Danish translation of Capitalism Versus Science (August 12, 2009)
Vi får hele tiden at vide, at kapitalismen er en drivkraft for innovation, teknologi og videnskabelige fremskridt. Vi får at vide, at konkurrence kombineret med profitmotivet skubber videnskaben fremad og giver store virksomheder et motiv til at opfinde ny medicin og nye behandlingsformer. Det frie marked, får vi at vide, er den største spore til menneskelig fremgang. Men faktisk er det stik modsatte tilfældet. Patenter, profit og privat ejendomsret til produktionsmidlerne er i virkeligheden de største forhindringer, videnskaben har kendt til i nyere historie. Kapitalismen står i vejen for alle dele af den menneskelige udvikling. Videnskab og teknologi er ingen undtagelse.
Det nyeste og tydeligste eksempel på, at privatejendom er en hindring for fremskridt er Ida fossilet. Darwinius masillae er en 47 millioner år gammel lemur, der for nylig blev ”opdaget”. Alle, der har interesse for evolutionen, jublede over afsløringen af en overgangsart, der forbinder højerestående primater med laverestående pattedyr. Ida har øjne, der er rettet fremad, korte lemmer og endda modsatrettede tommelfingre. Det mest bemærkelsesværdige er den fantastiske tilstand, hun er bevaret i. Fossilet er 95 procent komplet. Konturen af hendes pels er klart synlig, og forskere har endda været i stand til at undersøge maveindholdet. De har fastslået, at hendes sidste måltid bestod af frugt, kerner og blade. Entusiaster strømmer til New Yorks naturhistoriske museum for at få et glimt af fossilet.
Så hvad har Ida at gøre med kapitalisme? Hun blev faktisk allerede udgravet i 1983, og fossilet har været på en privat samlers hænder lige siden. Samleren indså ikke betydningen af fossilet (ikke overraskende siden han ikke er palæontolog), så det samlede blot støv i 25 år.
Der er et stort internationalt marked for fossiler. Kapitalismen har reduceret disse skatte, der rettelig tilhører hele menneskeheden, til plumpe varer. Fossiler på private hænder bliver jævnligt lejet ud til museer, så de kan studeres eller udstilles. Private fossil-samlinger turnerer verden rundt, hvor de kan tjene penge til deres ejere, i stedet for at underkastes seriøse undersøgelser. Utallige sjældne eksemplarer bliver opbevaret i investeringsselskabers lagre eller i stuerne hos samlere, hvor de tjener som intet andet end samtaleobjekter. Det er umuligt at vide, hvor mange vigtige fossiler, der venter på at blive opdaget i en eller anden millionærs kontor.
Medicinsk forskning
Medicinalindustrien er kendt for at nægte at distribuere medicin til de, der ikke har råd. Manglen på medicin til at bekæmpe aids-pandemien, især i Afrika, er tilstrækkelig til at bevise kapitalismens uduelighed til at give medicin til de, der har brug for det. Men hvilken rolle spiller profitmotivet i udviklingen af ny medicin? De store medicinalvirksomheder har et lige så fordømmende generalieblad når det kommer til deres forskning og udvikling.
Aids-patienter kan betale titusindvis af dollars hvert år for den medicin, der har brug for til at holde sig i live. I 2003, da et nyt lægemiddel ved navn Fuzeon blev indført, var der ramaskrig over prisen. Patienterne ville få en regning på over 20.000 dollars om året. Roches bestyrelsesformand og direktør, Franz Humer, forsøgte at retfærdiggøre prisen: ”Vi har brug for at få en anstændig betaling for vores innovation. Dette er et stort gennembrud indenfor behandling … Jeg kan ikke forestille mig et samfund, der ikke ønsker, at innovationen skal fortsætte.”
Men den innovation, Hr. Humer taler om er halvhjertet. Medicinalvirksomheder er ikke motiveret af barmhjertighed; de er motiveret af penge. For en medicinalvirksomhed er en person med aids ikke en patient, men en kunde. Medicinalindustrien har en økonomisk interesse i at sikre, at disse mennesker bliver ved at være kunder. Derfor bliver der gjort meget lidt forsking i at finde en kur. Størstedelen af forskningen i den private sektor handler om at finde nye anti-retroviarale lægemidler – medicin, som patienterne bliver nødt til at fortsætte med at tage så længe de lever.
Der har været et fremstød for at finansiere forsking i en aids-vaccine. Imidlertid kommer langt størstedelen af pengene til sådan forskning fra regeringer og ikke-profit grupper. Medicinalindustrien finansierer ganske enkelt ikke forskning til at modgå denne pandemi. Og hvorfor skulle de også det? Ingen virksomhed i verden vil betale for forskning, der bevidst er rettet imod at lukke deres forretning.
Lignende problemer viser sig i andre dele af den medicinske forskning. Inden for kræftområdet blev der opdaget et meget lovende lægemiddel i begyndelsen af 2007. Forskere fra University of Alberta fandt ud af, at en simpel molekyle, DCA, kan genaktivere mitochondrier i kræftceller og få dem til at dø ligesom normale celler. Det viste sig under forsøgene, at DCA var ekstremt effektiv imod mange former for kræft, og det virker lovende for en egentlig kur imod kræft. DCA er blevet brugt i årtier til at behandle folk med mitochondrie-sygdomme. Dets virkning på menneskekroppen er derfor velkendt, hvilket gør udviklingsprocessen meget mere enkel.
Men kliniske forsøg med DCA er blevet forsinket på grund af ressourcemangel. DCA er ikke patenteret, ej heller er det muligt at tage patent på DCA. Medicinalvirksomheder vil ikke have muligheden for at tjene massiv profit på produktionen af dette lægemiddel, så de er ikke interesserede. Forskerne er blevet tvunget til at rejse penge selv for at finansiere deres vigtige arbejde. Indledende forsøg i lille målestok er nu i gang, og de første resultater er meget lovende. Men der er gået to år siden gennembruddet, og seriøse undersøgelser er først lige kommet i gang. Det medicinske fakultet på University of Alberta er blevet tvunget til at tigge penge fra regeringen og non-profit organisationer. Hidtil har de ikke modtaget en øre fra en profitdrevet medicinsk organisation.
Manglen på forskning indenfor mulige ikke-patenterbare kure standser ikke ved DCA. Der er opbygget en hel industri omkring såkaldt alternativ behandling. Mange mennesker, herunder denne skribent, er skeptiske over for de påstande, som kommer fra tilhængerne af alternativ behandling. Richard Dawkins er hurtig til at pege på, at ”Hvis en healing-teknik viser sig at have helbredende virkning i en ordentligt kontrolleret dobbelt-blindtest, så ophører den med at være alternativ. Den bliver simpelthen medicin.” Men dette sort-hvide syn medtager ikke de barrierer, som kapitalismen sætter for videnskaben. Afvisningen af at betale for de nødvendige prøver af ikke-patenterbare alternative mediciner har to skadelige følger. For det første holdes vi hen i uvidenhed om medicin, der potentielt virker. For det andet får de moderne slangeolie-sælgere, der sælger falsk medicin en falsk troværdighed af de få alternative behandlinger, der virker.
Teknologi og industri
Især fremstillingsindustrien er der, hvor den kapitalistiske innovation burde være i sit rette element. Vi får at vide, at konkurrence virksomhederne imellem vil føre til bedre produkter, lavere priser, ny teknologi og ny innovation. Men igen ser vi ved et grundigere blik, at private interesser mere er en barriere end en spore. Patenter og forretningshemmeligheder forhindrer nye teknologier i at blive udviklet. Især olieindustrien har en lang historie med at opkøbe patenter blot for at forhindre produkterne i nogensinde at komme på markedet.
Konkurrence kan tjene som spore for udvikling af nye produkter. Men som vi har set ovenfor kan konkurrence også tjene til at forhindre nye produkter i nogensinde at se dagens lys. Virksomheder vil ikke blot nægte at finansiere forskning i udvikling af produkter, der kan skade deres branche, men i visse tilfælde vil de gå meget langt for at forhindre alle andre i at udføre denne forskning.
Dokumentarfilmen ”Who killed the Electric Car” (”Hvem slog elbilen ihjel”) fra 2006 viser i detaljer den store rolle, som store olieselskaber, bilfabrikanter og USA’s regering har spillet i at forhindre, at en alternativ bil kom på gaden. Filmens skaber hævder, at bilfabrikanterne ville tabe, hvis en elbil blev produceret, fordi disse er enkle at vedligeholde. Bilindustrien ville tabe på produktionen af reservedele. Olieselskaberne ville opleve en dramatisk reduktion i efterspørgslen efter deres produkter i takt med at verden gik over til elektriske køretøjer. Det bliver sagt, at brændselsceller baseret på brint, der har en meget lille chance for at blive udviklet til brugbar teknologi, bliver brugt til at aflede opmærksomheden fra ægte alternativer. Filmens skaber bebrejder den amerikanske regering, at den har rettet forskningen væk fra elbiler og hen imod brændselsceller.
Men de mest fordømmende anklager er rettet imod de store olieselskaber og bilfabrikanter. Filmen antyder, at bilfabrikanterne har saboteret deres egen forskning i elbiler. Hvad der er værre er, at olieselskaberne har købt patenter til NiMH batterier for at forhindre, at de bliver brugt i elektriske køretøjer. Det er de samme batterier, der bliver brugt i bærbare computere, og store batterier af denne type kunne gøre elbiler mulige. Men Chevron har vetoret over godkendelsen af enhver brug af NiMH batteriernes teknologi. Visse hybridbiler bruger nu NiMH batterier, men hybridbiler, om end et fremskridt, bruger stadig fossile brændstoffer.
Mens patenter er en effektiv metode til at beskytte sig imod nye opfindelser er der også andre måder, hvorpå det kapitalistiske system holder forskning og udvikling tilbage. Selve naturen hos et system, der er baseret på konkurrence, gør forskning i fællesskab umuligt. Hvad enten det er medicinalindustrien, bilindustrien eller enhver anden, så deler kapitalismen de bedste ingeniører og forskere mellem forskellige selskaber. Enhver, der er beskæftiget med forskning eller produktudvikling er tvunget til at underskrive en fortrolighedsaftale som betingelse for at blive ansat. Ikke alene er disse folk forhindret i at arbejde sammen, de må ikke engang sammenligne notater!
Såkaldt peer-review anses for at være en vigtig del af den videnskabelige metode. Ofte bliver der gjort store fremskridt, ikke af en enkelt gruppe forskere, men af mange gruppe forskere. Et hold udvikler én brik i puslespillet, et andet opdager en anden brik, og et tredje hold forskere samler alle brikkerne. Hvordan kan et system baseret på konkurrence fremme sådanne samarbejder? Sagt helt enkelt, så kan det ikke gøre det.
Verdens regeringer anerkender klart dette som et problem; hver gang de står over for en alvorlig krise kaster de deres idealer om det frie marked overbord og vender sig imod den offentlige sektor. Det er blevet sagt mange gange, at Anden Verdenskrig blev vundet ved nationalisering og planlægning. Kapitalismen i Storbritannien blev i al væsentlighed sat på standby for at krigsindsatsen effektivt kunne organiseres. I USA fandt en sådan storstilet nationalisering ikke sted, men når det kom til forskning og udvikling blev den private sektor ikke overladt til sig selv.
I frygt for at nazisterne skulle udvikle atombomben igangsatte den amerikanske regering et massivt offentligt program for at sikre, at de var de første, der fik et masseødelæggelsesvåben. Manhattan-projektet lykkedes hvor den private industri ikke kunne. På et tidspunkt arbejdede mere end 130.000 folk på projektet. Verdens bedste og klogeste blev bragt sammen i en massiv fælles indsats. De opdagede mere om kernefission i løbet af få år end de havde opdaget i årtierne efter det første atom blev spaltet i 1919. Uanset hvad man mener om atombomben var dette utvivlsomt et af de største videnskabelige fremskridt i det 20. århundrede.
Videnskab, teknologi og økonomisk planlægning
Det endelige bevis på kapitalismens barriere for videnskab og teknologi kommer ikke fra kapitalismen, men fra alternativet. Sovjetunionen under Stalin var langt fra et socialistisk samfund (hvilket vi har forklaret andre steder), men Sovjetunionens historie giver os værdifuld viden om potentialet i en nationaliseret, planlagt økonomi. I 1917 tog bolsjevikkerne kontrollen med et tilbagestående, halvfeudalt tredjeverdensland, der var blevet ruineret af Første Verdenskrig. I løbet af få årtier blev landet forvandlet til en ledende supermagt. Sovjetunionen blev de første, der satte en satellit i kredsløb om jorden, de første der sendte et menneske i rummet, og de første til at bygge en permanent bemandet rumstation. De sovjetiske forskere udvidede videnskabens horisonter, særligt indenfor matematik, astronomi, kernefysik, rumforskning og kemi. Mange sovjetiske forskere har modtaget nobelprisen indenfor forskellige områder. Disse erobringer er især slående når man tager i betragtning, i hvilken forfatning landet befandt sig da kapitalismen blev omstyrtet.
Hvordan var det muligt med sådanne fremskridt? Hvordan bevægede Sovjetunionen sig fra at have en befolkning, hvor 90 procent var analfabeter, til at have flere forskere, læger og ingeniører i forhold til befolkningens størrelse end noget andet land i verden – i løbet af blot få årtier? Bruddet med kapitalismens galskab og en planlagt økonomis overlegenhed er den eneste forklaring.
Det første skridt i denne proces var ganske enkelt en anerkendelse af, at videnskab var en prioritet. Under kapitalismen er de private virksomheders evne til at udvikle videnskab og teknologi begrænset af, hvad der er profitabelt. Virksomheder planlægger ikke at drive teknologien fremad, de planlægger at bygge et produkt til markedet, og de vil kun gøre, hvad der er nødvendigt for at bringe dette produkt til markedet. Sovjetunionen anerkendte med det samme betydningen af den overordnede udvikling af videnskab og teknologi, og de forbandt det til udviklingen af landet som helhed. Dette satte dem i stand til at tildele alle forskningsområder betragtelige ressourcer.
En anden vigtig del af succesen var den massive udvidelse af uddannelsessystemet. Ved at afskaffe private skoler og tilbyde gratis uddannelse på alle niveauer blev enkeltpersoner i stand til at opfylde deres potentiale. En sovjetborger kunne fortsætte sit studie, så længe de var i stand til det. Til sammenligning har mange kapitalistiske lande været ude af stand til at udrydde analfabetisme i dag, for slet ikke at tale om at åbne universitetsuddannelserne for alle. Under kapitalismen er der massive økonomiske barrierer foran de studerende, hvilket forhindrer store dele af befolkningen i at nå deres potentiale. Når halvdelen af verdens befolkning er tvunget til at leve for under to dollars om dagen kan vi kun konkludere, at massive reserver af menneskeligt talent går til spilde.
Den sovjetiske regering afskaffede øjeblikkeligt alle barrierer for videnskaben, der kvæler innovation i det kapitalistiske system. Patenter, forretningshemmeligheder og privat industri blev afskaffet. Dette gjorde det muligt at etablere mere fælles forskning på tværs af områderne, og en fri udveksling af information institutionerne imellem. Religiøse fordomme, der længe havde forhindret rationelle studier, blev fejet af banen. Man behøver blot at se på forbuddet mod stamcelleforskning for at se den negative virkning, som religiøst snæversyn kan have på forskningen.
Men alt var ikke godt under stalinismen. Ligesom bureaukratiet forhindrede udvikling af økonomien, forhindrede det også visse dele af forskningen. Mens mange af kapitalismens barrierer blev nedbrudt, blev der i nogle tilfælde rejst nye, fordi de videnskabelige studiers retning blev underlagt bureaukratiets behov og ønsker. I de mest ekstreme tilfælde blev visse forskningsområder forbudt, og førende forskere blev anholdt og sendt til arbejdslejre i Sibirien. En af de mest vanvittige sager var Stalins foragt for genetik. Forskning indenfor genetik blev forbudt, og adskillige fremtrædende genforskere, herunder Agol, Levit og Nadson, blev henrettet. Nikolai Vavilov, en af Sovjetunionens store genetikere, blev sendt til en arbejdslejr, hvor han døde i 1943. Dette forbud blev først ophævet i midten af 1960’erne. Disse forbrydelser var ikke socialismens forbrydelser, men stalinismens forbrydelser. Under en demokratisk planlagt økonomi vil der ikke være grundlag for sådanne overgreb.
I dag er det en opgave for alle, der interesserer sig for videnskab og socialisme, at lære historiens lektie. Videnskaben bliver holdt tilbage af private interesser og industri. Manglen på ressourcer til uddannelse og forskning holder dørene lukkede for unge, håbefulde hjerner. Religiøs indblanding låser videnskaben inde i et bur og erklærer, at vigtige forskningsområder er utilladelige. Det frie markeds lænker forhindrer, at der bliver udført meningsfyldt forskning. Private virksomheder nægter at lade vigtig teknologi komme ud fra deres baglokaler. Private samlere har enestående og vigtige eksemplarer for deres egen fornøjelses skyld. Potentielle helbredelser for dødelige sygdomme bliver fejet til side for at bane vejen for forskning i de seneste medikamenter imod impotens. Dette er vanvid. Kapitalismen ansporer ikke innovation, men forhindrer det hele tiden.
Menneskeheden bliver i dag holdt tilbage af et økonomisk system, der er bestemt til at holde flertallet som slaver til fordel for et mindretal. Hvert aspekt af den menneskelige udvikling bliver forhindret af det ”frie marked”, som det fejlagtigt hedder. Med udviklingen af computere, internettet og nye teknologier, står menneskeheden på tærskelen til en lys fremtid med videnskabelige fremskridt og fremgang. Vi lærer mere og mere om hvert aspekt af vores eksistens. Det, der engang var umuligt, er nu indenfor rækkevidde. Det, der engang var et mysterium bliver nu forstået. Det, der engang var tilsløret, er nu i syne. Videnskaben vil en dag få selv de fjerneste dele af universet til at være indenfor rækkevidde af vore fingerspidser. Det eneste, der står i vejen, er kapitalismen.
Source: Socialistisk Standpunkt