Udtalelsen, som vi her bringer, er af afgørende betydning. POE-OTA (den officielle fagforening for græske kommunalansatte) har fremsat et krav om politisk generalstrejke, et krav som naturligt udspringer af bevægelsen på de store pladser.

Den internationale kapitals strateger er nået frem til, at det er nødvendigt med en ny lånepakke til Grækenland. Sammen med pakken følger endnu hårdere tiltag, herunder det berygtede program, som regeringen allerede har fremlagt, med kæmpemæssige nedskæringer og udsalg af statens ejendom. Men nu begynder arbejderbevægelsen at påvirke situationen.

Søndag den 5. juni blev endnu en milepæl i den sociale og politiske situation i Grækenland og Europa. Imponerende mobiliseringer rullede over landet: en halv million i Athen og demonstrationer med tusinder af mennesker i Thessaloniki, Patras, Larissa, Volos, Heraklion og andre byer. Det placerer Grækenland på tærsklen til en revolutionær situation. Det betyder, at for første gang i årtier har de europæiske udviklede kapitalistiske lande udsigt til en revolution med kontinentale dimensioner.

En ”fejlslagen stat” og det farligste sted i verden. Sådan bliver den pakistanske stat beskrevet. The Economist skrev for nylig, at ”hvis landet lå et hvilket som helst andet sted, ville Pakistan – der også har verdensrekorden i atom-oprustning – formentlig blive betragtet som en slyngelstat.”

Situationen i Grækenland udvikler sig dag for dag, og den bevæger sig i retning af en revolutionær situation. Onsdag den 25. maj samlede 120-150.000 mennesker sig på Syntagma-pladsen og andre centrale pladser i de største græske byer. Masserne protesterede imod regeringens nedskæringspolitik og EU’s brutale aggression imod Grækenlands befolkning.

Først var det Tunis, så Cairo, Wisconsin og nu Spanien. Kapitalismens krise har igangsat en bølge, der ikke kan kontrolleres. Alle kræfter, der forsvarere det bestående, slutter sig sammen for at standse den: politikere og politi, dommere og fagforeningsbureaukrater, den betalte presse, fjernsyn, præster og ”intellektuelle” men oprørets tsunami skyller over det ene land efter det andet, fra kontinent til kontinent.

Efter Anden Verdenskrig opstod der helt nye forhold: stalinismen havde konsolideret sig i USSR, Østeuropa og Kina, og det stalinistiske maskineri så uovervindeligt ud. Alligevel forudså Ted Grant i denne artikel, hvor han analyserer de ændrede forhold, stalinismens endeligt. Artiklen er et uundværligt dokument til forståelse af stalinismen og udviklingen op til Sovjetunionens kollaps samt som forberedelse til fremtidige begivenheder.

Der er ingen fremtid ude en fortid. En empirisk, mekanisk og pragmatisk tilgang til den revolution, der fejer over regionen fra Atlanterhavet til det Arabiske Hav vil ende i en forkert analyse og en katastrofal skæbne for masseopstanden.

Vi giver her et kort historisk oprids af udviklingen af Gaddafi-regimet fra den borgerlige arabiske nationalisme i de tidlige dage over perioden med såkaldt islamisk socialisme og til den nuværende periode med åbning for udenlandske investeringer, store indrømmelser til multinationale selskaber og begyndelsen på omfattende privatiseringer.

At sige at en revolution er begyndt, er ikke det samme som at sige, at den er fuldendt, og endnu mindre at sejren er sikret. Det er en kamp mellem levende kræfter. Revolutionen er ikke et drama i en enkelt akt. Det er en kompliceret proces med mange op- og nedture. Omstyrtelsen af Mubarak, Ben Ali og Gannouchi markerer enden på første stadie, men revolutionen har endnu ikke lykkedes med at omstyrte det gamle regime fuldstændig, og regimet har endnu ikke formået at genetablere kontrollen.

Umiddelbart efter præsidentens tale til den nye regering forrige lørdag, gik folk i forskellige dele af landet på gaden for at protestere, særligt i Homs og Latakia. Sikkerhedsstyrkerne slog meget hårdt ned på dem, med mange dræbte og endnu flere arresterede i noget der ser ud som en kampagne for at fortælle folk at de ikke skulle tolke præsidentens tale som om regimet ville give nogen form for indrømmelser.

I første omgang er revolutionens krav demokratiske. Naturligvis! Efter 30 år med brutalt diktatur, længes ungdommen efter frihed. Selvfølgelig kan deres stræben efter demokrati misbruges af borgerlige politikere, der alene er interesserede i deres fremtidige karriere i et ”demokratisk” parlament. Men vi har pligt til at tage de demokratiske krav op og give dem et revolutionært indhold. Det vil uundgåeligt føre videre til kravet om en endnu mere grundlæggende forandring af samfundet.