Det kapitalistiske system i nedsmeltning

Længe inden Coronavirussen begyndte at hærge, var det tydeligt, at den internationale økonomi var gennemsyret af massive modsætninger der før eller siden måtte finde et udtryk. Således bragte RS allerede i sensommeren og senere i december artikler om, hvordan et nyt krak var under opsejling. Denne artikel, skrevet inden de alvorligste økonomiske konsekvenser af Coronavirussens hærgen i Europa blev tydelige, undersøger det økonomiske baggrundstæppe som "Corona-krisen" nu udspiller sig på.

[Source]

Coronavirussen er blevet katalysator for et sammenbrud på aktiemarkederne, med drastiske fald overalt på hvad der er blevet døbt ”sorte mandag”. Den nye epidemi er en historisk tilfældighed, der har afsløret den dybtliggende sygdom i det kapitalistiske system, der når som helst kan tippe over i en endnu dybere krise end i 2008, forklarer Rob Sewell (redaktør på Socialist Appeal).

»Folk er bange,« siger Andrew Sullivan, direktør i Hongkongs børsmæglerbureau Pearl Bridge Partners, mens det kapitalistiske system står overfor en økonomisk nedsmeltning.

Dette er som at opleve ’Black Monday’ fra 1987 [hvor aktiemarkederne oplevede et stort og pludseligt krak, red] én gang til. Aktiemarkeder overalt i verden, fra London til Tokyo, er i frit fald. Alt peger mod en gentagelse af 2008 men på et højere niveau. Med andre ord: vi står på grænsen til en dyb verdenskrise.

»Deres økonomiske problemer vil sprede sig præcis som virussen,« siger milliardærkapitalisten Ray Dalio i en indsigtsfuld kommentar.

De europæiske aktier dykkede efter at de åbnede i dag [mandag d. 9., red.], Londons FTSE 100 [Financial Times Stock Exchange 100 Index, red.] faldt med 7,7 procent, og fik sin værste dag siden den økonomiske krise i 2008-09. Wall Streets S&P 500 faldt med syv procent, hvilket udløste et 15 minutters handelsstop, og også den oplevede sit største fald siden finanskrisen i 2008. Tysklands Dax og Frankrigs Cac 40 faldt med mere end seks procent efter Stoxx Europe 600-indekset, som følger regionens største virksomheder, faldt med næsten otte procent. Råolie oplevede det største et-dags-fald siden Golfkrigen i 1991.

Væksten i Kina kollapser med et fald fra 6 procents vækst til 2 procent, og vil sandsynligvis falde yderligere til decideret negativ vækst for første gang siden 1976. Eksporten er kollapset, og importen er faldende. I februar registrerede fremstillingsindustrien sit dybeste dyk nogensinde. Nye tal fra Financial Times anslår kapacitetsudnyttelsen til at være så lav som 20 procent. Tidligere var Kina verdenskapitalismens motorkraft. Nu er dette blevet vendt om med katastrofale konsekvenser. Europa er på vej mod lavkonjunktur, det samme gælder Japan. ”Udviklingsøkonomierne” står overfor en massiv sammentrækning.

OECD har allerede advaret om, at verdens vækst kunne falde til 1,5 procent, men selv dette er optimistisk.

»Det værste ligger endnu forud for økonomien, og vil først ramme over de næste par måneder,« siger Joachim Fels, som er global økonomisk rådgiver for den amerikanske kapitalfond Pimco. Han tilføjede, at en lavkonjunktur i USA og eurozonen i det første halvår nu var »en reel mulighed«, og at Japan allerede »højst sandsynligt« befandt sig i én.

Hr. Fels er tydeligvis bagud. Lavkonjunkturen udfolder sig for øjnene af os. All zombie-virksomhederne, der bliver holdt i live af de allerede laveste rentesatser, er ved at kollapse.

Mere passende er kommentaren fra Tom Holland, analytiker hos Gavekal Research: »Hvis du nogensinde har undret dig over, hvad der ville ske, hvis nogen kastede en håndgranat ind i et blodbad, så ved du det nu. Det er ikke kønt,« sagde han.

Sygdom i systemet

Coronavirusepidemien er ikke årsagen til krisen, men det er en katalysator, der har igangsat en økonomisk kædereaktion. Denne vil intensiveres, i takt med at flere sektorer bliver omfattet af krisen. Det vil være ligesom atomnedsmeltningen i Tjernobyl, en proces der er umulig at stoppe, når først den er sat i gang.

Virussen virker som en udløser på samme måde som oliekrisen i 1973 gik forud for verdenskrisen i 1974, eller dot-com-boblens kollaps, der førte til lavkonjunkturen i 2000-2001, eller subprim-kollapset, der udløste krisen i 2008-09. Selv depressionen i 1929-33 blev indvarslet af Wall Street-kollapset, et produkt af spekulation i den foregående periode. Hver af disse krak agerede på hver sin måde som katalysator for en dyb økonomisk krise, der allerede boblede under overfladen. Alt kunne have startet den, enhver tilfældighed kunne have spillet denne rolle.

Alle de midler som centralbankerne tog i brug for at forlænge det såkaldte ”opsving” – det længste opsving nogensinde – vil vende sig til deres modsætning. De har basalt set opbrugt al den ammunition, der skulle holde en ny krise fra døren. Men når krisen først rammer, vil den være langt værre end tidligere. Det er hvad, der sker nu.

Niveauet af statsgæld i verden er vokset siden krisen i 2008, og har nået niveauer, man ikke tidligere har set i fredstid. En analyse fra Deutsche Bank afslører, at verdens største økonomier har astronomisk høj gæld, den højeste i 150 år, hvilket ikke er holdbart.

Ifølge Financial Times anslår de fleste estimater verdens gældsniveau til over 250.000 milliarder dollars, tilsvarende hele 320 procent af verdens BNP, hvoraf halvdelen er at finde i Japan, Kina og USA. Dette er et korthus, der kan kollapse hvert øjeblik. Nu står de overfor at skulle uddele enorme redningspakker, på et tidspunkt der næppe kunne have været værre.

»Gennem deres aggressive handlinger over det sidste årti har centralbankerne sådan set fastlåst dem selv i at skulle intervenere kontinuerligt i regeringers obligationsmarkeder. Man kan argumentere for, at de er har passeret point-of-no-return,« sagde Deutsche Banks Jim Reid.

Med rentesatser tæt på nul og pressede profitmarginer står nogle banker i alvorlige vanskeligheder på nuværende tidspunkt. USA’s centralbank har lige sænket renten, og andre vil sandsynligvis gøre det samme, men dette vil ikke gøre en forskel for den reelle økonomi, og vil underminere visse banker yderligere, men de har ikke noget alternativ. Mens JP Morgan tjener masser af penge, har andre banker, som Bank of America med dens billige indlånsbase, tabt 80 mia. dollars i markedsværdi på blot et par uger. Silicon Valley Bank har mistet over en tredjedel af dens værdi. Der er 5.200 små og store banker i USA, der er ved at blive ramt hårdt, og snart vil blive opslugt af de store banker.

Udbredelsen af globaliseringen, der styrkede kapitalismen ved at intensivere verdenshandelen, bliver nu sat i bakgear. De omfattende forsyningskæder, produktionslinjerne der producerer ”just-in-time”, står overfor voldsomme forstyrrelser. Alle de faktorer der fremmede opsvinget, har nu dialektisk vendt sig til deres modsætninger.

Ifølge Resilinc, en gruppe fra Californien der følger millioner af delkomponenter for at kortlægge forsyningskæden, bliver omkring 1.800 forskellige slags komponenter fremstillet i de områder af Kina, der er i karantæne.

»Det uhyggeligste vi ser, er, at det højeste antal dele [der bliver lavet i og omkring Hubei] er modstande og elektroniske komponenter – små ting som ingen bekymrer sig om – plus termiske komponenter, plastik og resiner og metalplader,« sagde Bindiya Vakil, Resilincs administrerende direktør.

Dette er den moderne version af at kaste grus i maskineriet. Eller en sommerfugl der blafrer med vingerne og skaber en orkan på den anden side af jorden.

Hun advarede om at »ingen forsyningskæde vil forblive urørt« og forudså så, at 70 procent af verdens fremstillingsvirksomheder kunne blive afskåret fra forsyninger af delkomponenter. Ford stod i denne situation i 2011 og var tvunget, ligesom andre, til at lukke fabrikker.

Som Peter Hasenkamp, der var involveret i forsyningskædeplanen for Tesla Model S, sagde: »Der kræves 2.500 dele til at producere en bil, men kun én for ikke at gøre det.«

Nedsmeltning

Med denne økonomiske nedsmeltning, forværret af coronavirussen, der truer med at udvikle sig til en pandemi, lader centralbankerne og regeringerne til at være hjælpeløse.

Ray Dalio, milliardær og medformand for Brigewater Associates, kom med en direkte men realistisk advarsel: »Hvis man ser tilbage på perioder i historien, hvor denne sammensætning af omstændigheder opstod,« siger han ildevarslende, »var den sidste gang i 1930’erne«.

»Enhver der er velvidende og ærlig vil fortælle dig, at den negative økonomiske indvirkning af coronavirusudbruddet sandsynligvis vil være stor, at monetær politik kun i ringe omfang kan modvirke den, og at koordineringen mellem politiske ledere og centralbankfolk er både essentiel og usandsynlig,« skrev han.

»Selvom coronavirussens fremkomst, og det økonomiske chok den vil resultere i, var en overraskelse, har flere ting været åbenlyse i en længere tid… det har været tydeligt, at en økonomisk nedgang en dag ville komme hvad der så end måtte udløse den.« (Financial Times, 9/3/20).

Hvad han siger, er fuldstændig korrekt. Krisen kommer til at være stor. På samme skala som den i 1930’erne. Men de politikker som borgerskabet normalt bruger for at bekæmpe kriser, er nu stort set ubrugelige. Verdenssituationen har aldrig været så prekær.

Han fortsætter: »Forestil dig nu at du tillægger de dobbelte sundheds- og økonomiske chok, som udbruddet medfører, og hvor dette vil føre hen. Forestil dig mange virksomheder, der lider under invaliderende indtægtstab, nogle af disse forgældede til over skorstenen på grund af vedholdende billige penge og andre incitamenter til at låne, der vil tvinge dem til at skære i udbetalingerne til deres ansatte og misligholde deres lån.«

Med andre ord vil virksomhederne skære lønningerne og misligholde deres gæld. Der vil komme en bølge af konkurser, der vil have en videre dominoeffekt. De er skrækslagne for at et stigende antal misvedligeholdelser vil få markedet for virksomhedsobligationer, hvor niveauet af ”gearing” [investering for lånte penge, red.] og overordnet gældsætning har været stigende, let kunne kollapse. »Finansielle belastninger der gør nedgangen værre, er en stor risiko,« sagde Adam Slater, førende økonom hos Oxford Economics.

Mens den amerikanske centralbank beskar renterne en smule, og sandsynligvis vil reducere dem videre til nul, forsøger den Europæisk Centralbank (ECB) at følge med. Efter for få uger siden at have slået fast, at den europæiske økonomis fremtid var rosenrød, står de nu overfor recession med en tredjedel af Italiens befolkning, der allerede er under ”lock down” [i skrivende stund er det udvidet til hele den italienske befolkning, red.]. Både Frankrigs og Italiens økonomier havde negativ vækst i sidste kvartal af 2019 mens Tysklands gik i nul. For eurozonen, hvis vækst i 2019 allerede var bremset ned til sit laveste niveau i syv år med 1,2 procent, kunne krisen dårligt komme på et værre tidspunkt.

»Milliardspørgsmålet er: hvor længe vil det vare?« sagde Jörg Asmussen, en tidligere cheføkonom fra ECB. »Er det midlertidigt? Hvor mange måneder vil der gå før et v-forms-opsving starter?«

Håbet er lysegrønt. Efter et par måneder, håber de at alt er tilbage til normalen. Givet krisens omfang, og dette er kun begyndelsen, forventer mange at det vil vare ni måneder eller et år. Men vi er i ukendt farvand.

Christine Lagarde, lederen af ECB, er fanget som en lus mellem to negle. Modsat den amerikanske centralbank, har ECB holdt sine rentesatser på nul, og er nu løbet tør for muligheder. Faktisk skar den renten så sent som i september til et historisk lavpunkt – minus 0,5 procent. Det svarer basalt set til at betale banken for at holde dine penge!

Lagarde sagde for nyligt selv, at dette har »reduceret muligheden væsentligt« i forhold til at skære yderligere på renterne. Det siger du ikke! Og disse folk er kapitalens største strateger. Det er ikke så underligt, at der har været åbne uenigheder i ECB over dens pengepolitik. Når du står på afgrunden til en vulkan i udbrud, er det svært at tænke klart.

Finansmarkedet mener, at ECB er tvunget til at handle. De har medregnet en yderligere beskæring i renterne til minus 0,6. Men dette vil ikke hjælpe. Denne desperate politik er som at tage steroider, som kan være yderst effektive i små doser men ikke over længere perioder, eftersom de svækker systemet. Sagt simpelt, så virker medicinen ikke.

De taler nu om at målrette lån mod virksomheder, men det er som at angribe en insektsværm med en fluesmækker. Det demonstrerer, hvor afmægtige de er, når de står overfor denne krise i kapitalismen.

Dette ligner en gentagelse af krisen i 2008, men muligvis dybere. Dengang formåede de at redde det kapitalistiske system med bankpakker og undgik en ny depression. Det lykkedes ikke mindst på grund af de kolossale ressourcer, som blev pumpet ind i den kinesiske økonomi, der holdt verdensøkonomien oven vande.

Ingen udvej

I dag er handelsspændingerne i forvejen høje, og begyndelsen på en egentlig handelskrig raser allerede mellem Kina og USA, på trods af deres skrøbelige våbenhvile; men også mellem USA og Europa. Hvis verdensøkonomien og verdenshandelen kollapser, vil de kapitalistiske magter forsøge at undslippe deres problemer ved at skubbe dem videre til de andre. Dette kunne lede til indførslen af bring din nabo til tiggerstaven-politikker samt konkurrerende devalueringer. Det var, hvad der skete i 1930 i USA med vedtagelsen af Smoot-Hawley-loven, der startede en handelskrig. Dette var katastrofalt, og endte med verdensdepressionen i 1930’erne.

Dette kan let ske med Trump i Det Hvide Hus, som har vedtaget en America First-politik. Hans instinkter falder sammen med protektionisme, hvilket let kan omdanne en krise til en depression. Når først protektionismen bider sig fast, vil den være utrolig svær at stoppe. Det vil blive til en kædereaktion, hvor andre lande også vedtager protektionistiske tiltag for at beskytte deres interesser.

Vi ser allerede en handels- (pris-) krig mellem Saudi-Arabien og Rusland, og mellem Rusland og USA over oliepriser, hvor prisen på råolie er faldet fra 65 dollars per tønde til 30 dollars i skrivende stund. Det har været det største prisdyk siden Golfkrigen i 1991, men den kan stadig falde meget mere, muligvis til 20 dollars per tønde. Vi er på en langt skarpere nedadgående kurve.

Blandt borgerlige økonomer debatteres nu hvilken slags krise vi står i; en udbudskrise, efterspørgselskrise, blot et finansielt chok – eller en kombination af de tre?

De er ude af stand til at forstå, at denne krise er en klassisk krise i kapitalismen. De er blevet uddannet til og opvokset med den forståelse, at kapitalismen aldrig kan opleve dybe kriser. De har intet lært fra krisen i 2008, den dybeste krise som kapitalismen nogensinde har stået overfor.

Deres dilemma blev opsummeret af Martin Wolf, hovedøkonomen hos Financial Times i midt-2009:

»I dag kæmper de med den dybeste krise siden 1930’erne, et banksystem i regeringsrespirator og står overfor faren for deflation. Hvordan kunne det gå så galt?«

Han fortsatte: »De fleste af os – og jeg var én af dem – troede at vi havde fundet den hellige gral. Nu ved vi, at det var et fatamorgana.« (Financial Times, 6/5/09).

Krisens uundgåelighed

Det var Karl Marx, der opdagede den kapitalistiske økonomis modstridende love, som de borgerlige økonomer afskyr. De er influeret af den franske økonom, Jean Baptist Say, som forsvarede ideen om økonomisk ligevægt under kapitalismen. Men en sådan ligevægt findes ikke.

Vor tids økonomer, som David Ricardo før dem, »kan ikke indrømme, at den borgerlige produktionsmåde i sig selv indeholder en barriere for produktivkræfternes frie udvikling, en barriere som kommer op til overfladen i kriser og, specifikt, i overproduktion – krisernes basisfænomen,« som Marx sagde det. (’Theories of Surplus-Value, part 2’)

Udviklingen af kapitalismen indeholder i sig selv krisens frø. De kan holde det kapitalistiske system i gang med kredit eller andre kunstige midler, men før eller senere når systemet dets grænser. »Banker og kredit blev således de stærkeste måder at drive den kapitalistiske produktion ud over dens grænser på,« forklarede Marx. Men han tilføjede rammende, »og én af de mest effektive drivende kræfter for kriser og svindel.« (Kapitalen, bind 3)

Igen forklarer han, »I et produktionssystem hvor hele reproduktionsprocessens sammenkobling baserer sig på kredit vil en krise uundgåeligt bryde ud, hvis kreditten pludseligt bliver tilbagetrukket, og kun kontantbetaling accepteres. Derfor fremstiller hele krisen sig selv, ved første øjekast, som blot en kredit- og monetær krise.« (Kapitalen, bind 3)

Produktivkræfterne under kapitalismen har vokset sig ud over markedet. Der er et kæmpe lager af biler, stål, aluminium og andre varer, og der er endnu flere fabrikker, der står stille eller kører langsomt, fordi ordrebøgerne er tomme. De borgerlige økonomer kalder dette for ”overkapacitet”. Men det er en refleksion af overproduktion og det faktum, at systemet har nået sine grænser. Det er derfor, at de kun kan bruge 80 procent af kapaciteten i et boom og 70 procent i en nedtur. I november 2019 var kapacitetsudnyttelsen i den amerikanske fremstillingsindustri 75,1 procent. I Kina var den industrielle udnyttelse 76,1 procent i 2019’s sidste kvartal, hvilket afspejler overkapacitet selv i et ”opsving”.

Dette er en refleksion af en organisk krise i det kapitalistiske system. Privat ejerskab og nationalstaten er blevet absolutte bremser på samfundets udvikling. Ifølge Marx er barrieren for udviklingen af kapital, kapitalen selv. Arbejderklassen kan ikke købe det produkt tilbage, som de selv producerer. Selvom kapitalisterne kan overkomme denne modsætning ved at pløje denne merværdi tilbage ind i kapitalinvesteringer, forøger dette blot produktionskapaciteten, og fører til mere produktion. Markedet kan ikke følge med dette, og på et tidspunkt opstår en overproduktionskrise.

Fundamentet for kapitalistiske kriser lægges i den foregående periode. Men for at krisen opstår, kræver det et ”tilfælde”, der skubber systemet over grænsen. Det er hvad, der er sket nu. Alle de faktorer, der skubbede opsvinget frem, smelter sammen til en tung vægt der accelererer nedgangen, måske endda en depression. Med alt det brandfarlige materiale der findes i verden i dag, kan denne krise blive altødelæggende.

Sådan et scenarie vil smadre regeringer overalt. De vil forsøge at få arbejderklassen til at betale for krisen, som i 2008-09, med nedskæringsepoken der fulgte. Men arbejderklassen vil kæmpe imod. Mere end nogensinde, vil spørgsmålet om omvæltningen af kapitalismen trænge sig på i massernes sind. Revolutionære bevægelser står på dagsordenen.