Afghanistan: Amerikansk imperialismes kyniske forræderi

Amerikas længste krig blev afsluttet ynkeligt og ydmygende for amerikansk imperialisme. Den mest magtfulde militærmagt, som nogensinde har eksisteret, har efter tyve års invasion lidt et komplet nederlag til en bande primitive, religiøse fanatikere.


[Source]

Kabuls fald markerer enden på en syv dage lang blitzkrig, hvor Taliban-tropper indtog et område svarende til mere end halvdelen af landet, heriblandt dets mest folkerige byer. Taliban har nu kontrol over alle landets distrikter.

På trods af dette forsikrede præsident Joe Biden for kort tid siden alle, at Taliban ikke ville indtage Kabul. Ej heller ville de tage kontrollen med hele landet og som aftalt med Taliban, ville der blive dannet en national forsoningsregering. Og så videre, og så videre.

For en måned siden udtalte han med selvsikkerhed, at ”sandsynligheden for, at Taliban vil løbe landet over ende er meget lille. Vi forsynede vores afghanske partnere med alle de nødvendige redskaber, lad mig understrege alle de nødvendige redskaber, træning og udstyr til en moderne hær.”

Nu er alle disse løfter blevet afsløret som varm luft. De amerikanske tropper havde ikke engang fuldført deres planlagte tilbagetrækning, da Taliban slog til som en angribende tiger. Angrebets hastighed fik regeringen i Kabul, der allerede var i kaos, til at gå i fuld panik.

Ifølge de amerikanske myndigheder var det meningen, at det afghanske regime, dets hær og politi skulle have overtaget ansvaret for landets drift i takt med den amerikanske tilbagetrækning. Men regimet var ingen steder at se. Den afghanske hær, trænet og bevæbnet af det amerikanske militær, som angiveligt talte 300.000 tropper, smeltede væk, da den stod overfor de let bevæbnede islamister, som kun ifølge de mest gavmilde estimater bestod af 75.000 fuldtidskrigere.

Over de sidste uger har der været en skarp kontrast imellem generalernes og politikernes tapre ytringer om at ville kæmpe til den bitre ende, og deres egentlige, svigefulde mangel på organiseret modstand, da tiden kom til det.

I én by efter den anden gav de samme folk, som havde foret deres lommer få dage forinden, magten til Taliban og forlod enten landet eller stillede sig til rådighed for det nye regime.

Den afghanske hær gik hurtigt i opløsning. By efter by faldt, eftersom regeringssoldater overgav sig i flok og overgav sine våben til Taliban til gengæld for kontanter.

I takt med at fronten nærmede sig Kabul, annoncerede regeringen, at den ville forhandle en fredelig overdragelse af magten, som ville garantere afghanernes mest basale rettigheder. Præsident Ashraf Ghani annoncerede endda, at en aftale var blevet indgået om at danne en overgangsregering bestående af repræsentanter fra Taliban og det gamle regime.

Inden detaljerne om sådan en aftale blev annonceret, kom nyheden om, at Ghani var flygtet fra landet. Ashraf Ghanis korrupte og reaktionære regime kollapsede ligesom et korthus. Ghani adresserede nationen i TV i en sidste afsked, hvor han opfordrede befolkningen til at kæmpe til det sidste. Herefter pakkede han hurtigt sine tasker og flygtede i et privatfly til Tajikistan, hvor han nu kan nyde et komfortabelt eksil, mens hans folk endnu en gang må konfronteres med Talibans styre.

Det samme mønster blev observeret over hele landet. Mens myndighederne lullede masserne i en falsk tryghed, blev aftaler indgået bag tæppet mellem myndigheder fra det gamle regime og Taliban. Nogle har spekuleret i, at USA også deltog i sådanne aftaler imod slutningen for at redde ansigt. Dette ved at sikre en ublodig tilbagetrækning fra Kabul og dermed undgå yderligere ydmygelse.

Mens Ghani og hans slags havde travlt med at se efter sig selv, faldt sværme af Taliban-krigere over hovedstaden uden modstand. Nu forbereder de afghanske masser, som har lidt så meget under amerikansk imperialisme, sig på, at det teokratiske styre vender tilbage. De islamiske fundamentalisters tilbagevenden slog en skræk i livet på det afghanske folk. I takt med at oprørstropperne nærmede sig Kabul, udbrød panik i byen.

De rige havde travlt med at redde sig selv, mens arbejdere, fattige, kvinder og alle andre, som står til at lide under Talibans styre, blev efterladt til sig selv. Flokke af eliten blev set flygte fra landet, mens andre skiftede side og slog sig til Taliban. Forsvarsminister Bismillah Mohammadi flygtede til de Forenede Arabiske Emirater med sin søn. Humayoon, den tidligere næstformand og tidligere tætte allierede med Ghani, sagde, at han blev udnævnt af Taliban som politichef for Kabul.

I timerne mens Kabul faldt, blev en delegation af warlords og business-mænd fra den nordlige del af landet, som var det gamle regimes stærkeste base, set på vej mod Pakistan - Talibans største økonomiske bagmand. Formålet med deres besøg var angiveligt at forhandle deres fremtidige rolle i den nye orden. Alt sammen mens fattige og undertrykte var efterladt til at kæmpe for sig selv.

På trods af Talibans officielle udmeldinger, om at de vil respektere kvinders rettigheder og give amnesti til alle dem, som ikke yder modstand, florerer rapporter, om at intellektuelle og kvinder bliver dræbt. I Herat d. 15. august blev kvindelige studerende vist bort fra universitetet, og kvindelige bankansatte blev bedt om at gå hjem. I Kandahar rapporteredes det, at Taliban gik dør-til-dør i søgen efter journalister, der havde arbejdet med udenlandske nyhedsmedier. I de kommende dage og uger vil terroren fortsætte, i takt med at Taliban forsøger at konsolidere dets styre.

Talibans officielle talsmand sætter et skuespil op for de udenlandske TV-kameraer: ”Vi er ikke de samme som før,” påstår de. ”Vi har lært vores lektie,” osv., osv. Men man kan ikke stole på disse udsagn. Deres eneste formål er at berolige nerverne hos ‘det internationale samfund’ og derved, håber de, mindske risikoen for en udenlandsk, militær intervention.

Men en genoptagning af udenlandsk intervention er en fjern mulighed. Joe Biden har truffet sin beslutning, og der er ingen vej tilbage. Hans politiske modstandere vil gribe denne mulighed for at svine hans navn til som “manden, der forrådte afghanerne.” Han protesterede forgæves, at det var hans forgænger, Donald Trump, som traf den skæbnesvangre beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Afghanistan.

Denne forklaring vil ikke stille nogen tilfreds. I bedste tilfælde ændrer det intet, siden hverken Republikanerne eller nogen andre seriøst foreslår en ny, militær intervention. Det er imidlertid sandt, at antallet af amerikanske tropper, udstationeret i Afghanistan, i løbet af én uge steg fra 1.000 til 3.000, derefter til 5.000 og så til 6.000.

Intentionen bag at sende tropper til Kabul er ikke at bekæmpe Taliban, men at facilitere evakueringen af op imod 20.000 amerikanske borgere og personel, der er fanget i Kabul. Men selv dette har vist sig at være kompliceret. Som ugen er forløbet, er det blevet tydeligt, at USA ikke vil gøre meget for dem, som står til at blive ramt af Talibans repression.

Tusindvis af afghanere drog mod det amerikanske konsulat for at sikre sig et visum og et fly ud af landet. Forsøget vil uden tvivl vise sig at være forgæves for det store flertals tilfælde. Lørdag den 14. august var Kabuls lufthavn oversvømmet af desperate folk, der forsøgte at forlade landet i sidste øjeblik, inden Taliban overtog magten.

Andre forsøgte at forlade byen i bil, hvilket resulterede i en trafikprop og komplet stilstand af byens trafik. Taliban sagde, at det ville tillade folk at forlade Kabul, men hvor kan de tage til, som vil være sikkert? Ideen, som den amerikanske administration hentyder til, om at Taliban på en eller anden måde kan styres gennem forhandlinger, har allerede bevist sig at være en håbløs, naiv illusion.

Under scener af kaos og panik i den Internationale Lufthavn, forsøgte tusindvis af desperate afghanere at flygte, inden USA endegyldigt evakuerede alle sine borgere og militære personel. På det tidspunkt blev deres afghanske ‘venner’ og ‘allierede’ efterladt til deres egen skæbne i et krysterligt forræderi.

Dette var præcis, hvad der ikke skulle ske. USA’s tilbagetrækning skulle have været en velordnet affære. Ifølge Biden ville det ikke blive en gentagelse af USA’s evakuering af Saigon i 1975, det ydmygende sammenbrud, der markerede enden på Vietnamkrigen:

”Taliban er ikke den Nordvietnamesiske hær. De kan aldeles ikke sammenlignes i forhold til kapabilitet. Der kommer ikke til at opstå scener, hvor du vil se, at folk bliver reddet fra hustaget fra den amerikanske ambassade i Afghanistan. Det er slet ikke sammenligneligt.”

Hvad, vi rent faktisk ser, er præcis en gentagelse af situationen i Saigon helt ned til scenen med militærhelikoptere, der redder folk ud fra den amerikanske ambassade. Hvis noget, så er den nuværende situation værre. Forvirringen er så komplet, at Taliban i størstedelen af tilfældene marcherede fra distrikt til distrikt basalt set uden at møde modstand.

For kun få måneder siden, da USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan blev annonceret, lovede Biden, at han ville garantere det afghanske regimes overlevelse, at han ville forhindre genindførslen af et decideret islamisk styre, og at han ville beskytte kvinderettigheder. Han ville på en eller anden måde opnå dette, mens tropper blev trukket tilbage til en sikker afstand. Men det blev hurtigt tydeligt, at USA knap nok kunne garantere sikkerheden for sit eget personel, for slet ikke at snakke om det afghanske folks sikkerhed.

Selv mange af dem, som havde de finansielle midler til at anskaffe sig flybilletter, kunne ikke komme ombord på deres fly. Det amerikanske militær havde lukket Kabul lufthavn for at skabe plads for sine egne fly. Dette var selvfølgelig skæbnen for de mere velstående afghanere og middelklassefolk. De fleste afghanere har ikke engang råd til at betale en taxatur til lufthavnen. For dem er der ikke meget andet at gøre nu end at vente og forberede sig på at udholde nye, ulidelige mængder modgang.

Den store folkemængde, der havde samlet sig ved lufthavnen, siden Taliban tog kontrollen over byen, brød til sidst ind på landingsbanerne i et desperat forsøg på at flygte fra landet. De vidste nu, at deres liv var i fare blot ved at blive set vende hjem fra lufthavnen. Men i stedet for at velkomme dem skød de amerikanske styrker op i luften for at sprede menneskemængden, der forsøgte at tvinge sig adgang til flyene. Mandag den 16. august blev to mænd dræbt af amerikanske soldater, mens tre blev rapporteret omkomne, efter de var faldet fra fly, som de havde klamret sig til efter afgang. Dette illustrerer, hvordan amerikansk imperialisme betragter sine ’allierede’: De er kanonføde, så længe de er brugbare, hvorefter de smides ud som affald, når de har opbrugt deres brugbarhed.

Hvordan vandt Taliban?

Biden-administrationen var hurtig til at pege fingre ad det afghanske folk og opfordre dem til at ”kæmpe for sig selv”. Men håndteringen af tilbagetrækningen skubbede magtbalancen gevaldigt til Talibans favør. Ved at offentliggøre en dato for USA’s komplette tilbagetrækning måneder i forvejen, gav Biden Taliban grønt lys til at angribe og al den tid de behøvede til at forberede sig på den endelige offensiv.

Men forræderiet stak langt dybere end det. Ved forhandlingerne i februar gav USA efter på hver eneste af Talibans krav uden selv at få nogle indrømmelser i gengæld. I sig selv var dette et moralsk boost for islamisterne, samtidig med at det sendte et klart signal til den afghanske hær, om at USA var ved at trække tæppet væk under dets fødder. En dominoeffekt blev sat i gang, hvor afghanske kommandører og politikere nærmest faldt over hinanden i forsøget på at indgå aftaler med Taliban.

På trods af gentagne advarsler fra Pentagon, fejlede Biden i at accelerere USA’s tilbagetrækning og forestillede sig, at der ville gå flere måneder, inden konflikten ville nå sin konklusion. Det forstærkede blot yderligere følelsen af kaos og forvirring - til jihadisternes fordel. Utallige gange var USA’s inkompetence og uforberedthed, samt dets villighed til at acceptere alle Talibans krav, med til at accelerere opløsningen af den afghanske hær og statsapparatet.

Den afghanske stat var altid blot en marionet for amerikansk imperialisme. Den var et redskab for den amerikanske besættelse af Afghanistan, som har kostet hundrede tusindvis af menneskeliv og forårsaget ubeskrivelig lidelse for de afghanske masser. Det var derfor et forhadt og undertrykkende apparat. Den bestod af de mest reaktionære opportunister, som var villige til at sælge deres land for den rette pris. Regimet bestod af en koalition af teknokrater, der tidligere havde boet i udlandet, lokale warlords og høvdinger, som ikke så staten som andet end et middel til at berige dem selv. Under dets styre havde folket, hvoraf langt størstedelen lever i fattigdom, ingen adgang til selv de mest basale offentlige ydelser uden at måtte bestikke sig til dem.

Den afghanske hær, der officielt bestod af 300.000 tropper, var fyldt med ‘spøgelsessoldater’; altså soldater, som kun eksisterer på papiret som et middel til at få kanaliseret penge ned i lommerne på kommandørerne og lokale eliter. I sidste ende var den afghanske hær intet andet end et skalkeskjul for amerikansk imperialisme. De steder, hvor hæren formåede at operere, blev den langt oftere set som en besættelsesstyrke end en national hær. Det er intet under, at sådan en rådden institution, når først ladt i stikken af amerikansk imperialisme, kollapsede med et enkelt spark.

De afghanske masser hader Taliban. Men på den anden side er der ingen, der havde tiltro til det korrupte regime, som USA havde installeret, og der var absolut ingen, som var villige til at risikere deres liv for at forsvare det. Som kontrast består Talibans styrker af hærdede og fanatiske, islamiske fundamentalister, som ser martyrdøden som det højeste mål.

Denne reaktionære bevægelse er blevet støttet og plejet over årtier af den pakistanske herskende klasse, som historisk har ønsket at dominere Afghanistan. For nyligt er Taliban også begyndt at nyde øget støtte fra Iran, Kina og Rusland, som alle er bekymrede for den ustabilitet, amerikanernes tilbagetog vil forsage.

Dette har hjulpet Taliban til at opnå yderligere momentum. Disse magter ønsker på en eller anden måde at tæmme islamisterne ved at tilbyde dem økonomiske og politiske belønninger for til gengæld at begrænse deres aktiviteter inden for Afghanistans grænser. Men dette vil ikke nødvendigvis vise sig at være en let bedrift. Taliban er ikke en centraliseret bevægelse, og den er heller ikke ledt af rationelle mænd, som let kan kontrolleres. Amerikansk imperialisme har adskillige førstehåndserfaringer, der beviser dette.

Hvem kan stoles på?

Vestlig imperialismes kynisme står udstillet til skue for hele verden. De samme folk, som talte dag ind og dag ud om såkaldte ’vestlige værdier’, såsom ’demokrati’ og ’menneskerettigheder’, forlader nu Afghanistan og efterlader deres lokale hjælpere i hænderne på en bande tilbagestående barbarer. Den britiske forsvarssekretær har udtrykt sin sorg over at ”nogle folk ikke vil komme tilbage,” i takt med at Storbritannien forsøger at evakuere sine egne borgere og nogle af de afghanere, som samarbejdede med deres styrker. Der blev ikke sparet på ressourcerne, så længe ”hjælpe andre mennesker” betyder at bombe og invadere fattige nationer. Men der trækkes en streg, når ”hjælpe andre mennesker” betyder at redde folks liv ved at hjælpe dem med at flygte fra et morderisk regime.

Amerikansk imperialisme, og NATO-styrkerne som støttede dem, påstod at invadere Afghanistan for at udradere islamistisk fundamentalisme og bygge en moderne, demokratisk nation. Tyve år senere, og efter billioner af dollars brugt, er hundrede tusindvis af liv gået tabt og en hel generation ødelagt. Afghanistan er i dag ikke ét skridt nærmere de mål, som vestens ledere satte, da de invaderede landet. Efter at have hærget landet gennem 20 år, flygter disse kujoner nu som hunde med halen mellem benene og efterlader det afghanske folks skæbne i hænderne på Taliban-galningene.

De afghanske masser kan ikke stole på nogle af disse magter. De kan heller ikke stole på den herskende klasse i Kina, Rusland, Iran, eller enhver anden magt, som lurer i skyggerne i håb om at influere situationen i landet. De afghanske masser kan kun stole på deres egen styrke, som, når mobiliseret, er langt større end nogen hær. Dette beviser deres egen historie.

Det afghanske folk har gennemlevet de sværeste tider, men har igen og igen rejst sig på trods af den mest forfærdelige modgang. Vi har al tiltro til, at de vil rejse sig igen og rense landet for enhver afskygning af mørke, reaktion og imperialisme.

Join Us

Join the International Marxist Tendency and help build a revolutionary organisation to participate in the struggle for socialism worldwide!

In order to join fill in this form and we will get back to you as soon as possible.