Præsidentvalget viser stigende polarisering i Frankrig

Danish translation of French presidential election: first round results show increased polarisation in society (24 April 2012).

Resultatet af første runde af præsidentvalget i Frankrig betyder, at den anden valgrunde vil blive en kamp mellem Nicolas Sarkozy og Socialistpartiets kandidat, François Hollande. Meningsmålingerne siger konsekvent, at Hollande formentlig vinder, selv om det meget høje resultat som Front National opnåede i den første runde, indikerer, at Sarkozy stadig har betragtelige reserver at trække på i den anden valgrunde. Sarkozys største fordel er, ud over hans aggressive og kamplystne attitude, den pro-kapitalistiske karakter som Socialistpartiets program har, som kan lede til en demobilisering af venstrefløjsvælger.

Front de Gauches kandidat, Jean-Luc Mélenchon, opnåede 11,1 procent i første runde. Dette er mindre, end hvad meningsmålingerne pegede på, men det repræsenterer stadig en kraftig stigning i støtte til venstrefløjen. I 2007 fik PCF’s [Kommunistpartiet] kandidat Marie-George Buffet kun 1,93 procent af stemmerne. Det bemærkelsesværdige resultat reflekterer den politiske radikalisering af et lag af den franske arbejderklasse idet, at man må huske på, at mange, der støttede Mélenchon, ikke desto mindre stemte på Hollande, under indtryk fra det fejlagtige argument om vote utile (den nyttige stemme).

Mélenchon inspirerer

Mélenchons kampagne markerer et vendepunkt i nyere politiske historie i Frankrig. Massemøder på en skala der ikke er set i Frankrig siden opbygningen til François Mitterrands historiske sejr i 1981. Kampagnen mobiliserede titusinder af aktivisters energi, som var involveret i PCF, Parti de Gauche og fagforeningerne – og særligt i denne sidste kategori CGT. Mélenchons personlige rolle var utvivlsomt også af afgørende betydning. Under samme forudsætninger ville en anden kandidat ikke have haft samme succes. Mélenchon ledte en livlig og aktiv kampagne til forsvar for arbejderklassens interesser. Hans taler har inspireret og givet entusiasme til millioner af arbejdere. Denne kampagne vil uden tvivl efterlade et aftryk i arbejderklasseaktivisternes hjerter og tanker under de kommende måneder og års kampe.

Højrefløjens resultat

På højrefløjen var det vigtigste aspekt af valgresultatet den meget høje andel der gik til Front Nationals kandidat: Marine Le Pen. Gennem de senere år har hun forsøgt at styre væk fra den aggressive racisme og ekstremt reaktionære politik som hendes far forsvarede, da han var leder af partiet. Hun opnåede 17,9 procent af stemmerne, som svarer til 6.421.773 stemmer, sammenlignet med 3.834.530 i 2007.

Opbakningen til Le Pen er et symptom på den dybe sociale og økonomiske krise, som har haft forfærdelige konsekvenser for millioner af mennesker. Le Pen spillede med fuldt overlæg på racistiske temaer, men baserede hendes kampagne på modstand mod ”eliterne” og ”systemet”. Dette, sammen med hendes nationalistiske modstand mod EU, fik et ekko blandt brede lag af politisk tilbagestående arbejdsløse og arbejdere, der bliver drevet til desperation af den konstante nedgang i levestandard og af tidligere venstre- og højrefløjs-regeringer. Front National har også vundet støtte blandt småhandlende og mellemlag i samfundet generelt. Gennem de sidste fire år har Sarkozy-regeringen brugt en racistisk politik og propaganda som en måde til at splitte arbejderne, for at aflede opmærksomheden fra de virkelige årsager til krisen. Dette har hjulpet med til Front Nationals succes ved valget.

Stigende polarisering

Resultatet af første runde viser en polarisering af samfundet, på baggrund af den stadigt dybere økonomiske og sociale krise. Arbejderbevægelsen flytter sig mod venstre, mens det ekstreme højre har fremgang i den modsatte lejr. Fransk kapitalisme står i en blindgyde. Produktionen er stagneret. Arbejdsløsheden stiger. Fabrikker og virksomheder lukker og flytter til udlandet. Den økonomiske situation og den stadigt dybere kløft mellem klasserne gøder jorden til store begivenheder i den kommende periode, uanset navnet på den kommende regering.

Det kan sagtens være, at Sarkozy bliver slået. Men i den nuværende situation vil en ”socialistisk” regering implementere en politik, der vil ligge meget tæt på Sarkozys. Mélenchon har opfordret til, at fagforeningerne og venstrefløjspartierne mobiliserer massivt til 1. maj og for massiv deltagelse ved anden valgrunde 6. maj for at slå Sarkozy. Et sådan nederlag ville være et skridt frem i kampen mod kapitalismen. Men kun et skridt. Kampen må fortsættes på fagligt og politisk plan, uanset hvilken regering der er ved magten. Mélenchon har gjort det helt klart, at Front de Gauche ikke vil indgå i en fremtidig regering ledt af Socialistpartiet, men vil koncentrere sine kræfter om at ”organisere modstand imod kapitalismen”. Dette er fuldstændig korrekt at gøre.

Front de Gauches program bør nu fuldendes med en inkludering af afgørende tiltag imod kapitalisternes interesser. På grundlag af en revolutionær politik vil den blive i stand til at styrke sin position og spille en central rolle i kampen for et socialistisk samfund.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)