Det kapitalistiske system lider i sandsynligvis øjeblikket under den værste krise i dens historie. Ifølge Geroge Soros, milliardær investor og åbenhjertig analytiker af systemet han forsvarer, desintegrerer det verdensomspændende finansielle system og der er ingen mulighed for en løsning på krisen i den nærmeste fremtid. Hen mener at turbulensen i virkeligheden er værre end under den Store Depression og at den nuværende krise ligner kollapset i Sovjetunionen. For nylig sagde han under et foredrag på Columbia University: ”[Kapitalismen] blev lagt i respirator, og den er ligger stadig i respirator. Der er intet tegn på at vi er nær bunden.”
Obama kaldte det en “dommens dag.” Paul Volcker, tidligere formand for Federal Reserve og toprådgiver for Præsident Barack Obama, sagde til det samme foredrag: ”Jeg husker intet tidspunkt, måske ikke engang under den Store Depression, hvor tingene gik så hurtigt ned ad bakke, og med en sådan ensartethed rund om i verden, som nu.”
Krak og nedtur
I 2007 fandt der sammenlagt tre bankkrak sted. Sidste år var der 25. I skrivende stund er 13 krakket i de første uger af 2009. Kæmpemæssige ”for-store-til-at-krakke”-banker såsom Citigroup og Bank of America, kan meget vel blive de første til at blive nationaliseret efter at trillioner af skattedollars ikke har formået at rette banksektoren op. Den nationale gæld er nu på over 10 trillioner dollars. Aktiemarkedet er faldet til niveauet fra 1997.
Indekset for de amerikanske boligpriser faldt 18,2 procent i løbet af de sidste tre måneder af 2008, i forhold til samme periode et år tidligere, er det, det største fald i dets 21-årige historie. Priserne er nu på niveauer ikke set siden tredje kvartal i 2003. Hundreder af tusinder har mistet deres hjem, og hundreder af tusinder mere vil uden tvivl følge efter. Ud af de 52 millioner amerikanske husejere med lån, skylder 13,8 millioner eller 27 procent, mere væk end deres hjem er værd. Det er som om at informationsteknologien eller bygge-opsvinget aldrig har fundet sted – bortset fra de trillioner i opsparinger og investeringer som almindelige arbejdere har tabt, mens milliardærer blev endnu rigere.
Massefyringer
Og som om tabet af 2,4 millioner jobs i 2008 ikke var nok – højeste antal siden 1945 – så forsvandt der 600.000 jobs i januar, 68.000 af dem fra en enkelt virksomhed. Den ”blodige mandag” var tophistorien, mens jobs fortsat skæres væk fra den amerikanske økonomi, uden at det ser ud til at stoppe. Listen over virksomheder som fyrer arbejdere er et spil ”hvem er hvem” bland amerikanske koncerner: Caterpillar, Boeing, Pfizer, Sprint Nextel, Home Depot, Starbucks, Intel, Microsoft, Schlumberger, General Motors, Ford, United Airlines, AOL, Target, Brooks Automation osv., osv. Siden den ”blodige mandag” har yderligere hundreder af tusinder mistet deres arbejde.
Den officielle arbejdsløshedsstatistik nåede for nylig op på 7,6 procent og forventes at nå 10 procent eller mere over de næste 12 måneder. Antallet af fyrede arbejdere som modtager understøttelse er historiske med næste 5 millioner, det højeste antal siden man begyndte at holde regnskab med det i 1967. På dette tidspunkt sidste år var antallet 2,77 millioner. Nu regnes 11 millioner amerikanske arbejdere officielt som arbejdsløse, en stigning på 48 procent i løbet af et år, og det var før den seneste bølge af fyringer. Omkring to millioner jobs forventes at blive skåret væk i det kommende år, selv hvis Obamas økonomiske stimulans på næsten 800 milliarder dollars formår at skabe nye eller bare at holde flodbølgen af tab af arbejdspladser på afstand.
”Økonomisk tsunami”
Arbejdsløsheden steg kraftigt i efteråret 2008 og har nu nået 11 millioner. De som mister arbejdet finder det sværere end nogensinde før at få nyt arbejde. Todd Wilson, en computersælger, udtrykker det således; ”Enhver som nu søger arbejde føler en økonomisk tsunami. Det føles som om det hele pludseligt bare er faldet fra hinanden.” Ifølge Heidi Shierholz, som er økonom på Economic Policy Institute, er der fire arbejdsløse for hvert jobopslag. ” Der er bogstaveligt talt millioner af arbejdsløse som konkurrerer om hvert ledigt arbejde. Køen er simpelthen alt for lang.” Og ifølge cheføkonom ved Mid- American Regional Council, Fank Lenk, vil der som følge af hvert job som beskæres i koncernerne, blive beskåret yderligere to jobs andetsteds.
Det bedste, kapitalismen kan tilbyde efter et ”jobløst” opsving, under hvilket to millioner fabriksstillinger forsvandt, er endnu mere massive fyringsrunder under den nuværende krise. Og det sker i en periode hvor den menneskelige viden, teknologi, videnskab og produktivitet er højere end nogensinde før i menneskets historie. Konsekvenserne er altødelæggende. Elkhart, en by i Indiana, har mistet arbejdspladser hurtigere end noget andet sted i landet, med en arbejdsløshed som er røget i vejret fra 4,7 procent for et år siden til over 15 procent i dag.
Dystre fremtidsudsigter
Det er intet under, at den amerikanske befolkning er mere bekymret end nogen siden før. Næsten halvdelen af de, som deltog i en nylig undersøgelse, frygter at de vil miste deres arbejde. 80 procent mente at landet går i en ”forkert retning.” Forbrugertilliden er styrtdykket på et enkelt år fra 76,4 til 25. Men bag statistikkerne står virkelige familier, venner, hjem, drømme og forhåbninger til fremtiden. Med forsvindende jobmuligheder, lån der hober sig op, opsparinger der forsvinder og kreditkort som bruges til det yderste, ser fremtidsudsigterne stadig mere trøstesløse ud for millioner af amerikanske arbejdere. Livets barske realiteter under kapitalismen – de knuste ”amerikanske drømme” under en lavine af gæld – har efterladt mange i fortvivlelse.
Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at vreden og foragten for finansfyrsterne, direktørerne, og de rige generelt, stiger. Samme dag som 68.000 mistede jobbet, blev det meddelt, at Citigroup, en enorm modtager af statslig økonomisk støtte, ville erhverve sig et privat jetfly til 45 millioner dollars til deres direktører. Umådehold i de store virksomheder har altid prikket til arbejderes klasseinstinkt, men 45 millioner statslige dollars for et privat jetfly, mens millioner af arbejdere mister deres stilling, er at gå alt for vidt.
Flere i fagforening
I øjeblikket er der en følelse af chok, mistro, frygt og depression. Men det vil ikke vare for evigt. Der er en dybdegående tvivl til det selv samme system som er i spil. Med tiden vil frygt og frustration blive forvandlet til vrede og et ønske om at gøre noget ved det. Vi ser allerede en stigning i antallet af organiserede i fagforeningerne, i takt med at arbejderne begynder at forenes for sammen at kæmpe imod virksomhedsejernes angreb. Og som et lyn fra en klar himmel, blev en amerikansk virksomhed besat for første gang siden 1930’erne som var en tid med kolossalt oprør og åbne kampe mellem klasserne.
Illusioner
Mange har illusioner til Obama og hans modstand mod krig. Men i realiteten eskalerer han krigen i Afghanistan og øger angrebene i nabolandet Pakistan. Selv Newsweek proklamerede ”Nu er vi alle socialister.” Og selvom deres forståelse af socialisme intet har at gøre med egentlig socialisme, er det faktum, at socialisme overhovedet bliver diskuteret, et billede på tiden – og de farer som kapitalismen står overfor.
Det er blot begyndelsen til begyndelse på et grundlæggende skifte i hvordan amerikanske arbejdere – ja, de samme arbejdere som stemte på Bush og støttede Irakkrigen – forstår og forholder sig til det samfund, de lever i. Det åbner for klare revolutionære udsigter i fremtiden.
Og det er her Barack Obama kommer ind i billedet. Kapitalisterne, i regeringen repræsenteret af demokrater og republikanerne, er også blevet rystet i deres selvtillid. De er usikre på hvordan de bedst fortsætter. Nogle mener at markedet skal have lov til at ”tilpasse sig,” Mens andre er fortalere for keyensianistisk indgriben og en ny ”New Deal.” Men mens de måske nok er uenige om, hvordan økonomien bedst kommer på fode igen, er de enige i deres forsvar for det kapitalistiske system som et hele.
Kapitalistisk forfald
Ikke én eneste gang vil du høre Obama, Bush, Biden, Cheney, Clinton-familien eller resten sætte spørgsmålstegn ved selve systemet. De er også klar over at de sociale konsekvenser af krisen kan komme uden af deres kontrol. De har derfor valgt den bedste mand de kunne finde til jobbet: Barack Obama. Han har til gengæld samlet en sværm af pro-kapitalistiske og imperialistiske talenter til at hjælpe sig med at udføre sin politik. Den 44. præsidents opgave er klar: At bevare USA som vi kender det i dag. Det vil sige, at hans rolle er at forsvare det amerikanske kapitalistiske system i en periode med imperialistisk forfald.
Obama kommer til magten i en tid med kapitalistisk forfald. Hans opgave er at beskytte et rådnende system, hvis historiske opgave er udtømt. Kapitalismen er ophørt med at spille en progressiv rolle for den overvejende masse af menneskeheden. Den har allerede udført dens historiske opgave: at lægge det materialistiske fundament for socialismen. Vi vil bygge på den teknologi og arbejdsproduktivitet, som menneskeheden har opnået under kapitalismen, for at bygge et nyt samfund uden udbytning og baseret på fælles interesser for det store flertal af arbejderklassen.
Men kapitalisterne vil ikke opgive deres magt og privilegier uden kamp. Denne håndfuld personer har tænkt sig at fortsætte deres udnyttelse af milliarder af mennesker verden over. Deres system bliver stadigt mere uforeneligt med menneskehedens fortsatte eksistens. Vi kan enten erstatte det med socialisme på verdensplan eller også kan hele den menneskelige civilisation komme til at opleve meget voldelige og rædselsvækkende tilbageskridt.
Obama angriber Venezuela
Mange har oprigtige illusioner til Obama. Men ironisk nok ser forholdene ud til at blive endnu værre under Obama end de var under Bush. Det er fordi det ikke handler om den ene eller den andet enkeltperson, men systemet han eller hun forsvarer. På alle vigtige politiske spørgsmål er Obama ikke meget anderledes en Bush. Hans udenrigspolitik er en fortsættelse af Bill Clintons; en mere udspekuleret indgangsvinkel, med forsøg på forhandlinger før der tages magt i brug. Det er ingen tilfældighed, at Hillary Clinton blev valgt til udenrigsminister.
Obama har fortsat Bushs aggressive holdning til den venezuelanske revolution og beskylder Hugo Chavez for at have ”forhindret fremskridt i regionen” og for at ”eksportere terrorvirksomhed.” Han går ikke ind for en øjeblikkelig afslutning på krigen i Irak, eskalerer i realiteten krigen i Afghanistan og øger samtidig angrebene på nabolandet Pakistan. Hans ønske om en tilbagetrækning af tropperne i Irak er ikke fordi han er imod imperialistisk krig som sådan, men fordi det amerikanske militær er overbebyrdet og må have en mulighed for at omgruppere sig og forberede sig på den næste uundgåelige krig.
Ingen indgreb over for overklassen
Hans økonomiske redningspakke hjælper nogle få sociale nøgleydelser, men er mest rettet mod at støtte bankerne og de store virksomheder – de samme forbrydere, der forsvarer det selv samme system, som ledte til dette rod til at begynde med.
I spørgsmål om indvandring støtter han på ingen måde amnesti til de millioner af indvandrere og deres støtter, som demonstrerede for to år siden. I stedet går han ind for øget kontrol ved grænserne og fortsatte razziaer og udvisninger. Han støtter ikke et landsdækkende, skattefinansieret, socialt sundhedssystem som gratis kan hjælpe alle. Han går ikke ind for et foreløbigt forbud mod at sætte folk på gaden. Han støtter ikke nationalisering af bankerne og nøgleindustrierne, så de kan bruges i arbejderklassens interesse. Kort sagt vil han ikke tage nogen seriøse midler i brug overfor det kapitalistiske system. Han vil måske nok bremse denne eller hine exces, men hans grundholdning er at selve systemet skal bevares intakt.
Arbejderne drager konklusioner
De amerikanske arbejdere begynder at ”samle brikkerne.” De forstår instinktivt at det kun er en håndfuld af mennesker i toppen, som tager de beslutninger der påvirker os alle. På bussen, i køen i supermarkedet, på posthuset, under fodboldkampen, i kirken, på baren og rundt om middagsbordet, diskuterer amerikanerne politik og økonomi i et omfang, der ikke er set i årtier. Når alt kommer til alt er de arbejdsløse amerikanere ikke ”dovne” eller ” ude efter almisser.” Realiteterne er, at kapitalismen ikke engang kan give millioner af villige og duelige arbejdere et arbejde med nogenlunde løn og vilkår. Ej at forglemme anstændige boligforhold, uddannelse og sundhedsvæsen i verdens rigeste land. Dette er en domsfældelse over systemet.
Source: Socialistisk Standpunkt