Først var det Tunis, så Cairo, Wisconsin og nu Spanien. Kapitalismens krise har igangsat en bølge, der ikke kan kontrolleres. Alle kræfter, der forsvarere det bestående, slutter sig sammen for at standse den: politikere og politi, dommere og fagforeningsbureaukrater, den betalte presse, fjernsyn, præster og ”intellektuelle” men oprørets tsunami skyller over det ene land efter det andet, fra kontinent til kontinent.

Efter Anden Verdenskrig opstod der helt nye forhold: stalinismen havde konsolideret sig i USSR, Østeuropa og Kina, og det stalinistiske maskineri så uovervindeligt ud. Alligevel forudså Ted Grant i denne artikel, hvor han analyserer de ændrede forhold, stalinismens endeligt. Artiklen er et uundværligt dokument til forståelse af stalinismen og udviklingen op til Sovjetunionens kollaps samt som forberedelse til fremtidige begivenheder.

Der er ingen fremtid ude en fortid. En empirisk, mekanisk og pragmatisk tilgang til den revolution, der fejer over regionen fra Atlanterhavet til det Arabiske Hav vil ende i en forkert analyse og en katastrofal skæbne for masseopstanden.

Vi giver her et kort historisk oprids af udviklingen af Gaddafi-regimet fra den borgerlige arabiske nationalisme i de tidlige dage over perioden med såkaldt islamisk socialisme og til den nuværende periode med åbning for udenlandske investeringer, store indrømmelser til multinationale selskaber og begyndelsen på omfattende privatiseringer.

At sige at en revolution er begyndt, er ikke det samme som at sige, at den er fuldendt, og endnu mindre at sejren er sikret. Det er en kamp mellem levende kræfter. Revolutionen er ikke et drama i en enkelt akt. Det er en kompliceret proces med mange op- og nedture. Omstyrtelsen af Mubarak, Ben Ali og Gannouchi markerer enden på første stadie, men revolutionen har endnu ikke lykkedes med at omstyrte det gamle regime fuldstændig, og regimet har endnu ikke formået at genetablere kontrollen.

Umiddelbart efter præsidentens tale til den nye regering forrige lørdag, gik folk i forskellige dele af landet på gaden for at protestere, særligt i Homs og Latakia. Sikkerhedsstyrkerne slog meget hårdt ned på dem, med mange dræbte og endnu flere arresterede i noget der ser ud som en kampagne for at fortælle folk at de ikke skulle tolke præsidentens tale som om regimet ville give nogen form for indrømmelser.

I første omgang er revolutionens krav demokratiske. Naturligvis! Efter 30 år med brutalt diktatur, længes ungdommen efter frihed. Selvfølgelig kan deres stræben efter demokrati misbruges af borgerlige politikere, der alene er interesserede i deres fremtidige karriere i et ”demokratisk” parlament. Men vi har pligt til at tage de demokratiske krav op og give dem et revolutionært indhold. Det vil uundgåeligt føre videre til kravet om en endnu mere grundlæggende forandring af samfundet.

Den arabiske revolution er en kilde til inspiration for arbejdere og unge overalt. Den har rystet hvert eneste land i Mellemøsten i deres grundvold, og rystelserne kan føles i hele verden. De dramatiske begivenheder i Nordafrika og Egypten er et vendepunkt i menneskehedens historie. Disse begivenheder er ikke isolerede tilfælde, der er adskilt fra verdensrevolutionens generelle proces.

17. marts stemte FN’s sikkerhedsråd, med stemmerne 10 for og fem blanke, for at indføre en flyveforbudszone over Libyen. Resolutionen autoriserer medlemmer af FN til at ”tage alle nødvendige forholdsregler… for at beskytte civile og civilt befolkede områder der er i fare for at blive angrebet i Libyen, herunder Benghazi, mens den samtidig udelukker en udenlandsk besættelsesstyrke i enhver form, på hvilken som helst del af Libysk territorium”.

Efter at have indtaget denne ene by efter den anden i revolutionens første dage, er det lykkedes for Gaddafi at holde sammen på en betydelig del af sikkerhedsstyrkerne, og nu slår han tilbage. Hvordan forklarer man denne drejning i situationen?

For måske første gang i statens historie lød tonerne af arbejdersangen ¨Solidarity Forever¨ i salen i Wisconsins parlament. Guvernør Scott ”Hosni” Walker har provokeret arbejderklassen, som for en stor del har haft sit hoved sænket under vægten af den økonomiske krise. Begivenhederne i Wisconsin har opildnet aktivister i den ene delstat efter den anden.

I Latinamerika har der været megen diskussion og forvirring om revolutionen i Libyen. Denne artikel forklarer den Internationale Marxistiske Tendens’ position: vi støtter det libyske folks opstand og går samtidig imod enhver imperialistisk intervention. Vi ser også kritisk på den stilling, som Hugo Chavez og Fidels Castro har indtaget.