In Defence of Marxism

Utroligt nok er der endda grupper på venstrefløjen der er begyndt at sprede de samme fordomme. De opfordrer alle til at gå imod bemyndigelsesloven, på grundlag af at den er "udemokratisk". Dette argument følger de op med demagogiske taler om "demokrati fra neden", etc.

Deres opfattelse af demokrati er fuldstændigt idealistisk. Det vil sige at det er demokrati taget ud af al materiel kontekst, fjernet fra tid, sted og bredere politiske udviklinger. Med en sådan tilgang kan enhver venstrefløjsaktivist - hvor oprigtig han eller hun end er - blive ledt til at fremføre ting der rent faktisk hjælper borgerskabet i en given situation.

Det internationale borgerskabs hykleri

Bemyndigelsesloven er ikke - som nogen desperat forsøger at påstå - noget nyt, ej heller er det en stor overraskelse. Det er ikke noget Chávez pludselig hev ud af ærmet. Bemyndigelseslove er rent faktisk et meget almindeligt tiltag i Venezuela og er blevet brugt ved flere lejligheder af tidligere regeringer. Chávez-regeringen brugte samme metode til at gennemføre 49 love i december 2001, som førte til at det rasende borgerskab bevæbnede sig mod regeringen og forberedte det fejlslagne statskup i april 2002.

Lad os med det samme stille et enkelt spørgsmål: hvorfor protesterede den etablerede internationale presse ikke, da tidligere venezuelanske præsidenter fik tildelt samme magt gennem lignende bemyndigelseslove? For eksempel, hvor var alle kritikerne da Jamie Lusinchi (præsident for Venezuela 1983-1988) fik en lignende bemyndigelseslov vedtaget i parlamentet i juni 1984? Og hvor blev deres protester af, da regeringen under Carlos Andrés Perés satte militæret ind for at slagte tusinder af uskyldige venezuelanere ved det mislykkede Caracazo-oprør i 1989?

Vi må være fuldstændigt klare på ét punkt: borgerskabet og dets presse er overhovedet ikke interesseret i demokrati. Deres egen version af demokrati kan tydeligt ses i Irak, hvor de har kastet landet ud i elendighed, drab og brug af tortur mod fanger. Det viser deres hykleri. De har ingen moralsk autoritet overhovedet til at diskutere demokrati i Venezuela. Deres interesser er krystalklare: De gør det kun dette for at så tvivl, omkring den bolivariske regerings progressive natur og for at undgå det virkelige spørgsmål: nationaliseringerne, som de hader som pesten.

Et klassestandpunkt

Det er nødvendigt at se bemyndigelsesloven i dens konkrete kontekst og fra et klasseperspektiv. Som Chávez har påpeget, er hovedformålet med loven at tillade en række ekspropriationer og nationaliseringer af forskellige virksomheder og firmaer - særligt de der er blevet privatiseret af tidligere regeringer.

Vi må stille spørgsmålet konkret: Vil dette være til gavn eller ej, for de undertrykte masser i Venezuela? Vil det være et skridt frem for revolutionen? Vil det accelerere revolutionen mod socialisme?

For virkeligt revolutionære kan der kun være ét svar: Vi er fuldstændigt for de radikale tiltag mod kapitalismen som Chávez har annonceret. Vi støtter dem samtidig med at vi argumenterer for at processen radikaliseres yderligere og at revolutionen udrydder kapitalismen én gang for alle.

For at lave en klasseanalyse af den virkelig betydning af loven, må man også tage debatten blandt de venezuelanske masser i betragtning. Hvad er almindelige venezuelanske arbejdere og unges holdning til den nye lov?

I modsætning til de hysteriske angreb fra den internationale borgerlige presse, har de venezuelanske masser rent faktisk modtaget den entusiastisk. For dem drejer det brændende spørgsmål sig om at ændre samfundet, at ændre deres elendige leveforhold og at gøre sig til herre over samfundet. De føler at en lov der gør denne proces hurtigere er progressiv og i den givne kontekst ser de loven som et revolutionært tiltag der udfordre bureaukraterne i det gamle statsapparats jerngreb.

Dette blev meget præcist beskrevet i en artikel Michael A. Lebowitz skrev for nylig i Monthly Review Press (http://mrzine.monthlyreview.org/lebowitz010207.html)

I går spiste jeg middag med to venner (den ene en førstegangsbesøgende), som havde brugt en hel dag på at snakke med folk der var aktive i de kommunale råd i to fattigkvarterer i Caracas (det ene ekstrem fattig). Og de fortalte mig om den frustration og vrede mod så mange af de lokale og ministrielle embedsmænd, der holder forandringer tilbage - og om deres identifikation med Chávez' utålmodighed, som de stoler på. Ikke overraskende ledte dette til en diskussion af bemyndigelsesloven og Lopez Mayas interview. "Nej", sagde de, de folk de mødte var overhovedet ikke bekymret over det - de var enige i vigtigheden af at sætte tempoet op. "du mener" sagde jeg, "at folket vil sætte hastigheden op?" "Ja" bekræftede de (til min egen forbavselse), og den ene af dem indskød, at de er mindre interesseret i demokrati som proces end demokrati i praksis

Revolutionært demokrati

Chávez vandt valget med omkring 63% af stemmerne. Han sagde åbent, at hvis han vandt, ville han bruge hans næste embedsperiode på at opbygge et socialistisk samfund i Venezuela. Det er hvad han gør nu, og det er derfor at det er nødvendigt at sætte mere fart i processen, og at have den nødvendige magt til at gøre det. Alene dette skulle man tro retfærdiggøre den nye bemyndigelseslov, eller at det i det mindste giver mening, at argumentere for at det venezuelanske folk var fuldstændig klar over hvad de stemte for den 3. december.

Alligevel er dette ikke nok for visse grupper på venstrefløjen. De føler, at de bliver nød til, at kæmpe hårdt for at bevare deres "demokratiske" image. Det vil sige at de vil ses som respektable og ærlige demokrater. De hopper med på vognen og synger med på kritikernes klagesang. De forkaster bemyndigelsesloven som "et skridt hen imod udemokratisk et styre". Der er endda grupper på venstrefløjen der er begyndt at kræve et "suverænt parlament" og fremfører dette som et progressivt og endda "socialistisk" krav, i den nuværende situation.

Dette er en fuldstændig fejlagtig parole. For det første ville det ikke ændre noget fundamentalt, i det at de Chavistiske partier har absolut flertal i parlamentet, på grund af oppositionens boycott af valget i 2005. Det vil kun gøre processen meget langsommere. For det andet flytter denne parole fokus væk fra den revolutionære bevægelse og over på parlamentet. Spørgsmålet er: Hvem mener man, bør være hoveddrivkræften i omformningen af det venezuelanske samfund? Hvis man rejser parolen om "et suverænt parlament" vil man i realiteten sige, at hovedkravet er at give magten til de 167 delegerede i National Forsamlingen - som masserne for en stor dels vedkommende nærer mistillid til - og dermed også opgaven med at bygge socialismen i Venezuela.

De revolutionære marxister besvaret spørgsmålet på følgende måde: Vi argumenterer ikke for et "suverænt parlament" men for en suveræn revolutionær bevægelse. Det vil sige at vi kæmper for styrkelse af det revolutionære demokrati fra bunden - kommunalrådene i de fattige lokalområder, de sociale kontrolråd(?), de revolutionære massestudenterorganisationer og vigtigst af alt bevægelsen af besatte fabrikker. Vi kræver også styrkelse af arbejderkontrollen i de statsejede virksomheder og styrkelse af den revolutionære fagforening UNT. Alle disse organer er kimen til ægte revolutionært demokrati og de må koordineres og bygges fra bunden, med ret til tilbagekaldelse af alle repræsentanter, hvor alle arbejderledere får en arbejderløn osv. Det samme gælder for det nye Forenede Socialistparti, PSUV. Det må bygges som et instrument til folkets herredømme. Kun på den måde kan et ægte revolutionært demokrati skabes.

Borgerskabets falske taler om "demokrati" må afvises af revolutionære i alle lande. Vi har aldrig haft, og vil aldrig have samme opfattelse og vision for demokrati som borgerskabet. Vores opgave er ikke at slutte op om angrebene på Chávez, men at forsvare den venezuelanske revolution, mens vi samtidig giver vores eget perspektiv for bevægelsen.