det kommer til opgaven med at afslutte den kasakhstanske revolution. På baggrund af radikale, proletariske metoder og krav har de på få dage opnået mere end nogen liberal NGO kunne have drømt om at opnå på et årti. De har vundet en række sejre og væltet den siddende regering og den gamle diktator. Kun ved at styrke denne kamp kan de afslutte opgaven med at vælte hele det rådne regime.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]