Broderskabets pyrrhus-sejr

Mohammed Mursi lover stabilitet, frihed og fremgang. Men disse løfter er i modstrid med kapitalismens krise. Egyptens økonomi er i krise. Arbejdsløsheden er høj, og fattigdommen er tiltagende. Egyptens arbejdere og bønder vil nu gå gennem det Muslimske Broderskabs skole. Det vil være en hård skole, men det vil lære dem nogle vigtige konklusioner.

Det Muslimske Broderskabs kandidat Mohammed Mursi vandt Egyptens præsidentvalg med 51,73 procent af stemmerne. Ahmed Shafiq, der var militærets kandidat, fik ifølge valgkommissionen 48,27 procent. Men tallene bør behandles varsomt.

Valgdeltagelsen var officielt på 51,8 procent. Imidlertid siger mange øjenvidner, at det reelle tal er lavere. Selv hvis vi accepterer det officielle tal, betyder det, at det Muslimske Broderskab kun blev støttet af omkring 25 procent af vælgerne. Desuden kommer en ukendt andel af disse stemmer fra venstreorienterede, der stemte på det Muslimske Broderskab som ”det mindste onde”

Jubel på Tahrir

På Tahrir-pladsen i Kairo jublede tusindvis af mennesker, da valgresultatet blev kendt. Men jublen vil ikke vare længe. Dette valg afslørede store skillelinjer i Egypten.

Modsætningerne nåede på et tidspunkt så store dimensioner, at de truede med at bryde ud i åben borgerkrig, hvis generalerne havde erklæret deres egen kandidat som vinder af valget. Det var tydeligt, at det havde været deres hensigt. Valgsvindelen var udbredt. Men generalerne indså, at deres plan ville fremprovokere en social eksplosion med uforudsigelige resultater.

Inden resultatet blev offentliggjort havde en stor folkemængde trodset den bagende hede og samlet sig på Tahrir-pladsen. De lyttede stille og tålmodigt på valgresultatet. Valgkommissionens meddelelser blev bekendtgjort gennem højtalere. Nogle folk samlede sig om fjernsyn under teltdugene. De forberedte sig på enten at feste eller at slås.

Spændingerne var store. Der var frygt for uroligheder, hvis Shafiq blev udråbt som vinder. Mohammed Mursi fra det Muslimske Borderskab og den forhenværende premierminister Ahmed Shafiq hævdede begge, at de havde vundet. Generalerne så ned i afgrunden og trak sig modvilligt tilbage, utvivlsomt under pres fra Washington, som trækker i trådene.

Valgkommissionens talsmand Farouq Sultan holdt en endeløs tale og var tydeligvis ude af stand til at meddele resultatet. Da han bekræftede, at Mursi havde vundet, lød der et stort jubelbrøl på Tahrir-pladsen. Tusinder dansede og sang og kippede med egyptiske flag. Overalt var der plakater med kandidaten fra det Muslimske Broderskab, og folk råbte slagord ud gennem højtalerne. Råbene tog til: ”Til pladsen, til pladsen”, ”Mursi, Mursi, Gud er stor” og ”revolution, revolution indtil sejr. Revolution, revolution i alle Egyptens gader.”

I et øjeblik følte Egyptens folk sig forenet i en eksplosion af glæde og lettelse. Men bag dette udbrud af eufori skjuler der sig store splittelser i det egyptiske samfund og landets politiske liv. For mange repræsenterede sejren til Mursi og Friheds- og Retfærdighedspartiet (det Muslimske Broderskabs politiske front) en sejr over kontrarevolutionens åbne repræsentant. Men nu er nationen polariseret som aldrig før.

”Alle egypters præsident”

Den nye præsident har erklæret, at han vil være ”alle egypteres præsident”. Men Mursis bløde tale er ikke i stand til at tæmme de sociale og politiske spændinger. De kristne kopter frygter Broderskabets dominans. De sekulære revolutionære, hvoraf nogle stemte på Mursi i den tro, at Broderskabet er det ”mindste onde”, vil snart få en hård lektion i politiske realiteter. Frem for alt gælder det arbejderne og bønderne, hvis håb er blevet tændt af revolutionen. De forlanger arbejde og boliger.

Mursi lover stabilitet, frihed og fremgang. Men disse løfter er i modstrid med kapitalismens krise. Egyptens økonomi er i krise. Arbejdsløsheden er høj, og fattigdommen er tiltagende. Hjemløse sover på gravpladserne. Den egyptiske befolkning vil bedømme graden af den nye regerings succes på konkrete resultater, især på det økonomiske område. For masserne handler revolutionen frem for alt om brød, arbejde og boliger.

Samir Radwan, der var finansminister i Egypten lige efter revolutionen, har sagt til BBC, at den nye præsident vil være tvunget til at tage sig af alvorlige økonomiske problemer: ”Da jeg startede mit arbejde blot fem dage efter revolutionen, havde vi 36 milliarder dollars i reserve. Det svarer til 18 måneders import. Nu er reserverne mindre end 15 milliarder. Det er bundrekord. Alle tal viser, at turismen er faldet dramatisk. Arbejdsløsheden er officielt på 12 procent, men det er alt for lavt sat. 42 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.”

Generalerne og bureaukraterne fra det gamle regime er stadig ved roret. Kort før, valgresultatet blev offentliggjort, opløste de parlamentet og samlede al den vigtigste magt i deres egne hænder, bare for en sikkerheds skyld. Den nye ”demokratisk valgte” præsident vil være et magtesløst redskab i generalernes hænder. Det øverste militære råd, der tog magten efter revolutionen sidste år, har udstedt en række antidemokratiske dekreter:

• Justitsministeriet gav militæret ret til at anholde civile og stille dem for militære domstole indtil der bliver skrevet en ny forfatning.

• Parlamentet blev opløst, efter en domstol havde sagt, at loven om valg til parlamentets underhus var ugyldig.

• Det øverste militære råd gav sig selv lovgivende beføjelser og styrkede sin rolle i udarbejdelsen af en ny forfatning.

• Feltmarskal Tantawi erklærede, at der endnu en gang vil blive oprettet et nationalt sikkerhedsråd, hvilket giver generalerne ansvaret for Egyptens sikkerhedspolitik.

Altså har valget ikke løst noget som helst.

”Stabilitet”

Da Mursis sejr blev kendt, råbte titusinder på Tahrir-pladsen ”ned med militær-styret”. Men dette korrekte krav fandt intet ekko i Mursis erklæringer. I stedet opfordrede han egypterne til at ”styrke den nationale enhed”, og han lovede at være en inkluderende præsident.

Mursi hædrede de demonstranter, der døde under sidste års opstand mod præsident Hosni Mubarak, men han hyldede også Egyptens væbnede styrker. Han sagde, at han ville overholde internationale traktater. ”Der er ingen plads til konfrontatorisk sprog,” sagde han.

Dette var en kode-besked til generalerne og til Washington. Mursi er ivrig efter at dulme deres nerver. I virkeligheden siger han til dem: ”Gør jer ingen bekymringer. I kan stole på os. Ligesom jer ønsker vi at gøre det af med revolutionen og sætte en stopper for det kaos og den ustabilitet, der er dårligt for forretningerne. Men vi vil gøre alt dette mere effektivt end jer – ikke med geværer og bajonetter, men med list og fusk.”

Imperialisterne sendte omgående en besked tilbage til det Muslimske Broderskab: ”Vi forstår jer udmærket.” Det Hvide Hus erklærede, at det egyptiske valgresultat var en ”milepæl i bevægelsen mod demokrati.” Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu sagde: ”Vi forventer at samarbejde med den nye administration på grundlag af vores fredsaftale.”

Der var imidlertid forvirring omkring et citat fra Irans halvofficielle nyhedsbureau Fars. Fars sagde, at Mursi havde planer om at forbedre forholdet til Iran for at ”skabe balance i regionen”. Mursis talsmand benægtede imidlertid, at der overhovedet havde været et interview med Fars. Politikken med at være alt for alle var tydeligvis blevet taget en kende for langt med forsøget på at gøre sig gode venner med både Washington og Teheran.

En af Mursis talsmænd, Yasser Ali, sagde, at præsidentens vigtigste mål var politisk stabilitet. Det statslige TV viste et møde mellem Mursi og feltmarskal Mohammed Hussein Tantawi, der er leder af det regerende øverste militære råd. Feltmarskal Tantawi, der er bannerfører for de kontrarevolutionære kræfter, erklærede, at militæret ville ”stå sammen med den valgte og legitime præsident og vil samarbejde med ham for at holde landet stabilt.”

Der har vi det. De kontrarevolutionære generaler og det Muslimske Broderskab synger den samme sang med forskellige toner. Generalerne lover at ”respektere” valgresultatet og samarbejde med Mursi. Han har til gengæld lovet at udpege flere vicepræsidenter og en regering med ”alle talenter”.

Disse herrer forhandler som købmænd i en basar. Det første, Mursi skal forhandle om med det øverste militære råd, er opløsningen af parlamentet, der domineres af det Muslimske Broderskab.

Det Muslimske Broderskab har ikke engang krævet, at denne antidemokratiske beslutning omgående trækkes tilbage. I stedet har de krævet en delvis gensamling af parlamentet for at Mursi kunne blive indsat foran parlamentsmedlemmer. Men selv dette beskedne krav bakkede de tilbage fra. Det Muslimske Broderskab accepterede, at hans indsættelse foregik foran den øverste forfatningsdomstol – det vil sige de samme Mubarak-udnævnte dommer, der var ansvarlige for opløsningen af parlamentet og den udemokratiske erobring af præsidentens beføjelser.

Hvad betyder dette? Det betyder, at det Muslimske Broderskab med al sin magt forsøger at opnå en overenskomst med det øverste militære råd, snarere end at kæmpe for ægte demokrati. I stedet for at kæmpe for at opretholde resultatet af parlamentsvalget er de villige til at accepteer, at generalerne styrer fra kulissen. Brødrene beder kun generalerne og bureaukraterne om at flytte sig lidt, så der også bliver plads til det Muslimske Broderskab ved statsmagtens veldækkede bord.

Mohammed Mursi og det Muslimske Broderskab har med andre ord brugt valget til at opnå en regerende position, hvilket giver dem en bedre forhandlingsposition over for generalerne. Alle de revolutionære massers ofre i de sidste atten måneder bliver reduceret til ”mægling” (det vil sige studehandel) om præsidentens beføjelser mellem islamisterne og det øverste militære råd.

Idéen om en ”national samlingsregering” – altså en regering, der repræsenterer alle samfundets klasser – ringer endnu mere hult i Egypten, end den gør i Grækenland og Italien. Når Mursi siger, at han vil være præsident for alle egyptere, hvad betyder det da? Hvorledes er det muligt samtidig at varetage de rige og de fattiges interesser? Hvordan er det muligt at forsvare revolutionen, samtidig med at man accepterer, at hæren regerer med jernhælen? Hvorledes er det muligt at stå for demokrati, samtidig med at man tillader generalerne at diktere reglerne?

Det Muslimske Broderskabs opførsel er ikke en overraskelse for marxister. Deres opførsel bør faktisk ikke overraske et eneste tænkende menneske, især i Egypten. De, der inden valget præsenterede det Muslimske Broderskab som en ”revolutionær kraft”, bedrog både sig selv og andre. Lederne for det Muslimske Broderskab repræsenterer den fløj af det egyptiske borgerskab, der indtil nu har været udelukket fra den politiske magt. Deres eneste formål er at læne sig op ad masserne for at presse generalerne til at dele magten med sig.

Disse borgerlige ledere har aldrig været revolutionære, men de har kynisk lænet sig op ad de revolutionære masser for at blive båret til magten. Nu, hvor de har opnået deres mål, vil de ikke tøve med at distancere sig fra revolutionen og gå i forbund med de kontrarevolutionære generaler og imperialisterne for at kvæle revolutionen. Det er det, eliten mener, når den taler om sikkerhed og stabilitet.

Broderskabets skole

”Som en forretningsmand, der beskæftiger sig med industri, hører jeg til her – også selv om de tidligere forhold ikke tillod mig at deltage.” Disse ord stammer fra Khairat el-Shater og blev gengivet af Ahram Online den 12. maj. Han er en ledende skikkelse i det Muslimske Broderskab og blev diskvalificeret fra at stille op som præsident. Odene stammede fra en tale, han holdt for den egyptiske industri-arbejdsgiverforening. El-Shater er en velhavende forretningsmand og er typisk for Broderskabets borgerlige ledere. Han repræsenterer tydeligt Broderskabets klassebasis og dets virkelige mål: at få lov til at deltage i plyndringen af den egyptiske stat, som de tidligere ikke fik lov at deltage i.

I sin tale var han klar i mælet: ”Investorer fra golfstaterne ser et potentiale i Egyptens store marked, men de har brug for sikkerhed og stabilitet for at investere. Uden disse ting kan man ikke have økonomisk aktivitet.” Denne overklasse-repræsentant ønsker oprigtigt sikkerhed og stabilitet, fordi det er forudsætningen for investeringer – altså for at tjene profit.

Det Muslimske Broderskabs sejr er kun et enkelt stadie i revolutionen. Den vil gå gennem en lang række stadier, før den bliver afgjort på den ene eller anden måde. Den første bølge har bragt dem til magten. Den næste vil slå dem i småstykker.

Den vigtigste opgave for de egyptiske revolutionære er at afsløre det Muslimske Broderskabs kontrarevolutionære natur og vinde de dele af masserne, der er blevet bedraget og vildledt af Broderskabet. I stedet for at deltage i det kyniske svindelnummer, som en ”national samlingsregering” er, er det nødvendigt at optrappe strejkerne, demonstrationerne og fabriksbesættelserne.

Alle forsøg på at gøre op med klassemodsætningerne i Egypten ved at tale om ”national enhed” vil uundgåeligt slå fejl. Arbejderne og bønderne forlanger brød. De arbejdsløse kræver arbejde. De hjemløse ønsker boliger. Og det revolutionære folk kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af de enorme magtbeføjelser, som generalerne har tilranet sig – ikke studehandler i toppen.

Egyptens arbejdere og bønder vil nu gå gennem det Muslimske Broderskabs skole. Det vil være en hård skole, men det vil lære dem nogle vigtige konklusioner. Til slut må en klasse vinde, og en anden må tabe. Enten den største sejr eller det største nederlag; det er det virkelige valg, som arbejderne og resten af den egyptiske befolkning står over for.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)