Den italienske fascismes opkomst: 100 år efter marchen mod Rom

Et århundrede er gået, siden den italienske kapitalistklasse overdrog magten til Benito Mussolinis fascister. Nedenfor præsenterer vi et let bearbejdet sammendrag af artikler fra Sinistra Classe Rivoluzione, den italienske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), om begivenhederne, der ledte op til Mussolinis berygtede march mod Rom.

[Source]

I år er det hundredåret for Marchen mod Rom og Mussolinis erobring af magten i Italien. Der eksisterer mange myter om hvordan og hvorfor det kunne ske.

Hvor mange gange har vi fx ikke hørt, at fattige og ignorante masser blindt følger stærke mænd, som lover at bygge himmerige på jord?

Vores opgave, som revolutionære og marxister er ikke at forfalde til sentionalisme og hurtige forklaringer, men at forstå konteksten og bevæggrunden, som bragte fascismen til magten. Hvordan var det muligt for reaktionære grupper, som Mussolinis sortskjorter, at undertvinge og atomisere den italienske arbejderklasse og ødelægge deres organisationer?

Vi må se tilbage på den italienske fascismes opkomst i et marxistisk perspektiv for at kunne drage de rigtige konklusioner.

Fra krig til fejlslagne revolutioner

Historisk set har kapitalismens kriser ikke automatisk ført til fascismens opkomst. Da det kapitalistiske systems krise førte til massakrer på millioner af arbejdere under den første verdenskrig, og arbejdere, bønder og småborgerskabet efterfølgende blev forarmet, var den umiddelbare respons ikke reaktionær, men revolutionær. Der var oktoberrevolutionen i Rusland, den revolutionære Biennio Rosso-bevægelse i Italien i 1919-1920, den tyske revolution i 1918-1923, den ungarske revolution i 1919 og flere andre større bevægelser.

Mens bolsjevikpartiet i Rusland var i stand til at lede den revolutionære bevægelse til magtovertagelse, udviklede tingene sig ikke desto mindre anderledes i Italien og andre steder. Den revolutionære ledelse i arbejderklassens organisationer stod ikke mål med arbejderklassens resolutte kamp.

I september 1920 kulminerede en toårig stigning i arbejdernes og bøndernes kamp med besættelse af fabrikker og etablering af fabriksråd. En præ-revolutionær situation begyndte i Italien. Det blev kendt som Biennio Rosso (De to røde år). Men i stedet for bevidst at forberede kampen for arbejdermagt, lod Det Italienske Socialistparti (PSI – det primære arbejderparti på det tidspunkt) og fagbevægelsens daværende hovedorganisation CGL bevægelsen smuldre og i sidste ende ebbe ud. Således blev Biennio Rosso-bevægelsen besejret.

I et kapitalistisk samfund kan småborgerskabet ikke opretholde en uafhængig politisk linje, men svinger mellem storkapitalen og arbejderklassen. Situationen var, at småborgerskabet, efter at have støttet arbejderne under de revolutionære omvæltninger blev desillusionerede over PSI-ledernes tøven, og derfor vendte sig mod den modsatte lejr for en vej ud af krisen.

Mussolini: fra socialisme til nationalisme

Mussolini kom fra Socialistpartiets rækker. Fra 1910 havde han været redaktør på magasinet Lotte di Classe (klassekamp), som opfordrede til eksklusion af partiets reformister (på dette tidspunkt støttede partiets reformistiske fløj den borgerlige Giolitti-regerings koloniale ekspeditioner i Afrika). På tærsklen til Første Verdenskrig agiterede Mussolini stadig indædt for støtte til de såkaldte "Røde Uger" (Settimana Rossa), en kortlivet opstand ledt af socialister, syndikalister, anarkister og republikanere, der var imod ekspeditionskrigen i Libyen og den liberale Salandras-regerings politik.

Men med begyndelsen af Første Verdenskrig brød Mussolini med sin tidligere position der var imod imperialistisk krig og agiterede nu kraftfuldt for parolerne for “en revolutionær krig mod centralimperierne” og for “national socialisme”.

Sammen med den nye politiske linje etablerede han et nyt magasin, Il Popolo d’Italia (Italiens folk), finansieret med penge fra krigstilhængerne fra den enorme italienske industri på den ene side (såsom Edison, Fiat og i særdeleshed kul- og energikæmpen Ansaldo) og Frankrig og Belgiens socialistpartier på den anden side, som havde en egeninteresse i en italiensk militærintervention mod det Østrig-Ungarske imperium. For dette blev Mussolini smidt ud af PSI, hvis position i stedet var passiv modstand til krigen (“hverken tilslutning eller sabotage”).

Med slutningen på krigen sigtede Il Popolo d’Italia dels efter at fremstille sig som opposition til de gamle borgerlige partier, som nu i høj grad var blevet miskrediterede – men samtidig at indtage rollen som den primære opposition til socialismen og bolsjevismen. Derved bragte Il Popolo d’Italia krigsveteraner og tilhængere af futurismen sammen. De sidste tilførte bevægelsen et lag af intellektuelle unge. Men den største base blev mobiliseret fra syndikalisterne (et ultravenstresplit fra det socialistiske CGL, som afviste partier og partipolitik, men som trods sin "radikalisme" bevægede sig mod nationalisme under Første Verdenskrig).

På trods af denne tilstrømning kunne fascismen ikke gøre sig gældende som en ledende kraft i Italien. Den blev druknet i revolutionens stigende tidevand. Dette forhold illustreres eksempelvis ved de magre resultater som fascisterne opnåede i lokalvalgene i Milano, en af dens bastioner, i 1919: De fik mindre end to procent af stemmerne. På det tidspunkt var borgerskabet tvunget til at vinde tid og satte sin lid til, at PSI og CGL’s reformistiske ledelse ville holde arbejdernes bevægelse tilbage.

Men efter september 1920 begyndte de store industrifolk og godsejere at bakke kraftigt op om fascismen. De så den fascistiske bevægelse som et brugbart våben til “genoprettelsen af orden” og til at vinde de indrømmelser tilbage, som de var blevet tvunget til at give under arbejderne og bøndernes hårde kampe de sidste to år.

Men fascisme kan ikke blive en massebevægelse ved åbent at forsvare et politisk program, der er pro-godsejer, pro-kapitalistisk og anti-arbejder. Den har brug for radikal retorik, der blander reaktionær nationalisme og social demagogi.

Den 23. marts 1919 blev Fasci di Combattimento (‘kampgrupper’, senere omdøbt til Det Nationalfascistiske Parti) født ved et stormøde på Piazza San Sepolcro i Milano. I samme ombæring vedtog fascisterne et program (San Sepolcro-programmet), der inkluderede krav som almindelig stemmeret, stemmeret til kvinder, 8 timers arbejdsdag, en form for progressiv skat på storkapitalen, beslaglæggelse af krigsprofitter og afskaffelse af monarkiet og etablering af en republik.

Sortskjorter

I den indledende fase begyndte fascismen at danne sine egne væbnede organisationer, adskilt fra statens: Sortskjorterne (camicie nere). De væbnede gruppers fundament var småborgerskabet og de lumpenproletariske masser, men også et lag af desillusionerede arbejdere tilsluttede sig.

Sortskjorterne eksisterede ikke som en modsætning til statens undertrykkelsesapparat, men virkede og opererede nærmere sammen med det. Dog opstod de fascistiske organisationer uden for den borgerlige stats traditionelle strukturer – en stat, som i massernes øjne i høj grad var miskrediteret på dette tidspunkt – og med ledere, som ikke kom fra den herskende klasses rang, men som havde en folkelig eller “plebejisk” baggrund.

Den 15. april 1919 debuterede Fasci di Combattimento med et angreb på det trykkeri der producerede Socialistpartiets officielle organ L’Avanti. Den borgerlige avisen Corriere della Sera gav imidlertid socialistiske provokationer skylden for angrebet, mens socialisterne bønfaldt myndighederne om at opløse Fasci di Combattimento i en fuldstændig undervurdering af den fare, som de udgjorde, og som udtryk for deres misforståelse af den borgerlige stats reelle rolle. Den stat som samarbejdede med Sortskjorterne.

PSI-partiets kapitulationspolitik sammen med dets skæbnesvangre ledelse af arbejderkampene i 1919-20, kom til at gavne fascismen enormt i de kommende måneder.

August 1922 – Den fascistiske offensiv og barrikaderne i Parma

Mens fascismen i 1919 stadig var en rimelig undseelig politisk kraft, som valgene i Milano havde vist, ændrede dette sig drastisk og ganske tragisk i 1921.

Biennio Rosso endte med et utilfredsstillende kompromis for begge kampens parter. På den ene side kom arbejderbevægelsen tæt på at tage magten, og de- monstrerede dermed hvor stor en trussel den var mod borgerskabets overlevelse, men tøvede og lod magten slippe ud mellem sine hænder på grund af manglen på en revolutionært ledelse. På den anden side havde arbejdsgiverne ønsket at se fabrikkerne rømmet med militær magt.

Premierministeren Giolitti håbede på at få Socialistpartiet til at træde ind i hans egen regering for derigennem at neutralisere arbejderbevægelsen ved at omfavne og inddrage dens ledere. Men med den reformistiske højrefløj i mindretal i partiet under ledelse af Turati ville regeringsdeltagelse have fremtvunget et venstreorienteret massesplit fra Socialistpartiet som dermed ville komme ud af kontrol. Partiets menige medlemmer tog nemlig flertalsfraktionens revolutionære fraser seriøst, om end de var abstrakte.

Borgerskabet, som var skrækslagne for revolutionens spøgelse, var ikke længere villig til at vente. Hvis Giolitti-regeringen ikke var i stand til at genoprette orden ved at inddrage socialisterne i regeringen, havde borgerskabet andre metoder.

Den fascistiske offensiv

Squadrismo (bevægelsen omkring de fascistiske angrebsgrupper) havde sin sociale base i de ruinerede middelklasser, bønderne og lumpenproletariatet, som alle blev tiltrukket af fascismens demagogiske retorik i dens tidlige begyndelse. På grund af sin position i samfundet, halvvejs mellem kapitalisterne og arbejderklassen, svinger småborgerskabet mellem de to. Efter CGL og Socialistpartiets lederes miserable og hjælpeløse ageren i efteråret 1920 svang småborgerskabet massivt til højre og blev rygraden i den fascistiske bevægelse.

Selv om den formelt var uafhængig af staten, modtog den væbnede organisation Fasci di Combattimento åbenlyst støtte fra borgerskabet og statsapperatet.

Til at starte med opstod de fascistiske angrebsgrupper hovedsageligt i de urbane områder finansieret af virksomhedsejerne i den tunge industri. Men squadrismo oplevede et kvalitativt spring, efter fascisterne knyttede bånd til godsejerne.

De fascistiske gruppers fremstød begyndte først i Posletten (i Norditalien). Alene her fandt 726 angreb sted i første halvdel af 1921, og næsten 600 mennesker blev dræbt – hovedsageligt socialister og fagforeningsfolk. Angrebene sigtede imod socialistiske partikontorer, byråd med socialistisk flertal og forbundene for landarbejdere. Fascistisk terror blev brugt til at gennemtvinge nye arbejdskontrakter, der tilgodeså landbesidderne. Arbejderbevægelsens mest dedikerede aktivister blev dræbt eller tvunget til at flygte.

Squadrismo spredte sig med åben støtte fra hæren og statsapparatet. Sortskjorterne blev forsynet med våben, rekrutter og kadrer fra hærens demobiliserede officerer. Ved nogle lejligheder handlede hæren og sortskjorterne i fællesskab. Det var for eksempel tilfældet i Trento, hvor infanteriet sammen med Sortskjorterne angreb strejkende arbejdere. I Firenze deltog det italienske gendarmkorps Carabiniere og de kongelige vagter Guardie Regie i forsvar for fascisterne, som risikerede at blive overvældet af arbejderne.

Arbejderbevægelsen over for Squadrismo

Ved valgene i 1921 opstillede fascisterne kandidater som del af Den Nationale Blok, en antisocialistisk koalition, der bragte Giolittis tilhængere, nationalister, fascister og andre kræfter sammen, og som vandt 35 pladser i parlamentet. På dette tidspunkt begyndte Mussolini en proces i retning af at lovliggøre og “institutionalisere” sin bevægelse for at gøre den til et legitimt politisk alternativ for borgerskabet.

Det er i den sammenhæng, vi skal forstå “fredsaftalen,” den såkaldte "pacifiseringspagt," en aftale der blev indgået mellem fascisterne og arbejderorganisationernes lokale ledere om en gradvis afbrydelse af de fascistiske gruppers offensiv. I virkeligheden havde pagten den effekt, at den yderligere paralyserede de socialistiske kræfter, mens fascisterne fortsatte deres offensiv. I det omfang et fald i antallet af fascisternes angreb kunne registreres, var det kun et midlertidigt fænomen. Angrebene vende tilbage med fuld styrke efter den stiftende kongres for det nationale fascistparti, Partito Nazionale Fascista.

Socialisternes handlinger afslørede ikke kun deres manglende evne til at forstå Mussolinis taktik, men også statens karakter, som de stadig havde tillid til kunne forsvare arbejderklassen. De paroler, de fremførte for arbejderne var: »Bliv hjemme, lad jer ikke provokere! Selv stilhed, endda fejhed kan være heroisk!« Eftersom de havde delvis støtte blandt nogle lag i statsapparatet, modtog socialisterne gentagne gange tilbud om våben til at forsvare sig mod fascisterne. Men de afviste kategorisk disse tilbud med argumentet om, at det er statens opgave at forsvare borgere mod andre borgeres væbnede vold.

Arditi del popolo

Arditi-bevægelsen, ‘De Vovede’, blev født under Verdenskrigen. De var særligt udvalgte stormtropper indsat i risikable missioner, men friholdt fra skyttegravenes mere trættende forpligtelser. Som et korps, der var adskilt fra resten af infanteriet og som hovedsageligt bestod af bønder, tiltrak Arditi mange eventyrere til deres rækker. Deres egenrådige og rebelske tendenser samt trang til konspirativt arbejde blev kun forøget af deres hjemkomst fra fronten. Der mødte de en normaltilstand, hvor krisen var i fuld flor, priserne var skyhøje med devalueringen af liraen, og arbejdsløshed udbredt.

I begyndelsen var Arditi-bevægelsen forbundet med den tidlige fascistbevægelse. For eksempel var medlemmer af Arditi i Milano, Mussolinis højborg, oftest også medlemmer af fascistgrupperne. Ud fra dette forhold kan man dog ikke drage den slutning, at der var en simpel og lineær relation mellem “arditisme” og fascisme. Fra begyndelsen af var der, selv blandt de medlemmer af Arditi, der var tættest på fascismen, mange forskellige holdninger.

Den gradvise udkrystallisering af de, som forbandt sig med Mussolini, blev tydelig efter Fiume-affæren (Impresa di Fiume). Dette var en hændelse, hvor en gruppe af omkring 2.600 krigsveteraner, inklusiv Arditi, ledt af den italienske poet og nationalistiske eventyrer Gabriele d'Annunzio, i september 1919 marcherede mod byen Fiume (i dag Rijeka i Kroatien), der var kontrolleret af allierede styrker. De amerikanske, britiske og franske styrker fortrak da d'Annunzios "legionære" marcherede ind. D'Annunzio kontrollerede byen i godt og vel et år trods den italienske regerings blokade, indtil dennes tropper stormede byen i slutningen af 1920. Mange af Mussolini-fascismens ritualer havde sin oprindelse her. Blandt andet brugen af den romerske hilsen og de dramatiske massetaler fra balkon.

Men arditismen var ikke kun et højrefløjsfænomen. Den 27. juni 1921 gav den fødsel til et venstresplit i form af den anti-fascistiske organisation Arditi del Popolo, ‘Folkets Vovede’, som bestod af Arditi men også anarkister, kommunister, revolutionære fagforeningsfolk og anti-kapitalister. Den 6. juli deltog de en masse i en demonstration mod fascisterne i Botanisk Have i Rom. Den følgende dag blev anføreren og stifteren af Arditi, Argo Secondari, interviewet af Gramsci's avis L’Ordine Nuovo (den nye orden). Den kommunistiske avis bød den nye organisation velkommen med meget sympati; en indstilling som blev delt af aktivister i arbejderklassens andre hovedorganisationer.

I flere byer begyndte tidligere soldater, unge fra den nye generation, der var blevet kaldt til fronten, socialister og kommunister at samle sig omkring Arditi del Popolo. I Torino proklamerede medlemmerne af den Røde Garde, at de var tilhængere af Arditi del Popolo, hvilket ledte til dannelsen af væbnede grupper af 300 kommunister, socialister og anarkistiske arbejdere.

Der var et tydeligt potentiale for etableringen af en enhedsfront bestående af selvforsvarsorganisationer på tværs af arbejderbevægelsen. Men ledelsen i PSI, der var totalt inficeret af pacifistiske illusioner, tog afstand fra bevægelsen.

Fra 1921 blev enhedsfronten en central taktik for Den Kommunistiske Internationale (Komintern). Selv om det nyligt dannede Italienske Kommunistparti på korrekt vis gik imod pacifiseringspagten, så havde de en sekterisk tilgang til Arditi del Popolo. De krævede, at kommunisterne brød med Arditi del Popolo og i stedet opsatte partiets egne selvforsvarsorganisationer, der udelukkende bestod af kommunister. Disse viste sig imidlertid impotente og atomiserede, afkoblet fra masserne og ude af stand til at modstå fascisternes angrebsgrupper.

Selvom arbejderklassens mest bevidste lag efterlyste aktiv modstand, organisering og våben til at forsvare sig mod fascismen, så lyttede arbejderbevægelsens ledere ikke. Dermed beseglede deres egen såvel som hele arbejderklassens skæbne. Resultat var, at fascismen fik en 20-årig periode til at udføre horrible grusomheder.

Parmas barrikader

Den såkaldte “legalitetsstrejke” [strejken for at genoprette lovligheden], begyndte den 31. juli 1922. I forlængelse af socialisternes afvisning af selvforsvar sigtede strejken mod at overbevise staten om at intervenere mod fascisterne. Men i kølvandet på nederlagene for fabriksbesættelserne i september 1920, arbejderledernes splittelse og afmagt, samt deres hjælpeløshed over for fascisternes offensiv, spredte en stemning af desillusion sig blandt masserne. De mistede både troen på sig selv og deres organisationer.

På dette grundlag var strejken dømt til at fejle. Fascisterne vandt over arbejderne overalt med to bemærkelsesværdige undtagelser: Arbejderkvartererne Bari og Parma.

Der var adskillige specifikke faktorer, der bidrog til modstandens success i Parma. Før krigen var en politisk strømning af “revolutionær syndikalisme” dominerende – en del af syndikalisterne, der endte med helhjertet at støtte italiens krigsindsats, da de misforstod krigens virkelige imperialistiske karakter og var overbeviste om, at det var en vigtig mulighed for systemisk forandring.

På trods af at socialistpartiet havde vundet visse pladser i lokalregeringen, så kunne Tasca (stiftende medlem af kommunistpartiet) konstatere: »Etableringen af socialistpartiets indflydelse i Parma var udelukkende et nyt fænomen, og arbejderne fastholdt en vis uafhængig ånd, hvis ikke mistro mod lederne af de traditionelle arbejderpartier.«

Guido Picellis var en tidligere soldat, som ledte kampene i Parma, og hans politiske udvikling afspejler de særlige forhold i byen. Ved sin hjemkomst fra krigen blev han et ledende medlem af PSI og valgt til parlamentet i 1921. Dette på trods af, at han i 1920 var blandt stifterne af den Røde Garde, som blev modarbejdet af socialistpartiet. Socialisterne i Parma nød en relativ uafhængighed fra partiets diktater.

I hans politiske linje, der stod i opposition til reformisme og sekterisme, fandt Parmas arbejdere i Picelli en leder, som kunne forene bevægelsen og skabe en velorganiseret og aktiv afdeling af Arditi del Popolo.

Ved daggry den 2. august 1922 strømmede omkring 15.000 fascister ind i byen med mål om at smadre strejken, som havde varet i to dage. Den ledende fascist Balbo og hans tropper, som ankom samme aften, blev stoppet af arbejderne og Arditi del Popolo, som – selvom de var i klart undertal – var fast besluttet på at yde hård modstand.

Så snart Picelli hørte om fascisternes ankomst, samlede han gruppelederne for at organisere forsvaret af Parma. De rejste barrikader og gravede skyttegrave i arbejderkvartererne Oltretorrente og Naviglio. Miner blev lagt på strategiske punkter. Området blev inddelt i fire sektioner, og hver gruppe bestod af 8-10 mænd inklusiv krigere og hjælpepersonale. Arditti-kommandoen, der bestod af arbejdere valgt til opgaven, tog magtens tøjler og delte ledelsen af de forskellige tjenestegrene mellem sig (forsvar, intern organisering, forsyninger og sanitetstjeneste). Klokketårnene blev brugt som udkigstårne. Kvinderne havde gryder med olie og benzin, klar til at blive antændt. På få timer var arbejderdistrikterne forskanset med barrikader lavet af interimistiske materialer.

Det var ikke kun Arditi del Popolo, der kæmpede i gaden, men hele den proletariske befolkning. Picelli selv fortalte, hvordan mænd, kvinder, børn og folk i alle aldre deltog.

Mødt med denne modstand krævede fascisterne at hæren greb ind. Men anti-fascisternes attitude mod soldaterne var eksemplarisk. I stedet for at skyde mod dem, fraterniserede de med dem. Frustreret genoptog fascisterne deres kamphandlinger med en ny offensiv i Oltretorrente, som endte med 39 døde fascister, yderligere 150 sårede og kun få dræbte og sårede på de forsvarendes side. Balbo blev tvunget til tilbagetrækning efter råd fra Mussolini selv.

Dette var en politisk sejr. Arbejdernes enhedsfront, bestående af fagforeningsfolk, anarkister, socialister og kommunister, inklusiv deres lokale ledere, var fundamental i at inddrage veteranerne, såvel som småborgerskabet, under deres organisations banner. Det var netop arbejderklassens ledelse, der førte modstanden til sejr i disse dage. Den måde, kampen i Parma blev ført, viser os vejen i dag: Kun en samlet og resolut arbejderklasse kan ændre historiens gang til deres fordel.

Fascismen og borgerskabet

Imod slutningen af oktober 1922 markerede marchen mod Rom en formel overlevering af magten fra det italienske borgerskab og kongehus til fascismen. Den herskende klasse, som oprindeligt have haft betænkeligheder, gav regeringsmagten til Mussolini, da han havde bevist sit værd ved at undertrykke arbejderklassen.

I løbet af 1922 afløste to regeringer, begge ledet af den liberale Lugi Facta, hinanden. Det var svage regeringer. En bred vifte af interne fraktioner satte konstant spørgsmålstegn ved deres stabilitet. Intet traditionelt parti, hverken De liberale, Populisterne eller Demokraterne, var i stand til at opfylde borgerskabets behov for en stærk regering at stille op mod arbejderklassens fremrykning.

Mens San Sepolcro-programmet fra 1919 havde brugt radikal retorik og stillede sociale krav og krav om en republik, præsenterede fascismen sig nu som villig til at institutionalisere sig inden for det kapitalistiske systems rammer med hærens støtte. Fascisternes angrebsgrupper ville være en integreret del af den almindelige hær, fascismen ville være loyal over for monarkiet og i det hele taget acceptere den herskende klasses krav.

Mussolini styrkede sin troværdighed i bogerskabets øjne ved at nærme sig kongehuset og hærkommandoen, som han roste til skyerne i en tale, han holdt i Napoli den 24. oktober 1922, blot få dage før han tog magten. Faktisk havde fascismen allerede forberedt institutionaliseringen af Sortskjorterne og deres jerngreb i mange nordlige og centralitalienske byer i forbindelse med deres nedkæmpelse af generalstrejken den 31. juli.

Marchen mod Rom

Mussolini havde nøje planlagt magtovertagelsen. Den indledende plan var at besætte offentlige bygninger i flere byer for så at samle de fascistiske militser omkring strategiske lokationer i det centrale Italien, kræve Facta-regeringens fratræden, for først da at gå ind i hovedstaden med våben.

Men Mussolini var usikker på udfaldet. Faktisk forsøgte han at distancere sig fra det direkte ansvar ved at tildele militære og beslutningsopgaver til et "kvadrumvirat" [gruppe af fire magfulde folk] i Perugia, der bestod af de loyale fascistiske håndlangere Bianchi, Balbo, Del Bono og De Vecchi. Mussolini selv blev i Milano, hvor han kunne organisere en hurtig flugt til Schweiz, hvis operationen skulle gå skævt.

Den 27. oktober var spændingerne store. Borgerlige aviser efterspurgte dannelsen af en stærk regering, der skulle inkludere fascisterne. Facta-regeringen trådte tilbage, men proklamerede undtagelsestilstand. Fascisternes "March mod Rom" overraskede ingen, da den havde været annonceret og forberedt i ugevis.

Kong Vittorio Emanuele III holdt landets skæbne i sine hænder. Han traf beslutningen om ikke at ratificere undtagelsestilstanden og inviterede i stedet Mussolini til Rom. Mussolini hoppede på et tog mod Rom, efter at han var blevet lovet en fremtidig post som premierminister. Det var først dér, efter at den herskende klasse og de officielle institutioner havde åbnet dørene på vid gab for ham, at Mussolini gav ordren til de fascistiske kolonner om at marchere mod Rom. Med denne pompøse demonstration ville han fuldbyrde den magt han havde opnået.

Fascismens magtovertagelse var derfor ikke resultatet af et uforudset og ustoppeligt statskup eller af en kontrarevolutionær march, men skete som konsekvens af et direkte kald fra de borgerlige institutioner, som legemliggjorde de store jordejeres, industrifyrsternes og Vatikanets vilje.

Både før og efter oktober 1922 var der mange muligheder for at forberede et stærkt, militant modsvar mod den voksende fascisme. Men endnu engang formåede socialisterne og kommunisterne ikke at forstå det akutte behov for at bygge en samlet modstandsfront i arbejderbevægelsen.

Hvad vi kan lære i dag?

Der var mange muligheder for at afværge den voksende fascisme i Italien. Socialistpartiets og fagforeningens ledere spillede den beklagelige rolle at holde arbejderklassen tilbage, således at Biennio Rosso endte i nederlag. Fyldt med illusioner til staten og pacifisme formåede de ikke at give den nødvendige ledelse, der kunne afværge truslen fra Mussolini.

Langt fra at være et statskup var "Marchen mod Rom" faktisk en nøje koreografere affære. Mussolini indtrådte i regeringen med velsignelse fra kongen, kapitalistklassen og de væbnede styrker uden nogen seriøs opposition, præcis på grund af arbejderklassens demoralisering og desorganisering: den eneste kraft, der kunne have stoppet ham. Da Mussolini var kommet til magten, begyndte han at likvidere og angribe, ikke kun arbejderklassens organisationer, men også de fattige og de middelklasseelementer, som han havde støttet sig på og mobiliseret for at få magten. Alle hans demagogiske løfter om løn og rettigheder blev forladt, og han forsvarede skånselsløst borgers- kabets interesser gennem rå magt, indtil han endeligt blev væltet og henrettet af kommunistiske partisaner.

Mange på venstrefløjen i dag frygter, at historien vil gentage sig i kølvandet på valgsejren til Fratelli d’Italia, ‘Italiens brødre’. Et højrefløjsparti med direkte historisk forbindelse til Det Nationalfascistiske Parti. Men betingelserne for fascisme eksisterer ikke i dag, som de gjorde i 1920’erne og 30’erne.

Fascismen kunne kun rejse sit hoved i Europa efter nederlaget til en revolutionær bølge, hvor der havde været mange muligheder for, at arbejderne kunne have taget magten. Fascismen var borgerskabets sidste terningkast. Men den italienske arbejderklasse er i dag langt stærkere, end den var for hundrede år siden. Samtidig er klasserne, som fascismen baserede sig på, langt svagere. Ikke alene er arbejderklassens organisationer ubesejrede og intakte, de er ikke engang begyndt at bevæge sig. Langt fra at signalere et skift til højre, har det sidste valg, med meget lav stemmedeltagelse, signaleret en generel mistillid til det politiske etablissement. Fratelli d’Italias eneste fordel var at de ikke havde deltaget i den tidligere forhadte koalitionsregering ledt af Mario Draghi.

Ikke desto mindre må lektionerne fra de beskrevne begivenheder drages af alle klassekæmpere. Fascismen var et produkt af arbejderklassens nederlag i kølvandet på en revolutionær omvæltning; et nederlag, et resultat af en mangel på en dristig og radikal ledelse, der var villig til at tage kampen hele vejen. I mødet med den opstigende fascisme klyngede de reformistiske ledere sig til den borgerlige stats institutioner og legalitet, indtil det var for sent, og nægtede at tillade en afgørende konfrontation mellem de organiserede arbejdere og fascisterne. Det heroiske eksempel i Parma demonstrerer, at fascismen må bekæmpes og smadres i gaderne, ikke via appeller til statens indgriben.

I dag forbereder en vidtrækkende krise i Italien og verdenskapitalismen en intensivering af klassekampen. Der er brug for en kæmpende ledelse som er i stand til at føre en kompromisløs kamp mod kapitalismen med målet om en socialistisk revolution. I dette kan arbejderklassen kun stole på sine egne kræfter. En sådan revolutionær kamp er den eneste måde at sikre, at begivenhederne i 1922 aldrig bliver gentaget.