I søndags tog den tyrkiske krigsmaskine, støttet af de såkaldte syriske oprørstroper, kontrol over den kurdiske by Afrin i det nordøstlige Syrien. Mens de vestlige medier havde travlt med at fordømme Assad-regimets offensiv mod de islamistiske styrker i Damascus forstad Ghouta, havde de, ikke overraskende, overhovedet ingen opmærksom rettet mod den brutale nedslagtning af kurdere, som vel at mærke aldrig har angrebet Tyrkiet.

Donald Trump bød det nye år velkommen på en måde, som kun han kan: omgivet af sin sociale og politiske klan i overdådige omgivelser i sin eksklusive Mar-a-Lago klub i Florida og desuden i selskab med en repræsentativ forsamling af alle dele af det amerikanske samfund - lige fra filmstjerner til milliardærer.

Det ser ud til, at Tyrkiet har indledt eller snart vil indlede [det er indledt – red] et angreb på den kurdisk-styrede Afrin-enklave i det nordvestlige Syrien. Forberedelserne til denne operation har stået på i flere måneder. Tyrkiske tropper har omringet området sydfra og, ved hjælp af deres proxy-tropper - den såkaldte Frie Syriske Hær - østfra og har befæstet og bombet området i de sidste par uger.

I løbet af de sidste par dage har vi set begyndelsen på en ny bevægelse blandt de tunesiske unge, næsten syv år efter de væltede det forhadte Ben Ali regime i 2011. Denne gang er det et IMF-pålagt (Den internationale valutafond, red.) budget, der har været gnisten til at antænde protester overalt i landet. Dusinvis af demonstranter er blevet arresteret, og én er blevet dræbt. Bevægelsen ”Fech Nastannew?” (Hvad venter vi på?) er et stærkt bevis på, at det at vælte en diktator, ikke automatisk løser problemer som fattigdom, arbejdsløshed, og manglen på en fremtid, som var det, der fremprovokerede opstanden i 2011.

I går [1. januar 2018 – red] fortsatte protesterne på femtedagen over hele Iran. Imens er sikkerhedsstyrkerne gået hårdere til den. På den femte dag lader det til, at protesterne er mindsket en smule i omfang, delvist grundet den hårdere linje fra staten og delvist grundet manglen på et konkret fokus for bevægelsen. Regimet har dertil reduceret adgangen til internettet og kommunikation, og det er også tydeligt, at mange protester ikke rapporteres, særligt fra de små byer og forstæder.

I år er det 50 år siden, at den revolutionære argentiner Che Guevara blev dræbt i en CIA organiseret militæraktion i Bolivias jungle. Che Guevara, hvis ansigt næsten alle mennesker i verden kender fra protestbannere, plakater, T-shirts og andet merchandise, er blevet et symbol for den Cubanske Revolution og kampen imod imperialistisk undertrykkelse. På trods af visse fejltagelser tjener hans selvopofrelse, ærlighed og beslutsomhed stadig i dag som en kilde til inspiration for vor tids revolutionære.

Som Brexit-forhandlingerne går i stå, begynder storkapitalen at gå helt i panik. Et Brexit uden en aftale, et såkaldt ”ukontrolleret Brexit”, som er det scenarie som kapitalismen for alt i verden vil undgå, truer. Fanget i midten er Irland, det eneste land der deler landegrænse med Storbritannien.

Tidligt mandag den 20. november erklærede lederne af det tyske liberale højrefløjsparti, det Frie Demokratiske Parti (FDP), pludselig deres exit fra de indledende koalitionsforhandlinger og forlod lokalet. Forhandlingerne med kansler Angela Merkels Kristendemokrater, deres bayerske søsterparti den Kristne Sociale Union (CDU / CSU) og det Grønne Parti havde været undervejs i næsten fem uger.

Siden 2008 er klassekampen blevet skærpet i Spanien og blevet udtrykt på forskellige måder. Men det er indtil videre kulmineret med selvstændighedsbevægelsen i Catalonien, som har rystet resten af Spanien.

Om morgenen onsdag den 18. oktober mødtes en gruppe fra Revolutionære Socialister (RS) i Københavns Lufthavn med stor oppakning og højt humør. Vi skulle med et fly til London for sammen med mere end 300 marxister fra hele Europa at deltage i et seminar om Den Russiske Revolution, arrangeret af IMT (den Internationale Marxistiske Tendens), som RS er den danske sektion af.