Grækenland: arbejderbevægelsen træder ind på scenen

Den internationale kapitals strateger er nået frem til, at det er nødvendigt med en ny lånepakke til Grækenland. Sammen med pakken følger endnu hårdere tiltag, herunder det berygtede program, som regeringen allerede har fremlagt, med kæmpemæssige nedskæringer og udsalg af statens ejendom. Men nu begynder arbejderbevægelsen at påvirke situationen.

Hvorfor et nyt lån?

Den internationale bank-bande af ågerkarle, der har interesse i de græske obligationer, er i stigende grad bekymrede over, at de kan miste deres ”investeringer” i den græske gæld. Den græske stat har et bjerg af gæld. Landet skal betale af på gælden på 835,5 milliarder kroner mellem 2012 og 2015. Det er umuligt at betale af på gælden uden at låne mere. Alene i 2012 skal Grækenland betale 202 milliarder kroner og yderligere 283,5 milliarder kroner det følgende år. Disse summer er ikke dækket af de eksisterende lån, som ”trojkaen” (EU-komissionen, den Europæiske Centralbank ECB og IMF) stiller til rådighed.

Her ser vi, hvorledes de store ågerkarle – gennem deres internationale repræsentanter som IMF og ECB – i løbet af de seneste dage har lagt et enormt pres på de europæiske regeringer for omgående at godkende en ny lånepakke til Grækenland for at beskytte deres profit ved at undgå en ”omstrukturering” eller ”kontrolleret statsbankerot”, der kan føre til at nedbringe værdien af de papirer, de har. De har modsat sig en forlængelse af de obligationer, der udløber i 2012 og 2013. de siger, at det vil ”destabilisere” den globale økonomi og true det internationale finansielle systems ”likviditet”.

Det er i denne sammenhæng, man skal se de kategoriske udsagn fra ECB’s formand Jean-Claude Trichet. Han har udelukket enhver mulighed for at omstrukturere gælden eller for en kontrolleret statsbankerot. Selv muligheden for en udsættelse af betalingerne bør ifølge Trichet kun ses som en ”sidste udvej” og selv da ”kun med kreditorernes accept.”

Oven i alt dette har det tyske parlament vedtaget en lov om den anden lånepakke til Grækenland, der som betingelse for det nye lån sætter en ny runde af nedskæringer og privatiseringer i Grækenland samt ”involvering af private investorer”. Den tyske regering har i lang tid insisteret på dette sidste punkt, hvilket afspejler de mere fremsynede kredse i det tyske borgerskab. De har mistet troen på, at den græske regering vil være i stand til at betale sin gæld, og de frygter, at en græsk statsbankerot vil blive læsset direkte over på andre europæiske lande, og naturligvis på Tysklands statsbudget. De seneste nyheder er, at trojkaen har peget på, at der snart vil blive dannet et uafhængigt privatiserings-agentur, hvortil EU-kommissionen og eurolandene kan udpege medlemmerne af bestyrelsen.

Da USA’s præsident Barack Obama mødtes med Tysklands kansler Angela Merkel i sidste uge, argumenterede han inisterende for et nyt lån til Grækenland for at undgå statsbankerot. Årsagen til, at Obama er så opsat på, at Grækenland skal leve op til alle lånebetingelserne er – ud over at de amerikanske banker, der har statsobligationer fra gældstyngede europæiske lande, er direkte udsat – den samme, der bekymrer det tyske borgerskab. De er nødt til med ”koldt hjerte” at gå med til et nyt lån til Grækenland. De skælver over udsigten til en ukontrollabel europæisk og verdensomspændende dominoeffekt med banker, der kollapser og lande, der går bankerot som følge af en græsk statsbankerot og de rystelser, det ville frembringe i det i forvejen skrøbelige monetære system. Det kan til gengæld skubbe hele verdensøkonomien ned i afgrunden med en ny og dybere recession.

Nyt lån løser ikke problemet

Som vi tidligere har forklaret, løser et nyt lån ikke problemet med den græske gæld. Det giver blot ekstra tid til private pengeudlånere indtil størstedelen af gælden er i hænderne på ”trojkaen”. De nye nedskærings-tiltag, der følger med det nye lån, vil tværtimod konsolidere og uddybe recessionen i Grækenland, og derfor vil gælden i forhold til økonomien som helhed vedblive på et højt niveau og blot udskyde statsbakerotten til den ikke så fjerne fremtid og give den en mere akut og ukontrollabel karakter.

Samtidig vil det nye lån til Grækenland forstærke konflikterne internt i EU. Man bør ikke glemme, at der ud over det forgældede Grækenland er der på nuværende tidspunkt også Irland, Portugal og Spanien. Det nye græske lån vil – når det bliver udstedt – skabe præcedens for de lande, hvis gæld allerede forhindrer dem – eller er på vej til at forhindre dem – i at få adgang til lånemarkederne. En tendens til at give stadigt flere lån vil blive en kilde til konstant konflikt mellem EU’s medlemsstater.

Da de gældstyngede ”syge mænd” i Europa kun vil være i stand til at ”bidrage” til EU med mere gæld, recession og i stigende grad ”moderne” revolutioner, vil der på et vist punkt blive lukket for hanen, og de vil sandsynligvis blive presset ud af euroen.

Dette scenario kan ramme Grækenland når som helst i den kommende periode som følge af usikkerheden i landet med den eksplosive kombination af dyb krise, politisk ustabilitet og turbulent klassekamp.

Den socialdemokratiske PASOK-regering forsøger at udnytte udsigten til et nyt lån, som de fremstiller som en ”national succes”. Men dette lån bliver ikke givet for at betale lønninger og pension. Den offentlige sektors nuværende behov bliver faktisk dækket af skatter og udstedelse af kortfristede obligationer – det vil sige hovedsageligt indenlandske lån. Det nye lån vil alene blive brugt til at betale de gamle statsobligationer, altså betaling til private ågerkarle.

Arbejderne har demonstreret i over to uger på de store pladser i de græske byer, og de kan ikke længer tolerere dette spil. De er fast besluttede på ikke at skulle yde yderligere ofre for ågerkarlenes skyld, og de leder efter en radikal løsning, der for altid kan løse dem fra gældens, fattigdommens og arbejdsløshedens åg.

Økonomien står stille

For hver dag, der går, synker regeringen mere og mere ned i den kriseplagede græske kapitalismes sump. Det sker samtidig med, at den folkelige vrede bliver større og større.

Ifølge en rapport fra det græske statistiske bureau Elstat den 9. juni, faldt det græske BNP med 5,5 procent i årets første kvartal, når man sammenligner med året før. Industriproduktionen faldt med 11 procent i april sammenlignet med året før og hele 25 procent i forhold til 2005. Det samlede forbrug faldt med 6,9 procent som følge af, at massernes købekraft er kollapset. Arbejdsløsheden har nået 16,2 procent.

Samtidig står regeringen over for et tab af tillid, både fra sin egen parlamentariske gruppe og fra borgerskabet. Et møde i PASOK’s parlamentsgruppe for få dage siden gav et billede af parlamentsmedlemmer, der er rædselsslagne for, at den folkelige uro kan koste dem deres politiske karrierer, og derfor begynder de at gå imod regeringen for at redde deres eget skind.

De borgerlige ”centrum-højre” partier begynder at lægge mere og mere afstand til regeringen. Lederne af det konservative parti Nyt Demokrati forsøger at blive trukket ind i ”konsensus-politik” og markerer sig symbolsk som opposition for at redde, hvad de kan af deres aftagende vælgertilslutning for at vedblive et B-hold for borgerskabet. Mindre højrefløjspartier kræver nyvalg.

De græske massers bevægelse på alle de store pladser er den afgørende faktor i den seneste politiske udvikling. Den græske herskende klasse er rædselsslagen for det revolutionære omfang, bevægelsen antager. De store medier har sidste uge kørt en hysterisk kampagne til forsvar for ”parlamentarisk demokrati”. I virkeligheden var det et forsvar for borgerskabets ”demokratiske ret” til at lyve og bedrage masserne.

Udgiveren af dagbladet ”To Vima” udtrykte sidste søndag den herskende klasses reaktionære planer ved at rette en slet skjult trussel om statskup til folkene på pladserne:

”Hvad sker der, hvis revolutionen begynder? Der findes ikke længere sommer- eller vinterpaladser. En grundlæggende forstyrrelse af den offentlige orden vil uundgåeligt føre til voldelig omstyrtelse eller væbnet kamp. I samfundet findes der folk, der ønsker at styrte dets struktur. De kan åbenlyst ikke gøre dette, fordi det store flertal ikke ønsker dette. Imidlertid kan det under visse betingelser føre til en så stor uorden, at usædvanlige midler er påkrævet. Det vil sige en afvigelse fra den forfatningsmæssige orden…”

Arbejderbevægelsen træder i forgrunden

Uden tvivl har den vigtigste nye udvikling i de senere dage været arbejderbevægelsens kraftfulde entré. Arbejderne har fået inspiration og selvtillid fra massebevægelsen på pladserne, og forskellige dele af arbejderbevægelsen er gået til modangreb og optræder nu objektivt som ledelse for de revolutionerede masser.

Sidste torsdag var der en strejke i den offentlige sektor, som lammede landet. Fagforeningen for arbejderne i elselskabet DEI besluttede sig for at lave gentagne 48-timers strejker. Fagforeningen for kommunalt ansatte POE-OTA blev den første større fagforening til at støtte ideen om en altomfattende politisk generalstrejke.

Regeringen er svag nu. Det sidste slag må rettes! Vi bør ikke vente på den dag, hvor parlamentet stemmer om det endelige lovforslag sidst på måneden. Besættelse af pladserne og omringelse af parlamentet er nyttige våben, men arbejderbevægelsens ”tunge bataljoner” må mobiliseres med udgangspunkt i den 24-timers generalstrejke som fagforbundet GSEE-ADEDY har indkaldt til den 15. juni.

Indtil videre har de metoder, fagbevægelsens ledere har benyttet sig af, været periodiske 24-timers generalstrejker uden optrapning af kampen og med generelle krav og abstrakte fordringer. Det, der nu er brug for, er en altomfattende generalstrejke med klart politisk formål om at vælte denne regering, der forsvarer bankernes interesser, og erstatte den med en ny. En sådan regering kan kun komme til verden som resultat af arbejdernes massebevægelse, og dens opgave vil blive at afblæse betalingen af gælden og overtage de vigtigste dele af økonomien som den eneste vej til én gang for alle at sætte en stopper for mareridtet med fattigdom og arbejdsløshed.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Danish)