Euroens krise = kapitalismens krise

For to dag siden [26. oktober red.] advarede Angela Merkel om, at freden i Europa kunne være i fare, hvis ikke der blev nået en aftale på EU topmødet om, hvordan man skulle håndtere krisen, der har opslugt euroen og hele økonomien i EU. I en tale til det tyske parlament sagde hun, ”Ingen bør tænke, at yderligere et halvt århundrede med fred og fremgang er sikret. Det er det ikke. Og det er derfor, at jeg siger, at hvis euroen fejler, vil Europa fejle og det må ikke ske.” Nogen af kapitalens mere seriøse strateger har endda rejst muligheden for, at euroen kan bryde op. De 27 EU-ledere kom dog i sidste ende frem til en aftale i tre dele onsdag nat.

De banker, der er eksponeret for græsk gæld, må acceptere en afskrivning på 50 procent af, hvad der skyldes dem. En sum på 30 milliarder euro skal bruges som en ”forsøder” for at få bankerne til at acceptere dette ”frivilligt”, hvilket i realiteten betyder, at yderligere 30 milliarder af skatteydernes penge foræres til bankerne. Dette tiltag, den såkaldte ”haircut”, har som mål at lette presset på Grækenland. Hvis intet var blevet gjort forventedes den græske gæld at nå over 180 procent af BNP. På nuværende tidspunkt er den lige over 160 procent. Men den aftale, der blev nået i nat, er målet at få den græske gæld ned på 120 procent af BNP i 2020.

Den betyder, at den overordnede gæld skæres med 40 procentpoint af BNP på en 8-årig periode 2012-20, omkring 8 procent om året. Hvis man tager med i betragtningen at Grækenlands årlige rentebetalinger på sin gæld på nuværende tidspunkt er 7,2 procent af BNP og forventes at falde til 5,2 procent i 2020 – hvis alt går efter planen selvfølgelig – kan man se, at selv med denne ”rednings” plan vil den græske regering det næste årti blive nødt til at anvende hårde sparetiltag. Planen indeholder et krav om, at Grækenland rejser yderligere 15 milliarder euro gennem privatiseringer oveni de 50 milliarder euro, som de allerede er gået med til at privatisere for, selvom alle er enige om, at dette ikke er muligt at gennemføre.

Den anden del af aftalen går ud på at øge kraften i den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet (EFSF). ”Redningsfonden” skal øges fra de 400 milliarder euro, som det tidligere i år blev besluttet, til 1000 milliarder euro. Det er ikke virkelig rigtige penge, som regeringer skal betale med det samme.

Det som de europæiske ledere har gjort er at opsætte en fond baseret på en form for pengetank “special purpose vehicles” (SPV). Det betyder, at der vil blive udstedt obligationer med EFSF som garant. Ideen er, at der vil være tillid til disse obligationer, fordi de har EFSF bag sig og at lande med mange penge som Kina eller olierige lande, derfor kan blive tiltrukket til at investere i dem. Når SPVen har opbygget sådanne midler, vil den derefter købe obligationer i lande som Spanien eller Italien, der ellers ville have svært ved at finde købere. Grundlæggende set betyder det, at investorerne, der ikke længere stoler på italienske eller spanske obligationer, kan købe europæiske obligationer – formodentlig fordi Tyskland anses for at være hjertet af EFSF – og deres penge vil blive brugt til at købe ”junk” obligationer fra Italien og Spanien. EFSF påtager sig også rollen som forsikring og opsætter en delvis garanti, for alle der køber disse ”junk” obligationer direkte. Mange spekulanter vil få en fed forretning ud af alt dette, eftersom de ved, at de vil blive beskyttet fra enhver skadelig effekt fra potentielle betalingsstandsninger i Italien eller Spanien.

Så selvom de europæiske ledere har præsenteret deres “aftale”, som det, der var nødvendigt for at berolige markedet og stoppe hele eurozonen og EU fra at blive trukket ned af dominoeffekterne, hvor det ene land efter det andet rammes, er realiteten, at de intet har løst. De har allerhøjest købt lidt tid. Hvad der vil ske om et par dage eller uger, vil vi få at se. Den tid, de har købt sig, har kun ét formål: at få seriøse spareplaner på plads i Italien, Spanien, Portugal, Grækenland og andre EU-lande.

Den tredje del af aftalen er en rekapitalisering af bankerne. I juni 2012 skal de europæiske banker have rejst 160 milliarder i ny kapital. Det er et sikkerhedstiltag for at beskytte dem imod mulige statsbankerotter og også for at forsvare de italienske og spanske økonomier fra en nedslagtning fra spekulanterne. Bankerne forventes at rejse disse penge fra markederne, men hvis ikke de kan det, må regeringerne træde til og øge regeringernes gæld yderligere.
Da planen først blev annonceret, steg aktiemarkederne verden rundt og euroen gik frem på pengemarkederne.

Hvad der virkelig er opnået

Men hvad er der i realiteten blevet opnået? Og er det nok til at undgå en ny alvorlig krise snart? Det er tydeligt, at det europæiske borgerskab ikke tænker langsigtet. Grunden er, at de ikke har nogen langsigtede løsninger. Pakken, som de er kommet op med, er ikke andet end et par korte skridt tilbage fra afgrunden og køb af lidt ekstra tid.

På kort sigt vil lande som Italien og Spanien have fået lidt pusterum. Men på længere sigt – som ikke er særlig langt ude i fremtiden – vil disse lande uden tvivl ende som Grækenland og vil også risikere at gå bankerot. Når det sker, dvs. når Italien og Spanien ikke længere kan betale af på deres gæld, vil byrden falde på dem, der opstillede forsikringen, dvs. lande som Tyskland og Frankrig og et par andre. Det vil betyde en stigning af disse landes gæld.

At bankerne måtte acceptere en “haircut” på 50 procent af den græske gæld betyder, at de i virkeligheden er blevet tvunget til at acceptere en de facto delvis græsk bankerot. Teknisk set er det ikke en betalingsstandsning, det er ikke Grækenland, der ensidigt erklærer, at de ikke kan eller ikke vil betale, men i praksis er det, hvad det er. Bankerne blev nødt til at acceptere, at de ikke vil se noget til en stor del af deres lån til Grækenland og det er bedre at forsøge at få halvdelen tilbage end ingenting.

Dette sammen med rekapitaliseringen, som de må gennemføre, vil lægge et enormt pres på de europæiske banker, især de franske og tyske. Derfor forberedes en større og mere alvorlig bankkrise i den ikke alt for fjerne fremtid. Det vil medføre en kreditklemme på lånerne, der yderligere vil skubbe økonomien ind i krise.

Igen, hvad vi har her er et klassisk eksempel på et midlertidigt stedfortræder tiltag, der undgår en øjeblikkelig krise, men som blot ophober endnu større modsætninger i fremtiden og forbereder en meget dybere krise længere henne ad vejen. Det er, som Marx har forklaret, i kapitalismens natur. De kan komme rundt om krisen i en periode, nogen gange i årtier, men kun for at forberede nye og større kriser.

De tiltag, som de europæiske ledere er blevet enige om, løser intet, de udskyder blot krisen. Som nogen af de mere skarpsindige af kapitalens strateger har indrømmet, vil disse tiltag berolige markederne i et par uger, men når først det bliver klart, at krisens fundamentale årsag ikke er blevet fjernet, vil uroen i markedet igen bryde frem.

Aftalen involverer for eksempel, at Italien beskærer sin gæld i forhold til BNP og opnår et balanceret budget i 2013 og et overskud i 2014, og derigennem opnår en reduktion af regeringens samlede bruttogæld til 113 procent af BNP i 2014. Den italienske offentlige gæld var i 2010 på 119 procent af BNP og er nu på i alt 1900 milliarder euro, hvilket gør den til en af de største offentlige gæld i verden. Renterne på dette niveau af gælden i 2011 er på 4,8 procent af BNP, eller omkring 77 milliarder euro. Så udover at skulle skære 6 procent af BNP af gælden i 2013, skal den italienske regering også finde tæt på 5 procent for at dække renterne. Det svarer til at skulle spare mere end 10 procent af BNP fra den samlede gæld, hvilket vil betyde hårde sparetiltag. Berlusconi regeringen presses i virkeligheden til at fremskynde introduktionen af sådanne tiltag, såsom at hæve pensionsalderen fra 65 til 67 år.

Alle regeringer på tværs af Europa er under pres for at implementere lignende sparetiltag. Aftalen er meget eksplicit på dette punkt: ”Alle medlemsstater i euroområdet er fast besluttet på at fortsætte deres politik med finansiel konsolidering og strukturelle reformer. En særlig indsats vil kræves af de medlemsstater, der oplever spændinger på markederne for statsgæld.” De går derefter videre med de specifikke detaljer om, hvad især Spanien og Italien bør gøre. De sejre og rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig over årtier, er nu alle truet, inklusiv basale faglige rettigheder såsom retten til kollektive forhandlinger. Arbejdere mister deres jobs, velfærden skæres ned og lånemulighederne begrænses. Det er en endeløs nedadgående spiral, hvori nedskæringer i de offentlige udgifter fører til lavere forbrug, som fører til faldende BNP rater, hvilket betyder, at regeringernes indtægter styrtdykker, hvilket yderligere forstørrer alle modsætningerne.

I den aftale, der blev nået i nat, kan vi med henvisning til Italien læse, at EU lederne ”byder Italiens planer for vækstfremmende strukturelle reformer velkommen.” Men ingen af de tiltag, der er foreslået, kan føre til økonomisk vækst. De peger alle i den modsatte retning.

Systemets krise

Årsagen til dette skal ikke findes i den ene eller anden politik, i det ene eller andet land, der antageligt har ”levet over evne”; men i selve det kapitalistiske systems natur. Kapitalismen går gennem opsving og kriser. I perioder, nogen gange relativt lange periode såsom 1948-73, kan der være et stort opsving. I sådanne periode får vi at vide, at kapitalismen har løst alle sine modsætninger og at krak, som det der fandt sted i 1929, aldrig vil ske igen, Men præcis som der kommer opsving, følges disse uundgåeligt af krise. Efterkrigsopsvinget endte med krisen i 1974.

Den nuværende krise blev forberedt af den måde, som kapitalisterne trak sig ud af krisen i 1970’erne. Fra 1980’erne og frem var kapitalismens som system i offensiven imod arbejderklassen og angreb alle de indrømmelserne, som arbejderne havde vundet i den foregående periode. Fagforeningsrettigheder kom under angreb, i et forsøg på at svække arbejderne evne til at modstå angrebene.

Reallønningerne i forhold til den samlede nationale indkomst faldt. På arbejdspladserne var der et øget pres, hurtigere arbejdstempo, en reduktion i pauserne, længere arbejdstid, øget brug af løsarbejdere osv. Der var bølge efter bølge af privatiseringer, hvor moderne, offentligt ejede virksomheder blev solgt billigt for at give kapitalisterne en mulighed for hurtige profitter. Statsinvolvering i økonomien som et hele blev massivt reduceret.

Al dette beskar den virkelige købekraft i forhold til det antal varer, der blev produceret. Det blev delvist overkommet ved den senere åbning af store dele af verdensøkonomien for kapitalismen, med den østeuropæiske blok og Sovjetunionens kollaps og Kinas overgang til kapitalisme. Det skabte nye markeder men også en kilde til billig arbejdskraft. Det tillod også en billiggørelse af mange forbrugsgoder, hvilket gjorde livet mere udholdeligt for arbejderne.
Men nedenunder hele denne proces foregik en udtrækning af mere merværdi fra arbejderne. Det forklarer de voksende profitniveauer i hele denne periode. Men hvis man har øgede profitter, betyder det, at den del af de virkelige værdier, der går til arbejderne, falder. Systemet kom omkring denne modsætning, dvs. de faldende reallønninger og behovet for at sælge mere, gennem en udvidelse af kreditten i hidtil uset omfang.

Resultatet var at gælden svulmede op overalt. Så længe den voksende kredit gav en stimulans til økonomien, virkede alle glade. Voksende forbrug, næret af kredit, havde en indflydelse på markedet. Voksende efterspørgsel førte til voksende produktionsniveauer og stigende profitter. Men alt dette havde en grænse og den grænse blev endelig nået i 2007-08, da bankerne gik ind i en krise og måtte reddes af offentlige penge. Efter årtier med fordømmelse af enhver form for statsintervention i økonomien blev staterne pludselig tvunget til at intervenere i massivt omfang, og stille milliarder til rådighed for bankerne.

Det betød en overførsel af den private gæld fra bankerne til staterne. Og da først staterne var stærkt gældssatte, gav de regningen videre til arbejderklassen i form af sparetiltag. Derfor er det, vi har set, at den selv samme kredit – gælden – der havde været et nøgleelement i at tilføre en stimulans til økonomien, nu er årsagen til den nuværende krise.

Det afslører, at det kapitalistiske systems underlæggende modsætninger, især maskeret af kreditopsvinget, nu er kommet op til overfladen. Det er dette, der underminerer den Europæiske Union. På opsvingets baggrund formåede de at sammenstykke aftalen om at skabe euroen. Så længe der var opsving, maskerede det også de enorme forskelle i de økonomier, der udgør eurozonen.

Den mest skærende modsætning er den mellem niveauet i den græske og tyske økonomi. produktiviteten for den tyske arbejdskraft er 30 procent højere end i Grækenland. Det afspejler den mere udviklede og fremskredne tyske kapitalismes natur. I Tyskland har der været flere investeringer industrien og det gør det til en magtfuld konkurrent på det europæiske marked og verdensmarkedet. Det græske borgerskab er på den anden side langt mere afhængige af staten og EU\'s finanser. Den græske økonomi er langt mindre udviklet og dens industri langt mere tilbagestående.

I en sådan situation kunne Grækenland også drage nytte af situationen, så længe kreditopsvinget virkede og den overordnede kage voksede. Men nu hvor kagen er stoppet med at vokse, er konkurrencen langt skarpere og de stærkere økonomier, især Tyskland, har presset de svagere, som Grækenland og Italien. Grækenland er nu på fjerde år med recession og Italien er næsten ikke vokset. Det gør det endnu sværere for disse lande at finansiere deres gæld og de er derfor tvunget til at låne endnu mere. Den situation kunne ikke fortsætte for evigt og nu har vi krisen.

Alle politikker fører til ruin

Borgerskabet står i den nuværende situation overfor det dilemma at ingen af de to klassiske økonomiske politikker, keynesianisme eller monetarisme virke. Historisk set er kapitalisme svinget mellem de to. I efterkrigsperioden dominerede den keynesianistiske tankegang. Det betød grundlæggende set, at staten – gennem underskudsfinansiering – må spille en større rolle i økonomien og skabe stimulans gennem offentligt forbrug. Ideen er, at når staten investerer i store projekter som bygning af veje, sundhed, boliger og endda en del af produktionen, osv. skaber det arbejdspladser, der skaber efterspørgsel, der igen stimulerer yderligere vækst. Det var i hvert fald teorien.

Efterhånden førte underskudsfinansieringen i 1970’erne over en længere periode til ophobning af offentlig gæld og stigende inflation. Det medførte en 180-graders vending i den økonomiske politik overalt. Målet blev at bringe inflationen ned. Derfor kom monetarismen tilbage i forgrunden. Ideen var, at da den voksende underskudsfinansiering havde ført til inflation, måtte pengemængden bringes under kontrol. Det indebar øgede renter og drastisk reduktion i det offentlige forbrug. Storstilet privatisering af statsejede virksomheder var en del af alt dette.

Hvordan kan nogen af disse politikker under de nuværende omstændigheder opnå de ønskede resultater? Staten er dybt forgældet overalt. Med de massive redningspakker til bankerne i 2008 skød den offentlige gæld i vejret overalt. Men den gæld var ikke resultat af, at staten brugte penge på at udvikle infrastrukturen, skabe jobs osv. Det var simpelthen en kæmpe sum penge, der blev kastet ned i bankgældens bundløse hul. Derfor steg gælden uden nogen klassisk keynesianistisk effekt i form af stimulans til økonomien.

Monetarismen ville på den anden side betyde en reduktion af pengemængden og at øge renterne. Hvis de gør det under de nuværende omstændigheder, vil det øge prisen på at låne penge enormt og sænke udlånene og derfor yderligere skære i investeringerne. Det ville også øge det allerede eksisterende gældsniveau massivt.

Faktum er, at de har udtømt brugen af disse to klassiske muligheder, keynesianisme og monetarisme og nu ser det ud til, at den eneste tilbageværende mulighed er at trykke penge. De forklæder det ved, at bruger udtryk som ”kvantitative lettelser”, men at ændre navnet ændrer ikke tingens essens. At trykke penge er et desperat tiltag, der indikerer, at borgerskabet er i en blindgyde. De tror, at hvis de kaster store mængder papirpenge ud i økonomien, vil det stimulere forbruget. Men det eneste det at trykke flere penge har resulteret i tidligere er at fremprovokere højere inflation. Det fører i sidste ende til en devaluering af valutaen og derfor er der brug for endnu flere penge til at købe de samme produkter. I det lange løb kan det føre til hyperinflation.

Og hyperinflation er, hvad det tyske borgerskab frygter over næsten alt andet. Det forklarer hvorfor det tyske borgerskab, der dominerer EU, bruger sin økonomiske vægt til at påtvinge resten af Europa sparepolitik. Men ved at påtvinge Europa besparelser bringer de blot en recession på europæisk plan nærmere og gør den endnu dybere, når den kommer.

Sparepolitik i Grækenland, Italien, Spanien og andre steder betyder at markedet skæres overalt. Paradoksalt betyder det også at der skæres i det marked, som tysk industri eksporterer til. Det forklarer den meget træge vækst i Tyskland nu. Det gør det også sværere for disse lande at vokse ud af deres gæld. Grækenland er allerede gået delvist bankerot. Før eller senere vil de gå fuldstændig bankerot.

Hvad der er sket i Grækenland, vil blive gentaget i Portugal, Irland, derefter Italien og Spanien og flere andre. Som hvert land nærmer sig et sådan kritisk punkt, vil gribbene slå til, skærpe situationen og trække det ene land efter det andet ned. Når det sker, vil Italien og Spaniens gæld, der er blevet forsikret af Tyskland og Frankrig, blive ubetalelig og derfor vil den gæld, der er ophobet i Sydeuropa, blive overført til nordeuropa. Det vil derfor blive en gældskrise for hele Europa ledsaget af en alvorlig sparepolitik i hele Europa.

De tiltag, der blev opnået enighed om onsdag [26. oktober], kan i bedste fald udskyde en alvorlig krise i nogle uger eller måneder, muligvis til næste år. Det kapitalisterne gør, er i virkeligheden fuldstændig ulogisk fra et økonomisk synspunkt. Ifølge ”markedslovene” burde Grækenland have fået lov til en fuldstændig bankerot og derefter være blevet ekskluderet fra Euroen og EU selv.

Sådan et scenarium ville dog have dybdegående konsekvenser for resten af Europa. Det ville sætte en kædereaktion i gang med den ene bankerot efter den anden. Det ville føre til et kollaps i mange franske og tyske banker, der i massivt omfang er eksponeret overfor Grækenland og det ville kaste hele Europa ned i dyb depression. Så som vi kan se, kan det der ud fra et strengt økonomisk synspunkt er logisk ikke anvendes uden at tage de bredere konsekvenser af en sådan politik med i betragtningerne. Men bortset fra det er der de politiske og sociale implikationer. De græske arbejdere skubbes til grænsen for, hvad de kan tolerere. Det betyder klassekamp i et omfang, vi ikke har set i mange år.

Bevægelse mod revolution

Grækenland skubbes i retning af revolution og i disse dage er revolution smitsom, fordi de samme betingelser udvikler sig overalt. Bevægelsen i Grækenland er en inspiration til arbejdere i andre lande. Og arbejderklassen har aldrig været stærkere end i dag. Trods al propagandaen om at arbejderklassens størrelse er faldet, er realiteten, at den overvældende del af befolkningen nu tilhører arbejderklassen i den marxistiske forstand, dvs. de er afhængige af lønarbejde.

I den seneste periode har vi set massive mobiliseringer af arbejderne og ungdommen over store dele af Europa. I Grækenland har vi set generalstrejke efter generalstrejke. I Irland så vi kæmpe demonstrationer da krisen opslugte landet. Vi så de franske arbejderes imponerende bevægelse sidste år. I Spanien har bevægelsen fra ”los indignados” (de indignerede) afsløret den udbredte vrede, der er opbygget blandt arbejdere og unge. Også i Italien har vi set magtfulde mobiliseringer.

Vi er vidne til begyndelsen på den europæiske revolution. På nuværende tidspunkt er nogle lande mere påvirket end andre. De afspejler, hvor langt krisen er nået i hvert af disse lande. Men der er ingen tvivl om, at alle lande bevæger sig i samme retning. De er alle på samme vej, nogen længere fremme og andre lidt bagud. I England ser vi forberedelsen af, hvad der vil vise sig at blive den muligvis største fagforeningsmobilisering i det mindste siden 1970’erne og nok endnu længere tilbage.

Arbejdernes vilje til at kæmpe er klar. Desværre er det også lysende klart, at der mangler en kæmpende ledelser for fagforeningerne og arbejderpartierne. I Grækenland er det Socialdemokratiet, PASOK, et parti dannet af arbejderne under den revolutionære omstyrtelse af den forhadte militærjuntas styre i 1974, der nu implementerer drakoniske sparetiltag. I Spanien har Zapateros ”socialdemokratiske” regering introduceret spareplanerne og har endda indgået aftaler med det borgerlige parti PP og vil nu betale prisen med massive valgnederlag ved det kommende valg.

I Portugal var det Socialistpartiets regering, der gennemførte spareplanerne, som de var nået til enighed om i forbindelse med redningspakken og som efterfølgende blev smadret ved valgene i juni. I Italien er lederne af det tidligere Kommunistparti fusioneret med en borgerlig formation og har dannet det Demokratiske Parti. Dette parti kritiserer Berlusconi for ikke at være seriøs nok, med hvilket de mener, at han ikke er besluttet nok på at gennemføre sparetiltagene. I England har vi ledelsen i Labour, der gør det klart, at de ikke har noget virkeligt alternativ. Den eneste forskel, de fremsætter, er, at de måske ville indføre sparetiltagene langsommere. De siger, det mens de er i opposition, men det er klart, at når først de er tilbage ved regeringsmagten, ville de fortsætte den samme politik som den nuværende Konservative-Liberale koalition.

Alle disse ledere er fortidens produkter, da kapitalismen gik frem. De kan ikke se noget andet system end det kapitalistiske. Hvis kapitalismen ikke kan give ægte forbedringer for arbejderne, så accepterer disse ledere det uden videre. De gennemfører sparepolitik og håber, at denne politik vil virke og at alt vil løse sig selv en dag. Men det vil ikke løse sig selv. Det er den mest alvorlige krise siden 1929 og vil måske ende med at blive værre endnu.

Reformismens begrænsninger

I disse omstændigheder ser den reformistiske venstrefløj krisens årsager ikke i det kapitalistiske systems fundamentale modsætninger men i ting som ”mangel på regeringsregulering”, eller ikke nok ”markedsregulering”. I England går nogen af dem endda så langt som at udtale, at den nuværende regering gennemfører besparelser ud fra ideologiske fordomme, og ignorerer belejligt det faktum, at i Spanien og Grækenland er det socialdemokraterne, der gennemfører den præcis samme sparepolitik.

På venstrefløjen kræver for eksempel KKE i Grækenland, at landet skal udtræde af euroen og endda EU. De ignorerer fuldstændig det faktum, at Grækenland skylder en masse penge væk uanset om de er inden- eller udenfor. Et kapitalistisk Grækenland udenfor den Europæiske Union ville stå overfor massiv krise. To tredjedele af Grækenlands eksport går til EU. Sandheden er, at både indenfor og udenfor EU ville Grækenland stå overfor mere eller mindre det samme katastrofale økonomiske scenarium. Denne krise skyldes ikke den Europæiske Unions eksistens. Det er en krise i det kapitalistiske system. Island var ikke del af EU og blev alligevel de første, der bukkede under.

Det betyder ikke, at vi argumenterer til fordel for en Europæiske Union. Tværtimod, vi anser EU som intet andet end bossernes union med det formål at fremme de magtfulde europæiske kapitalisters interesser. EU påtvinger anti-arbejderklasse politik overalt. Dette organ kan ikke reformeres til et eller andet slags ”socialt Europa”. Vi er imod EU, men svaret er ikke mange små kapitalistiske lande, men enheden af Europas arbejdere i kampen for Europas forenede socialistiske stater.

Vi står overfor en global krise i kapitalismen. Det afspejles i bevægelser som #Occupy Wall Street bevægelsen, der har spredt sig til mange byer på tværs af USA og over hele verden.

Revolution er under forberedelse. Den arabiske revolution var del af denne proces. Europa kom meget hurtigt efter og nu påvirkes USA.

Marxisternes opgaver

Hvad er marxisternes opgaver under sådanne omstændigheder? I al vores materiale i løbet af mange år, har vi advaret om, at en sådan krise ville bryde ud før eller senere. Vi stod fast, da mange andre forlod kampen. Mange tidligere venstreorienterede er blevet højreorienterede socialdemokratiske politikere. De så ingen fremtid for ægte socialistiske ideer. Men grunden til, at marxisterne stod fast, er fordi, vi er bevæbnet med marxismens videnskabelige metode, en metode der ikke nøjes med at se på de overfladiske aspekter af en given situation. Vi ser dybere på alle de underliggende modsætninger og ser hvor de i sidste ende vil føre hen.

Problemet er, at massen af almindelige arbejdende mennesker ikke er bevæbnet med en sådan metode og forståelse. Så længe systemet ser ud til at virke og skaber jobs, boliger, sundhed, uddannelse, anstændige lønninger osv. vil de fleste tolerere systemet. Men nu finder der et enormt skift i bevidstheden sted blandt millioner af arbejdere og unge.

Da krisen brød ud i 2008, fik vi at vide, at det var midlertidigt. Bankerne blev reddet, den offentlige gæld steg og spareplaner begyndte at blive indført. Nu tre år senere ser vi stadig ikke forbedringer, eller tiltag i retning af bedre forhold, men en forværring af krisen. Arbejderne begynder, efter modstræbende at have underlagt sig den første bølge af angreb, at forstå at dette ikke er en kortsigtet, midlertidig krise, der kan overkommes med små doser sparetiltag. Nedslagtningen af leveforholdene er uundgåelige og uden ende.

Det skaber en afgrund mellem arbejdernes behov og den politik og tankegang, der findes hos arbejdernes såkaldte ledere. Der er en enorm kløft mellem den objektive situation, der kun kan løses gennem afskaffelsen af det kapitalistiske frie marked, og programmet fra lederne af arbejderklassens politiske og faglige organisationer. Fagforeningslederne over hele Europa har ikke indset de opgaver der skal løses. Når de bevæger sig, gør de det generelt under pres nedefra, og selv da mobiliserer de med det eksplicitte formål at lukke lidt damp ud, at gennemføre en symbolsk protest og så få arbejderne tilbage til arbejdet. Det er tilfældet selv i Grækenland efter sidste uges 48 timers generalstrejke.

Der er dog en anden side. I takt med at ledelsernes begrænsninger udstilles mere og mere, vil presset opbygges fra neden for at vælge mere kampvillige ledere. Denne proces er allerede begyndt i nogle lande. I Italien har denne proces ført til at FIOM, metalarbejdernes fagforening indenfor CGIL sammenslutningen, har påtaget sig oppositionsrollen. Det vil gentages i alle lande.

Fra kampen for at omdanne fagforeningerne til virkelige kamporganisationer vil arbejderne efterhånden bevæge sig for at omdanne deres eksisterende masseorganisationer. I Grækenland ser vi det pres, det lægger på alle venstrefløjens partier. KKE ledelsen er under pres for at forlade sin sekteriske tilgang til resten af venstrefløjen. PASOKs medlemmer har bevæget sig inde i fagforeningerne og har presset de faglige PASOK ledere fra PASKE fraktionen til et brud med PASOK og der er endda snak om, at dette lag måske vil gå i retning af dannelsen af et nyt parti. Det er stadig begyndelsen, men vi kan se hvordan presset fra neden opbygges.

I denne situation må marxisterne vide, hvordan de skal handle. Vi er stadig en lille styrke, men i nogle lande har vi etableret os som en seriøs oppositionskraft. Vi må tålmodigt opbygge vores kræfter, intervenere i massebevægelsen og vinde de mest bevidste lag. Dette arbejde er forberedende arbejde til de større opgaver, der ligger forude; at intervenere i de massevenstrestrømninger, der uundgåeligt vil opstå i fremtiden. Hvis vi opbygger en tilstrækkelig base, vil vi på et vist stadie forbinde os med de mest bevidste lag af arbejdere og unge og derefter med de bredere lag.

Den krise vi er gået ind i, kan ikke løses ved at ændre indenfor systemet, ved at pille lidt ved med det ene eller andet aspekt af økonomien. Systemet må fjernes og erstattes med en rationel planlægning af økonomien under arbejderklassens kontrol. Der er ingen anden vej. Millioner drager allerede mere eller mindre klart den konklusion, at det er systemet selv, der er i krise. Det afspejles i meningsmålinger, der viser, at der er en overvældende støtte til protestbevægelserne (indignados, #occupy, osv.), der har udviklet sig.

Marxisternes opgave er at nå disse bevidste lag i ungdommen og arbejderklassen, der er begyndt at kæmpe og forklare, at kampen for socialisme er det eneste alternativ. Træningen og uddannelsen af marxistiske kadrer, rodfæstet i arbejderklassens bevægelse, er den nødvendige forudsætning for opbyggelsen af en marxistisk ledelse.

Derfor opfordrer vi alle vores læsere til at gå med og hjælpe med at bygge den Marxistiske Tendens i alle lande. Vores tid er kommet.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)