Den arabiske revolution er en kilde til inspiration for arbejdere og unge overalt. Den har rystet hvert eneste land i Mellemøsten i deres grundvold, og rystelserne kan føles i hele verden. De dramatiske begivenheder i Nordafrika og Egypten er et vendepunkt i menneskehedens historie. Disse begivenheder er ikke isolerede tilfælde, der er adskilt fra verdensrevolutionens generelle proces.

17. marts stemte FN’s sikkerhedsråd, med stemmerne 10 for og fem blanke, for at indføre en flyveforbudszone over Libyen. Resolutionen autoriserer medlemmer af FN til at ”tage alle nødvendige forholdsregler… for at beskytte civile og civilt befolkede områder der er i fare for at blive angrebet i Libyen, herunder Benghazi, mens den samtidig udelukker en udenlandsk besættelsesstyrke i enhver form, på hvilken som helst del af Libysk territorium”.

Efter at have indtaget denne ene by efter den anden i revolutionens første dage, er det lykkedes for Gaddafi at holde sammen på en betydelig del af sikkerhedsstyrkerne, og nu slår han tilbage. Hvordan forklarer man denne drejning i situationen?

For måske første gang i statens historie lød tonerne af arbejdersangen ¨Solidarity Forever¨ i salen i Wisconsins parlament. Guvernør Scott ”Hosni” Walker har provokeret arbejderklassen, som for en stor del har haft sit hoved sænket under vægten af den økonomiske krise. Begivenhederne i Wisconsin har opildnet aktivister i den ene delstat efter den anden.

I Latinamerika har der været megen diskussion og forvirring om revolutionen i Libyen. Denne artikel forklarer den Internationale Marxistiske Tendens’ position: vi støtter det libyske folks opstand og går samtidig imod enhver imperialistisk intervention. Vi ser også kritisk på den stilling, som Hugo Chavez og Fidels Castro har indtaget.

Den arabiske revolutions måske vigtigste drivkraft har indtil videre været almindelige menneskers stræben efter respekt og værdighed (noget som også var tydeligt i den russiske revolution og i Frankrig 1968). Regimerne, politiet og arbejdsgiverne behandler ikke folk som mennesker, men som dyr. Det gælder for alle arbejdere og fattige, men især for kvinderne. På denne 8. marts er det oplagt at se på de arabiske kvinders rolle i revolutionen.

Under demonstrationer i Marokko affyrede sikkerhedsstyrker den 20. februar skud mod demonstrerende. Ni blev dræbt, og mange blev anholdt. En af dem, der blev arresteret, og efterfølgende brutalt tortureret, var en kammerat fra Det Kommunistiske Aktionsforbund (CLA), som er tilknyttet den Internationale Marxistiske Tendens [som Socialistisk Standpunkt også er tilknyttet, red.]. Vi offentliggør her en appel fra det Kommunistiske Aktionsforbunds medlemmer. Vi opfordrer vores læsere til at protestere imod disse handlinger.

I naturen bliver jordskælv fulgt af efterskælv. De kan være lige så voldsomme som den oprindelige eksplosion. Det, vi nu ser, er det samme fænomen i samfundets verden. Det revolutionære jordskælv i Egypten og Tunesien har sendt seismiske chokbølger til de mest afsides dele af den arabiske verden. Algeriet, Marokko, Libyen, Sudan, Bahrain, Irak, Yemen, Kuwait, Djibouti… Listen vokser ikke dag for dag, men time for time.

Toppen af den egyptiske hær har overtaget styringen af landet, og mens de lover en overgang til “demokrati” på et tidspunkt, bekymrer de sig mere for, hvad de på kort sigt ser som “kaos og uorden”. Det er ikke bare demonstrationerne, der har grebet alle de større byer i Egypten, men noget der i deres øjne er endnu farligere; den voksende strejkebølge.

I går [14 February 2011] var det en måned siden, at den forhadte diktator Ben Ali blev væltet af en revolution d. 14. januar. Den sidste måned har været en konstant kamp mellem den herskende klasse, der ønsker at vende tilbage til borgerlige normalitet og arbejderne og ungdommen, der gennemførte revolutionen og som kæmper for at stoppe det gamle regime fra forsøget på at gøre et comeback.

Tyrannen er faldet! Som jeg skriver disse linjer er Hosni Mubarak trådt tilbage. Det er en stor sejr, ikke bare for det egyptiske folk, men for arbejderne i hele verden. Efter 18 dage med uafbrudt revolutionær mobilisering, med 300 døde og tusinder såret, er Hosni Mubaraks 30-års tyranni ikke mere.

Et af de fremtrædende kendetegn ved en revolution er, at masserne overvinder frygten for staten og for repression. Dette er blevet grafisk illustreret på Egyptens gader. På samme tid bryder bølgen af masseopstand tabuerne i soldaternes psyke, og hæren kløves på basis af klasser. Et sjældent broderskab mellem sikkerhedsstyrkerne og masserne, som det var meningen at sikkerhedsstyrkerne skulle knuse, udvikles mens revolutionen blomstrer.