At sige at en revolution er begyndt, er ikke det samme som at sige, at den er fuldendt, og endnu mindre at sejren er sikret. Det er en kamp mellem levende kræfter. Revolutionen er ikke et drama i en enkelt akt. Det er en kompliceret proces med mange op- og nedture. Omstyrtelsen af Mubarak, Ben Ali og Gannouchi markerer enden på første stadie, men revolutionen har endnu ikke lykkedes med at omstyrte det gamle regime fuldstændig, og regimet har endnu ikke formået at genetablere kontrollen.

Umiddelbart efter præsidentens tale til den nye regering forrige lørdag, gik folk i forskellige dele af landet på gaden for at protestere, særligt i Homs og Latakia. Sikkerhedsstyrkerne slog meget hårdt ned på dem, med mange dræbte og endnu flere arresterede i noget der ser ud som en kampagne for at fortælle folk at de ikke skulle tolke præsidentens tale som om regimet ville give nogen form for indrømmelser.

I første omgang er revolutionens krav demokratiske. Naturligvis! Efter 30 år med brutalt diktatur, længes ungdommen efter frihed. Selvfølgelig kan deres stræben efter demokrati misbruges af borgerlige politikere, der alene er interesserede i deres fremtidige karriere i et ”demokratisk” parlament. Men vi har pligt til at tage de demokratiske krav op og give dem et revolutionært indhold. Det vil uundgåeligt føre videre til kravet om en endnu mere grundlæggende forandring af samfundet.