I løbet af de sidste par dage har vi set begyndelsen på en ny bevægelse blandt de tunesiske unge, næsten syv år efter de væltede det forhadte Ben Ali regime i 2011. Denne gang er det et IMF-pålagt (Den internationale valutafond, red.) budget, der har været gnisten til at antænde protester overalt i landet. Dusinvis af demonstranter er blevet arresteret, og én er blevet dræbt. Bevægelsen ”Fech Nastannew?” (Hvad venter vi på?) er et stærkt bevis på, at det at vælte en diktator, ikke automatisk løser problemer som fattigdom, arbejdsløshed, og manglen på en fremtid, som var det, der fremprovokerede opstanden i 2011.

I går [1. januar 2018 – red] fortsatte protesterne på femtedagen over hele Iran. Imens er sikkerhedsstyrkerne gået hårdere til den. På den femte dag lader det til, at protesterne er mindsket en smule i omfang, delvist grundet den hårdere linje fra staten og delvist grundet manglen på et konkret fokus for bevægelsen. Regimet har dertil reduceret adgangen til internettet og kommunikation, og det er også tydeligt, at mange protester ikke rapporteres, særligt fra de små byer og forstæder.

I år er det 50 år siden, at den revolutionære argentiner Che Guevara blev dræbt i en CIA organiseret militæraktion i Bolivias jungle. Che Guevara, hvis ansigt næsten alle mennesker i verden kender fra protestbannere, plakater, T-shirts og andet merchandise, er blevet et symbol for den Cubanske Revolution og kampen imod imperialistisk undertrykkelse. På trods af visse fejltagelser tjener hans selvopofrelse, ærlighed og beslutsomhed stadig i dag som en kilde til inspiration for vor tids revolutionære.

Som Brexit-forhandlingerne går i stå, begynder storkapitalen at gå helt i panik. Et Brexit uden en aftale, et såkaldt ”ukontrolleret Brexit”, som er det scenarie som kapitalismen for alt i verden vil undgå, truer. Fanget i midten er Irland, det eneste land der deler landegrænse med Storbritannien.

Tidligt mandag den 20. november erklærede lederne af det tyske liberale højrefløjsparti, det Frie Demokratiske Parti (FDP), pludselig deres exit fra de indledende koalitionsforhandlinger og forlod lokalet. Forhandlingerne med kansler Angela Merkels Kristendemokrater, deres bayerske søsterparti den Kristne Sociale Union (CDU / CSU) og det Grønne Parti havde været undervejs i næsten fem uger.

Siden 2008 er klassekampen blevet skærpet i Spanien og blevet udtrykt på forskellige måder. Men det er indtil videre kulmineret med selvstændighedsbevægelsen i Catalonien, som har rystet resten af Spanien.

Om morgenen onsdag den 18. oktober mødtes en gruppe fra Revolutionære Socialister (RS) i Københavns Lufthavn med stor oppakning og højt humør. Vi skulle med et fly til London for sammen med mere end 300 marxister fra hele Europa at deltage i et seminar om Den Russiske Revolution, arrangeret af IMT (den Internationale Marxistiske Tendens), som RS er den danske sektion af.

Som marxister mener vi, at Oktoberrevolution var den største begivenhed i menneskehedens historie. Ikke ud fra et eller andet abstrakt moralsk princip, men fordi det var første gang, at de brede masser – de russiske arbejdere og bønder – tog magten i samfundet, beholdt den og påbegyndte et storslået eksperiment med at transformere samfundet til et højere stadie.

450.000 mennesker marcherede (ifølge det spanske politi)  lørdag den 21. oktober i Barcelona med titusindvis samlet i andre byer i hele Catalonien, for at kræve frihed for de to Jordis [to catalanske separatistledere, red.] (som er tilbageholdt uden mulighed for kaution, på anklager om tilskyndelse til vold) og for at afvise paragraf 155-kuppet annonceret af den spanske præsident Rajoy tidligere samme morgen [paragraffen suspender catalonsk autonomi, red.].

Det catalonske parlaments beslutning om at indkalde til en folkeafstemning om uafhængighed den 1. oktober er blevet modtaget med repressive foranstaltninger fra den spanske stats side. Disse foranstaltninger stiger i intensitet, som dagene går og afslører den fundamentalt udemokratiske karakter af forfatningen fra 1978, som blev indført i en aftale mellem det gamle Franco-regime og lederne af arbejderpartierne for at afslutte den revolutionære krise, der havde lammet landet.