Danish

Søndagens valgresultat fra det spanske parlamentsvalg, d. 20. november, blev mere et massivt nederlag for Socialistpartiet (PSOE) som har gennemført flere økonomiske stramninger for, at få arbejderne til at betale for den kapitalistiske krise, end det blev en sejr for det højreorienteret Folkepartiet (PP) som nu bliver nød til at gennemføre endnu flere brutale økonomiske nedskæringer på grund af den akutte krise i den spanske kapitalisme.

“Vi er alle keynesianister nu”. Sådan sagde Richard Nixon den tidligere republikanske præsident for USA i 1971. Fyrre år senere lader det til at John Maynard Keynes er tilbage på mode, særligt blandt lederne af den britiske arbejderbevægelse. De reformistiske ledelser af Labour og fagforeningerne klamrer sig til den keynesianistiske ide at økonomien blot kan ”stimuleres” til at vokse igen. Men som marxisterne har forklaret før, er den økonomiske krise ikke bare en del af opsving-nedtur, men er en organisk krise i kapitalismen og vækst kan ikke skabes efter forgodtbefindende.

For to dag siden [26. oktober red.] advarede Angela Merkel om, at freden i Europa kunne være i fare, hvis ikke der blev nået en aftale på EU topmødet om, hvordan man skulle håndtere krisen, der har opslugt euroen og hele økonomien i EU. I en tale til det tyske parlament sagde hun, ”Ingen bør tænke, at yderligere et halvt århundrede med fred og fremgang er sikret. Det er det ikke. Og det er derfor, at jeg siger, at hvis euroen fejler, vil Europa fejle og det må ikke ske.” Nogen af kapitalens mere seriøse strateger har endda rejst muligheden for, at euroen kan bryde op. De 27 EU-ledere kom dog i sidste ende frem til en aftale i tre dele onsdag nat.

Den cubanske forfatter Leonardo Padura besøgte 20-22. september Danmark, i anledning af at hans bog Manden, der elskede hunde, netop er blevet udgivet på dansk. Du kan læse en anmeldelse af bogen her, men vi kan her afsløre, at bogen varmt kan anbefales; det er en fantastisk roman, som det er svært at lægge fra sig trods sine mere end 700 sider.

I torsdags i Athen under arbejdernes masseprotester så vi staten samarbejde med hooligans og provokatører imod arbejderbevægelsen. Nu er der brug for en politisk generalstrejke! Her bringer vi en udtalelse fra de græske marxister i Marxistiki Foni.

I dag, 19. oktober, den første dag i den 48 timer lange generalstrejke i Grækenland, var sensationel. Udover de offentligt ansatte, der deltog massivt i strejken, gik hundredetusinder arbejdere fra den private sektor for første gang med i strejken, og strejken fik følgeskab af titusinder af små erhvervsdrivende og butiksindehavere, der lukkede skodderne til deres butikker i solidaritet.

Situationen i Grækenland bliver mere og mere revolutionærs for hver dag, der går. Landet er blevet paralyseret af en strejkebølge centreret i den offentlige sektor og de statsejede virksomheder, der er arbejdernes svar i deres forsøg på at afværge disse monstrøse angreb fra regeringen. Denne strejkebølge blev foregrebet af massebevægelsen med besættelser af universiteterne og skolerne i september, der endnu engang beviste, at ungdommen er et følsomt barometer for klassekampen.

”Nok er nok! Vi er de 99%!” det er den følelse der udtrykkes af de modige unge, der nu besætter Frihedspladsen i New York City, bare et par meter fra Wall Street. Der er en ophobede følelse hos millioner – nej – milliarder af mennesker over hele verden. Nu er det nok med arbejdsløshed! Nu er det nok med krig! Nu er det nok med fattigdom! Nu er det nok med diskriminering!

Kapitalismens historiske krise, revolution i Mellemøsten og Europa og et socialistisk alternativ til den Europæiske Union. Det var bare nogle af de emner, der udgjorde baggrunden for Socialistisk Standpunkts 10års jubilæum lørdag den 24. september.Forud var gået ugevis af forberedelser og resultatet lod intet tilbage at ønske.

Kapitalismens verdensomspændende krise er gået ind i en ny fase. I stedet for at komme sig over krisen, viser flere lande tegn på økonomisk depression. Det er en hidtil uset situation og viser, hvor dybt dårligdommen når ind i det kapitalistiske system, som stadig vakler efter nedturen i 2008-9.

Over 100.000 mennesker gik på gaden til mega-demonstrationen den 12. marts i Madison, en by med kun 230.000 indbyggere. Stemningen var utrolig. Det var meget bevægende at se de før så passive dele af befolkningen ude på gaden, deriblandt alle sektorer (sygeplejersker, lærere, brandmænd etc.), mange for første gang i deres liv var ved, med frisk mod, at finde deres stemme.

Lørdag den tredje september gjorde de israelske masser det utvetydigt klart, at de ikke ville lade sig blive afsporet og splittet af den herskende klasses gamle kneb med ”del og hersk”, ej heller var de villige til at lade deres bevægelse løbe tør for damp i sommervarmen, hvilket blev vist ved, at en halv million gik på gaden for at forlange social retfærdighed og revolution. Alene i Tel Aviv gik 300.000 på gaden. I Jerusalem deltog 50.000, hvilket er det dobbelte af, hvad vi har set i de tidligere demonstrationer denne sommer.

Utrolige scener i Tel Aviv. Lørdag d. 7. august, gik over 300.000 på gaden i en by med en befolkning på under en halv million. Andre demonstrationer fandt også sted i lørdags, med 30.000 forsamlet i Jerusalem, og tusinder forsamlet i andre byer på tværs af landet. Det samlede antal demonstranter er svært at beregne, men det kunne være hvad som helst mellem 400.000 og en halv million, i et land med 7.7. millioner indbyggere. Imellem de velkendte krav for ”social retfærdighed”, kunne en række bannere ses som bar slogans: ”Træd tilbage, Egypten er her”. Meget sigende var ordene ”træde tilbage” skrevet på arabisk.